Au revoir!

Ja det her vil jeg så officielt kalde mit sidste blogindlæg, da eventyret vel er slut for denne gang.

Idag og igår har været underlige. Jeg vågnede op torsdag til et meget tomt og aflukket hus, og jeg følte mig mere alene end nogensinde. Eftersom jeg havde nok at give mig til med nedpakning af værelset, vasketøjet og dets lige forsvandt dagen med det. Om aftenen var der dog et uvejr over området, og som jeg lå helt alene i min store seng, i det tomme hus, blev jeg for første gang i ni måneder bange for at være i huset - alle blæstens lyde fik det til at lyde som om døre blev åbnet og vinduet banket på.

Dog kom idag og mine forældre tog afsted fra det regnfulde Struer, og ender engang sent i aften (pga enorm sommertrafik) omkring fire timer herfra. Jeg snakkede med dem her til aften og min far lød ret håbløs da han beskrev hvor utålmodig min mor var ved at være over trafikken - det er dem jeg skal køre med hjem, kan mærke at det bliver en hyggelig tur!

Men ellers har jeg fået pakket resten, fået lavet mit indslag i aupair-mindebogen færdigt, lavet mad til picnic de kommende dage og været en sidste gang på shopping med Nina. Før vi tog ud at shoppe måtte jeg dog bede hende om en lille tjeneste; jeg har nemlig ingen bil, og idag skulle man afhente sit DELF-diplom i Ferney (DELF står for: diplome d'études en langue francaise = diplom for studie i det franske sprog (de fransktimer jeg har taget). Så det fik vi gjort - jeg fik 73/100 points - som jeg er tilfreds med, da jeg ikke rigtigt skal bruge det til noget, og den mundtlige del gik også rigtigt skidt (fik 12,5/25 points) så det er fair nok.
Så med afhentning af diplom og shopping fik jeg så sagt på gensyn til Nina - på gensyn i Danmark.

Her til aften har jeg så lavet mad, klistret aupair-bog, pakket noget mere, og vasket tøj. Imorgen tidlig er det rengøringstid og dobbelttjekning inden de gamle kommer omkring klokken elleve.

Det er så her jeg skal sige alle de ting jeg har lært og hvordan jeg har udviklet mig som person som en god, og ikke mindst logisk, afslutning på mit udenlandsophold. Jeg ved bare ikke om jeg har lyst - jeg tror godt at I som har fulgt med i bloggen de sidste ni måneder har en idé om det, så hvorfor skal det pensles ud?
Jeg ved at jeg i korte træk:
- har taget 7 kg på, og tabt 3 af dem igen
- har klippet mit hår kort for første gang siden jeg var ni år gammel.
- ved, at jeg ikke skal overkoge broccoli
- ved, at jeg har to veninder der holder ligeså meget af mig om jeg er i Danmark eller i Frankrig
- ved, at jeg ikke skal have børn før om lang tid og hvor meget ansvar det er
- har fundet ud af, hvor meget jeg ligner min storebror
- ved, hvor tålmodig og stædig jeg er.
- ved, at hvis jeg gør mit bedste, så er det godt nok - selvom det altid kan gøres bedre.

Og mange, mange andre dumme, men kloge ting. Tak for nogle dejlige og lærerige måneder - og tak fordi I har fulgt med i dem her på min blog.

Min lille smut i Frankrig er (snart) slut - au revoir la France, et à bientôt!

La Fin

Så er den sidste dag med familien slut og familien er gået i seng for at stå tidligt op i nat for at tage på ferie. Malene lader de blive til på lørdag, helt alene i det stort set aflukkede og "døde" hus.

Dagen er gået alt for hurtigt - jeg nåede ikke engang at få strøget som jeg burde have gjort.

Ellers har dagen været skøn; som sædvanligvis blev jeg stresset over den ældste, stod håbløs med den mindste og blev talt grimt til af den mellemste. I eftermiddags var jeg ude at shoppe med den ældste, da der er sommer-udsalg. Jeg fik godt nok brugt nogle penge, og det samme gjorde den ældste. Eftersom jeg kender hendes fars reaktioner på hendes garderobe, stod jeg også for at skulle bedømme, om hun havde lov til at bruge penge på de ting hun skulle købe - dvs. om hun havde brug for det, om det så pænt ud og om det var ordentlig kvalitet. Overraskende nok fik hun rettet sig efter mine forslag: da der var en kjole som hun elskede, men som jeg syntes var rigtig grim, kom alle de hårde argumenter i brug, og til sidst vandt jeg på, at hun kunne bruge pengene på at købe en meget federe udgave i Paris. Det åd hun råt og fortsatte med sin søgen. Når det kommer til stil og look, så lytter hun.

Da vi kom hjem havde vi modeshow for moren, der slet ikke havde tid, men den ældste var ligeglad - meget sjovt faktisk. Senere hentede alle os piger den mindste ved dagplejemoren. Det var nemlig hans sidste dag ved hende - han havde slet ikke forstået, hvorfor alle de andres børn havde sagt farvel og givet ham kys. Dagplejemoren havde også givet ham ekstra mange kys hele dagen, hvortil han forvirret havde spurgt: "Jamen hvor skal du hen?". Han forstår slet ikke, at han ikke ser hende i lang tid, ligesom han heller ikke forstår, at han heller ikke kommer til at se mig i lang tid. Dagplejemoren var rørt til tårer da vi alle sammen kom, med en fin plakat med billeder af dem alle. Dengang pigerne var små gik de også ved hende, og det var endda før de havde aupair, så hun brugte rigtigt meget tid sammen med dem. Desuden har hun jo fulgt den lille siden han blev født, så hun var helt knust.
I morges da jeg afleverede den lille snakkede jeg også lidt med hende, hvor hun fortalte mig, at hun virkeligt havde været glad for "at arbejde sammen med mig", i den forstand at jeg altid er kommet i et fast tidsrum og altid har været til at kunne regne med. Det varmede meget; hun er så snaksalig og rar en dame der altid smiler og griner - alle dagplejmødre burde være som hende.

Til aften var alt et rod, den mindste gad mig ikke, han tissede i bukserne og råbte og skreg da jeg ville hjælpe ham af det våde tøj. Han har en vane med, ikke at ville på toilet, selvom man spørger da det er ret tydeligt når han skal, og så venter han til det er for sent. Han gjorde det igen inden han skulle i seng.
Ellers hyggede han sig med at klamre sig til mit ben (da det er vildt sjovt når jeg så går) imens jeg lavede aftensmad. Jeg satte en DVD på til ham, Barbapapa, som var det første vi så sammen, den første dag jeg var her - han er grunden til, at jeg nu er en kæmpe fan og det minder mig altid om ham.
Egentligt var det ikke så slemt at sige farvel til ham. Han forstod det ikke - men da jeg sad med ham på hjemturen fra dagplejemoren, kunne jeg ikke lade være med at knuge ham godt ind til mig og nød duften af baby rigtigt for en sidste gang. Det var underligt. Jeg har hele tiden (af en grund jeg ikke længere forstår) undgået at skrive børnenes navne her i bloggen, men nu kan det være ligemeget. Min lille dreng hedder Jules - og han er min Jules - det er meget sjovt, for en Jules er også et slangudtryk for en fyr, så det er meget sjovt.

Det blev sværere da jeg skulle sige farvel til den mellemste. Hun hedder Lola, et spansk navn faktisk, og hun er helt utroligt smuk og et matchende temperament. Jeg tror virkeligt at hun har haft brug for mig, brug for stabilitet og brug for en der hele tiden er der, uden at vide det rigtigt. Jeg har ikke været god nok til at lytte og snakke med hende, men jeg har gjort mit bedste - hun er den der har gjort det sværrest, men jeg ville ikke undvære hende for enhver pris. Hun er vant til ikke at få så meget opmærksomhed, da hendes søster tager det hele, så hun søger ofte den negative opmærksomhed. Dog når hun får sin opmærksomhed lyser hun op og når hun smiler kan man ikke andet end at blive glad. Da vi skulle sige farvel gik hun ned i sit nattøj til mig og sagde: "Au revoir Malène.", hvor jeg fik et kys. Der begyndte jeg at græde og løftede hende op og gav hende et ordentlig kram og masser af kys. Det var så underligt at holde hende og vide, hvor træls hun har været og hvor lidt jeg har taget mig sammen til at vise hende at jeg holder rigtigt meget af hende. Jeg fortalte hende, at jeg håbede at hun vidste at jeg elsker hende, og at jeg vil savne hende meget. Det er som at sige farvel til sit eget barn - eller ikke, men til en man ved der har brug for en.

Så var der den ældste som hedder Inès. Hun tager altid pis på mig, hvorefter hendes "ben, mais je blague!!" (jamen jeg laver jo sjooov!) altid følger den rigtigt dårlige joke. Jeg nåede til et punkt til sidst, hvor jeg ikke længere troede på, hvad hun sagde til mig når det var for langt ude. Enten er hun meget glad og snaksalig, eller også er hun dominerende og udgiver ordre som en dronning. Oftest er hun sød, og hun deler sit liv, sin hverdag og sine meninger konstant (og om og om igen) indtil man har fået nok. Udseendet er noget hun går meget op i - mange gange har det været svært at få hende i seng, fordi hun ikke kunne bestemme sig for, hvad hun ville have på dagen efter. Hun har det også med at overdrive når hun fortæller sine historier - hun har før gengivet ting jeg har oplevet sammen med hende, hvor det var for to år siden. Generelt en dejlig pige, der nyder opmærksomheden. Da jeg kom grædende hen til hende for at sige farvel, beroligede hun mig, sagde at det jo nok skal gå, vi ses jo i Paris og hun jokede og gav mig masser af kys og kram.

Til sidst var der forældrene. Moren, som hedder Valérie, fik fortalt mig hvor glade de havde været for mig og at hun vidste at det ikke havde været nemt for mig da familien havde været stresset over flytningen og alt der skulle på plads. Hun takkede mig mange gange for min hjælp i de sidste ni måneder og fortalte mig hvor sød, tålmodig og stærk jeg havde været. Efter mange bisous og kram gik hun også i seng. Faren, Antonin, gav mig først og fremmest alle instruktioner af aflåsning af huset (mange gange), hvortil han lavede en liste og så videre. Dernæst fik jeg også bisous og en stor tak for alt - og at de nok skulle lade være med at lave alt for meget larm i nat. "D'accord" svarede jeg smilende, og det var det.

Det er underligt. Ni måneder er ikke nok til at lære børn rigtigt, rigtigt at kende. Som jeg stod der var der ti tusinde ting jeg havde glemt at spørge om, ti tusinde øjeblikke jeg ikke havde haft med dem og mange, mange ting jeg ikke havde fortalt dem. Som jeg sidder her helt alene ville jeg ønske at jeg kunne løbe op og fortælle dem, endnu engang hvor dejlige de er og hvor meget jeg kommer til at savne dem. Selvom jeg da på sent som i eftermiddags har tænkt: jeg skal aldrig have børn!!, så er det nu anderledes når man lige pludseligt ikke har dem længere.

Evigt foranderligt

Det er sjovt hvordan mange nye ting sker, selvom man har været her i ni måneder og burde have prøvet næsten alt af underlige situationer.
I lørdags arbejdede jeg hele dagen - ikke de store problemer der, da jeg jo kun har kort tid tilbage med familien. Til middag havde vi naboerne på besøg og det var faktisk første gang jeg rigtigt har snakket med dem, eller set dem for den sags skyld. Det var ret underligt at skulle præsentere sig og så videre når man jo har været her i ni måneder og alligevel snart tager afsted igen. Dog var det da meget hyggeligt!
Senere var der børnefødselsdag/afskedsfest for den lille, så han fik tre venner på besøg. Det er næsten to måneder siden han havde fødselsdag, så jeg tror faktisk at han troede det var hans fødselsdag igen, men det var nu meget sjovt - jeg grinede i hvert fald meget hele dagen, over hvordan de fire tre-årige kom op og skændes, legede sammen og deres reaktioner da en af dem slog sig. Det var meget kært, og en af mødrene blev også, fordi hende datter var ret morsyg. Moren kunne så fortælle et fint lille citat hendes datter engang havde sagt om den lille: "Han har en Malène, jeg har ikke nogen Malène!" - hvor det var indforstået, at hun simpelthen ikke vidste at "Malène" var et fornavn, men den ting som jeg er (altså aupair). Det har nok også noget at gøre med, at den lille generelt betegner mig som "sin Malène" ("ma Malène, ma Malène), når han er omme ved dagplejemoren.
Så eftermiddagen blev hurtigt til aften, og det havde nu været en lang lørdag, så Nina og jeg tog til Nyon, fik os en fesen øl (øl blandet med sprite - også en førstegangs oplevelse) og gik os en tur i den fine by - ligesom vi gjorde da jeg først var ankommet.

Hele søndagen var jeg alene hjemme, hvor jeg sad udenfor og tegnede i solen hele dagen - det var nu ret lækkert. Dog havde familien glemt, at de havde inviteret en nabo til aftensmad, så da der kom en underlig mand (der begyndte at tale engelsk til mig, hvorfor ved jeg ikke) blev jeg ret forvirret, både pga. sproget og fordi jeg slet ikke vidste at de havde inviteret nogen. Han var bare blevet glemt - ligesom mit engelsk.

Nu er det jo ferie for pigerne inden hele familien tager til Korsika tidlig torsdag morgen, hvilket vil sige at de jo sover længe. Dertil er der den lille, der får lov til at sove ligeså længe han vil, hvorefter jeg afleverer ham ved dagplejemoren. Så jeg står nu op til klokken otte, i stedet for klokken syv, hvilket jeg er godt tilfreds med. Igår vågnede den lille så på samme tid, men det var nu ikke så slemt, bortset fra at han brugte hele morgenen på at nægte at sige undskyld til mig, fordi han havde nægtet at spise og derfor råbt ad mig: "Gå væk, gå ud af rummet!!!", som om jeg var en hund. Det tog forældrene ikke let på, så han blev på sit værelse indtil han ville sige undskyld, hvilket han bare ikke ville. Inderst inde er jeg en lille smule ked af, at her imod enden har han slet ikke lyst til at sidde ved mig, snakke med mig og han taler oveni købet grimt til mig - jeg ville gerne kunne tage afsted og vide, at han vil savne mig (selvom han nok ikke rigtigt kan huske mig om et halvt år).

Ellers var mandag stille og rolig - det var da indtil jeg skulle ud at køre med GPS sammen med den ældste, som var opsat på, at vi skulle til en elektronikforretning i Schweiz, da hun havde en gavekort dertil. Vi fandt stedet uden de store problemer - problemet kom, da GPS'en ikke kunne finde ud af, at føre os hjem. Efter at have blevet ledt ind i fyraftenskø, direkte imod Geneve og ned ad en vej der var spærret for enden, var Malene ret stresset og vred, så GPS'en blev fjernet, og den ældste skulle så guide. Da hun var næsten værre end GPS'en kom vi for sent hen og fik hentet den mindste, og vi skulle være hjemme til når Lola blev sat af hjemme, efter at have været omme ved en veninde - så jeg var godt stresset. Jeg er ikke faret vild siden den første måneds tid jeg var her, så det var nu meget underligt at prøve igen - og ret irriterende, for jeg fik nået ikke købt brød af den grund.

Forældrene var ikke hjemme da vi kom hjem, og da de kom hjem, annoncerede de, at køberne af huset kom forbi til champagne - familien flytter jo til Paris i august. Så alt stod på standby da de kom omkring klokken otte, hvor vi ikke kunne komme til at spise eller noget som helst, så vi ventede tålmodigt med en film. Klokken blev først næsten ti, før moren indså, at de ikke havde tænkt sig at gå - og vi skulle altså spise, så de spiste da med. Børnene fik det serveret foran tv'et, jeg havde ikke lyst til at sidde sammen med børnene, så jeg sad i køkkenet, da forældrene spiste udenfor og lidt senere. Det var første gang jeg følte mig liiiidt som en køkkenpige, eller "ansat", da jeg sad der helt alene, og bagefter ryddede op efter maden og vaskede alt op. Det var ikke planlagt sådan, det ved jeg, da forældrene jo skulle holde gæsterne med selskab, og jeg bare gerne ville i seng - så jeg kan da nu konstatere, at jeg er glad for, at jeg ikke har haft det sådan imens jeg har været her!

Nu er det morgen, den mindste er endnu ikke vågnet, så jeg sidder her og skriver inden jeg hopper op og spiser morgenmad. Man må sige, at der sker hele tiden ting man troede man var blevet vant til i det her job - og ellers bare nye ting, som man ikke havde oplevet, selv efter ni måneder. Det er nok det der gør jobbet så alsidigt og lærerigt - det er familielivet, man kan ikke skemalægge det helt fast; det er evigt foranderligt!

Lille note til Cecilie, som fint kommenterede på facebook, hvad pointen blev efter mit sidste indlæg "At rejse er at leve?" mit svar: "Det var et retorisk spørgsmål?" - eller også glemte jeg det da jeg ville have orden på alle billederne ;)

At rejse er at leve?

Nu er jeg kommet dertil, hvor jeg nok ikke tager alle mulige underlige steder hen mere hernede så jeg tænkte, at for en god ordens skyld kunne jeg da gøre rede over alle de steder jeg har besøgt i de sidste ni måneders tid.
Kronologisk rækkefølge:

29. okt - 3. nov: Corrèze (Larche) med moren og børnene på efterårsferie - her er det mig og den mellemste til banko-aften

6. nov: Annecy med Doris (østriger) og en ungarsk aupair som jeg simpelthen ikke kan stave navnet på - det er også hende der er med her på billedet.

11. dec: Lyon med Doris og Elisa (finlænder) til la fête des lumières, som var rigtigt imponerende. Her er det mig og Doris.

22. jan: Contamines på ski sammen med Doris og Silke (tysker) - det er også hende der er på billedet.

29. jan: Chamonix sammen med Ronja (tysker), Doris, Lenka (tjekke), Elisa, Julia (tysker) og Janina (tysker). Her er det mig og Ronja, da vi spiste frokost.

8. feb: Verbier på ski med Nina (fra gymnasiet) og Anna (tysker) - her er det mig og Anna, der er meget trætte efter en meget stejl pist, som Nina fik os ledt nedad.

5. mar - 13. mar: Val d'Isère på skiferie med hele familien - her er det mig og den lille der venter på bussen til børnehaven han gik i om eftermiddagen hele ferien.

6. maj - 8. maj: Milano med Cecilie fra min gymnasieklasse - her er vi midt i fodbold-byfest, da FC Milan havde vundet Italien mesterskabet.

   

21. maj - 22. maj: Paris med Cecilie - tidlig lørdag morgen ved Eiffeltårnet

11. jun: Annecy (igen) til animationfilms festival sammen med Nina - her er vi faret meget vild og venter på en bus.

25. jun: Europapark i Rust i Tyskland sammen med Nina og Pia (dansker) - her nyder Pia og jeg lige en cocktail i "Spanien".

Så var der jo også dengang i starten af juni, hvor jeg var med til Corrèze igen, men jeg har ikke nogle billeder derfra, men det skulle da lige nævnes. 

Andre mindre og hverdagsture jeg har været på har indebåret: bytur i Lausanne, strandture i Nyon, bjergvandring i Jura bjergene, gåture i Divonne, eftermiddag på café i Ferney og shopping i Geneve. De fleste af de steder er sjovt nok i Schweiz, men det er jo en af fordelene ved at være så tæt på grænsen. Desuden er det også meget sjovt, hver gang man skal præsentere sig og fortælle hvor man er aupair, at man så skal understrege, at det er i Frankrig - eller "lige på den anden side". 

Jeg har haft nogle lidt trælse dage, men den her blog muntrede mig lidt op - bare at tænke på alle de fantastiske minder og oplevelser jeg har haft på blot NI måneder; det er utroligt. 

Jeg håber at det også gjorde jeres dag lidt bedre at læse dette indlæg :)

Solstik

Ja her sker der noget hele tiden, så nu vil jeg lige lave endnu et indlæg.

Idag og igår har der været varmt. Ikke hedeslagsvarmt, men sådan omkring de 32 grader hele tiden. Det gør selvfølgeligt, at der kommer nogle komplikationer.

For eksempel har den lille fået solstik, så i nat og idag har han været helt nede med flaget - da han kom hjem idag fik han noget imod feberen, så nu sover han stille og roligt. Pigerne derimod er der intet galt med - selvom den ældste da godt nok er lidt af en håndfuld.

Hun har nemlig allerede ferie, men hun kan ikke finde ud af at planlægge ting med sine venner, så hun render rundt og plager mig. Idag ville hun i biografen, men eftersom det var alt for godt vejr, syntes jeg at det var ret dumt, så vi endte med at tage på stranden.
Hvilken strandtur. Vi hyggede os, det var slet ikke det, men ind i mellem var der godt nok mange episoder som ikke er til at holde ud når det er så varmt. Først syntes hun at det var sjovt at smide en død fisk lige i ansigtet på mig. Dernæst, da vi fint lå og solbadede fandt hun en mariehøne og puttede den i min navle. Da det blev kedeligt gik hun igang med at "fjerne" mine modersmærker, da hun syntes at det da måtte kunne lade sig gøre når de stak sådan ud. Det kan ikke lade sig gøre skal jeg lige hilse og sige.
Desuden kunne hun heller ikke finde ud af at sige stop når jeg bakkede, så jeg bakkede (heldigvis ikke for hårdt til at der kom noget synligt) ind i bilen bagved - det var lidt for at undgå det at hun stod der. Så i bund og grund har jeg det som om, at det der skulle have være en afslappende strandtur, lidt havde modsatte effekt, jeg er i hvert fald meget træt nu.

Jeg ved godt, at hun bare kedede sig, men hun er elleve år, og der ved man godt at det ikke er okay at smide med døde fisk - der må være en grænse.

Andre hyggelige facts er, at jeg glæder mig til, at det bliver regnvejr imorgen, jeg tæller stadigvæk ned til mine forældre kommer (en uge, fire dage) og jeg er allerede begyndt at tænke på dansk, da jeg nu ikke længere kan finde ud af at tale fransk - jeps, jeg har sagt idag at det ville græde imorgen (verdens dummeste fejl på fransk).

Hver eneste gang jeg får skrevet her, skriver jeg ikke halvdelen af, hvad jeg går og tænker på at der skal skrives ned, så der kommer nok snart et nyt indlæg.

Europa rundt

Jeg synes efterhånden, at jeg ofte begynder et indlæg med: "Hvilken dag!" eller "Hvilken uge!", men det er bare fordi alting er helt til ekstremerne hernede en gang i mellem, så der er ikke anden at gør end at sige: "Hvilken weekend!"
Fredag brød der lidt af et helvede ud, da moren var hjemme, og hun skulle da bare have sat mig igang med alt og intet. Problemet var bare, at hun først gjorde mig opmærksom på alle opgaverne omkring middagstid, og jeg havde en "farvel"-aftale med en aupair klokken tre. Så jeg lavede frokost, handlede ind, bagte to kager og gjorde klar til at kunne lave lasagne. Da jeg stod og kæmpede med min kage til børnefødselsdagen næste dag, stod hun endda og aflyste festen, som jeg stod midt i æbler og med kagedej på albuerne. Desuden spiste de ikke engang den æbletærte jeg havde lavet til deres gæster om aftenen.
En grund mere til, at det var lidt træls, at jeg skulle lave alt det mad var, at jeg ikke engang var der til at spise det med dem.
Fredagaften var der gæster - dagplejemoren, hendes mand og deres søn, og eftersom Nina hentede mig omkring klokken ni, nåede jeg ikke at spise med. Lørdag var nemlig en meget speciel dag for vi skulle på danskertur til Europa.

Det vil sige Europa-Park i Tyskland. Jeg sov omme ved Nina, da vi skulle op klokken halv seks for at køre klokken seks. På vejen hentede vi en anden dansk aupair, der hedder Pia, som jeg endnu ikke havde mødt. Køreturen op igennem Schweiz tog de der tre timer, hvor vi til sidst befandt os i Tyskland og dér var det vi fandt hele Europa, samlet på ét sted.
Det var ikke engang løgn. Som man gik igennem forlystelsesparken var der forskellige lande, hvor Tyskland sjovt nok var det eneste der ikke var fyldt af klichéer, men tværtimod den fedeste Mercedes-Benz rutschebane, der virkeligt tog pusten fra en.
Skandinavien var også repræsenteret, men mest under Norge, og der var fiskerestauranter over det hele, hvor tjenerne bar noget der mindede om norske nationaldrager - ret sjovt, for de var ret grimme. Selvfølgeligt spiste vi da frokost på sådan en restaurant og fik fiskefrikadeller og pomfritter.
Der var utroligt mange mennesker, så køerne var utroligt lange - hver gang vi skulle op i noget var det omkring tre kvarters ventetid, men det var altså også ventetiden værd. Vores næste problem var, at vi jo var tre personer, så derfor måtte vi skiftes til at sidde alene - hvilket jeg var meget, meget glad for, da vi kom ned fra vandrutchebanen, hvor jeg var næsten helt tør, imens Nina og Pia der sad foran mig, var totalt gennemblødte. Det morede mig ret meget, ligesom dengang det var Pias tur til at sidde alene og vi var kommet til en bobslæde lignende forlystelse, hvor man skulle sidde to og to, den ene imellem benene på den anden - Pia var klar til at hoppe ud af køen, hvis hun ikke kunne sidde helt alene.
Landetemaet var nu en ret god idé, for da vi var allermest trætte kom vi forbi Spanien, hvor der tilfældigvis var fiesta, så vi stod der, klokken tre om eftermiddagen og fik os en iskold cocktail - ikke dårligt.
Desuden var Nina ret betaget af Schweiz - ikke at det er noget nyt, for det er hun sådan set konstant - men i mini-klichée form var det bare ikke til at stå for for Nina.
Efter en intens jagt på candyfloss, vores bobslæde-tur og en sidste tur i Mercedes-Benz forlystelsen tog vi tre trætte danskere så hjem.

Søndag var jeg så meget træt, og valgte bare at gå en tur, og derefter tage i biografen, da der i denne uge er noget der hedder la Fête du Cinema, hvor man får et kort efter at have købt en normal billet, hvorefter man kan gå i biografen for tre euro, hver dag indtil fredag - så det skal nok blive en god uge!

Den ældste har ferie nu, og hun forstår ikke rigtigt, at jeg ikke har ferie, så igår slæbte hun mig med ud og spille bold i en time fra klokken ni til ti, og hun var bare ikke til at få med hjem igen - også selvom jeg tydeligt udtrykte, at jeg skulle op klokken syv idag.

Idag fortsætter hun med ikke at forstå, at jeg altså også har nogle ting jeg gerne vil have, og skal have lavet - så det har nu taget mig en halv time ekstra om at skrive det her - og jeg har lige smidt hende ud af mit værelse, da hun stod og ventede på at jeg blev færdig, samtiddigt med, at hun brokkede sig over at hun er sulten - jeg kan ikke lave mad før jeg er færdig her, så nu skal jeg op og lave mad.

Meget irritation på kort tid

Hvilken dejlig dag, der skulle ødelægges af en træls aften - hvordan kan én mand irritere mig så meget på to timer, uden selv at være opmærksom på det?

Jeg tog om til Nina hele eftermiddagen, hvor vi solede os, slappede af og var meget, meget stille for ikke at vække den lille pige der sov i klapvognen. Senere handlede jeg ind og kørte den ældste til gymnastik.

Da jeg så kom hjem. Da jeg så kom hjem havde der været nogle at se på huset, så faren havde haft gang i støvsugeren og det hele, hvilket jeg var ret imponeret over. Desuden havde han gemt vasketøjet væk udenfor - fair nok tænkte jeg, og tog en løbetur inden jeg skulle hente børn igen.

Idag var den lille i børnehaven, som han nu er hver torsdag, og fra det øjeblik jeg gik ind ad døren sagde sekretæren, at hun havde forsøgt at få fat i os, da han havde tisset i bukserne. Det er ikke mit nummer der står på listen, så det er enten morens eller farens, og siden moren er i Paris, har hun nok haft rigeligt at se til. Så der stod jeg med et barn i lånte underbukser, og skulle hjem og skifte inden vi skulle hente den mellemste. Selvfølgeligt kunne faren ikke have den mindste siddende og se en dvd, så jeg ikke skulle tvinge ham ud i bilen igen, så jeg kørte afsted med en skrigende lille dreng og musikken godt skruet op.

Efter vi havde hentet den mellemste ville jeg lige tage vasketøjet ind, da jeg opdagede at der var et stativ der manglede. Faren havde, helt uden grund, valgt at flytte alt tøjet fra det største af stativerne over på den udendørs tørresnor, så jeg skulle nu også til at tage tøjet ned derfra og hænge det op indenfor igen. Selvfølgeligt er det ikke så slemt, men med en skrigende unge og allerede lidt for lidt tid til det, var det ikke sjovt. Den mindste ville heller ikke i bad, så der blev han bare placeret, og heldigvis begyndte han at synge sin skønsang - som sædvanligvis - efter kort tid.
I midlertidigt var jeg begyndt at forberede aftensmaden, og det tog sin tid for jeg var stadigvæk midt i det da den lille skulle spise. Da han spiste valgte han at hyle så meget, at faren kom op for at se hvad der skete.

Det han kom op til, var Malene der stod med sandwich og smør og hylende barn, hvor da han gik ind i køkkenet spurgte: "Malene, du er ikke begyndt at forberede maden endnu vel....", hvor jeg udmærket godt vidste hvad han ville sige. Selvfølgeligt tager han da pigerne med ud at spise pizza, så jeg står nu med otte croque monsieurs, og føler mig lidt irriteret over den dårlige timing - som altid.

Det er meget typisk for faren at være sådan liiidt uopmærksom på de fleste ting - selvom han kan være meget betænksom, når han altså vil...

Nå, men nu vil jeg gå op og spise to af croque monsieurs'erne, og ellers få det bedste ud af, at jeg er lidt alene her til aften - selvom jeg har lavet en masse unødvendigt arbejde her til aften.