Ja, mine dilemmaer er løst nu, men det var en masse forvirring for mig i hvert fald!
Mandag morgen da jeg gik op i køkkenet lå kalenderen nemlig fremme, og det var dér det første dilemma begyndte. De havde lagt børnefødselsdagen for den mindste d. 11. juni, og afskedsfesteden (de flytter jo til Paris efter sommerferien) for pigerne d. 12. juni. Der gik Malene lidt i panik, for jeg vidste, at moren gerne ville have at jeg skulle hjælpe til børnefødselsdagen - og lige præcist dén weekend er der animationsfilm festival i Annecy. Det er noget jeg har planlagt i flere måneder og som jeg glæder mig rigtigt meget til, så jeg gik sådan og håbede, at der ville ske nogle ændringer.
Senere den formiddag spurgte faren mig, om moren havde sagt, at jeg er velkommen til at tage med dem til Correze fra onsdag (idag) til søndag. Det havde hun ikke, og jeg blev spurgt mandag to dage før afgang. Mit umiddelbare svar var: øøøh, lad mig lige tænke over det! - for jeg havde virkeligt ikke lyst.
Så mandag stod jeg der med de to ting. Min mor rådede mig til at tage med til Correze, selvom jeg virkeligt ikke havde lyst - turen indebærer nemlig kusinens communion (katolsk præ-konfirmation ritual), og en masse børn overalt, for ikke at snakke om over hundrede kindkys til en masse familiemedlemmer. Desuden havde jeg forberedt mig mentalt på nogle rolige dage, alene herhjemme.
Jeg var stadigvæk ikke overbevist, men da jeg så den mail moren havde sendt til mig omkring emnet, fik min dårlige samvittighed og min mors råd overbevist mig om, at det blev jeg nødt til. Moren havde nemlig skrevet, at det kunne være hyggeligt, hvis jeg tog med, og at det jo ikke er så lang tid tilbage. Det er jo sandt, tænkte jeg, og tog en dyb indånding og svarede, at jeg da gerne ville med.
Det andet dilemma løste sig samme aften - mange af den ældstes veninder kunne ikke komme d. 12., så hun snakkede ikke om andet hele aftenen end, at det skulle ændres til weekenden efter. På den måde kan den lilles fødselsdag rykkes til d. 12., hvor festvallen er slut. Så det var jo fint, for jeg skal og må med til den festival!!
Så nu skal jeg så til at pakke min taske, for at tage med til Correze. Den mellemste giver mig stadigvæk konstante problemer, fordi hun nægter at gøre alt hvad jeg siger, og det alene giver mig endnu mindre lyst til at tage afsted på en biltur på 6 timer sammen med dem. Igår sagde hun direkte, til hendes lærer, at jeg alligevel ikke laver noget, så hun behøvede ikke at hjælpe mig. I en situation hvor jeg havde en træt og pylret tre-årig på armen, og havde lige væltet en stol da jeg samlede hendes taske op, da hun ikke selv ville bære den. Desuden spillede hun Nintendo DS hele aftenen, og da klokken var ni, og hun skulle i seng, ville hun til at læse på hendes lektier. Jeg sagde nej, og fik flabede kommentarer. I morges kunne hun ikke stå op, og da klokken var halv otte, gik jeg op for at kigge til hende, for at finde hende liggende i sengen, lysvågen med korslagte arme, hvor hun ikke gad at stå op. Hun lod ikke engang som om hun sov, det var bare fordi hun ville provokere.
Det er ikke altid sjovt med hende den mellemste, og jeg kunne ærligt talt godt trænge til en pause; men på den anden side er der ikke lang tid til, at det hele er slut, så det bedste er jo nok at tage afsted. Hvem ved, måske vil det blive meget hyggeligt trods alt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar