La Fin

Så er den sidste dag med familien slut og familien er gået i seng for at stå tidligt op i nat for at tage på ferie. Malene lader de blive til på lørdag, helt alene i det stort set aflukkede og "døde" hus.

Dagen er gået alt for hurtigt - jeg nåede ikke engang at få strøget som jeg burde have gjort.

Ellers har dagen været skøn; som sædvanligvis blev jeg stresset over den ældste, stod håbløs med den mindste og blev talt grimt til af den mellemste. I eftermiddags var jeg ude at shoppe med den ældste, da der er sommer-udsalg. Jeg fik godt nok brugt nogle penge, og det samme gjorde den ældste. Eftersom jeg kender hendes fars reaktioner på hendes garderobe, stod jeg også for at skulle bedømme, om hun havde lov til at bruge penge på de ting hun skulle købe - dvs. om hun havde brug for det, om det så pænt ud og om det var ordentlig kvalitet. Overraskende nok fik hun rettet sig efter mine forslag: da der var en kjole som hun elskede, men som jeg syntes var rigtig grim, kom alle de hårde argumenter i brug, og til sidst vandt jeg på, at hun kunne bruge pengene på at købe en meget federe udgave i Paris. Det åd hun råt og fortsatte med sin søgen. Når det kommer til stil og look, så lytter hun.

Da vi kom hjem havde vi modeshow for moren, der slet ikke havde tid, men den ældste var ligeglad - meget sjovt faktisk. Senere hentede alle os piger den mindste ved dagplejemoren. Det var nemlig hans sidste dag ved hende - han havde slet ikke forstået, hvorfor alle de andres børn havde sagt farvel og givet ham kys. Dagplejemoren havde også givet ham ekstra mange kys hele dagen, hvortil han forvirret havde spurgt: "Jamen hvor skal du hen?". Han forstår slet ikke, at han ikke ser hende i lang tid, ligesom han heller ikke forstår, at han heller ikke kommer til at se mig i lang tid. Dagplejemoren var rørt til tårer da vi alle sammen kom, med en fin plakat med billeder af dem alle. Dengang pigerne var små gik de også ved hende, og det var endda før de havde aupair, så hun brugte rigtigt meget tid sammen med dem. Desuden har hun jo fulgt den lille siden han blev født, så hun var helt knust.
I morges da jeg afleverede den lille snakkede jeg også lidt med hende, hvor hun fortalte mig, at hun virkeligt havde været glad for "at arbejde sammen med mig", i den forstand at jeg altid er kommet i et fast tidsrum og altid har været til at kunne regne med. Det varmede meget; hun er så snaksalig og rar en dame der altid smiler og griner - alle dagplejmødre burde være som hende.

Til aften var alt et rod, den mindste gad mig ikke, han tissede i bukserne og råbte og skreg da jeg ville hjælpe ham af det våde tøj. Han har en vane med, ikke at ville på toilet, selvom man spørger da det er ret tydeligt når han skal, og så venter han til det er for sent. Han gjorde det igen inden han skulle i seng.
Ellers hyggede han sig med at klamre sig til mit ben (da det er vildt sjovt når jeg så går) imens jeg lavede aftensmad. Jeg satte en DVD på til ham, Barbapapa, som var det første vi så sammen, den første dag jeg var her - han er grunden til, at jeg nu er en kæmpe fan og det minder mig altid om ham.
Egentligt var det ikke så slemt at sige farvel til ham. Han forstod det ikke - men da jeg sad med ham på hjemturen fra dagplejemoren, kunne jeg ikke lade være med at knuge ham godt ind til mig og nød duften af baby rigtigt for en sidste gang. Det var underligt. Jeg har hele tiden (af en grund jeg ikke længere forstår) undgået at skrive børnenes navne her i bloggen, men nu kan det være ligemeget. Min lille dreng hedder Jules - og han er min Jules - det er meget sjovt, for en Jules er også et slangudtryk for en fyr, så det er meget sjovt.

Det blev sværere da jeg skulle sige farvel til den mellemste. Hun hedder Lola, et spansk navn faktisk, og hun er helt utroligt smuk og et matchende temperament. Jeg tror virkeligt at hun har haft brug for mig, brug for stabilitet og brug for en der hele tiden er der, uden at vide det rigtigt. Jeg har ikke været god nok til at lytte og snakke med hende, men jeg har gjort mit bedste - hun er den der har gjort det sværrest, men jeg ville ikke undvære hende for enhver pris. Hun er vant til ikke at få så meget opmærksomhed, da hendes søster tager det hele, så hun søger ofte den negative opmærksomhed. Dog når hun får sin opmærksomhed lyser hun op og når hun smiler kan man ikke andet end at blive glad. Da vi skulle sige farvel gik hun ned i sit nattøj til mig og sagde: "Au revoir Malène.", hvor jeg fik et kys. Der begyndte jeg at græde og løftede hende op og gav hende et ordentlig kram og masser af kys. Det var så underligt at holde hende og vide, hvor træls hun har været og hvor lidt jeg har taget mig sammen til at vise hende at jeg holder rigtigt meget af hende. Jeg fortalte hende, at jeg håbede at hun vidste at jeg elsker hende, og at jeg vil savne hende meget. Det er som at sige farvel til sit eget barn - eller ikke, men til en man ved der har brug for en.

Så var der den ældste som hedder Inès. Hun tager altid pis på mig, hvorefter hendes "ben, mais je blague!!" (jamen jeg laver jo sjooov!) altid følger den rigtigt dårlige joke. Jeg nåede til et punkt til sidst, hvor jeg ikke længere troede på, hvad hun sagde til mig når det var for langt ude. Enten er hun meget glad og snaksalig, eller også er hun dominerende og udgiver ordre som en dronning. Oftest er hun sød, og hun deler sit liv, sin hverdag og sine meninger konstant (og om og om igen) indtil man har fået nok. Udseendet er noget hun går meget op i - mange gange har det været svært at få hende i seng, fordi hun ikke kunne bestemme sig for, hvad hun ville have på dagen efter. Hun har det også med at overdrive når hun fortæller sine historier - hun har før gengivet ting jeg har oplevet sammen med hende, hvor det var for to år siden. Generelt en dejlig pige, der nyder opmærksomheden. Da jeg kom grædende hen til hende for at sige farvel, beroligede hun mig, sagde at det jo nok skal gå, vi ses jo i Paris og hun jokede og gav mig masser af kys og kram.

Til sidst var der forældrene. Moren, som hedder Valérie, fik fortalt mig hvor glade de havde været for mig og at hun vidste at det ikke havde været nemt for mig da familien havde været stresset over flytningen og alt der skulle på plads. Hun takkede mig mange gange for min hjælp i de sidste ni måneder og fortalte mig hvor sød, tålmodig og stærk jeg havde været. Efter mange bisous og kram gik hun også i seng. Faren, Antonin, gav mig først og fremmest alle instruktioner af aflåsning af huset (mange gange), hvortil han lavede en liste og så videre. Dernæst fik jeg også bisous og en stor tak for alt - og at de nok skulle lade være med at lave alt for meget larm i nat. "D'accord" svarede jeg smilende, og det var det.

Det er underligt. Ni måneder er ikke nok til at lære børn rigtigt, rigtigt at kende. Som jeg stod der var der ti tusinde ting jeg havde glemt at spørge om, ti tusinde øjeblikke jeg ikke havde haft med dem og mange, mange ting jeg ikke havde fortalt dem. Som jeg sidder her helt alene ville jeg ønske at jeg kunne løbe op og fortælle dem, endnu engang hvor dejlige de er og hvor meget jeg kommer til at savne dem. Selvom jeg da på sent som i eftermiddags har tænkt: jeg skal aldrig have børn!!, så er det nu anderledes når man lige pludseligt ikke har dem længere.