Au revoir!

Ja det her vil jeg så officielt kalde mit sidste blogindlæg, da eventyret vel er slut for denne gang.

Idag og igår har været underlige. Jeg vågnede op torsdag til et meget tomt og aflukket hus, og jeg følte mig mere alene end nogensinde. Eftersom jeg havde nok at give mig til med nedpakning af værelset, vasketøjet og dets lige forsvandt dagen med det. Om aftenen var der dog et uvejr over området, og som jeg lå helt alene i min store seng, i det tomme hus, blev jeg for første gang i ni måneder bange for at være i huset - alle blæstens lyde fik det til at lyde som om døre blev åbnet og vinduet banket på.

Dog kom idag og mine forældre tog afsted fra det regnfulde Struer, og ender engang sent i aften (pga enorm sommertrafik) omkring fire timer herfra. Jeg snakkede med dem her til aften og min far lød ret håbløs da han beskrev hvor utålmodig min mor var ved at være over trafikken - det er dem jeg skal køre med hjem, kan mærke at det bliver en hyggelig tur!

Men ellers har jeg fået pakket resten, fået lavet mit indslag i aupair-mindebogen færdigt, lavet mad til picnic de kommende dage og været en sidste gang på shopping med Nina. Før vi tog ud at shoppe måtte jeg dog bede hende om en lille tjeneste; jeg har nemlig ingen bil, og idag skulle man afhente sit DELF-diplom i Ferney (DELF står for: diplome d'études en langue francaise = diplom for studie i det franske sprog (de fransktimer jeg har taget). Så det fik vi gjort - jeg fik 73/100 points - som jeg er tilfreds med, da jeg ikke rigtigt skal bruge det til noget, og den mundtlige del gik også rigtigt skidt (fik 12,5/25 points) så det er fair nok.
Så med afhentning af diplom og shopping fik jeg så sagt på gensyn til Nina - på gensyn i Danmark.

Her til aften har jeg så lavet mad, klistret aupair-bog, pakket noget mere, og vasket tøj. Imorgen tidlig er det rengøringstid og dobbelttjekning inden de gamle kommer omkring klokken elleve.

Det er så her jeg skal sige alle de ting jeg har lært og hvordan jeg har udviklet mig som person som en god, og ikke mindst logisk, afslutning på mit udenlandsophold. Jeg ved bare ikke om jeg har lyst - jeg tror godt at I som har fulgt med i bloggen de sidste ni måneder har en idé om det, så hvorfor skal det pensles ud?
Jeg ved at jeg i korte træk:
- har taget 7 kg på, og tabt 3 af dem igen
- har klippet mit hår kort for første gang siden jeg var ni år gammel.
- ved, at jeg ikke skal overkoge broccoli
- ved, at jeg har to veninder der holder ligeså meget af mig om jeg er i Danmark eller i Frankrig
- ved, at jeg ikke skal have børn før om lang tid og hvor meget ansvar det er
- har fundet ud af, hvor meget jeg ligner min storebror
- ved, hvor tålmodig og stædig jeg er.
- ved, at hvis jeg gør mit bedste, så er det godt nok - selvom det altid kan gøres bedre.

Og mange, mange andre dumme, men kloge ting. Tak for nogle dejlige og lærerige måneder - og tak fordi I har fulgt med i dem her på min blog.

Min lille smut i Frankrig er (snart) slut - au revoir la France, et à bientôt!

La Fin

Så er den sidste dag med familien slut og familien er gået i seng for at stå tidligt op i nat for at tage på ferie. Malene lader de blive til på lørdag, helt alene i det stort set aflukkede og "døde" hus.

Dagen er gået alt for hurtigt - jeg nåede ikke engang at få strøget som jeg burde have gjort.

Ellers har dagen været skøn; som sædvanligvis blev jeg stresset over den ældste, stod håbløs med den mindste og blev talt grimt til af den mellemste. I eftermiddags var jeg ude at shoppe med den ældste, da der er sommer-udsalg. Jeg fik godt nok brugt nogle penge, og det samme gjorde den ældste. Eftersom jeg kender hendes fars reaktioner på hendes garderobe, stod jeg også for at skulle bedømme, om hun havde lov til at bruge penge på de ting hun skulle købe - dvs. om hun havde brug for det, om det så pænt ud og om det var ordentlig kvalitet. Overraskende nok fik hun rettet sig efter mine forslag: da der var en kjole som hun elskede, men som jeg syntes var rigtig grim, kom alle de hårde argumenter i brug, og til sidst vandt jeg på, at hun kunne bruge pengene på at købe en meget federe udgave i Paris. Det åd hun råt og fortsatte med sin søgen. Når det kommer til stil og look, så lytter hun.

Da vi kom hjem havde vi modeshow for moren, der slet ikke havde tid, men den ældste var ligeglad - meget sjovt faktisk. Senere hentede alle os piger den mindste ved dagplejemoren. Det var nemlig hans sidste dag ved hende - han havde slet ikke forstået, hvorfor alle de andres børn havde sagt farvel og givet ham kys. Dagplejemoren havde også givet ham ekstra mange kys hele dagen, hvortil han forvirret havde spurgt: "Jamen hvor skal du hen?". Han forstår slet ikke, at han ikke ser hende i lang tid, ligesom han heller ikke forstår, at han heller ikke kommer til at se mig i lang tid. Dagplejemoren var rørt til tårer da vi alle sammen kom, med en fin plakat med billeder af dem alle. Dengang pigerne var små gik de også ved hende, og det var endda før de havde aupair, så hun brugte rigtigt meget tid sammen med dem. Desuden har hun jo fulgt den lille siden han blev født, så hun var helt knust.
I morges da jeg afleverede den lille snakkede jeg også lidt med hende, hvor hun fortalte mig, at hun virkeligt havde været glad for "at arbejde sammen med mig", i den forstand at jeg altid er kommet i et fast tidsrum og altid har været til at kunne regne med. Det varmede meget; hun er så snaksalig og rar en dame der altid smiler og griner - alle dagplejmødre burde være som hende.

Til aften var alt et rod, den mindste gad mig ikke, han tissede i bukserne og råbte og skreg da jeg ville hjælpe ham af det våde tøj. Han har en vane med, ikke at ville på toilet, selvom man spørger da det er ret tydeligt når han skal, og så venter han til det er for sent. Han gjorde det igen inden han skulle i seng.
Ellers hyggede han sig med at klamre sig til mit ben (da det er vildt sjovt når jeg så går) imens jeg lavede aftensmad. Jeg satte en DVD på til ham, Barbapapa, som var det første vi så sammen, den første dag jeg var her - han er grunden til, at jeg nu er en kæmpe fan og det minder mig altid om ham.
Egentligt var det ikke så slemt at sige farvel til ham. Han forstod det ikke - men da jeg sad med ham på hjemturen fra dagplejemoren, kunne jeg ikke lade være med at knuge ham godt ind til mig og nød duften af baby rigtigt for en sidste gang. Det var underligt. Jeg har hele tiden (af en grund jeg ikke længere forstår) undgået at skrive børnenes navne her i bloggen, men nu kan det være ligemeget. Min lille dreng hedder Jules - og han er min Jules - det er meget sjovt, for en Jules er også et slangudtryk for en fyr, så det er meget sjovt.

Det blev sværere da jeg skulle sige farvel til den mellemste. Hun hedder Lola, et spansk navn faktisk, og hun er helt utroligt smuk og et matchende temperament. Jeg tror virkeligt at hun har haft brug for mig, brug for stabilitet og brug for en der hele tiden er der, uden at vide det rigtigt. Jeg har ikke været god nok til at lytte og snakke med hende, men jeg har gjort mit bedste - hun er den der har gjort det sværrest, men jeg ville ikke undvære hende for enhver pris. Hun er vant til ikke at få så meget opmærksomhed, da hendes søster tager det hele, så hun søger ofte den negative opmærksomhed. Dog når hun får sin opmærksomhed lyser hun op og når hun smiler kan man ikke andet end at blive glad. Da vi skulle sige farvel gik hun ned i sit nattøj til mig og sagde: "Au revoir Malène.", hvor jeg fik et kys. Der begyndte jeg at græde og løftede hende op og gav hende et ordentlig kram og masser af kys. Det var så underligt at holde hende og vide, hvor træls hun har været og hvor lidt jeg har taget mig sammen til at vise hende at jeg holder rigtigt meget af hende. Jeg fortalte hende, at jeg håbede at hun vidste at jeg elsker hende, og at jeg vil savne hende meget. Det er som at sige farvel til sit eget barn - eller ikke, men til en man ved der har brug for en.

Så var der den ældste som hedder Inès. Hun tager altid pis på mig, hvorefter hendes "ben, mais je blague!!" (jamen jeg laver jo sjooov!) altid følger den rigtigt dårlige joke. Jeg nåede til et punkt til sidst, hvor jeg ikke længere troede på, hvad hun sagde til mig når det var for langt ude. Enten er hun meget glad og snaksalig, eller også er hun dominerende og udgiver ordre som en dronning. Oftest er hun sød, og hun deler sit liv, sin hverdag og sine meninger konstant (og om og om igen) indtil man har fået nok. Udseendet er noget hun går meget op i - mange gange har det været svært at få hende i seng, fordi hun ikke kunne bestemme sig for, hvad hun ville have på dagen efter. Hun har det også med at overdrive når hun fortæller sine historier - hun har før gengivet ting jeg har oplevet sammen med hende, hvor det var for to år siden. Generelt en dejlig pige, der nyder opmærksomheden. Da jeg kom grædende hen til hende for at sige farvel, beroligede hun mig, sagde at det jo nok skal gå, vi ses jo i Paris og hun jokede og gav mig masser af kys og kram.

Til sidst var der forældrene. Moren, som hedder Valérie, fik fortalt mig hvor glade de havde været for mig og at hun vidste at det ikke havde været nemt for mig da familien havde været stresset over flytningen og alt der skulle på plads. Hun takkede mig mange gange for min hjælp i de sidste ni måneder og fortalte mig hvor sød, tålmodig og stærk jeg havde været. Efter mange bisous og kram gik hun også i seng. Faren, Antonin, gav mig først og fremmest alle instruktioner af aflåsning af huset (mange gange), hvortil han lavede en liste og så videre. Dernæst fik jeg også bisous og en stor tak for alt - og at de nok skulle lade være med at lave alt for meget larm i nat. "D'accord" svarede jeg smilende, og det var det.

Det er underligt. Ni måneder er ikke nok til at lære børn rigtigt, rigtigt at kende. Som jeg stod der var der ti tusinde ting jeg havde glemt at spørge om, ti tusinde øjeblikke jeg ikke havde haft med dem og mange, mange ting jeg ikke havde fortalt dem. Som jeg sidder her helt alene ville jeg ønske at jeg kunne løbe op og fortælle dem, endnu engang hvor dejlige de er og hvor meget jeg kommer til at savne dem. Selvom jeg da på sent som i eftermiddags har tænkt: jeg skal aldrig have børn!!, så er det nu anderledes når man lige pludseligt ikke har dem længere.

Evigt foranderligt

Det er sjovt hvordan mange nye ting sker, selvom man har været her i ni måneder og burde have prøvet næsten alt af underlige situationer.
I lørdags arbejdede jeg hele dagen - ikke de store problemer der, da jeg jo kun har kort tid tilbage med familien. Til middag havde vi naboerne på besøg og det var faktisk første gang jeg rigtigt har snakket med dem, eller set dem for den sags skyld. Det var ret underligt at skulle præsentere sig og så videre når man jo har været her i ni måneder og alligevel snart tager afsted igen. Dog var det da meget hyggeligt!
Senere var der børnefødselsdag/afskedsfest for den lille, så han fik tre venner på besøg. Det er næsten to måneder siden han havde fødselsdag, så jeg tror faktisk at han troede det var hans fødselsdag igen, men det var nu meget sjovt - jeg grinede i hvert fald meget hele dagen, over hvordan de fire tre-årige kom op og skændes, legede sammen og deres reaktioner da en af dem slog sig. Det var meget kært, og en af mødrene blev også, fordi hende datter var ret morsyg. Moren kunne så fortælle et fint lille citat hendes datter engang havde sagt om den lille: "Han har en Malène, jeg har ikke nogen Malène!" - hvor det var indforstået, at hun simpelthen ikke vidste at "Malène" var et fornavn, men den ting som jeg er (altså aupair). Det har nok også noget at gøre med, at den lille generelt betegner mig som "sin Malène" ("ma Malène, ma Malène), når han er omme ved dagplejemoren.
Så eftermiddagen blev hurtigt til aften, og det havde nu været en lang lørdag, så Nina og jeg tog til Nyon, fik os en fesen øl (øl blandet med sprite - også en førstegangs oplevelse) og gik os en tur i den fine by - ligesom vi gjorde da jeg først var ankommet.

Hele søndagen var jeg alene hjemme, hvor jeg sad udenfor og tegnede i solen hele dagen - det var nu ret lækkert. Dog havde familien glemt, at de havde inviteret en nabo til aftensmad, så da der kom en underlig mand (der begyndte at tale engelsk til mig, hvorfor ved jeg ikke) blev jeg ret forvirret, både pga. sproget og fordi jeg slet ikke vidste at de havde inviteret nogen. Han var bare blevet glemt - ligesom mit engelsk.

Nu er det jo ferie for pigerne inden hele familien tager til Korsika tidlig torsdag morgen, hvilket vil sige at de jo sover længe. Dertil er der den lille, der får lov til at sove ligeså længe han vil, hvorefter jeg afleverer ham ved dagplejemoren. Så jeg står nu op til klokken otte, i stedet for klokken syv, hvilket jeg er godt tilfreds med. Igår vågnede den lille så på samme tid, men det var nu ikke så slemt, bortset fra at han brugte hele morgenen på at nægte at sige undskyld til mig, fordi han havde nægtet at spise og derfor råbt ad mig: "Gå væk, gå ud af rummet!!!", som om jeg var en hund. Det tog forældrene ikke let på, så han blev på sit værelse indtil han ville sige undskyld, hvilket han bare ikke ville. Inderst inde er jeg en lille smule ked af, at her imod enden har han slet ikke lyst til at sidde ved mig, snakke med mig og han taler oveni købet grimt til mig - jeg ville gerne kunne tage afsted og vide, at han vil savne mig (selvom han nok ikke rigtigt kan huske mig om et halvt år).

Ellers var mandag stille og rolig - det var da indtil jeg skulle ud at køre med GPS sammen med den ældste, som var opsat på, at vi skulle til en elektronikforretning i Schweiz, da hun havde en gavekort dertil. Vi fandt stedet uden de store problemer - problemet kom, da GPS'en ikke kunne finde ud af, at føre os hjem. Efter at have blevet ledt ind i fyraftenskø, direkte imod Geneve og ned ad en vej der var spærret for enden, var Malene ret stresset og vred, så GPS'en blev fjernet, og den ældste skulle så guide. Da hun var næsten værre end GPS'en kom vi for sent hen og fik hentet den mindste, og vi skulle være hjemme til når Lola blev sat af hjemme, efter at have været omme ved en veninde - så jeg var godt stresset. Jeg er ikke faret vild siden den første måneds tid jeg var her, så det var nu meget underligt at prøve igen - og ret irriterende, for jeg fik nået ikke købt brød af den grund.

Forældrene var ikke hjemme da vi kom hjem, og da de kom hjem, annoncerede de, at køberne af huset kom forbi til champagne - familien flytter jo til Paris i august. Så alt stod på standby da de kom omkring klokken otte, hvor vi ikke kunne komme til at spise eller noget som helst, så vi ventede tålmodigt med en film. Klokken blev først næsten ti, før moren indså, at de ikke havde tænkt sig at gå - og vi skulle altså spise, så de spiste da med. Børnene fik det serveret foran tv'et, jeg havde ikke lyst til at sidde sammen med børnene, så jeg sad i køkkenet, da forældrene spiste udenfor og lidt senere. Det var første gang jeg følte mig liiiidt som en køkkenpige, eller "ansat", da jeg sad der helt alene, og bagefter ryddede op efter maden og vaskede alt op. Det var ikke planlagt sådan, det ved jeg, da forældrene jo skulle holde gæsterne med selskab, og jeg bare gerne ville i seng - så jeg kan da nu konstatere, at jeg er glad for, at jeg ikke har haft det sådan imens jeg har været her!

Nu er det morgen, den mindste er endnu ikke vågnet, så jeg sidder her og skriver inden jeg hopper op og spiser morgenmad. Man må sige, at der sker hele tiden ting man troede man var blevet vant til i det her job - og ellers bare nye ting, som man ikke havde oplevet, selv efter ni måneder. Det er nok det der gør jobbet så alsidigt og lærerigt - det er familielivet, man kan ikke skemalægge det helt fast; det er evigt foranderligt!

Lille note til Cecilie, som fint kommenterede på facebook, hvad pointen blev efter mit sidste indlæg "At rejse er at leve?" mit svar: "Det var et retorisk spørgsmål?" - eller også glemte jeg det da jeg ville have orden på alle billederne ;)

At rejse er at leve?

Nu er jeg kommet dertil, hvor jeg nok ikke tager alle mulige underlige steder hen mere hernede så jeg tænkte, at for en god ordens skyld kunne jeg da gøre rede over alle de steder jeg har besøgt i de sidste ni måneders tid.
Kronologisk rækkefølge:

29. okt - 3. nov: Corrèze (Larche) med moren og børnene på efterårsferie - her er det mig og den mellemste til banko-aften

6. nov: Annecy med Doris (østriger) og en ungarsk aupair som jeg simpelthen ikke kan stave navnet på - det er også hende der er med her på billedet.

11. dec: Lyon med Doris og Elisa (finlænder) til la fête des lumières, som var rigtigt imponerende. Her er det mig og Doris.

22. jan: Contamines på ski sammen med Doris og Silke (tysker) - det er også hende der er på billedet.

29. jan: Chamonix sammen med Ronja (tysker), Doris, Lenka (tjekke), Elisa, Julia (tysker) og Janina (tysker). Her er det mig og Ronja, da vi spiste frokost.

8. feb: Verbier på ski med Nina (fra gymnasiet) og Anna (tysker) - her er det mig og Anna, der er meget trætte efter en meget stejl pist, som Nina fik os ledt nedad.

5. mar - 13. mar: Val d'Isère på skiferie med hele familien - her er det mig og den lille der venter på bussen til børnehaven han gik i om eftermiddagen hele ferien.

6. maj - 8. maj: Milano med Cecilie fra min gymnasieklasse - her er vi midt i fodbold-byfest, da FC Milan havde vundet Italien mesterskabet.

   

21. maj - 22. maj: Paris med Cecilie - tidlig lørdag morgen ved Eiffeltårnet

11. jun: Annecy (igen) til animationfilms festival sammen med Nina - her er vi faret meget vild og venter på en bus.

25. jun: Europapark i Rust i Tyskland sammen med Nina og Pia (dansker) - her nyder Pia og jeg lige en cocktail i "Spanien".

Så var der jo også dengang i starten af juni, hvor jeg var med til Corrèze igen, men jeg har ikke nogle billeder derfra, men det skulle da lige nævnes. 

Andre mindre og hverdagsture jeg har været på har indebåret: bytur i Lausanne, strandture i Nyon, bjergvandring i Jura bjergene, gåture i Divonne, eftermiddag på café i Ferney og shopping i Geneve. De fleste af de steder er sjovt nok i Schweiz, men det er jo en af fordelene ved at være så tæt på grænsen. Desuden er det også meget sjovt, hver gang man skal præsentere sig og fortælle hvor man er aupair, at man så skal understrege, at det er i Frankrig - eller "lige på den anden side". 

Jeg har haft nogle lidt trælse dage, men den her blog muntrede mig lidt op - bare at tænke på alle de fantastiske minder og oplevelser jeg har haft på blot NI måneder; det er utroligt. 

Jeg håber at det også gjorde jeres dag lidt bedre at læse dette indlæg :)

Solstik

Ja her sker der noget hele tiden, så nu vil jeg lige lave endnu et indlæg.

Idag og igår har der været varmt. Ikke hedeslagsvarmt, men sådan omkring de 32 grader hele tiden. Det gør selvfølgeligt, at der kommer nogle komplikationer.

For eksempel har den lille fået solstik, så i nat og idag har han været helt nede med flaget - da han kom hjem idag fik han noget imod feberen, så nu sover han stille og roligt. Pigerne derimod er der intet galt med - selvom den ældste da godt nok er lidt af en håndfuld.

Hun har nemlig allerede ferie, men hun kan ikke finde ud af at planlægge ting med sine venner, så hun render rundt og plager mig. Idag ville hun i biografen, men eftersom det var alt for godt vejr, syntes jeg at det var ret dumt, så vi endte med at tage på stranden.
Hvilken strandtur. Vi hyggede os, det var slet ikke det, men ind i mellem var der godt nok mange episoder som ikke er til at holde ud når det er så varmt. Først syntes hun at det var sjovt at smide en død fisk lige i ansigtet på mig. Dernæst, da vi fint lå og solbadede fandt hun en mariehøne og puttede den i min navle. Da det blev kedeligt gik hun igang med at "fjerne" mine modersmærker, da hun syntes at det da måtte kunne lade sig gøre når de stak sådan ud. Det kan ikke lade sig gøre skal jeg lige hilse og sige.
Desuden kunne hun heller ikke finde ud af at sige stop når jeg bakkede, så jeg bakkede (heldigvis ikke for hårdt til at der kom noget synligt) ind i bilen bagved - det var lidt for at undgå det at hun stod der. Så i bund og grund har jeg det som om, at det der skulle have være en afslappende strandtur, lidt havde modsatte effekt, jeg er i hvert fald meget træt nu.

Jeg ved godt, at hun bare kedede sig, men hun er elleve år, og der ved man godt at det ikke er okay at smide med døde fisk - der må være en grænse.

Andre hyggelige facts er, at jeg glæder mig til, at det bliver regnvejr imorgen, jeg tæller stadigvæk ned til mine forældre kommer (en uge, fire dage) og jeg er allerede begyndt at tænke på dansk, da jeg nu ikke længere kan finde ud af at tale fransk - jeps, jeg har sagt idag at det ville græde imorgen (verdens dummeste fejl på fransk).

Hver eneste gang jeg får skrevet her, skriver jeg ikke halvdelen af, hvad jeg går og tænker på at der skal skrives ned, så der kommer nok snart et nyt indlæg.

Europa rundt

Jeg synes efterhånden, at jeg ofte begynder et indlæg med: "Hvilken dag!" eller "Hvilken uge!", men det er bare fordi alting er helt til ekstremerne hernede en gang i mellem, så der er ikke anden at gør end at sige: "Hvilken weekend!"
Fredag brød der lidt af et helvede ud, da moren var hjemme, og hun skulle da bare have sat mig igang med alt og intet. Problemet var bare, at hun først gjorde mig opmærksom på alle opgaverne omkring middagstid, og jeg havde en "farvel"-aftale med en aupair klokken tre. Så jeg lavede frokost, handlede ind, bagte to kager og gjorde klar til at kunne lave lasagne. Da jeg stod og kæmpede med min kage til børnefødselsdagen næste dag, stod hun endda og aflyste festen, som jeg stod midt i æbler og med kagedej på albuerne. Desuden spiste de ikke engang den æbletærte jeg havde lavet til deres gæster om aftenen.
En grund mere til, at det var lidt træls, at jeg skulle lave alt det mad var, at jeg ikke engang var der til at spise det med dem.
Fredagaften var der gæster - dagplejemoren, hendes mand og deres søn, og eftersom Nina hentede mig omkring klokken ni, nåede jeg ikke at spise med. Lørdag var nemlig en meget speciel dag for vi skulle på danskertur til Europa.

Det vil sige Europa-Park i Tyskland. Jeg sov omme ved Nina, da vi skulle op klokken halv seks for at køre klokken seks. På vejen hentede vi en anden dansk aupair, der hedder Pia, som jeg endnu ikke havde mødt. Køreturen op igennem Schweiz tog de der tre timer, hvor vi til sidst befandt os i Tyskland og dér var det vi fandt hele Europa, samlet på ét sted.
Det var ikke engang løgn. Som man gik igennem forlystelsesparken var der forskellige lande, hvor Tyskland sjovt nok var det eneste der ikke var fyldt af klichéer, men tværtimod den fedeste Mercedes-Benz rutschebane, der virkeligt tog pusten fra en.
Skandinavien var også repræsenteret, men mest under Norge, og der var fiskerestauranter over det hele, hvor tjenerne bar noget der mindede om norske nationaldrager - ret sjovt, for de var ret grimme. Selvfølgeligt spiste vi da frokost på sådan en restaurant og fik fiskefrikadeller og pomfritter.
Der var utroligt mange mennesker, så køerne var utroligt lange - hver gang vi skulle op i noget var det omkring tre kvarters ventetid, men det var altså også ventetiden værd. Vores næste problem var, at vi jo var tre personer, så derfor måtte vi skiftes til at sidde alene - hvilket jeg var meget, meget glad for, da vi kom ned fra vandrutchebanen, hvor jeg var næsten helt tør, imens Nina og Pia der sad foran mig, var totalt gennemblødte. Det morede mig ret meget, ligesom dengang det var Pias tur til at sidde alene og vi var kommet til en bobslæde lignende forlystelse, hvor man skulle sidde to og to, den ene imellem benene på den anden - Pia var klar til at hoppe ud af køen, hvis hun ikke kunne sidde helt alene.
Landetemaet var nu en ret god idé, for da vi var allermest trætte kom vi forbi Spanien, hvor der tilfældigvis var fiesta, så vi stod der, klokken tre om eftermiddagen og fik os en iskold cocktail - ikke dårligt.
Desuden var Nina ret betaget af Schweiz - ikke at det er noget nyt, for det er hun sådan set konstant - men i mini-klichée form var det bare ikke til at stå for for Nina.
Efter en intens jagt på candyfloss, vores bobslæde-tur og en sidste tur i Mercedes-Benz forlystelsen tog vi tre trætte danskere så hjem.

Søndag var jeg så meget træt, og valgte bare at gå en tur, og derefter tage i biografen, da der i denne uge er noget der hedder la Fête du Cinema, hvor man får et kort efter at have købt en normal billet, hvorefter man kan gå i biografen for tre euro, hver dag indtil fredag - så det skal nok blive en god uge!

Den ældste har ferie nu, og hun forstår ikke rigtigt, at jeg ikke har ferie, så igår slæbte hun mig med ud og spille bold i en time fra klokken ni til ti, og hun var bare ikke til at få med hjem igen - også selvom jeg tydeligt udtrykte, at jeg skulle op klokken syv idag.

Idag fortsætter hun med ikke at forstå, at jeg altså også har nogle ting jeg gerne vil have, og skal have lavet - så det har nu taget mig en halv time ekstra om at skrive det her - og jeg har lige smidt hende ud af mit værelse, da hun stod og ventede på at jeg blev færdig, samtiddigt med, at hun brokkede sig over at hun er sulten - jeg kan ikke lave mad før jeg er færdig her, så nu skal jeg op og lave mad.

Meget irritation på kort tid

Hvilken dejlig dag, der skulle ødelægges af en træls aften - hvordan kan én mand irritere mig så meget på to timer, uden selv at være opmærksom på det?

Jeg tog om til Nina hele eftermiddagen, hvor vi solede os, slappede af og var meget, meget stille for ikke at vække den lille pige der sov i klapvognen. Senere handlede jeg ind og kørte den ældste til gymnastik.

Da jeg så kom hjem. Da jeg så kom hjem havde der været nogle at se på huset, så faren havde haft gang i støvsugeren og det hele, hvilket jeg var ret imponeret over. Desuden havde han gemt vasketøjet væk udenfor - fair nok tænkte jeg, og tog en løbetur inden jeg skulle hente børn igen.

Idag var den lille i børnehaven, som han nu er hver torsdag, og fra det øjeblik jeg gik ind ad døren sagde sekretæren, at hun havde forsøgt at få fat i os, da han havde tisset i bukserne. Det er ikke mit nummer der står på listen, så det er enten morens eller farens, og siden moren er i Paris, har hun nok haft rigeligt at se til. Så der stod jeg med et barn i lånte underbukser, og skulle hjem og skifte inden vi skulle hente den mellemste. Selvfølgeligt kunne faren ikke have den mindste siddende og se en dvd, så jeg ikke skulle tvinge ham ud i bilen igen, så jeg kørte afsted med en skrigende lille dreng og musikken godt skruet op.

Efter vi havde hentet den mellemste ville jeg lige tage vasketøjet ind, da jeg opdagede at der var et stativ der manglede. Faren havde, helt uden grund, valgt at flytte alt tøjet fra det største af stativerne over på den udendørs tørresnor, så jeg skulle nu også til at tage tøjet ned derfra og hænge det op indenfor igen. Selvfølgeligt er det ikke så slemt, men med en skrigende unge og allerede lidt for lidt tid til det, var det ikke sjovt. Den mindste ville heller ikke i bad, så der blev han bare placeret, og heldigvis begyndte han at synge sin skønsang - som sædvanligvis - efter kort tid.
I midlertidigt var jeg begyndt at forberede aftensmaden, og det tog sin tid for jeg var stadigvæk midt i det da den lille skulle spise. Da han spiste valgte han at hyle så meget, at faren kom op for at se hvad der skete.

Det han kom op til, var Malene der stod med sandwich og smør og hylende barn, hvor da han gik ind i køkkenet spurgte: "Malene, du er ikke begyndt at forberede maden endnu vel....", hvor jeg udmærket godt vidste hvad han ville sige. Selvfølgeligt tager han da pigerne med ud at spise pizza, så jeg står nu med otte croque monsieurs, og føler mig lidt irriteret over den dårlige timing - som altid.

Det er meget typisk for faren at være sådan liiidt uopmærksom på de fleste ting - selvom han kan være meget betænksom, når han altså vil...

Nå, men nu vil jeg gå op og spise to af croque monsieurs'erne, og ellers få det bedste ud af, at jeg er lidt alene her til aften - selvom jeg har lavet en masse unødvendigt arbejde her til aften.

Fest og sladder

Så kunne jeg få mig taget sammen til at få skrevet efter weekenden - som har været lidt af en mundfuld.

Lørdag var der mega afskedsfest for pigerne, så de havde inviteret utroligt mange børn, der så hærgede huset hele dagen. Planen var, at de skulle være udenfor, for med så mange børn, ville der blive ret beskidt indenfor, så det var sådan det blev. Selvom det regnede stort set hele dagen - børnene klagede ikke, der var nok af slik. 

Jeg skulle selvfølgeligt hjælpe, så jeg stod tidligt op, gik i bad, og som jeg stod der i badet og vågnede, hamrede den ældste på min dør og råbte: "Du ved godt hvad klokken er ikke?!?!", "Den er halv ni...", "JA, vi sagde klokken OTTE!", "Slap af, det er weekend!", "Men der er også fest!", "Ja, og jeg hjælper selvom det er weekend....!!". Så sagde hun ikke mere og jeg gjorde mig færdig, fik spist morgenmad og i den tid havde de andre ikke engang begyndt, så så meget stress på var der vist heller ikke. 

Da de mange børn først var ankommet, var min opgave egentligt bare at sørge for at vide, hvor den lille var, for imellem alle de børn kan en lille tre-årig meget nemt blive væk. Så jeg ledte efter barn, samlede papir og slik op fra jorden, kom med nye forfriskninger og blev skudt ned et par gange af alt fra tennisbolde til fodbolde. Så jeg skulle bare ud af huset da det så blev aften, for efter en dag med omkring fyrre-halvtreds børn overalt, så gider man ikke mere. Derfor tog jeg om til en veninde, med en hel masse rester fra festen af, for børn gider åbenbart ikke at spise rissalat når der er pølser, chips og slik - så jeg stod for maden, og hun stod for et børnefrit miljø den aften. 

Hun kunne dog fortælle noget spændende sladder den aften, som I da også lige skal have med:

En af de andre aupairpiger fra tyskland mødte i sidste uge en fyr på en café. Hun havde været sammen med sin kæreste i Tyskland igennem tre år, men nu, én uge efter hun mødte ham den anden, er hun smaskforelsket, har droppet sin kæreste i Tyskland og planlægger at tage sine studier i Frankrig så hun kan bo sammen med ham. Én uge kan gøre forskellen åbenbart. Hun skal desuden hjem om en uge. 

Bare en lille, sjov, sladderhistorie om, hvor hurtigt tingene kan ændre sig. Selv synes jeg at tingene har ændret sig meget for mig på et år - for præcist ét år siden idag satte min far nemlig studenterhuen på mit hoved, efter religionseksamen om buddhisme - jeg har glemt stort set alt om religionen, men den efterfølgende uge står nu meget klart, selvom detaljerne er lidt slørede. 

Front-opdatering

Lige en opdatering på børnefronten her: alt er nu ikke så omvendt mere, jeg fik næsten slag da jeg vækkede den mellemste i morges, så nu kan jeg bedre genkende hende. Den lille er blevet lidt nemmere, selvom han selvfølgeligt stadigvæk er farsyg - de første ord han sagde i morges var: "Er far her?", hvor jeg måtte skuffe ham og sige nej. Lidt værre var det dog for ham at indse, at vi var helt alene hjemme igår aftes. Da jeg forklarede ham det i bilen da vi kom hjem, fik han helt store øjne og jeg blev nødt til at hjælpe ham ud af bilen, hvor han til sidst bare gik op på sit værelse og lagde sig på gulvtæppet. Jeg lod ham være lidt alene, indtil han tog min hånd og bad mig om at læse en bog for ham. Vi havde dog en hyggelig aften, hvor vi spiste pasta og så Find Nemo - igen igen.

Dog forstår jeg godt, hvorfor han er blevet så farsyg, for hele sidste uge har været rent faktisk opført sig som, ja en far. Han afleverede den mindste på cykel, han tog pigerne med ud at spise og han spurgte sågar mig, om det ville gøre det nemmere for mig at hente en af børnene, og hvem. Det er en meget stor forskel i forhold til hans sædvanlige arrangement i sine børn, så jeg var meget imponeret - på trods af bivirkningen med farsygen.

Når det kommer til opdateringen på Malenefronten, så er jeg begyndt at tage mig selv i at vente. Det er ikke nogen god idé, for jeg venter på at komme hjem, jeg venter på at få svar fra Kolding og jeg venter på at kunne komme videre i mit liv - hvilket ikke er noget jeg kan fremskynde specielt meget.
Det gør jo så desværre, at jeg glemmer at nyde tiden hernede så det nu mest bare føles som et stand-by, som jeg venter på at få afsluttet.
Selvfølgeligt gør jeg ikke det med vilje, men det er meget nemt at falde i den fælde, når man har siddet på sit værelse en hel dag og bare er træt af det - og alligevel ikke kan tage sig sammen til så bare at gå ud.
Igår var det rigtigt slemt, så idag tog jeg mig heldigvis sammen, hvor jeg har været på stranden med Nina, indtil det gik fra at være solrigt med 28 grader, til sommeruvejr med lyn og torden. Så ud af huset kom jeg da idag - og det er faktisk en overvejende god dag må jeg sige.

Jeg har ikke så meget mere at fortælle - der sker åbenbart mindre end man lige skulle tro hernede!

Pinseweekend

Så fik jeg mig taget sammen til at skrive lidt, for den her weekend har været lang, og jeg kan slet ikke få ind i hovedet, at det allerede er hverdag igen. For mig gik weekenden nemlig igang klokken kvart over otte fredag aften.
Jeg hoppede nemlig på en bus imod lufthavnen, hvorfra der ville gå en bus imod Annecy. Problemet opstod bare da jeg skulle skifte, og så ikke havde set, at man skulle gå hen til det næste busstoppested. Så der stod Malene, fortvivlet og panikslagen, hvor jeg begyndte at tomle til alle dem, der kørte imod lufthavnen. Til sidst fik jeg stoppet en taxi, sjovt nok, og jeg fik takket ham så mange gange for at have stoppet, at han lige følte, at det var på sin plads at forklare, at jeg altså skulle betale for det. Hyggelig tur. Han satte mig af lige ved siden af min bus, som jeg hoppede glædestrålende ind i.
Det skal lige siges, at grunden til at jeg skulle til Annecy (som ligger 40 km væk) var, at der var en international animationsfilm festival, hvor man så kunne gå rundt i hele byen og se kort film og dets lige. Fredag aften var der animationsfilmen "How to train your dragon" på storskærm under åben himmel, så jeg ankom et kvarter inde i filmen, da jeg lige skulle checke ind på mit hostel inden.
Lørdagformiddag gik jeg så fra sal til sal i byen, (som er en meget smuk by, tag dertil!), og fik set nogle forestillinger - jeg fik kun set to ialt, men når de varer halvanden time, så har man ikke rigtigt tid til så mange flere.
Deriblandt var der tre danske kortfilm - en fra Anders Morgenthaler, og to fra animationsskolen i Viborg (the animation workshop).
Generelt var der bare en rigtig sjov stemning i salen når man sad der og ventede på at forestillingen kunne begynde, og selvom der var nogle meget underlige (og stødende) film ind i mellem, så var det en hammerfed oplevelse.
Om eftermiddagen kom min veninde Nina og sammen gik vi på jagt efter en sal, lidt udenfor byen - vi fandt den aldrig og buschaufføren grinede lidt af os, men vi havde det nu meget sjovt. Den anden ting vi ville have været ude at se, var under åben himmel også lidt længere ude af centrum, men da det ikke blev mørkt nok til at de satte den på, og vi skulle ind og se afslutningen og vinderen af best feature film i centrum, så tog vi også derfra uden at have set noget.
Det gjorde nu ikke så meget, for vi havde det ret sjovt, og vi fik snakket en hel masse i stedet for - og efter jeg havde fortalt hende om nogle af de film jeg havde set, var hun også lidt tilbageholden.

Dog nåede vi frem til åben himmel filmen, som viste sig at være le chat du rabbin, (rabbinerens kat), som går i biograferne nu hernede. Det var ret koldt udenfor, så vi frøs ret meget, men det var en meget sød film, om en kat der ville være jødisk og kunne tale, et russer der var jødisk og generelt skete der en masse underlige ting i Afrika hvor det foregik.
Nina havde en bil, så efter filmen kørte hun så mig hjem, hvilket jeg godt nok var lykkelig for, for ellers skulle jeg have været med en bus klokken syv om aftenen og havde misset filmen om aftenen.

Min søndag gik med at slappe af og lave ingenting hele dagen - meget hyggeligt og god opladning til turen om mandagen.

Igår, mandag, var Nina og jeg nemlig ude at vandre i bjergene. Vi gik helt op til la dôle, hvor der er den helt vilde stigning, og to timer af det. Jeg var i hvert fald godt træt bagefter, og jeg lovede mig selv, at det skulle jeg ikke hive mine forældre igennem når de kommer for at hente mig. Det var egentligt planen, at Nina skulle vise mig en lille tur, som jeg kunne tage mine forældre med på når de kom. Men efter at have brugt næsten fire timer på hele turen, så tror jeg at min konklusion bliver - nej. Dog har jeg en anden i tanke, som måske bliver lidt nemmere for dem.

Det var sådan set min pinse; nu er jeg træt og venter på næste weekend og derefter den næste, og en igen og weekenden efter den kommer mine forældre og henter mig. Tiden går da heldigvis hurtigt.

Omvendt

Denne uge begyndte med at det var rigtigt varmt, men de sidste to dage har det stået ned i stænger, så det føles allerede dér, lidt omvendt og usædvanligt.

Det er dog mere børnene der er omvendte og forvirrende, selvom det ikke kun er skidt. Det begyndte sådan rigtigt igår, efter jeg hentede børnene om aftenen. Det var varmt fra morgenen af, så faren havde afleveret den lille på cykel, så helvede brød løs da det lige pludseligt var Malene der hentede ham om aftenen. Han begyndte at hyle, og han stoppede først for alvor klokken halv elleve om aftenen.
Han er nemlig begyndt at blive irriteret når der er noget der ikke lige går efter hans plan. Når det sker bryder han ud i gråd og hyler (ligesom en brandbil næsten), derudover vil han selvfølgeligt ikke lytte til noget man forklarer ham, og han slår og sparker, eller lægger sig ned på maven og slår i gulvet med knyttede hænder. En hel masse frustrationer løber således igennem min lille dreng, og det bedste middel imod det er, simpelthen at lade ham være.
Det forstår hans søstre bare ikke, så det tager altid en halv time for ham om at slappe af, så vi kan komme videre i programmet.
Så igår aftes, hvor jeg havde fået ham bakset ind i bilen, havde jeg en brandbil siddende på bagsædet, der bestemt ikke ville med ud og hente sin søster i skolen. Så med den faldende lyst til at slæbe en sparkende og hysterisk lille dreng med op i skolen, lod jeg ham for første gang blive i bilen helt alene. Det gik meget hurtigere og vi var tilbage tre minutter efter, hvor han stadigvæk sad og skreg.
Det viser sig så, at den midlertidige diagnose så hans problem er at han er farsyg, for her i morges skulle jeg bestemt ikke drømme om at hjælpe ham med at stå op - der gik brandbilen igang igen, denne gang med livsfarlige spark. Så jeg holdt lav profil.
Jeg ved godt, at det er fordi han er i den alder, hvor de ting der irriterer ham er lidt mere komplicerede, så han ved simpelthen ikke, hvordan han skal forklare eller løse dem, men vi havde lige gjort så meget fremskridt, og haft sådan en god periode sammen, så det ærgrer mig lidt.

Dog er der kommet et sært vendepunkt i den mellemstes opførsel. Igår fortalte hun mig (frivilligt) om hendes dag og hendes kæreste, og at hun havde lært at spille poker. Hun begyndte lige fra da vi gik ud imod bilen fra skolen af, hvor hun fortalte hvordan hun havde smadret en af drengene i poker, og hvor fedt det var; han havde bare satset ALT og så sad hun med spar es. Da vi så sad i bilen fortalte hun, at hendes kæreste (som havde droppet hende et par uger tidligere) havde fortrudt, fordi det bare havde været fordi en af hans venner ville have, at de skulle slå op med deres kærester på samme tid. Så nu er de sammen igen, og det var bare super skønt, og hun smilede over hele femøren da hun fortalte mig det - hvilket jo kun kan gøre en i godt humør!
Om aftenen sad vi sammen til alt for sent, hvor hun lærte mig at spille poker, hvor jeg selvfølgeligt vandt - hvorefter hun så til sidst beskyldte mig for at snyde. Det var faktisk rigtigt hyggeligt og hun var i rigtigt godt humør, hvilket ikke er så tit og når hun er det, er hun faktisk en rigtig sød pige; hun har bare en lettere led side også, som man desværre ikke helt kan komme udenom. Det vil jeg bare lige glemme nu, og så minde mig selv om hende jeg sad og spillede poker med, for vi fik snakket, grinet og jeg glemte helt at det blev så sent - så jeg faldt lidt ud af min sædvanlige rolle som hende der stopper alt sjov og håndhæver reglerne. Så jeg blev vel også helt omvendt kan man sige.

Så det har været lidt omvendt, og jeg glæder mig til at se, om resten af ugen også bliver sådan, for jeg kunne på den ene side godt undvære brandbilen, men hende den søde der spiller poker må gerne blive lidt endnu... Der er ikke andet for end at vente og se!

Turen gik igen til Corrèze

Så hjemvendte jeg igår sen eftermiddag fra turen til Corrèze. Sidst jeg var der var efter en måned i Frankrig, så det var vel passende, at jeg vendte tilbage nu hvor jeg har en måned tilbage hernede. Når vi er i Corrèze besøger vi morens søster og hendes mand og deres to børn på ti og næsten tre år. Denne gang var det i anledning af kusinen på ti års communion.

Køreturen var ligeså lang som sidst, sjovt nok, selvom den lille mente, at han skulle pylre og skrige hele turen. Sent onsdag aften ankom vi så, hvor det første kusinen sagde til mig var: "Jeg kunne slet ikke genkende dig!!" og kiggede mistroisk på mig; piger på ti år kan bare ikke lide når man klipper sig korthåret!

Om torsdagen skulle vi så i kirke, da der var communion for kusinen. Det gik i store træk ud på, at børnene blev ført op til alteret af deres faddere, bærende på lys imens de sang om, hvordan Herren var deres fader og hvordan de vidste at han passer på dem. Børnene var i hvidt, også drengen (der var kun en), igennem hele gudtjenesten var der fokus på, hvordan de nu, for første gang efter deres dåb, bekræftede deres tro. Det gjorde de ved at synge, at læse tekster op fra Biblen og ellers sige trosbekendelsen og alle de ting katolikker nu gør.
Jeg kunne godt mærke, at jeg bestemt ikke er katolik - for jeg kunne ikke engang bevæge fingrede ordentligt fra panden til brystet og til skuldrene - jeg gjorde det vist spejlvendt. Så jeg holdt mig lidt i baggrunden med den lille og faren, hvor vi fik læst "Junglebogen" et par gange, og den lille fik også spurgt hans far midt i stilheden, hvorfor han havde skæg. Vi hyggede os.

Bagefter tog vi hjem til morens søster igen, hvor vi spiste godt hele eftermiddagen - det var mest en fest for de voksne, da børnene skiftede til normalt tøj og løb ud i haven for at lege. Vi var måske højst tyve mennesker, og der var kun to af dem jeg ikke kendte i forvejen, så det var meget sjovt. Desuden forstod jeg nu også hvad de sagde til mig, hvilket var ti gange sjovere. Ældre, franske mænd er dog lidt sjove, for jeg var "mademoiselle", "jolie coeur" og "ma belle" hele dagen, hvortil jeg bare smilede og sagde pænt nej tak til alle de glas vin og dets lige de tilbød mig. Mormoren var til sidst lidt chokeret over alle de ting jeg sagde nej tak til, og da jeg også sagde pænt nej tak til osten spurgte hun: "Jamen, hvad kan du GODT lide?" - hvortil jeg svarede smilende: "Normale ting?", for hvad skal man lige svare til det - hun grinte også, og jeg fik da uddybet, at jeg ikke havde så meget lyst til vinen, og at jeg ikke er den store ostespiser.
Generelt var det en hel del nemmere at kunne forstå hvad der blev sagt, grine med på jokes og kunne svare på mere komplicerede spørgsmål. Dog er jeg stadigvæk ikke helt god til franske ordspil, så de fik sig nogle grin på min bekostning - der blev helt stille, hvor de ventede på at jeg sagde imod, imens jeg slet ikke var med og bare sagde: "d'accord".

Det var faktisk en god tur; jeg nød hvordan jeg kunne lege med børnene uden at have ti andre ting jeg skulle have lavet, og det blev faktisk til mange gode øjeblikke på den måde. Jeg fik læst nogle bøger, med en tre-årig dreng under hver arm. Det var meget sjovt med de to drenge, for fætteren kunne bare ikke lide at låne sine ting ud, så der var mange nærkampe imellem dem. Først var det den røde fluesmækker, dernæst pistolen og til sidst flisbuen. Fætteren blev vred og skreg i et toneleje kun hunde kan høre, og den lille begyndte at tude og se helt ulykkelig ud. Sådan et kønt par! Som jeg sagde, så havde jeg mange gode øjeblikke med børnene, selvom jeg lige kom på et sidespor med deres uenigheder - selvom det nu også var meget sjovt. Jeg har fundet ud af, at når små børn snakker sammen, så er det næsten ligesom to mænd på en bar, ex:
"Neeej, det er ikke godt det der!"
"Jooooo!!!"
"Nej, stop med det!!"
"Lad være!!"
"Giv mig det!!"
Jeg brugte lang tid på bare at observere de to, for det var nu sjovt.
Pigerne legede udenfor, så det var når vi sad stille og roligt i sofaen, at vi alle sad og tegnede sammen, hvor de spurgte om jeg ikke kunne tegne en tegning til dem. Det var rigtigt hyggeligt, og kusinen fik da også sagt, at hvis jeg var hendes aupair, ville hun sætte mig til at tegne de ting hun ville have konstant. Jeg ved det ikke, men jeg tror, at det er meget godt at hun ikke har en aupair!

Nu når vi så er kommet hjem, har jeg taget det stille og roligt idag. Jeg sov længe og satte mig foran computeren, hvorefter den lille kom ind, og ville (som sædvanligt) erobre min bamse og lege i min seng. Først lagde han faktisk stille og roligt, hvor han næsten sov, dernæst hoppede han i sengen, hvorefter han ville tegne, hvor han så dikterede hvad jeg skulle tegne, hvor han så farvede dem. Da det blev kedeligt, hoppede han over på sengen, hvorfra han fortsatte med, at sige hvad jeg skulle tegne. Meget hyggeligt, og udfaldet blev denne tegning, hvor jeg er den lyserøde, og den lille er den røde farve:

- han kan godt lide hajer, som hedder requin på fransk, som han ikke kan finde ud af at udtale, hvilket har gjort, at det først var da vi så "Find Nemo", at jeg fandt ud af, hvad en haj egentligt hed.

Så nu er jeg klar til endnu en uge med mine herlige og besværlige børn, efterfulgt af en kommende weekend i Annecy, som jeg glæder mig rigtigt meget til!

Dilemmaer

Ja, mine dilemmaer er løst nu, men det var en masse forvirring for mig i hvert fald!

Mandag morgen da jeg gik op i køkkenet lå kalenderen nemlig fremme, og det var dér det første dilemma begyndte. De havde lagt børnefødselsdagen for den mindste d. 11. juni, og afskedsfesteden (de flytter jo til Paris efter sommerferien) for pigerne d. 12. juni. Der gik Malene lidt i panik, for jeg vidste, at moren gerne ville have at jeg skulle hjælpe til børnefødselsdagen - og lige præcist dén weekend er der animationsfilm festival i Annecy. Det er noget jeg har planlagt i flere måneder og som jeg glæder mig rigtigt meget til, så jeg gik sådan og håbede, at der ville ske nogle ændringer.
Senere den formiddag spurgte faren mig, om moren havde sagt, at jeg er velkommen til at tage med dem til Correze fra onsdag (idag) til søndag. Det havde hun ikke, og jeg blev spurgt mandag to dage før afgang. Mit umiddelbare svar var: øøøh, lad mig lige tænke over det! - for jeg havde virkeligt ikke lyst.

Så mandag stod jeg der med de to ting. Min mor rådede mig til at tage med til Correze, selvom jeg virkeligt ikke havde lyst - turen indebærer nemlig kusinens communion (katolsk præ-konfirmation ritual), og en masse børn overalt, for ikke at snakke om over hundrede kindkys til en masse familiemedlemmer. Desuden havde jeg forberedt mig mentalt på nogle rolige dage, alene herhjemme.

Jeg var stadigvæk ikke overbevist, men da jeg så den mail moren havde sendt til mig omkring emnet, fik min dårlige samvittighed og min mors råd overbevist mig om, at det blev jeg nødt til. Moren havde nemlig skrevet, at det kunne være hyggeligt, hvis jeg tog med, og at det jo ikke er så lang tid tilbage. Det er jo sandt, tænkte jeg, og tog en dyb indånding og svarede, at jeg da gerne ville med.

Det andet dilemma løste sig samme aften - mange af den ældstes veninder kunne ikke komme d. 12., så hun snakkede ikke om andet hele aftenen end, at det skulle ændres til weekenden efter. På den måde kan den lilles fødselsdag rykkes til d. 12., hvor festvallen er slut. Så det var jo fint, for jeg skal og må med til den festival!!

Så nu skal jeg så til at pakke min taske, for at tage med til Correze. Den mellemste giver mig stadigvæk konstante problemer, fordi hun nægter at gøre alt hvad jeg siger, og det alene giver mig endnu mindre lyst til at tage afsted på en biltur på 6 timer sammen med dem. Igår sagde hun direkte, til hendes lærer, at jeg alligevel ikke laver noget, så hun behøvede ikke at hjælpe mig. I en situation hvor jeg havde en træt og pylret tre-årig på armen, og havde lige væltet en stol da jeg samlede hendes taske op, da hun ikke selv ville bære den. Desuden spillede hun Nintendo DS hele aftenen, og da klokken var ni, og hun skulle i seng, ville hun til at læse på hendes lektier. Jeg sagde nej, og fik flabede kommentarer. I morges kunne hun ikke stå op, og da klokken var halv otte, gik jeg op for at kigge til hende, for at finde hende liggende i sengen, lysvågen med korslagte arme, hvor hun ikke gad at stå op. Hun lod ikke engang som om hun sov, det var bare fordi hun ville provokere.

Det er ikke altid sjovt med hende den mellemste, og jeg kunne ærligt talt godt trænge til en pause; men på den anden side er der ikke lang tid til, at det hele er slut, så det bedste er jo nok at tage afsted. Hvem ved, måske vil det blive meget hyggeligt trods alt.

En madoplevelse ud over det sædvanlige

Jeg har nu, som tyve-årig, været ude at spise mit første mange-retters måltid på en alt for fin restaurant med udsigt til Mont Blanc - det er et minde og en aften jeg aldrig vil glemme. Det var helt utroligt!

Min østrigske veninde - Doris - havde fået en gave fra hendes værtsfamilie til jul, som var den her middag for hende og en veninde. Hun valgte mig - hvilket jeg var meget overrasket over, og nu utroligt glad for. Doris er meget, meget høflig og ydmyg, og hun gør ikke ofte hvad hun selv har lyst til, men denne gang havde hendes værtsfar sat strenge regler:
- Vi skulle spise mindst fem retter
- Han agerede taxi, så vi skulle have vin til maden
- Vi måtte ikke tænke på prisen
Meget hårde opgaver, for jeg er ikke vant til, at spise for næsten trehundrede euro - der ikke er mine egne! - men jeg fik sørget mange gange for klart at udtrykke, at det var virkeligt pænt af dem.

Så jeg havde fået mit fine tøj på; fin kjole, fine sko og fin håndtaske med tilhørende, fine smykker. Jeg blev hentet klokken halv otte, hvorefter turen gik lidt op ad Juraen bjergside, men alligevel tæt ved byen st. Genis. Der kørte vi ind i et resort område, med hotel og golfklub og high society, chic atmosfæren var der. En tjener i habit åbnede døren for os som vi gik ind, og vi blev vist hen til vores bord, med direkte udsigt til alperne. Før vi satte os ned, blev stolen selvfølgeligt trukket ud og som vi satte os skubbet ind, og vi fik serveret et glas champagne hver, fra en fin vogn. Allerede som vi sad der og skålede med en fornemt "Santé", var vi fulde af små tøsede grin, for vi følte os ret malplacerede og vi var begge bange for, at gøre noget helt forkert.

Som vi skulle til at vælge menu, var vi overvældede af alle valgmulighederne, og valgte så begge to, med hjælp fra hende der tog vores bestilling, en fastlagt menu, hvor der hver gang var to valgmuligheder, så vi kunne bytte imellem os, og derved få smagt flere forskellige ting.

Vi fik først serveret en ærtevélouté, som var en lille mise en bouche til at begynde på.

Dernæst var det den første ret; jeg fik serveret et stykke fisk (fandt aldrig ud af hvilken), på en bund af ratatouille med pesto og en creme fraiche dressing, imens Doris fik serveret oksehale med fennikel, hvor oksekødet var tilberedt på tre forskellige måder.

Derefter fik vi serveret fisk, jeg fik serveret en flot rejetallerken, og Doris fik havtaske, der smagte helt fantastisk.

Dernæst var det hovedretten, hvor jeg fik utroligt mørt kalvekød med kartofler til, og Doris fik kanin med risotto - begge dele helt utroligt.

Så fik vi ost - her var det det samme vi fik - fra pays Gex, som er vores område, sammen med noget lækkert brød og en salat.

Inden desserten fik vi endnu en vélouté, denne gang af passionsfrugt og mango, som lagde op til vores dessert.

Doris fik serveret en pistacie/mandel kage med en flot dekoration af mango og en kugle hjemmelavet jordbær is ved siden af. Jeg fik en lille jordbærtærte, dekorationen var et net af chokolade med hjemmelavet vanilieis på toppen - det var ret imponerende.

Til sidst mente Doris, at vi skulle have en digistif - jeg anede ikke hvad det indebar, så det fik hun ordnet, og så sad vi der med en meget stærk kirsebær snaps af en art og "nød" den som en fin afslutning på vores middag.

Til "forretterne" drak vi to forskellige hvidvine, der var skønne, og en herlig rødvin til kødet. Så vi var ret snaksagelige til sidst.

Det sjoveste ved det hele var tjenerne og atmosfæren - vores tjener startede ud med at folde vores servietter ud foran os, og derefter svinge den elegant over skødet på os inden han begyndte at servere for os. Vi havde selvfølgeligt svært ved at holde masken, og det kunne han heller ikke, så hver gang han fyldte vores vandglas op, eller når han bare gik forbi, grinte han over os, som vi sad der og forsøgte at forstå hvordan man skulle tage hul på herlighederne. En anden tjener præsenterede alle vinene for os, og vi forstod ikke meget andet end det vi kunne læse på flasken, da han snakkede lavt og meget hurtigt, så det lød næsten som en lille sang.
Til sidst, da Doris havde fået lidt for meget vin, gik det op for hende, at hun ikke vidste hvad de ribs der var som pynt på en af desserterne, hed på fransk. Så hun spurgte da en tjener, da jeg havde spist alle bærene, hvad de hed, hvor hun pegede på stilken der lå tilbage. Tjenerens svar var, at han ikke kunne se hvad det havde været for nogle bær, men han ville da spørge. Så han kom fint igen med et stykke papir, hvor han skrev det ned på. På fransk er ribs: "groseilles" - så lærte vi også noget nyt.

Vi var nogle af de første der ankom for at spise, og vi var de sidste der tog afsted igen - til sidst spurgte en af de unge tjenere, om hvor vi kom fra og om vi havde lyst til at tage i byen med dem. Jeg svarede at det kunne vi da godt, men da han var gået, gik det op for mig, at Doris slet ikke havde forstået hvad han havde sagt. Så efter et par minutter hvor jeg fik det forklaret meget klart, gik det op for hende, og vi blev enige om, at det nok var bedst at ringe til vores "taxi" for hvordan skulle vi ellers lige komme hjem, hvis det blev for sent. Derefter skulle vi bare have viklet os ud af "aftalen" igen, hvilket gik meget nemt, vi betalte og så gik vi - med tjeneren der havde foreslået os at tage i byen holdende døren for os. Lidt pinligt, men meget morsomt alligevel.

Det var så svaret på en super hyggelig aften, med tøsefnidder og meget uvant atmosfære - virkeligt et helt fantastisk minde, med helt fantastisk mad og med et ord der blev sagt mange gange: "waow!"

Paris, je t'adore!

Ja så fik jeg langt om længe taget mig sammen til at skrive det her indlæg om Pariserweekendens begivenheder! Ventetiden skyldes mest, at tiden er fløjet afsted med regnbuer, vasketøj og kirsebær, så jeg har været helt væk i det hele om man må sige!

Men for en uges tid siden, i fredags, tog jeg så til Paris, om aftenen. Moren ville med glæde køre mig, selvom det var lige i den lilles sengetid (som så skulle med ud og aflevere mig), men det var ikke noget problem. Dog var det et større dilemma for hende, at hente mig søndag aften, mente hun, da det var sent om aftenen - hvilket jeg ikke forstod, for børnene ville være i seng og faren være hjemme. Underlig, men jeg sagde da bare, at jeg kunne tage bussen og komme hjem halvanden time senere, det gjorde da ikke noget.

Efter den ekstra time flyet så var forsinket ankom jeg til Paris, hvor jeg fandt Cecilie ved hostellet klokken kvart over tolv - det var Cecilie der havde bestilt hostel, men sjovt nok var det præcist det samme sted jeg var med franskklassen sidste år! Meget sjovt faktisk. Selvom betjeningen var elendig og tyskerne der boede på vores værelse meget ubetænksomme.
De havde nemlig valgt at tage mit tæppe, selvom de godt vidste at jeg ville ankomme, hvilket jeg ikke havde set, så jeg spurgte om et andet. Receptionisten kiggede dumt på mig og gentog mine ord for mig som om jeg var dum - han var hundrede procent sikker på, at det tæppe var derinde, så han gik derind, tændte alt lyset (klokken et om natten) og pegede på en af tyskerne og sagde, at dér var mit tæppe.
Vi var ret pinligt berørte over situationen, for han havde vækket begge piger og jeg måtte så tage mit tæppe fra hende der lå og frøs. Dog fandt vi da ud af, at det vi gjorde, var intet i forhold til tyskerne næste morgen. Deres vækkeur var sat til klokken seks. Klokken seks! Og så skulle der da tales og tages bad og trækkes gardiner fra... og selvom Cecilie prøvede på, at få dem til at få liiidt dårlig samvittighed ved at undskylde meget for situationen om natten, så kom der ikke nogen åbenbaring til dem.
Så da vi ikke kunne sove længere, endte det med, at vi befandt os foran Eiffeltårnet klokken halv ni om morgenen. Jeg har aldrig set så få mennesker i det område - selvom køen dertil allerede var lang! - vi havde besluttet os for, ikke at tage derop denne gang, og så i stedet tage på Louvre. Set i bakspejlet burde vi nok have hoppet op i tårnet da vi havde tiden, for tiden fløj fra os til sidst!

I stedet tog vi hele den store akse-turen, som jeg så fint kalder den. Turen går fra Défense, og la Grande Arche, til Place Charles de Gaulle, hvor Triumfbuen står, nedad Champs-Élysées, concordepladsen, igennem le Jardin des Tuilerres hvortil man til sidst ender på Louvrepladsen med den fine pyramide. Det er en lang, og meget smuk tur, hvor vi da fik shoppet og spist en sandwich på Champs-Élysées (verdens smukkeste avenue - hvilket er sandt!), fik taget en masse billeder, og jeg fik givet meget forkerte vejvisningsråd, da vi bagefter fandt ud af, at Eiffeltårnet lå i modsatte retning af, hvad jeg havde peget i. Hovsa - måske skyldes det alle de gange vi havde gået op og ned af trapperne for at få fundet ind til midten ved Triumfbuen, hvor vi hver gang, var dukket op på den anden side af vejen - det får åbenbart en til at miste stedsansen lidt!
Dog var det stadigvæk tidligt på dagen, og vi ville også gerne have shoppet lidt, og set Centre Pompidou, som er et museum for moderne kunst. Så det gik vi i gang med - efter vi selvfølgeligt havde fået os en crèpe henholdsvis med nutella og mørk chokolade.
Derefter gik jagten på billig shopping igang, for Cecilies guidebog havde sagt, at det der hedder Killywatch, det var det. Vi havde forventet et mere eller mindre stort center og vi fandt en butik. Med alverdens genbrugstøj. Der ikke var sååå meget billigere men dog havde en enorm underholdningsværdi. Der var farver overalt, underlige temaer i de forskellige afdelinger og man kunne blive helt væk imellem alle hylderne - men til sidst måtte vi gå ud, da vi ikke rigtigt fandt noget, og lugten var også ret stærk.
Vi gik rundt i ret lang tid i det område og fandt andre sjove genbrugsbutikker, selvom ingen af os fandt noget vi ville købe. Til sidst begyndte vi en mere målrettet søgning på Centre Pompidou, som vi fandt til sidst, efter et fantastisk fund af et par runde solbriller til mig - det skal lige siges, at vi også ledte intenst efter de solbriller på vores Milanotur, så det var en stor succes!

Centre Pompidou var gratis for unge under seksogtyve år, så vi fik stukket vores penge tilbage i hånden, og hoppede nysgerrige op for at finde ud af, hvordan katten man kom op på de rulletrapper. Centre Pompidou er kendt for sit sjove bygningsdesign, hvor rulletrapperne er i gennemsigtige plasticrør udenpå bygningen. Hver gang jeg er på pladsen foran museet peger jeg over på trappen til venstre for bygningen og siger: "Dér har jeg spist en sandwich!" - det har været det tætteste jeg har været på at være derinde.
Så vi fik set en masse moderne kunst, det første der mødte os var noget Andy Warhol, og ellers var der masser af Picasso og ellers nogle skulpturer (som jeg fik stødt mine nye solbrille imod, hov!), og installationer. Moderne kunst er meget interessant, men så tror jeg alligevel, at jeg ville have nydt Louvre mere - hvis vi bare havde haft tiden.

Efter en dejlig aftensmad i området var det sent, men vi skulle lige hen til le Palais de Chaillot, som har en fin plads lige foran det oplyste Eiffeltårn. Som vi sad der og blev helt forelskede i synet blev klokken hel, og det vil sige, at tårnet begyndte at blinke - hvilket er en af mine yndlingsting at se på i Paris. Skønt gensyn.

Vi kom selvfølgeligt sent hjem igen, men tyskerne lod os sove indtil vores egen vækkeur vækkede os klokken halv otte. Den dag gik turen direkte hen til Notre Dame kirken, hvor min mor havde anbefalet os at tage til gudstjeneste. Vi kom lidt tidligt, så vi tog os et pain au chocolat på en café ved siden af, hvor en festlig tjener fik os betjent - rigtigt hyggeligt!
I kirken fik vi da virkeligt en oplevelse udover det sædvanlige. Der var røgelse der blev svunget over os, helligt vand der blev strintet, en meget pæn bibel der blev holdt op i strakte arme og alt det foregik i små optog omkring i kirkegangene. Ellers var der også smuk salmesang, og mange gange hvor der skulle stås op. Lige inden nadveren begyndte folk at vende sig om og takke hinanden, ved at give alle omkring dem hånden. Dét var der vi begyndte at overveje ligeså stille at smutte - så da køerne til nadveren begyndte at danne sig, hoppede vi diskret ud til turisterne i siden af kirken.
Vi skulle da selvfølgeligt også op i selve kirken, hvilket tog lang tid, men nu skulle det være! Der var en gøgler der underholdt alle os i køen, der gik med en gammelmands-maske på, hvorefter han enten gik efter folk på gaden eller for eksempel gik hen til kærestepar og holdt kvinden i hånden, indtil hun opdagede at det ikke var hendes kæreste. Meget underholdende. Noget andet der også var underholdende var en dansker, der stod bag os i køen, der snakkede engelsk. Så overvejer I nok, hvordan jeg kan sige at det var en dansker, når han nu snakkede engelsk. Dansk-accent er gennemtrængende - og senere fik vi også det bekræftet da han snakkede dansk.

Deroppe var det meget imponerende - jeg har været i Paris tre gange, men det er første gang jeg har været oppe i Notre Dame, hvor der bare var en skøn udsigt, både af byen og af alle gargoylerne der bare var overalt. Vi gik fra det ene tårn til det andet, op og ned af uendelige mange vindeltrapper, så vi var helt rundtossede da vi kom ned igen. Det var så den formiddag, vi var der helt til klokken et om eftermiddagen. Derefter begyndte tiden bare at flyve fra os. Vi valgte Montmartre over Louvre, og efter vi havde spist smuttede vi helt derover. Montmartre er en bakke og et område, hvor man fra bakken af, kan se ud over hele Paris, så der hoppede vi da op. Det var en helt anden stemning med masser af butikker, mest souvenirbutikker, men det lykkedes os da at finde en sjov lille butik, hvor jeg fik købt mig et par billige sandaler og Cecilie fik købt sig en kjole. Så det var endnu et sidesprig fra vores mål, som var at komme helt op til udsigten og Sacre Coeur kirken på toppen af bakken. Der var utroligt mange mennesker, men det var så også forståeligt med den dejlige udsigt. Vi skulle da også lige ind i kirken, hvor der også var gudstjeneste, dog var det en hel anden stemning, og selvom de gjorde nogle af de samme ting som i Notre Dame, var det bare ikke det samme. Den var meget flot, men vi gik hurtigt ud igen, og så vandrede vi rundt imellem alle caféerne og kiggede på alle de kunstnere der havde placeret sig på pladsen - som de altid gør. Præcist som jeg husker det.
Da klokken blev omkring halv fem vidste vi ikke rigtigt hvad vi skulle lave - mit fly gik kvart i ti, så vi skulle være i god tid for at hente bagagen på hostellet så vi havde måske en eller to timer, hvilket ikke er meget i Paris. Så vi gik ned, på min mors fantastiske anbefaling, og prøvede på at finde Pigalle der lige lå i området. Hvorfor vidste vi ikke helt, fordi min mor havde forklaret mig noget underligt noget om nogle prostituerede i glasskabe, så det gav ingen mening. Da vi kom dertil, var vi forvirrede, og begyndte at lede efter noget vi ikke helt vidste hvordan så ud, men efter vi havde gået i tilstrækkeligt lang tid, fandt vi Moulin Rouge - men så havde vi også fået nok af at se på sex-shops og andre underlige butikker, og vi blev enige om, at det var godt vi ikke havde været der på en sen aften. Så som vi sad, overvejende malplacerede foran Moulin Rouge, og spiste noget slik (som en mand da gik pænt over, og spurgte om han måtte bede om et stykke af, som han da fik), var det lidt slutningen på vores tur.
Vi begav os over imod hostellet, og på vejen kom vi i tanke om, at vi ikke havde fået smagt nogle kager vi ville have smagt, som hedder macarons, hvilket er små, farverige kager der ligner små burgere. Dem fik vi i farten købt og smagt, skøn oplevelse og dessert, og så skulle jeg altså bare afsted - hvis det ikke var fordi jeg havde glemt min jakke inde på værelset. Der skulle da også være en ret lang kø, og en langsom receptionist, som mente at rummet var tomt. Efter noget overtalelse fik jeg han til at låse op, og så skulle jeg afsted.

Turen ud til lufthavnen endte i løb. Jeg stod pludseligt klokken ni - gaten lukkede kvart over - og ventede panikslagent på den lille metro ud til lufthavnen. Ti minutter over ni stod jeg så derude og vidste ikke i hvilken retning jeg skulle løbe, men jeg fandt ud af det og fik skyndet godt på sikkerhedsmændene og så satte jeg ellers i løb ud til gaten, hvor jeg til sidst, fjorten minutter over ni, stod midt i køen, og forstod intet. Ti minutter senere sad jeg i flyet og skrev til moren, at alt gik fint og at flyet ikke var forsinket, så hun kunne forvente mig hjemme den og den tid. Udmattet sad jeg så der, og som vi forlod Paris kiggede jeg udover den mørke by, og så Eiffeltårnet blinke som det sidste glemt af byen - fantastisk.

Som jeg sad der i flyet i den time, gik det op for mig, hvor træt og smadret jeg var - jeg havde være småsyg/noget høfeber af en art, hele weekenden, så nu hvor jeg bare sad, blev det ti gange værre, og tanken om, at jeg skulle løbe ud for at have en chance for at den første bus hjem, var ikke sjov. Derfor udbrød jeg et suk af glæde, da vi landende og jeg tændte min telefon, og så SMS'en fra moren, hvor hun skrev, at hun nok skulle hente mig. En halv time senere lå jeg i min seng - jeg kunne ikke have haft en bedre weekend!

I sammenligning med sidste års Parisertur, må jeg ærligt talt sige, at jeg er overrasket over, hvor godt mit fransk er blevet. Der var mange gange, hvor jeg reagerede på beskeder i højtalerne på de offentlige steder, hvor jeg glemte at oversætte for Cecilie, så hun bare gik efter mig og håbede, at det gav mening at vi gik af metroen et stop for tidligt. Så en klar forbedring, selvom jeg også havde mine smuttere hist og her.

Der kommer nok endnu et opslag om ikke så længe, men jeg har haft en meget underlig uge, med en utrolig træthed, så jeg kan ikke garantere noget - men det er sikkert at der nok skal komme en opdatering på et eller andet tidspunkt!

Skandale, skandale!!

Denne uge begyndte med en kæmpe skandale, selvom jeg ikke helt ved, hvor dramatisk og hvor meget den fylder for jer i Danmark - men jeg blev i hvert fald fyldt godt ind på området af begge forældre.
Det er selvfølgeligt Dominique Strauss-Kahn-sagen jeg snakker om - eller DSK-sagen, som medierne så fint kalder det. Selvom jeg håber at I kender til sagen, så er det jo ham her, den meget vigtige franskmand; direktør for IMF, socialist, udnævnt verdens syvende vigtigste mand, ifølge franske meningsmålinger en sandsynlig kandidat til at slå Sarkozy ved næste præsidentvalg, osv. Så det at han nu, eller d. 14. maj, er blevet beskyldt for sexforbrydelser, optager franskmændene meget.
Der er mange spændende vinkler på det; måske er det et plot imod ham, på den anden sige er han kendt som skørtejæger; er beviserne falske og opsatte for at true hans position? - jeg er fyldt godt ind i sagen, hvor min rolle i samtalen var at sige: wow!

På den mere "rolige" side her i huset, er vi ved at få fastlagt det med bilen. Vi havde været ved garagen og dets lige med bilen igår, og skal det igen imorgen, så en ekspert fra forsikringsselskabet kan se på det, og så var der det med dækkene der skulle fikses.
Dog da jeg pænt spurgte igår aftes inden jeg hoppede i seng, om jeg ikke godt kunne få min løn fra denne uge og sidste uge (som han stadigvæk ikke havde overført) så jeg havde nogle penge til weekenden, fik jeg en længere forklaring, som jeg ikke ved om resulterede i, at jeg får mine penge eller ej. Problemet var i hvert fald bilen - for forsikringsselskabet lader til at være lidt hårdnakkede, og familien har simpelthen ikke råd til det hele, pga. flytningen til Paris her til sommer. Så der stod jeg med alle de tal, og enormt dårlig samvittighed over, at have bedt om de penge, som jeg har tænkt mig at bruge på en dejlig weekend i Paris. Ikke den bedste godnathistorie.

Så det irriterer mig lidt, og jeg venter egentligt bare på, at kunne komme til Paris og glemme lidt de problemer med bilen, og de andre ting der svirvler rundt i mit hoved - indtil da, må jeg hygge med mine skandaler. Dog har denne aften været skøn; jeg tegnede fisk, pirater, spøgelser, kattefamilier og huse sammen med den lille hertil aften, og spillede spil med pigerne inden deres sengetid - og jeg tabte, selvfølgeligt...

Endnu en skandale kan man vel sige er, at da faren (for én gangs skyld) ville til at putte den lille, begyndte han at græde og række ud efter mig i stedet for. Faren puttede ham nu alligevel - men hold da op.

Mission aupair

Ja, jeg har nu arbejdet hele weekenden, og jeg er totalt smadret, og den værste spion nogensinde.

Torsdag aften spurgte moren mig, om jeg havde planlagt noget i weekenden for hende den kommende aupair. Det var der det gik op for mig, at jeg skulle arbejde hele weekenden, for hun var åbenbart mit ansvar - så jeg fik travlt med at finde på... et eller andet!

Fredag eftermiddag skulle den ældste og jeg så hente hende Melanie, den kommende aupair, på banegården i Geneve. Efter en halv time i kø, blev det på umuligt at hente hende til tiden, men vi havde været i god tid, så det var ikke så slemt. Vi fandt hende hurtigt, og hele vejen hjem stillede vi hende spørgsmål, selvom hun godt nok svarede meget kort. Hun talte utroligt godt fransk, men hun var meget, meget genert og det var også svært for hende, at følge med, da den ældste snakker meget (og) hurtigt. 

Generelt var min opgave at lave alt andet end at lege og hygge med børnene, da det var Melanie der var i "centrum". Så jeg har lavet mad, ryddet op, bagt kage, ryddet op, hjulpet hist og her, og ikke mindst skulle jeg komme ind på bestemte emner, som moren havde givet mig, når jeg var alene med Melanie. Det er dog noget, som jeg ikke kan finde ud af. Smalltalk. 

Min version af smalltalk går ud på, at jeg taler lidt om mig selv, hvad jeg kan lide at lave, og så plejer den anden person normalvist at byde ind med sine synspunkter. Så nemt var det bare ikke, for det er åbenbart ikke den måde generte tyskere gør det på. Min opgave var at finde ud af, om hun er motiveret, om hun er en melankolsk eller glad pige og om hun havde et godt forhold til sin familie. Det er meget godt, at jeg har gode analytiske evner, for dem var der hårdt brug for. Hun fortalte nemlig ikke så meget, så det var mere ansigtsudtrykkende og måden hun svarede på, som jeg blev nødsaget til at gå ud fra. Så det lykkedes mig nogenlunde at få missionen gennemført, selvom det ikke var nemt. 

Dog er det lidt ærgerligt, at hun kommer her, for familien flytter til Paris efter ferien, så det er slet ikke det her område hun skal bo i. Så måske var det så meget godt, at det regnede hele weekenden, så vi ikke kunne være udenfor og nyde naturen. I stedet var vi i biografen med den mellemste, vi holdt DVD-aften med to andre aupairpiger igår aftes, og idag hjalp vi moren med at lave kage og frokost. Så det var stille og roligt, og på samme tid ikke, for vi holdt også fødselsdage. Moren og den lille havde fødselsdage d. 1. og 2. maj, så vi fejrede dem idag og igår, da vi endeligt allesammen var samlet. 

Fødselsdage her i familien er noget af et kaos - den lille skriger og vil åbner gaver (også dem der ikke er til ham), pigerne skændes om, hvem der skal tænde lysene på kagen, og faren får lysene tændt op til fire gange, fordi den lille får dem pustet ud før der er blevet taget et godt billede. Quel horreur! Så den side af det hele fik hun også set, kan man roligt sige - men jeg havde allerede fortalt hende, at det er aktive børn hun skal arbejde med, så det burde ikke være nogen overraskelse. 

Generelt var hun meget som mig i begyndelsen - selvom jeg smilede mere og hjalp mere til efter maden (det fik hun dog også hurtigt fat i). Jeg tror de vælger hende, hun er "sympa", som franskmændene siger, og hun virker motiveret, så det kan kun gå godt. 

Hendes besøg fik mig dog til at tænke på: hvis jeg også var sådan i starten, så har jeg virkeligt ændret mig meget! - og jeg tror det er sandt, men det er bare uhyggeligt, når man kan begynde at se det selv.

Mig og den lille der jager ulven - jeg lavede denne tegning til et print på en t-shirt som hans fødselsdagsgave. 

Forandringer og forhindringer

Jeg ved godt at jeg sagde, at jeg ville skrive et ny indlæg igår, men jeg var bare så træt at jeg ikke orkede. Her er en lille forklaring på trætheden: Børnene.

Da jeg kom hjem klokken et, natten til mandag, var der en fin seddel på min dør, hvor moren bad mig om, at stå et kvarter tidligere op, da begge forældre skulle til Paris med toget tidligt. Det gjorde jeg så, og jeg fik hundrede forskellige informationer kastet i min retning på den halve time, forældrene var der.
Den lille har ændret sig meget på den uge jeg har været væk - han er blevet renlig, og nu er det kun om natten han har ble på. Desuden vil jeg vædde med, at han er vokset, og hans stemme er også anderledes end hvad jeg husker - han taler bedre. Dog kalder han mig stadigvæk "ma Malène" - og han var meget glad for at se mig, og jeg havde godt nok også savnet ham.
Så med den lille går alt fint. Det kan man ikke ligefrem sige om den mellemste. Hun har været umulig længe, men nu er det ti gange værre. Mandag aften havde jeg nogle problemer med den ældste, der valgte at lege gemmeleg, hvor gemmestederne var overvejende farlige: i skorstenen, på taget og på en halvmur to meter oppe. Så da jeg endeligt kunne koncentrere mig om, at få den mellemste i seng, ville hun ikke. Da jeg tog bogen hun læste i fra hende, blev hun vred, og ville ikke gå op i seng. Da jeg bar hende op ad trapperne begyndte hun at kalde mig "conne" - hvilket betyder "røv", eller "røvhul". Da jeg blev sur nægtede hun at tage pyjamas på, og sagde at det kun ville ske i mine drømme. Den aften var jeg vred, meget, meget, meget vred, og min konklusion blev: lortebarn. Selvom jeg godt ved, at hun bare har brug for opmærksomhed, men hun stræber desværre kun efter den negative af slagsen. Hun afviser direkte positiv opmærksomhed, hvilket er ærgerligt, for hun er bare gået glip af mange kager vi kunne have bagt sammen, og et par kopper varm kakao har hun også afvist.
Desuden sagde dagplejemoren også til mig, at sådan har hun altid været (pigerne har også gået omme ved hende), og at alle aupairpigerne har haft problemer med hende. Det er selvfølgeligt ikke en grund til at give op på hende, men det giver da en bekræftelse i, at det måske ikke er mig den er galt med. For hun er bare et svært barn.

Hendes opførsel har fortsat sådan hele ugen. Jeg anede ikke hvornår forældrene kom hjem, men jeg fandt da ud af, at faren kom hjem tirsdag aften - så jeg havde været alene med børnene natten til tirsdag, uden at vide det. Lidt irriterende, når man ikke har samme opmærksomhed på børnene, når man ikke ved, at det er nødvendigt. Udover det, har de jo sat deres hus til salg, så der har været en rundvisning hver dag i hele den her uge, hvilket betyder, at jeg har støvsuget hver dag, ryddet pinligt op overalt og skulle være hjemme på underlige tidspunkter for, at lukke dem ind, og passe på nøglerne. Det er lidt stressende, og det stresser også børnene meget.

Men på trods af alt det her, har denne uge også gået meget hurtigt på samme tid. Det er allerede torsdag, og imorgen kommer min efterfølger, deres kommende aupair, den sjette i rækken, og besøger os i weekenden. Spændende, og det er mig der skal underholde hende.

Så nu ved I lidt hvorfor jeg er sådan lidt småtræt - det er ikke nemt med så mange forandringer og forhindringer bare på én uge.

Ulmativ ferie

Ja, som nogle af jer lagde mærke til, så har jeg ikke skrevet i lidt over en uges tid. Der er en meget god forklaring, for jeg har haft ferie. Som nogle af jer måske også lagde mærke til, var en en lille smut i Danmark - da jeg selvfølgeligt ikke havde tænkt mig at tage adgangsprøven ved Designskolen Kolding over skype. Desuden var jeg enormt heldig med, at børnene var på ferie med deres mor, så der var ikke noget problem der.

For at gøre besøget lidt sjovere, havde jeg lagt en lille plan. Jeg sagde det ikke til andre end min familie, så jeg kunne tage på overraskelses besøg rundt, til venner og familie. Så mandag morgen tog jeg afsted.
Det er noget af en tur, med to timer i fly, og fire en halv time i tog, så jeg var hjemme ved sekstiden om aftenen, godt træt og jeg værdsatte hakkedrengen med bløde løg og kartofler meget højt. Efter en større tøjkrise, hvor jeg bland andet fik vækket min mor for at spørge hvad jeg skulle gøre, hoppede jeg i seng.

Kolding var nem nok at finde, selv uden gps'en, der valgte, at den ikke gad at hjælpe mig det mindste. Problemet opstod bare, da jeg kom ind til byen, hvor der gik et kvarter med at lede efter skolen, hvortil jeg til sidst måtte spørge om vej - og fandt ud af, at jeg havde kørt rundt om den et par gange. Jeg måtte parkere ret langt væk, og måtte derfor løbe hen til indgangen i mine fine sko, hvor jeg åbenbart så tilstrækkelig forvirret ud til, at det første nogle studerende spurgte mig om, da jeg gik ind var, om jeg havde brug for hjælp. Med deres hjælp fandt jeg ventesofaen.
Mit største problem ved samtalen var, at den ene af censorene havde en accent, hvilket er noget jeg ikke er så god til - så jeg fik da meget fint svaret underligt på nogle af hans spørgsmål. Det første de spurgte mig om var, om jeg var igang med et tegnekursus - "Nej, jeg er aupair i Frankrig!", fik jeg svaret, hvortil de spurgte om jeg ikke havde taget nogle timer eller lignende. Igen var svaret nej, hvilket i hvert fald han ikke kunne forstå, da han gjorde det klart, at han ikke troede det var muligt at tegne på den måde, uden undervisning, hvilket gjorde ham meget interesseret i, hvordan jeg havde båret mig ad.
Jeg kastede mig ud i en forklaring om tegneforums og stædighed, om Harry Potter tegninger og at jeg havde gået på friskole, hvilket ikke gav så meget mening, da det måske bare har fremmet mine kreative evner. Det var mest omkring det, samtalen drejede sig om. Dernæst var det mine ambitioner med det, hvorfor jeg havde valgt Kolding og vi kom også ind på Animationsskolen, hvortil han sagde, at han mente, at jeg må have været tæt på at blive valgt, grundet mine tegneevner. Så tegnemæssigt, tror jeg at jeg har en chance, jeg er ikke sikker med resten - man ved jo aldrig.

Det var kun femten minutter, så derefter hoppede jeg tilbage i bilen og begyndte på dagens overraskelsesbesøg. Det første gik til min gamle fransklærer fra gymnasiet, Momme, der nu er rektor ved Kolding gymnasium - hvilket var overraskende nemt at finde, på trods af den sære beliggenhed. Så der ventede jeg i et kvarters tid - da rektorer åbenbart kan møde sent - og derefter fik jeg snakket med ham i en halvtimes tid, om gymnasiet, aupair i Frankrig (da han også har været i samme situation) og ellers alt andet omkring. Meget hyggeligt og rart at vide at han er blevet godt installeret dernede.
Så gik turen imod Herning, men inden da, skulle jeg da lige få et vredt opkald fra min bror, der spurgte: "Hvorfor har du ikke sagt at du er i Danmark?!?" - "Jo fordi jeg gerne ville overraske dig imorgen Martin!" - "Jeg gider ikke at lave mad!" - "Så køber vi da bare en pizza eller lign, hvad ved jeg!" - "Okay så.". Dejlig samtale, men derefter gik turen imod Herning.

I Herning bor Anne, en gammel veninde fra efterskolen, med hendes kæreste Bastian, som jeg havde skrevet sammen med, for at få organiseret besøget. Ligesom jeg kørte op til deres lejlighed, kom han gående, og vi fulgtes op til lejligheden. Da han åbnede døren, sagde han: "Se hvem jeg har med!", hvortil jeg så fint fik sagt et "hej", der forsvandt i, hvad Bastian betegner som det højeste skrig han nogensinde har hørt fra Annes side. En kort sagt fantastisk velkomst og en lækker begyndelse på eftermiddagen.
Jeg fandt også ud af, at Bastian havde afsløret, at der var en hemmelighed til hende - hun var straks begyndt at tænke, og hun havde konstateret, at en ny fladskærm, at de skulle ud at spise, billetter til London eller at han i hvert fald havde brugt for mange penge, var mere sandsynligt end, at Malene var i Danmark. Eftermiddagen og aftenen var dejlig, med dejlig, hjemmelavet mad fra Bastians side og generelt var det bare skønt og fantalastisk at se Anne igen og bare hendes udtryk da hun så mig var guld værd - virkeligt noget af det bedste nogensinde!

Om onsdagen tog jeg så til Århus, eller til Testrup Højskole, hvor min kære tegneveninde Ida befinder sig. Om søndagen havde vi skrevet tilfældigt, og vi var begyndt med en joke om, at jeg da skulle om og besøge hende. Vi fik aftalt meget præcist hvor, hvornår og at jeg lige skulle skrive en sms når jeg stod på gårdspladsen - hvad hun ikke vidste var bare, at jeg så rent faktisk gjorde det. Som jeg kørte ind på parkeringspladsen skrev jeg en sms, og steg ud af bilen. Ved et enormt tilfælde, gik Ida fra hovedbygningen ned mod sit hus, ligesom jeg stod der, og jeg fik råbt et fint: "Halløj!", hvortil hun vendte sig, fik udbrudt "Nej, nej det er ikke sandt!!!", hvortil jeg fik et stort kram og så blev jeg vist rundt og præsenteret til alle i hendes husgruppe. Jeg kom lige til frokost, som aftalt, og som vi sad der og spiste lækker frokost med rugbrød, frikadeller og leverpostej, nævnte Ida, at jeg forresten skulle præsenteres for hele skolen, hvilket jeg ikke liiiige var forberedt på, men det var da meget hyggeligt. Generelt mindede højskolelivet mig utroligt meget om efterskolelivet, så jeg følte mig ikke så malplaceret alligevel - og alle også var meget interesseret i hvorfor jeg var i Frankrig og hvorfor jeg var hjemme og dets lige, så det var meget hyggeligt. Ida gav mig dernæst den helt store rundvisning, hvor vi både var ved Verdens Ende og i den lille købmandsbutik. Det er lang tid siden jeg har grint så meget, helt til jeg havde ondt i maven af det. De sidste par timer sad vi og tegnede portrætter af hinanden i kul, hvilket Ida er meget bedre til end mig, og dagen sluttede af med, at vi fandt hendes mistede bagparti til hendes mobil, hun havde ledt efter hele dagen - hvilket også ledte til et godt grin.
Så gik turen til Århus C, hvor min storebror bor, og efter lang tid søgen efter en parkeringsplads, fik vi købt en burger og vendt tilbage til lejligheden, hvor vi fik spist, set noget fodbold og ellers snakket om lidt af hvert - og bare rolig, jeg skal nok lade være med at glemme, at rente er prisen på penge, eller at jeg skylder dig 70 kr.

Torsdag var mere stille og rolig, jeg fik slappet af, snakket med hunden og ellers spist frokost med mor og handlet ind til aftensmaden, hvor mine bedsteforældre var inviteret til. Om eftermiddagen tog jeg om til Mathias, hvor jeg fik hilst på familien og set hans søsters konfirmationskjole (waow den var bare flot!), og så tog Mathias og jeg om til Monica og Matthias i Struer. Igen, rigtig godt overraskelsesbesøg, Det var super skønt at se dem igen - og dejligt at blive opdateret ag kortspil/drukspil til næste fest i omgangskredsen - det eneste der irriterede mig lidt var, at jeg havde så lidt tid deromme, kunne godt have brugt mere, men når der ikke er mere tid end der er, så er det jo det.
Efter et nervøst opkald fra min far om, at nu skulle jeg også til at komme hjem, at jeg skulle jo også have lavet mad, om jeg havde gennemtænkt det hele, at han ikke gad hvis det bare var kartofler og ost, hvad jeg gjorde med desserten og så videre, tog jeg så hjem.
Jeg skulle nemlig have lavet fransk middag til os alle, så det blev en tartiflette (kartofler, bacon, løg og reblechon (ost)) og en tarte au chocolat. Osten havde jeg taget med hjem fra Frankrig af, så jeg var lidt nervøs for, om det kunne lide den, men det faldt da i god jord. Det var også dejligt bare at være hjemme lidt, for dem jeg nærmest følte jeg havde fået set mindst var min familie, hvilket også irriterede mig.
Dog var det næsten værst, at jeg ikke havde fået set Anne Sofie, min værelseskammerat fra efterskolen, men jeg fik ringet til hende, og snakket med hende, hvilket jeg godt ved, ikke var godt nok.

Så kom vi til weekenden, der var en af de bedste weekender nogensinde. Jeg mener det.
Jeg hoppede nemlig på flyet til Milano fredag eftermiddag, tak mor for at køre mig til Billund, og mødtes med min gymnasieveninde Cecilie ved stationen i Milano nogle timer senere. Om eftermiddagen og aftenen fik vi bare snakket og gået rigtigt meget rundt i Milano, der var fantastisk flot - vi fandt et sted med apperitivis - hvis jeg kunne stave - hvor der var 'Appy 'Our, der betød (kunne en dansker der var godt igang ved bufféen fortælle os), at hvis man købte en drink, fik man apperitivis med i købet - sådan. Så vi fik en ordentlig flot drink og så spiste vi os mætte i forskellige brød, pastaretter, oliven, kød det mest bestod af fedt, og andet godt italiensk mad. Super lækkert! Derefter var der selvfølgeligt en is der kaldte, hvor jeg meget fint fik bestilt, hvorefter Cecilie komplimenterede min dejlige franske accent. Derefter førte hun isbestillingerne. Senere samme aften var det i hvert fald rart med hendes italienskkundskaber, da vi fanget i en situation, der ikke kunne være klaret uden. To italienske fyre havde nemlig besluttet sig for, at vi da var to, enormt "sympatiske" piger, og da de ikke talte sååå godt engelsk eller så godt fransk som selv troede, var italiensk super praktisk. Det var dansk også, da vi stod smilende til hinanden og spurgte: "Hvordan kommer vi af med dem?!", hvortil vi til sidst blev enige om, at give dem et forkert nummer, og aftale, at de bare skulle ringe.
Vi fik gået os en god lang tur, og til sidst da klokken var halv ét lagde vi hovederne på puderne på hostellet.

Lørdag vågnede vi tidligt, så vi sad og spiste morgenmad (cappuccino og croissant) da min vækkealarm ringede klokken halv ni. Vi besøgte en borg, som havde et meget fint navn, som jeg har glemt, hvor vi fik set en masse malerier og alt hvad hjertet begærer af gammel kunst. Der var endda en museumsarbejder der igen bekræftede os i, at vi er nogle sympatiske piger, da han bare kom over for at spørge, om vi kunne lide malerierne - det virkede meget oprigtigt, hvilket det også var, bare lidt småunderligt. Derefter smuttede vi ned til en anden bydel, hvor der var kunstnere der havde sat deres malerier op langs kanalen. Der var så mange forskellige teknikker og farvepalletter i brug og hver eneste kunstner havde en ny stil - helt utroligt må man sige. Der ved floden fik vi så delt en lukket pizza og bagefter blev det da selvfølgeligt lige til en bette is. Så begyndte shoppingen ellers, hvor vi fik gået fra den bydel af, helt ind til centrum (der var langt), bare ved at følge alle butikkerne hele vejen. Cecilie fik købt to par sko og en hat, så da jeg endeligt fik købt et headset var hun lykkelig over, at hun ikke var den eneste der brugte penge (selvom det kun var tre euro jeg havde brugt). Da vi nåede ind til centrum var det næsten spisetid, så vi fandt et sted at spise der var ret tomt, da alle menneskene sad indenfor og så fodboldkamp imellem AC Milan og Rom. Sent om aftenen fik vi igen en is, hvor til vi sad og snakkede i lang tid, indtil en underlig larm opstod. Nogle scootere kørte igennem gaden, med passagerere klædt i rødt og sort der lavede en masse larm, viftende med gigantiske AC Milan flag. Det var bare begyndelsen.
På kort tid blev alle gaderne fyldte med biler, scootere, motorcykler der alle havde folk hængende fra, med store AC Milan flag og ALLE dyttede konstant. Vi besluttede os for at gå hele vejen til hostellet, og på hele vejen var der den største fest jeg nogensinde har set. Alle var venner med alle, folk der holdt i deres biler hoppede ud af bilen for at hoppe op og ned og dytte på samme tid. Der var fyrværkeri overalt, flag overalt, folk sag i vinduerne af bilerne og råbte og skreg - politiet koncentrerede sig kun om en bil der var totaltsmadret midt i festen - ikke om alle dem der tog billeder og talte i telefon samtidigt med at de kørte, eller alle dem der hang ud af vinduerne. Til sidst begyndte vi virkeligt at undre os over, hvilken kamp de mon havde vundet, og om det var sådan hver gang AC Milan vandt i fodbold?

Søndag var vi trætte og der var omkring de 27 grader i skyggen, så vi tog det stille og roligt. Vi besøgte domkirken - der virkeligt er flot, hvor vi først måtte få en masse tøj på, så vores bare ben og skuldre ikke fornærmede nogen. Man kunne også komme helt op på taget af kirken, så efter en hæftig omgang trapper, stod vi der, hvor vores kameraer godt nok fik travlt. Det var bare flot, og der var også ret mange mennesker deroppe.
Derefter gik vi bare rundt og gik ind i de små butikker der rent faktisk var åbne på en søndag. Derudover fandt vi også en del bænke og endnu en is blev det da også til, selvom vi var noget skuffede over, at damen ikke fyldte bægeret ordentligt op! Det var nogle meget trætte piger der til sidst fik hentet deres ting ved hostellet og fundet noget at spise nær stationen den aften - og den fire timers lange togtur til Geneve blev også brugt på at sove lidt.

Så ja, en ultimativ fantastisk tur til Danmark og ikke mindst til Milano - vi oplevede på meget i den weekend, at jeg har måttet kiggede billederne igennem, for at huske i hvilken rækkefølge vi gjorde hvad! Nu glæder jeg mig bare til Paris om et par uger - det bliver guld, og så må det nok blive min tur til at få bestilt noget mad og få rystet eventuelle franske gutter af. Cecilie skrev også til mig, at kampen AC Milan havde vundet var finalen i italienmesterskabet, for første gang i syv år - hold da op!

For lige at slutte positivt af, fik jeg en sms fra min far, som jeg sad her og skrev, om at Designskolen Kolding har sendt mig et brev om, at jeg er videre i forløbet - det vil sige, at jeg i slutningen af juli får det endelige svar. Skøn følelse - men nu håber jeg bare at ventetiden ikke føles så lang!
Jeg tror jeg skriver igen i morgen, der sker så meget heromkring, og det her tog alligevel to timer for mig at skrive, så nu må jeg nok hellere stoppe!