Ja, idag er der sket nok, til at jeg kan skrive endnu en blog - og så er det også lidt fordi jeg smutter på ferie med familien imorgen tidlig uden bærbaren.
Det har været den ældstes elleve års fødselsdag idag, så som tidligere nævnt, skulle Malene lave lagkagebunde helt selv. Det gik jeg i krig med, fandt en opskrift på nettet, og gik igang. Første problem: de ejer ikke en elpisker. Jeg piskede derved æggehvider stive i hånden. Det tog fyrre minutter før jeg gav op og slog mig til tåls med luftige æggehvider og to smadrede arme (og udsigten til at piske flødeskum senere). Andet problem: de tre bunde jeg fik lavet var tre cm høje hver - det resulterede jo så i, at jeg fik lavet en pinligt høj lagkage, der kun smagte af kagebunde - selvom det var nogle gode bunde.
Tredje problem: det tog to timer at lave den her kage, pga. det med håndkraften, hvilket satte mig bagud i min tidsplan.
Da jeg endeligt var færdig med kagen, fik jeg gjort rent, strøget skjorter og spist frokost, hvorefter dagens næste eventyr begyndte.
For Malene fór vild på vej til Val-Thoiry, et shoppingcenter hvor fødselsdagsgaven til fødselaren skulle købes. Til det skal der siges, at i Frankrig får man sine fødselsdagsgaver om aftenen inden eller efter aftensmaden - så jeg var ikke sent på den.
Jeg var kommet for sent ud af døren, igen kagens skyld, og forældrene* forsøgte at forklare mig vejen. Moren tegnede et kort og sagde, at det virkeligt var meget, meget nemt at finde, imens faren stak gps'en i hånden på mig, og sendte mig afsted.
Jeg fulgte frustreret gps'en, jeg var sent på den og havde allerede da knapt nok tid til at købe gaven inden jeg skulle hente pigerne ved ridning kl. fem. Gps'en førte mig midt ind i den lille by Thoiry, og der er der altså ikke noget som helst at komme efter.
Jeg ringede hjem til moren og hun sagde at jeg skulle prøve at køre lidt rundt, for jeg var lige i nærheden.
Jeg kørte rundt i en time.
Der er intet shoppingcenter nogle steder i nærheden af Thoiry. De har fjernet det, jeg er overbevist, for jeg ledte og ledte.
Til sidst gav jeg frustreret op, og hentede pigerne og den lille.
Da vi kom hjem brugte jeg en times tid på at lege med den lille, og han har været humøret de sidste par dage til at råbe, skrige og skælde ud hele til på alt og alle. Så da jeg bad ham, for den tyvende gang, om ikke at ødelægge sin Ice Age dvd og sagde meget alvorligt, at han skulle lytte til mig, råbte han af mig: "Tu est PAS gentille (du er IKKE sød) - tu est punie!" og gik ud af sit værelse og lukkede døren, så jeg sad der helt alene. Jeg forstod ikke den sidste del af sætningen, men hans mor hørte det og bad ham om at opføre sig ordentligt.
Jeg var helt forvirret, og spurgte hvad han havde sagt. Hun fortalte, at han mente jeg skulle straffes, og at han satte mig i skammekrogen. Jeg var helt paf, kiggede ud i luften og tænkte for mig selv: "Jeg er lige blevet sat i skammekrogen af en toårig."
Så da vi skulle spise var Malene helt og aldeles smadret. Faren valgte, på sin egen datters fødselsdag, at arbejde indtil klokken kvart over otte, så vi stod alle og trippede og ventede på ham for at fejre fødselaren sammen. Så puste vi lys ud på kagen, så den lille kunne være med inden han skulle i seng, og hun fik sine gaver - minus min, jeg må finde en løsning på det nu når vi skal på ferie. Derefter spiste vi aftensmad og spiste lagkagen til dessert.
Jeg tror at de godt kunne lide min kage, selvom den bare ikke var optimal, men jeg har også på fornemmelsen, at de først og fremmest spiste den fordi jeg havde brugt to timer på den.
Så nu er jeg verdens trætteste, danske aupairpige i Frankrig - nyder bare at lytte til Den Løse Kanon (podcast af mit yndlings radioprogram på P3) og vente på, at Mathias kommer på. Jeg har en fornemmelse af, at ferien bliver overvejende hård - hvis bare idag var sådan her hvad bringer imorgen så ikke?
*Forældrene arbejder jo hjemmefra
torsdag den 28. oktober 2010
onsdag den 27. oktober 2010
Ferie?
Jeg tror at ferien for børnene hernede burde kaldes overarbejde for deres aupairs, for de sidste tre dage har været ti gange hårdere end den sidste uge.
Ugen begyndte med, at jeg brugte en hel dag med de to piger, da deres aktiviteter først begyndte igår. Når jeg siger aktiviteter er det fordi det de går til laver aktivitetsdage i ferien. Det betød at jeg ikke fik meget tid til mig selv som, jeg først nu værdsætter rigtigt, at jeg har normaltvis. Der var hele tiden en af dem der råbte "Malene! Viens" og Malene løb derop for at opdage, at de ville vise mig de tegninger de havde lavet i stedet for de lektier de skulle have lavet.
Derudover fandt jeg ud af, at den ældstes fødselsdag er d. 28. OKTOBER og ikke d. 28. november, som jeg troede (havde misforstået moren, da hun fortalte mig fødselsdagene). Så jeg skulle til at finde lagkageopskrifter og kagecremeopskrifter på nettet (nej, man jeg ikke købe lagkagebunde eller kagecreme hernede, så det bliver hjemmelavet) - og jeg skal have købt en gave senere idag!
Igår blev ikke bedre af, at den mellemste skulle til sin aktivitet, fordi den ældste er faktisk den mest krævende af de to, og hende brugte jeg så dagen sammen med. Hun skulle repetere til sin eksamen i ridning, som er imorgen, så nu ved jeg utroligt meget om hestens anatomi. Det vil sige, at jeg faktisk har glemt det igen - det er utroligt alt det de skal vide, hun er 11 år (imorgen)!
Dog tog vi om eftermiddagen i biografen i Ferney-Voltaire, og det var rigtigt sjovt, selvom filmen ikke var så god (vi så "Arthur og minimøjserne 3"). Det sjove lå mere i, at snakke og hygge med den ældste, og pjatte lidt til trailerne, rigtig pigehygge.
Freden blev dog afbrudt, da vi skulle hente den mellemste og den ældste valgte at opføre sig som en rigtig storesøster (jeg kan kun sammenligne med min storebror, men det er noget alla det samme) ved at drille og irritere sin søster. Det endte med, at den mellemste var sur, den ældste var sur og at jeg var sur; ingen af dem ville lytte til mig, de grinte bare af mine grammatiske fejl når jeg bad dem om at stoppe.
Apropos grammatiske fejl - generelt har disse dage været hårde mod min franskselvtillid.
Den lille skulle i børnehaven (han har ikke en fast plads i børnehaven, så når der er nogle enkelte dage hvor der er en plads, får han den) igår, og da pædagogen spurgte mig hvornår han stod op, svarede den ældste, som var med, straks at jeg ikke forstår fransk. Nederlag, for jeg forstår jo bedre end jeg taler - men jeg fik svaret "à sept heures et demie" og hun forstod det.
Desuden er jeg begyndt at tale mere fransk i hjemmet, men det er svært at tale med forældrene på fransk, for hvis de ikke forstår hvad man siger lige hurtigt, så tør man næsten ikke gentage sæt nu det er forkert.
Men når man taler mere fransk, er der jo også flere fejl at lave; det er bare ti gange hårdere så - men det er måden at lære det på. Af sine fejl.
Og så her idag, da jeg kom hjem efter en hård morgen (hvor jeg nær havde sendt den lille afsted uden en ren ble på, og måtte indrømme overfor faren at jeg havde glemt det, og derefter måtte gøre det - pinligt), satte jeg mig grædefærdig her, og skrev den første linje af denne blog. Da åbnede den ældste døren, og spurgte hvad vi skulle lave. Jeg foreslog, at vi kunne lave kagecremen til hendes lagkage imorgen, og vi skyndte os op og lavede den sammen.
Lige pludseligt, som vi stod der og varmede mælk og piskede æg sammen, var alt ikke så slemt mere, og jeg tænkte: jeg har det egentligt meget godt, selvom det hele nogle gange føles som et stort kaos, hvor jeg kun kan gøre tingene forkert.
Der er ingen der har lovet mig, at det skulle være nemt altid - og sådan er det.
Ugen begyndte med, at jeg brugte en hel dag med de to piger, da deres aktiviteter først begyndte igår. Når jeg siger aktiviteter er det fordi det de går til laver aktivitetsdage i ferien. Det betød at jeg ikke fik meget tid til mig selv som, jeg først nu værdsætter rigtigt, at jeg har normaltvis. Der var hele tiden en af dem der råbte "Malene! Viens" og Malene løb derop for at opdage, at de ville vise mig de tegninger de havde lavet i stedet for de lektier de skulle have lavet.
Derudover fandt jeg ud af, at den ældstes fødselsdag er d. 28. OKTOBER og ikke d. 28. november, som jeg troede (havde misforstået moren, da hun fortalte mig fødselsdagene). Så jeg skulle til at finde lagkageopskrifter og kagecremeopskrifter på nettet (nej, man jeg ikke købe lagkagebunde eller kagecreme hernede, så det bliver hjemmelavet) - og jeg skal have købt en gave senere idag!
Igår blev ikke bedre af, at den mellemste skulle til sin aktivitet, fordi den ældste er faktisk den mest krævende af de to, og hende brugte jeg så dagen sammen med. Hun skulle repetere til sin eksamen i ridning, som er imorgen, så nu ved jeg utroligt meget om hestens anatomi. Det vil sige, at jeg faktisk har glemt det igen - det er utroligt alt det de skal vide, hun er 11 år (imorgen)!
Dog tog vi om eftermiddagen i biografen i Ferney-Voltaire, og det var rigtigt sjovt, selvom filmen ikke var så god (vi så "Arthur og minimøjserne 3"). Det sjove lå mere i, at snakke og hygge med den ældste, og pjatte lidt til trailerne, rigtig pigehygge.
Freden blev dog afbrudt, da vi skulle hente den mellemste og den ældste valgte at opføre sig som en rigtig storesøster (jeg kan kun sammenligne med min storebror, men det er noget alla det samme) ved at drille og irritere sin søster. Det endte med, at den mellemste var sur, den ældste var sur og at jeg var sur; ingen af dem ville lytte til mig, de grinte bare af mine grammatiske fejl når jeg bad dem om at stoppe.
Apropos grammatiske fejl - generelt har disse dage været hårde mod min franskselvtillid.
Den lille skulle i børnehaven (han har ikke en fast plads i børnehaven, så når der er nogle enkelte dage hvor der er en plads, får han den) igår, og da pædagogen spurgte mig hvornår han stod op, svarede den ældste, som var med, straks at jeg ikke forstår fransk. Nederlag, for jeg forstår jo bedre end jeg taler - men jeg fik svaret "à sept heures et demie" og hun forstod det.
Desuden er jeg begyndt at tale mere fransk i hjemmet, men det er svært at tale med forældrene på fransk, for hvis de ikke forstår hvad man siger lige hurtigt, så tør man næsten ikke gentage sæt nu det er forkert.
Men når man taler mere fransk, er der jo også flere fejl at lave; det er bare ti gange hårdere så - men det er måden at lære det på. Af sine fejl.
Og så her idag, da jeg kom hjem efter en hård morgen (hvor jeg nær havde sendt den lille afsted uden en ren ble på, og måtte indrømme overfor faren at jeg havde glemt det, og derefter måtte gøre det - pinligt), satte jeg mig grædefærdig her, og skrev den første linje af denne blog. Da åbnede den ældste døren, og spurgte hvad vi skulle lave. Jeg foreslog, at vi kunne lave kagecremen til hendes lagkage imorgen, og vi skyndte os op og lavede den sammen.
Lige pludseligt, som vi stod der og varmede mælk og piskede æg sammen, var alt ikke så slemt mere, og jeg tænkte: jeg har det egentligt meget godt, selvom det hele nogle gange føles som et stort kaos, hvor jeg kun kan gøre tingene forkert.
Der er ingen der har lovet mig, at det skulle være nemt altid - og sådan er det.
søndag den 24. oktober 2010
Testresultater
Jeg har vist nævnt før, at på det sidste har børnene "testet" mig, for at lære mig at kende og for at vide, om de kan stole på mig. Resultaterne af mit arbejde har så småt vist sig her i weekenden.
I formiddags, da jeg gik op til morgenmad, råbte den lille glædestrålende: "MALÈNE!!" - hvilket nok har været første gang, for igår formiddag løb han fx bare ovenpå da han så mig. Derudover, da han gik nedenunder til kontoret (der er lige ved siden af mit værelse) for at se Barbapapa (fransk tegnefilm for de små, han elsker det inderligt), fik han øje på mig, og satte sig på sin pude foran tv'et, rykkede sig til siden og bad mig om at se det sammen med ham. Jeg kunne knapt nok gå på toilettet uden, at han spurgte hvor jeg skulle hen.
- Jeg tror jeg vandt hans gunst, da han fik lov til at ae Bamseline* igår.
Pigerne har også været noget anderledes end de har været her den sidste uge. De har villet læse billedbøger med mig, vist mig nyt tøj og nye smykker, vist mig tegninger, bedt mig om at hjælpe dem med at finde deres kort-tid-efter mistede smykker og meget mere. Det giver lidt et signal om, at jeg nu nok er "okay".
Her til aften har jeg også spillet spil med dem, hvilket er svært, for som søskende jo er, så diskuterede de reglerne hele tiden. Så efter fem minutter med en diskussion om, hvorvidt hesten skulle flyttes foran eller efter forhindringen, var det som om det gik op for mig, hvor lang tid det spil ville tage.
- Men, vi spillede også Twister*, og jeg tabte (overraskende nok) ikke hver eneste gang, selvom jeg var oppe imod langt yngre modstandere, der ikke er nær så stive i leddene som jeg.
Det var faktisk rigtigt hyggeligt her til aften med dem, og jeg tror også at de synes det - de fik i hvert fald lært mig bedre at kende, for da de overfaldt mig og ville kilde mig opdagede de, hvor forfærdeligt kilden jeg er!
Jeg er meget glad for, at jeg er i en familie, hvor jeg ikke er "overflødig" i weekenden. Nogle aupairs ser forholdet til familien som en arbejdsforbindelse, og ikke på et personligt niveau - ofte fordi familien ikke har været åbne omkring det, så aupairen er i tvivl om hvad hun gør i "fritiden". Her har det været klart fra starten af; jeg må gøre lige præcist hvad jeg vil i min fritid, og hvis jeg har lyst til at tage del i familielivet i min fritid, er jeg altid velkommen - og jeg føler mig også velkommen!
Men nu i den kommende uge er der ferie for børnene, så det glæder jeg mig til; og især til på fredag, hvor vi piger (+ dreng) tager på tur til familien. Jeps, jeg tager med på ferie hos deres familie, som deres første aupair nogensinde til at gøre det - jeg tror det bliver godt!
*For jer der ikke kender Bamseline, er det en halvstor bamsebjørn jeg har haft siden... altid, og den er altså med hernede. I min familie er den berygtet, da jeg havde den med overalt, og fik mine bedstemødre til at strikke, hækle og sy uendelige mængder af tøj til den.
*Spillet gælder om at placere hænder og fødder rigtigt på en plastikdug med farvede felter.
I formiddags, da jeg gik op til morgenmad, råbte den lille glædestrålende: "MALÈNE!!" - hvilket nok har været første gang, for igår formiddag løb han fx bare ovenpå da han så mig. Derudover, da han gik nedenunder til kontoret (der er lige ved siden af mit værelse) for at se Barbapapa (fransk tegnefilm for de små, han elsker det inderligt), fik han øje på mig, og satte sig på sin pude foran tv'et, rykkede sig til siden og bad mig om at se det sammen med ham. Jeg kunne knapt nok gå på toilettet uden, at han spurgte hvor jeg skulle hen.
- Jeg tror jeg vandt hans gunst, da han fik lov til at ae Bamseline* igår.
Pigerne har også været noget anderledes end de har været her den sidste uge. De har villet læse billedbøger med mig, vist mig nyt tøj og nye smykker, vist mig tegninger, bedt mig om at hjælpe dem med at finde deres kort-tid-efter mistede smykker og meget mere. Det giver lidt et signal om, at jeg nu nok er "okay".
Her til aften har jeg også spillet spil med dem, hvilket er svært, for som søskende jo er, så diskuterede de reglerne hele tiden. Så efter fem minutter med en diskussion om, hvorvidt hesten skulle flyttes foran eller efter forhindringen, var det som om det gik op for mig, hvor lang tid det spil ville tage.
- Men, vi spillede også Twister*, og jeg tabte (overraskende nok) ikke hver eneste gang, selvom jeg var oppe imod langt yngre modstandere, der ikke er nær så stive i leddene som jeg.
Det var faktisk rigtigt hyggeligt her til aften med dem, og jeg tror også at de synes det - de fik i hvert fald lært mig bedre at kende, for da de overfaldt mig og ville kilde mig opdagede de, hvor forfærdeligt kilden jeg er!
Jeg er meget glad for, at jeg er i en familie, hvor jeg ikke er "overflødig" i weekenden. Nogle aupairs ser forholdet til familien som en arbejdsforbindelse, og ikke på et personligt niveau - ofte fordi familien ikke har været åbne omkring det, så aupairen er i tvivl om hvad hun gør i "fritiden". Her har det været klart fra starten af; jeg må gøre lige præcist hvad jeg vil i min fritid, og hvis jeg har lyst til at tage del i familielivet i min fritid, er jeg altid velkommen - og jeg føler mig også velkommen!
Men nu i den kommende uge er der ferie for børnene, så det glæder jeg mig til; og især til på fredag, hvor vi piger (+ dreng) tager på tur til familien. Jeps, jeg tager med på ferie hos deres familie, som deres første aupair nogensinde til at gøre det - jeg tror det bliver godt!
*For jer der ikke kender Bamseline, er det en halvstor bamsebjørn jeg har haft siden... altid, og den er altså med hernede. I min familie er den berygtet, da jeg havde den med overalt, og fik mine bedstemødre til at strikke, hækle og sy uendelige mængder af tøj til den.
*Spillet gælder om at placere hænder og fødder rigtigt på en plastikdug med farvede felter.
fredag den 22. oktober 2010
En to-årig erstatning?
Generelt bruger jeg meget tid sammen med den lille to-årige dreng, og efter tre uger sammen med ham, begynder man at lægge mærke til de mange små sjove ting.
Fx lærer han mig nye ord, på måder der er lidt alternative. Ordet "Attrapper" lærte jeg ved at han løb fra mig og ville have at jeg skulle fange ham imens han råbte: "tu m'attrappe!!!" - det tog mig en uge for at forstå meningen med det han sagde, og til sidst gik det op for mig, at "attrapper" betyder "at fange" - og jeg lærte det på den hårde måde, han er hurtig!!!
Selvom han skriger og hyler tit når han skal spise, er han god til at lade sig distrahere og så snart han sidder med "le Zebre Malpoli" glemmer han, at han "ikke kan lide" sin kartoffelmos.
- og ja, jeg må indrømme at jeg elsker to af hans små bøger: "le Zebre Malpoli" (den uhøflige zebra) og "le Papillion Prétentieux" (den prætinteøse sommerfugl). De handler begge om hvordan man IKKE skal opføre sig, så når han sidder og råber og skriger tager jeg "le Papillion Prétentieux" frem og siger, "se, sommerfuglen er ikke rar, ligesom dig lige nu," - fantastisk bog!
Generelt er han jo sød og dejlig, her den anden dag tog han mig i hånden helt selv, og der var ikke engang nogle biler - det var absolut skønt! I morges var han også super sød da jeg spurgte om jeg måtte få et lille farvel kys på kinden da jeg afleverede ham ved dagplejemoren. Han sagde først nej, men gik alligevel lidt tættere på. Jeg spurgte igen, og han rystede genert på hovedet, men gik tættere på. Til sidst tog han sutten ud af munden og gav mig et kæmpe smækkys på kinden og grinede genert imens han gemte ansigtet bag sin sutteklud (en klud hvor sutterne er bundet fast til).
Normalvis er han faktisk god nok til at kysse mig godnat og dets lige, men det er dog nødvendigt at tørre kinden af bagefter, for man bliver da godt nok savlet til - og nogle gange putter han bare tungen på kinden af en og slikker i stedet for - lækkert!!
Den eneste bivirkning ved alt det søde kysseri er, at jeg nu er blevet smittet med hans forkølelse en lille smule, men hvad kan man også gøre ved det, det er vel uundgåeligt.
MEN, jeg tror ikke heeelt at han er en komplet erstatning for min tyve-årige gut derhjemme; selvom jeg bliver kysset, holdt i hånden og skældt ud af min to-årige også. Jeg foretrækker nu at tilføje de atten år, det er bare ikke helt det samme; ingen kan erstatte Mathias, selv ikke en nuttet lille, to-årig, fransk dreng.
tirsdag den 19. oktober 2010
Strejke, børn og løjer
Jeg har efterhånden fundet ud af, at ingen dage er ens. Specielt var igår en underlig, underlig dag.
For tiden er der strejke her i Frankrig, intet nyt der, men alligevel er det en smule nyt for mig. Jeg er ikke vant til at kunne gå alle steder hen og alligevel høre om strejken; dagplejemoren, skolen og selv i skolen er det det eneste vi snakker om - og det har stået på i næsten en uge nu. Jeg vidste godt, at franskmændene har en vane med at strejke, men ikke at det kunne påvirke selv lille Malene i lille Cessy.
Igår ved frokost kom faren hjem, han arbejder hjemmefra, efter to timers lang på jagt efter benzin, da han skulle til Marseille idag. Hans humør var ikke ligefrem godt, da han "ganske seriøst" fortalte at han overvejede at hyre hitmen til at få det gjort af med de mennesker der gør det umuligt for den almindelige mand at tage på arbejde. "Folk mister deres job p.g.a. dem! - og dem der strejker gør det samme hvis de bliver ved," sagde han gentagende gange.
Selvfølgeligt har han ret, det er uretfærdigt, og jeg forstår det faktisk ikke; ikke fordi det interesserer mig, samfundsfag har aldrig været min stærke side, men jeg synes at udsigten til at skulle bruge bilen så lidt som jeg kan, er lidt irriterende - selvom jeg allerede gør det.
Heldigvis er der ikke strejke her, jeg arbejder "på livet løs" med mit "hårde" rengøring og de "aldrig afprøvende" børn.
Med "aldrig afprøvende" mener jeg, at de tror de kan løbe om hjørner med mig. Den lille er ikke så slem, han gør ikke noget for at afprøve mig, som på samme måde som sine søstre. Igår aftes troede de ikke at jeg forstod: "À neuf!" da de sagde det til hinanden lige inden de gik i seng klokken halv ni. "À neuf" betyder, stort set, "ses klokken ni", så klokken ni gik Malene ovenpå til værelserne, og hvem stod klar til at hoppe ind i sengen til sin søster og snyde Malene "som ikke forstår fransk"? - ja jeg havde regnet den ud, så som den mellemste stod med dynen om sig i døren kom hun med undskyldningen: "jamen jeg skal bare på toilettet" og hun smuttede derud.
Jeg sagde til dem, at de ikke skulle gøre det (de lyttede ikke og gjorde det alligevel), men jeg vidste samtidigt, at forældrene ville komme hjem kort tid efter og de ville opdage dem, så jeg ville ikke gøre mere ud af det.
I skolen er der fortiden mange tests og prøver og lignende, så pigerne bliver mere trætte, og derved fjollede og overtrætte om aftenen. Forståeligt nok, men det bliver bare sværere for mig.
I næste uge er der ferie for børnene, og moren tager de tre børn med til sin familie i midt Frankrig. Faren overvejer ikke at tage med, så i det tilfælde er jeg inviteret. Jeg overvejer at tage med; det kunne være sjovt, og jeg ville forbedre det franske markant; morens søster og mand taler nemlig IKKE engelsk. Nu må vi se hvad der sker.
Jeg vil smutte ovenpå og gøre rent.
søndag den 17. oktober 2010
Min anden weekend
Nu er min anden weekend hernede så småt ved at være ved sin ende, og den har bestemt ikke været kedelig.
Fredag tæller næsten ikke som en del af weekenden, for efter en lang dag med arbejde, har man mest lyst til bare at sove. Denne fradag var også noget anderledes end den første, da den ældste skulle til ridning, hvilket hun normalvis ikke skal om fredagen. Jeg er ikke så vant til heste, men da hun spurgte mig om jeg ville med ud i folden og fange ponyen, tænkte jeg: hvorfor ikke give det en chance. Dårlig beslutning. Ponyen var umulig at fange, jeg forstod ikke hvad jeg skulle gøre, og alle andre heste end lige præcis den vi skulle have fat i, flokkedes omkring mig. Heste har aldrig liiiige være min ting, så da fire heste havde omringet mig og puffede til mig med deres gigantiske hoveder og forsøgte at spise mit tøj, må jeg indrømme at jeg var en smule bange - det er virkeligt nogle store dyr!
Så ISÆR efter den oplevelse var der behov for en rolig fredag.
Lørdagen var en helt anden slags dag. Jeg havde ikke planlagt det store til om dagen, så jeg tullede rundt helt alene, da telefonen ringede. Det var en aupair, som jeg har kontakt til da hun er aupair ved en familie der er venner af min familie, og vi fik lavet en aftale om, at tage til Geneve på museum om eftermiddagen.
Det var meget hyggeligt, selvom Musée d'Art et Histoire ikke var specielt imponerende; der var for mange usammenhængende udstillinger til min smag - selvom jeg fandt en sølvske fra 1800-et-eller-andet af Georg Jensen ved sølvtøjsafdelingen, det var nu meget sjovt.
Jeg var hjemme derfra lidt i seks, og Nina hentede mig ved halvsyvtiden. Vi skulle om til hende for at gøre os klar til at tage i byen i Lausanne om aftenen, og jeg var ellevild da jeg kom om til hende* og fik aftensmad bestående af: KØD, kartofler og sovs! - det var noget af en verden til forskel fra dagens franske frokost bestående af: blodpølse, kartoffelmos og stegte æbler (det smagte faktisk godt, selvom det lyder utroligt).
Turen til Lausanne var lang (og dyr), men vi hyggede os nu meget.
Jeg mødte en veninde af Ninas hernede, en aupair fra tjekkiet, og vi tre havde det meget sjovt sammen hele aftenen.
Men så blev det jo søndag, og Nina kørte mig hjem, hjemmefra hende af ved tolvtiden, og derefter begyndte afslapningen hernede på værelset. Det kan altid bruges!
Som altid kunne jeg godt bruge noget mere weekend, men sådan er det jo ikke helt indrettet; jeg må bare vente til om en uge; så får jeg noget tid til mig igen.
*Hun bor ved en dansk familie
NB!: hvis der er nogen der har undret sig over, hvorfor der står at mine indlæg bliver lagt ud fx klokken fire om natten, så er det bloggen der er fuldkommen tosset, ikke mig der sidder oppe midt om natten.
Fredag tæller næsten ikke som en del af weekenden, for efter en lang dag med arbejde, har man mest lyst til bare at sove. Denne fradag var også noget anderledes end den første, da den ældste skulle til ridning, hvilket hun normalvis ikke skal om fredagen. Jeg er ikke så vant til heste, men da hun spurgte mig om jeg ville med ud i folden og fange ponyen, tænkte jeg: hvorfor ikke give det en chance. Dårlig beslutning. Ponyen var umulig at fange, jeg forstod ikke hvad jeg skulle gøre, og alle andre heste end lige præcis den vi skulle have fat i, flokkedes omkring mig. Heste har aldrig liiiige være min ting, så da fire heste havde omringet mig og puffede til mig med deres gigantiske hoveder og forsøgte at spise mit tøj, må jeg indrømme at jeg var en smule bange - det er virkeligt nogle store dyr!
Så ISÆR efter den oplevelse var der behov for en rolig fredag.
Lørdagen var en helt anden slags dag. Jeg havde ikke planlagt det store til om dagen, så jeg tullede rundt helt alene, da telefonen ringede. Det var en aupair, som jeg har kontakt til da hun er aupair ved en familie der er venner af min familie, og vi fik lavet en aftale om, at tage til Geneve på museum om eftermiddagen.
Det var meget hyggeligt, selvom Musée d'Art et Histoire ikke var specielt imponerende; der var for mange usammenhængende udstillinger til min smag - selvom jeg fandt en sølvske fra 1800-et-eller-andet af Georg Jensen ved sølvtøjsafdelingen, det var nu meget sjovt.
Jeg var hjemme derfra lidt i seks, og Nina hentede mig ved halvsyvtiden. Vi skulle om til hende for at gøre os klar til at tage i byen i Lausanne om aftenen, og jeg var ellevild da jeg kom om til hende* og fik aftensmad bestående af: KØD, kartofler og sovs! - det var noget af en verden til forskel fra dagens franske frokost bestående af: blodpølse, kartoffelmos og stegte æbler (det smagte faktisk godt, selvom det lyder utroligt).
Turen til Lausanne var lang (og dyr), men vi hyggede os nu meget.
Jeg mødte en veninde af Ninas hernede, en aupair fra tjekkiet, og vi tre havde det meget sjovt sammen hele aftenen.
Men så blev det jo søndag, og Nina kørte mig hjem, hjemmefra hende af ved tolvtiden, og derefter begyndte afslapningen hernede på værelset. Det kan altid bruges!
Som altid kunne jeg godt bruge noget mere weekend, men sådan er det jo ikke helt indrettet; jeg må bare vente til om en uge; så får jeg noget tid til mig igen.
*Hun bor ved en dansk familie
NB!: hvis der er nogen der har undret sig over, hvorfor der står at mine indlæg bliver lagt ud fx klokken fire om natten, så er det bloggen der er fuldkommen tosset, ikke mig der sidder oppe midt om natten.
torsdag den 14. oktober 2010
Når man er træt...
... er alt meget sværere! Det er efterhånden en af de vigtigste erfaringer jeg har gjort mig.
Nu her i begyndelsen, håber det kun er i begyndelsen, er jeg træt konstant p.g.a. alle de nye indtryk der kommer farende hele tiden. Selvom jeg ved det, er det stadigvæk svært at acceptere, når jeg ikke gør det godt nok - og det er sjældent at jeg føler at jeg gør. Det kræver nemlig meget at gøre sit bedste konstant, og når selv det fejler p.g.a. en hvis "træthed", så er det bittert, for jeg kan jo ikke gøre mere end det.
Dog er det ikke gået virkeligt galt endnu; selvom jeg har formået i denne uge at:
- Slå skår i en skål
- Gøre så den mindste faldt på noget hårdt i græsset så han nu har en rids i ansigtet
- Glemme at hente den ældste til gymnastik; hun ringede næsten en time efter jeg skulle have været der
- Sidde og kigge ud i luften i to timer, hvor jeg virkeligt ikke kunne forstå ret meget af, hvorfor vi snakkede om skraldemænd, kompostbunker og Nobels fredspris i tirsdagens fransktimer.
- Glemt at slukke radiatorene når jeg luftede ud (er efterhånden sket HVER dag)
- Og ret meget mere....
Disse ting har nu resulteret i, at moren har skrevet en liste over de ting jeg skal være opmærksom på. De fleste af disse ting er nævnt på listen. Hun er meget god til at gøre mig opmærksom på de ting jeg glemmer, hvilken ikke altid er en dårlig ting!
- Dog gav det mig lige et lille boost, da hun selv havde glemt sit pas her til morgen da vi stod i lufthavnen, jeg havde kørt hende, og hun skulle til Paris.
Ingen er perfekte, vi kan alle glemme det mest åbenlyse. En gang i mellem.
mandag den 11. oktober 2010
M(alene)
Det er sjovt, hvordan det pludseligt er svært at være alene. Jeg plejer at kunne lide det, og egentligt ikke have noget imod det, for jeg nyder bare freden.
Dog er det som om, at det er forkert når man er her. Det er et slags pres på én om, at man skal være aktiv og få et netværk af aupairs der bor i området. Det går også fint for mig; synes jeg, men familien er lidt bekymrede for mig, tror jeg. Den aupair jeg akut skulle afløse, var nemlig altid inde på værelset, og de er derfor konstant bange for, at jeg ikke har det godt.
Det skal lige siges, at det har jeg virkeligt! - jeg er bare en anden type pige end deres tidligere aupairs har været.
Jeg er nemlig ikke typen der kan lide at "have mange venner" og hele tiden tage kontakt til folk, for jeg kan ikke rigtigt se grunden til det. Jeg har det fint med at have få venner, men gode venner, ligesom hjemme i Danmark.
Situationen minder mig lidt om da jeg var lille og jeg ringede hver weekend rundt til alle pigerne fra min klasse, desperat efter at få en legeaftale. Jeg tror bare, at jeg er kommet over den fase med "legeaftaler" konstant; sådan er det.
Jeg er bare mig, på godt og ondt, og hvis det betyder at jeg ikke har lyst til at fise frem og tilbage fra Geneve, så er det sådan det er! - jeg kan godt se, at det er forkert bare at sidde inde på værelset, men jeg kan gå en tur. Jeg kan tage ud at shoppe. Jeg kan, hvis jeg vil, ringe til en af de utallige aupairs i området og lave en aftale. Selvfølgeligt, men i mit tempo, når jeg har lyst.
Sådan er det, og sådan er jeg, men derfor behøver det ikke at være nemt!
Dog er det som om, at det er forkert når man er her. Det er et slags pres på én om, at man skal være aktiv og få et netværk af aupairs der bor i området. Det går også fint for mig; synes jeg, men familien er lidt bekymrede for mig, tror jeg. Den aupair jeg akut skulle afløse, var nemlig altid inde på værelset, og de er derfor konstant bange for, at jeg ikke har det godt.
Det skal lige siges, at det har jeg virkeligt! - jeg er bare en anden type pige end deres tidligere aupairs har været.
Jeg er nemlig ikke typen der kan lide at "have mange venner" og hele tiden tage kontakt til folk, for jeg kan ikke rigtigt se grunden til det. Jeg har det fint med at have få venner, men gode venner, ligesom hjemme i Danmark.
Situationen minder mig lidt om da jeg var lille og jeg ringede hver weekend rundt til alle pigerne fra min klasse, desperat efter at få en legeaftale. Jeg tror bare, at jeg er kommet over den fase med "legeaftaler" konstant; sådan er det.
Jeg er bare mig, på godt og ondt, og hvis det betyder at jeg ikke har lyst til at fise frem og tilbage fra Geneve, så er det sådan det er! - jeg kan godt se, at det er forkert bare at sidde inde på værelset, men jeg kan gå en tur. Jeg kan tage ud at shoppe. Jeg kan, hvis jeg vil, ringe til en af de utallige aupairs i området og lave en aftale. Selvfølgeligt, men i mit tempo, når jeg har lyst.
Sådan er det, og sådan er jeg, men derfor behøver det ikke at være nemt!
torsdag den 7. oktober 2010
"Lille Peter Edderkop" - virker hver gang!
Åha, svær dag.
Især når en morgen begynder skidt, så bliver hele formiddagen for sig selv svær. Den lille ville ikke spise, så jeg endte op uden morgenmad og jeg var i forvejen træt fordi Nina* havde taget mig med til Nyon (Schweiz) igår aftes for, at vi kunne gå en lille tur og "se" byen - ja om aftenen hvor man kan se "rigtigt" meget. Så derved begyndte dagen svært.
Formiddagen gik med at tage bussen heeelt selv til Geneve for første gang. Billetautomaten åd mine penge, savner mine 70 cent, og jeg var meget forvirret, men jeg stod da af det rigtige sted. Måske mest fordi det var endestationen.
Jeg skulle mødes med aupairen ved min families bedste venner, Anna. Hun havde taget en af sine veninder, en aupair også, med, som jeg tror der hed Fransizka. Vi snakkede mest om hvad forskellen var på dansk og tysk (de er begge tyskere, og alle deres venner er også tyskere) og de syntes dansk lød meget sært; de kendte slet ikke andre danskere. Generelt var de meget søde, men man kan jo ikke sige om man kan lide en person efter kun to timer.
Da jeg skulle hente den lille ved sin barnepige var han sød og rar, men senere på aftenen da vi skulle hente den ældste ved gymnastik var han umulig. Jeg begyndte at synge "Lille Peter Edderkop" for ham, og den virkede faktisk - tak for det gode råd til Ida* og hendes mor. Det var meget sjovt at synge en dansk sang for ham, for han begynde faktisk at smile og lytte til den, selvom det nok var volapyk for ham.
Dog tror jeg at Lille Peter Edderkop var et dårligt valg fra min side, for da jeg kom ned på værelset her til aften var der en "lille" edderkop på mig væg - og når jeg siger "lille" mener jeg at jeg aldrig i mit liv har set en større edderkop end den!! - nu har en en edderkoppekop hernede permanent til at fange dem.
Måske hvis jeg havde valg "Se den lille kattekilling" ville en lille misser have ventet på mig? - jeg må prøve det imorgen!
*Nina er min veninde hjemmefra Struer, som jeg havde fransk med i de tre år i Gymnasiet. Hun er tilfældigvis også aupair her i området (dog i Schweiz) ved en dansk familie.
*Ida er min veninde fra Haderslev; hun arbejder som vikar i en børnehave.
Især når en morgen begynder skidt, så bliver hele formiddagen for sig selv svær. Den lille ville ikke spise, så jeg endte op uden morgenmad og jeg var i forvejen træt fordi Nina* havde taget mig med til Nyon (Schweiz) igår aftes for, at vi kunne gå en lille tur og "se" byen - ja om aftenen hvor man kan se "rigtigt" meget. Så derved begyndte dagen svært.
Formiddagen gik med at tage bussen heeelt selv til Geneve for første gang. Billetautomaten åd mine penge, savner mine 70 cent, og jeg var meget forvirret, men jeg stod da af det rigtige sted. Måske mest fordi det var endestationen.
Jeg skulle mødes med aupairen ved min families bedste venner, Anna. Hun havde taget en af sine veninder, en aupair også, med, som jeg tror der hed Fransizka. Vi snakkede mest om hvad forskellen var på dansk og tysk (de er begge tyskere, og alle deres venner er også tyskere) og de syntes dansk lød meget sært; de kendte slet ikke andre danskere. Generelt var de meget søde, men man kan jo ikke sige om man kan lide en person efter kun to timer.
Da jeg skulle hente den lille ved sin barnepige var han sød og rar, men senere på aftenen da vi skulle hente den ældste ved gymnastik var han umulig. Jeg begyndte at synge "Lille Peter Edderkop" for ham, og den virkede faktisk - tak for det gode råd til Ida* og hendes mor. Det var meget sjovt at synge en dansk sang for ham, for han begynde faktisk at smile og lytte til den, selvom det nok var volapyk for ham.
Dog tror jeg at Lille Peter Edderkop var et dårligt valg fra min side, for da jeg kom ned på værelset her til aften var der en "lille" edderkop på mig væg - og når jeg siger "lille" mener jeg at jeg aldrig i mit liv har set en større edderkop end den!! - nu har en en edderkoppekop hernede permanent til at fange dem.
Måske hvis jeg havde valg "Se den lille kattekilling" ville en lille misser have ventet på mig? - jeg må prøve det imorgen!
*Nina er min veninde hjemmefra Struer, som jeg havde fransk med i de tre år i Gymnasiet. Hun er tilfældigvis også aupair her i området (dog i Schweiz) ved en dansk familie.
*Ida er min veninde fra Haderslev; hun arbejder som vikar i en børnehave.
mandag den 4. oktober 2010
Og sådan begyndte hverdagen
Nu har jeg været her i tre dage (skulle lige tælle på fingrene, for jeg har ingen tidsfornemmelse) og i dag var den første hverdag.
Jeg er desværre lidt af en perfektionist og det spænder tit ben for mig, da jeg tænker mere i stedet for bare at gøre tingene. Stor fejl, for pludseligt står man alene med en to år gammel dreng og kan ikke huske hvilken rækkefølge han skal gøres klar i. Den eneste løsning er bare at gøre det, og så må man lære af sine fejl; forældrene tjekker lige i starten, hvis jeg har glemt noget og hvis jeg har, er det helt fint - man lærer jo af det.
Jeg er blevet introduceret til mange mennesker bare idag, så skolen, dagplejemoren og ja, ligegyldige mennesker på rådhuset, kender mig. Vi tog hen til den skole jeg skal gå på idag, for at få mig i den klasse. Der er fire levels; B2, B1, A2, A1; de snakkede bare hurtigt med mig, spurgte hvor godt jeg kunne fransk, hvor meget jeg kunne forstå osv. Jeg var lige ved at blive smidt ind på A1 holdet der allerede var igang; hvilket jeg slet ikke var forberedt på, så jeg blev noget nervøs. Heldigvis mente lærerinden ikke at jeg skulle starte der, så imorgen starter jeg på A2 holdet. Hvis det er enten for nemt kommer jeg et level op, hvis for svært, ned.
Jeg er blevet rådet til at læse fransk (blade, bøger, tegneserier) og se tv hernede, så jeg får det franske sprog ind nemmere.
Derfor begyndte jeg selvfølgeligt at se tv idag, da jeg havde lidt tid for mig selv. Faren kom hjem som jeg sad der, og han kiggede på skærmen. Efter lidt tid spurgte han om jeg sad og så tegnefilm, fordi jeg ville sætte mig ind i hvad den mindste så i tv. "Nej da!! Jeg elsker svampebob (Bob le sponge)!!!" svarede jeg med det største smil, og han grinte bare af mig. Hvad skal man ellers gøre når ens aupair ser børnetv?
Jeg spurgte til aften, da de fortalte pigerne at jeg så tegnefilm, om de kendte Flapjack (Mathias' og min yndlingstegnefilm derhjemme, som jeg også fandt på den franske udgave af Cartoon Network), og jeg blev meget skuffet over, at de ikke kendte den. Stor fejl!
Jeg er også begyndt at læse en tegneseriebog; de har en hel reol fyldt med tegneserier, så jeg er henrykt. Den jeg læser nu hedder "Blankets", og den er rigtig god og meget tyk (men det går hurtigt at læse).
Jeg er desværre lidt af en perfektionist og det spænder tit ben for mig, da jeg tænker mere i stedet for bare at gøre tingene. Stor fejl, for pludseligt står man alene med en to år gammel dreng og kan ikke huske hvilken rækkefølge han skal gøres klar i. Den eneste løsning er bare at gøre det, og så må man lære af sine fejl; forældrene tjekker lige i starten, hvis jeg har glemt noget og hvis jeg har, er det helt fint - man lærer jo af det.
Jeg er blevet introduceret til mange mennesker bare idag, så skolen, dagplejemoren og ja, ligegyldige mennesker på rådhuset, kender mig. Vi tog hen til den skole jeg skal gå på idag, for at få mig i den klasse. Der er fire levels; B2, B1, A2, A1; de snakkede bare hurtigt med mig, spurgte hvor godt jeg kunne fransk, hvor meget jeg kunne forstå osv. Jeg var lige ved at blive smidt ind på A1 holdet der allerede var igang; hvilket jeg slet ikke var forberedt på, så jeg blev noget nervøs. Heldigvis mente lærerinden ikke at jeg skulle starte der, så imorgen starter jeg på A2 holdet. Hvis det er enten for nemt kommer jeg et level op, hvis for svært, ned.
Jeg er blevet rådet til at læse fransk (blade, bøger, tegneserier) og se tv hernede, så jeg får det franske sprog ind nemmere.
Derfor begyndte jeg selvfølgeligt at se tv idag, da jeg havde lidt tid for mig selv. Faren kom hjem som jeg sad der, og han kiggede på skærmen. Efter lidt tid spurgte han om jeg sad og så tegnefilm, fordi jeg ville sætte mig ind i hvad den mindste så i tv. "Nej da!! Jeg elsker svampebob (Bob le sponge)!!!" svarede jeg med det største smil, og han grinte bare af mig. Hvad skal man ellers gøre når ens aupair ser børnetv?
Jeg spurgte til aften, da de fortalte pigerne at jeg så tegnefilm, om de kendte Flapjack (Mathias' og min yndlingstegnefilm derhjemme, som jeg også fandt på den franske udgave af Cartoon Network), og jeg blev meget skuffet over, at de ikke kendte den. Stor fejl!
Jeg er også begyndt at læse en tegneseriebog; de har en hel reol fyldt med tegneserier, så jeg er henrykt. Den jeg læser nu hedder "Blankets", og den er rigtig god og meget tyk (men det går hurtigt at læse).
lørdag den 2. oktober 2010
Hjælp, jeg er i Frankrig!!
Hvor skal man begynde? Jo, jeg sidder nu i Frankrig, 10 km fra Genève (Schweiz) på mit lille fine værelse, efter en noget lang dag.
Mor og far kørte mig herned, vi ankom kl et til frokost og de efterlod mig ved femtiden. Lige siden da, har jeg forsøgt ikke at virke alt for uforstående. Uden succes.
Den ældste pige på elleve år har hjulpet mig meget idag; børnene taler meget hurtigt, så de gentager meget hvad de siger, og for hver gang bliver det langsommere og langsommere og mere og mere simpelt. I ALLER sidste ende virker det, men efter så lang tid med det, føler man sig lidt småtræls. De er dog rigtig søde og overbærende; de er vant til at have aupair i huset, så de er forberedt på det.
En ting jeg ikke troede jeg ville savne kom (ikke) på bordet her til aften. Til aftensmad fik vi nemlig: kartoffelgratin, salat og brød. Malene kiggede i lang tid efter kød og sovs, men måtte til sidst opgive søgen. De forklarede, at de var ved at forsøge at spise lettere til aften end franskmænd normalt vis gør; de fik store øjne da jeg fortalte om de danske aftensmadvaner! Jeg spurgte flygtigt om det normalt var hvad de fik - og ja, men nogle gange er der lidt fisk til eller lign.
Bare vent til Malene skal lave mad og der kommer frikadeller og det hele på bordet; det skal nok blive godt!
Det var vist nok for nu, jeg er tilbage snarest med andre tanker og situationer.
Abonner på:
Opslag (Atom)