En julet snedag

Det har været en af de bedste dage længe; næsten overhovedet.

Jeg stod op og var klar klokken syv til at vække den lille. Da jeg så så ud af vinduet på de tyve cm sne der var faldet over natten, gik det op for mig, at det nok kunne være en idé at skovle sne. Faren var ikke hjemme, så det ville med sikkerhed ikke blive gjort, og jeg havde en ekstra halv time, da pigerne allerede har ferie.

Så Malene tog fuld snedragt på, og begav sig udenfor. Efter den halve time i sneen, ville jeg så gerne ind igen. Der var bare ét problem. Jeg havde glemt den elektroniske nøgle til garagen i min normale jakke. Så stod jeg der. Alle andre sov, det var den første dag nogensinde hvor jeg havde glemt at åbne vinduet i mit værelse for at lufte ud, og jeg ville ikke vække hele huset; det var jo ferie.
Så i en halv times tid stod Malene og kastede snebolde på skodderne (eller efter skodderne, for jeg kunne ikke rigtigt ramme tre etager op) og råbte på moren efterfulgt af: "à l'aide...... s'il te plaîs..... il fait froid...."*. Efter tyve minutter blev kaldet mere og mere ynkeligt. Jeg var efterhånden blevet til en levende snemand, så da klokken blev otte valgte jeg at ringe på døren.
Det var den mellemste der lukkede mig ind; hun var helt forvirret, og da alle de andre også blev vækket af det fik jeg det forklaret rigtigt mange gange. Til morgenmaden sad vi alle så og grinte af, hvordan jeg havde formået at låse mig selv ude i sneen i en times tid, hvortil den lille slet ikke havde forstået det og udbrød vred: "Det er ikke noget at grine af!!" - hvortil vi måtte forklare ham at jo, det var det egentlig...

Dagen fortsatte roligt; den mindste blev hjemme, så jeg havde egentligt ryddet bilen for sne uden grund, og jeg kunne ikke komme til fransk pga sneen. Så vi blev indendørs; eller det vil sige børnene gjorde, for jeg havde sat mig for, at lave risengrød. Derfor smuttede Malene atter ud i sneen, efter sødmælk; jeg havde spurgt pigerne inden om de ville med, men jeg fik svaret: "Til fods?!" - så jeg fangede hentydningen til, at det var "nul" og tog selv, succesfuldt, afsted.

Til middag fik vi risengrød, og jeg har aldrig nogensinde lavet en risengrød, hvor jeg har rørt så lidt i den UDEN at den brændte på; absolut magisk, fransk, Ultra High Temperature mælk. Det var også ret sjovt at se franskmændene smide en smørklat i, blande godt for at det smelter sammen med grøden, for derefter at kigge mistænksomt på kanelsukkeret og tilføje salt i stedet. Jeg fik dog overtalt moren og den mellemste til at prøve med kanelsukkeret, og det var faktisk en succesoplevelse for dem - selvom jeg ikke kunne få omvendt den ældste til det.

Da den lille tog sin eftermiddagslur tog den mellemste og jeg ud og handle. Det viste sig ikke at være så let endda, da de er utroligt dårlige til at rydde vejene her i lille Cessy. Dog ankom vi til Carrefour og jeg har aldrig set et barn der greb så mange ting og spurgte: "Kan vi ikke købe det, please Malene?!" - men selvfølgeligt kunne vi da ikke det; det er ikke muligt at leve af slik, chokolade og gummiarmbånd.
Der kom så dog et problem med bilen, da vi skulle køre ind ad indkørslen igen var det helt umuligt; dog kom vi fri, og jeg gav mig til at skovle den så godt jeg nu kunne.

Dog var det ikke til meget nytte. Senere da jeg skulle hente den mellemste til judo sad jeg fast i snebunken lige udenfor indkørslen. Sneploven havde været der og plantet en rande af sne som jeg nu sad fast i. Efter et stykke tid løb jeg ind efter hjælp, men selv ikke moren kunne få den fri. Det endte med, at hun løb over til en af naboerne og spurgte, om det kunne lade sig gøre at få et lift. Det kunne det, og bilen holder stadigvæk derude; helt umulig at flytte.

Til aftensmad lavede vi burgere (med Mathias' mors fantastiske opskrift på burgerboller, som de er helt vilde med), med ris à l'amande til - og ja det er bekræftet, danskerne var fine på den, og valgte at give retten et fornemt fransk navn, som franskmændene aldrig nogensinde har hørt om - selvom de godt kan lide det!

Som alt i alt har jeg haft en masse julehygge idag; det er måske også noget af det, der har gjort det til en fantastisk dag, for generelt er julen ikke det samme hernede. Ja der er et juletræ, ja der er pyntet op med lys i gaderne, men der er ingen juletraditioner for mad som man spiser specielt i december (som risengrød) eller julekaldender i tv'et. Det er lidt trist, men så er det godt, at jeg hver dag får slik og julepynt i min julegavekalder; jeg takker mange gange Ida for det skønne julepynt ugen har budt på: elsker det!

Realitet er, at der ikke er længe til jul, og på onsdag smutter jeg hjem til lille Danmark og fejrer den med jer derhjemme; glæder mig allerede!

*Betyder: "Hjælp.... tak.... det er koldt..."

Sutter, DS og tête de linotte

Der er nogle ting, jeg bare aldrig har tænkt over, at jeg kunne hade så meget. 

Fx sutter. Mine børn skal aldrig bruge sut. Den mindste er to et halvt år, og dybt afhængig af sutter. Mit had for sutterne begyndte egentligt ført nu her, hvor han er begyndt at skrige konstant - for så skriger han konstant efter de sutter, og hvis der ikke er mindst tre, ja så har man et problem. 

Dagplejemoren har siden i fredags fjernet hans sutter omme hos hende, da han var ved at blive kvalt i den samme sut to gange på en dag. Når man er så stor, at man kan proppe en hel sut ind i munden, få den til at sidde fast og ikke kan skrige om hjælp, så er man for stor til sutter. Bare efter min mening. Ikke efter forældrenes, for selvom jeg fortalte det og dagplejemoren fortalte det, er sutterne der stadigvæk. Dagplejemoren har dog slet ingen problemer med det; den lille accepterer bare, at sutterne altså ikke er der. 

En anden ting jeg heller ikke forstår er Nintendo DS. Børn bliver jo afhængige af skidtet, for at være helt ærlig. Pigerne kan sidde i flere timer og spille det kedeligste manga* spil, der går ud på, at man er en pige, der går i skole og til dans og andre aktiviteter, som hun får point for, som hun kan få nye sæt tøj for. Hvad er det for noget?! - plus at jeg nu har haft den konstante temamelodi på hjernen siden i onsdags. 

Jeg vil gerne undskylde for de gange jeg selv har spillet gameboy som lille, stakkels, stakkels mine forældre. 

Men jeg var vel ikke meget bedre selv som barn, og hvis det var mine egne børn, så ville jeg nok også have et andet forhold til tingene. Jeg venter på den dag sutter og videospil ikke irriterer mig med at få børn. 

Dog vil jeg lige, i dette ikke så positive indlæg sige, at synes at det går langt bedre med sproget nu. Jeg er begyndt at lære forskellige begreber og talemåder, mest de samme, for man lærer jo dem ved at høre dem. 

Jeg har længe undret mig over, hvad det betød når den mellemste kaldte hendes søster for "menteuse" - hvilket er ofte. Da jeg begyndte at forstå mere, lagde jeg mærke til, at hun rettede hendes søster efter at have kaldt hende det. Så gik det en smule op for Malene, at "menteuse" betyder løgner... det var på den samme måde jeg fandt ud af, hvordan man siger "hold mund" og andre hyggelige ord. 

I sidste uge fortalte jeg hvordan moren fik kaldt mig distræt; det var med det franske begreb: "tête en l'air". Igår aftes spurgte faren mig, om jeg vidste hvad "tête de linotte" betød. Jeg gættede på noget med et hoved (tête) men ellers vidste jeg det ikke. Han var i tvivl om, hvordan han skulle forklare det, men kom frem til det engelske ord "daydreamer" - altså dagdrømmer... eller distræt. Dette var en udtalelse helt uafhængig af morens, så jeg må nok se i øjnene, at der måske er et eller andet om det - og jeg troede at jeg bare var dårlig til at lukke skabslåger!

Det er ikke helt nemt hele tiden, men den lille skriger faktisk ikke så meget mere, og han beder også frivilligt om et kram nu, så det går dejligt fremad. Pigerne har ikke rigtigt lyst til at gøre som jeg siger; idag smed jeg den mellemste ind på sit værelse, fordi hun ikke ville tage sin efterbehandling for den behandling for lus hun havde fået i sidste uge - pigen nægtede det direkte. Det gad hun bare ikke og Malene kunne ikke tvinge en ni-årig pige til at vaske sit hår. Hun gjorde det dog selv efter en halv times tid.

Jeg holder meget af børnene, hvilket også er grunden til, at jeg kan stå op og smile en hel dag, selvom der bliver smidt nej, nej og nej i hovedet på mig konstant. Man må jo bare finde sine metoder, så går det jo nok - håber jeg finder metoden til at få smidt sutterne ud uden et gigantisk opgør... må tiden vise sig.

*Japansk tegnestil.

Lysenes fest

Så har jeg også været på endnu en endagstur til en fransk by. Engang i november var det Annecy, nu tog vi en smut til Lyon i anledning af le Fête des Lumières (Lysenes fest).

Denne tur har lidt historie: den første dag jeg var her, forklarede moren mig de muligheder for oplevelser der var, og som de tidligere aupairpiger havde haft. Hun var meget opsat på, at jeg skulle finde nogle venner og tage til Lyon til Lysenes Fest. Fint, tænkte jeg, jeg har ingen venner, ved intet om det, jeg lader det ligge.
Da jeg så efter en måneds tid havde fået nogle veninder jeg havde lyst til at tage nogle steder hen sammen med, fandt jeg ud af, at de fleste af dem, egentligt allerede havde planer om det, så jeg lod det ligge.
På min fødselsdag, som tidligere nævnt, fik jeg en opsang i bilen om, hvorfor jeg ikke havde planlagt den tur endnu. Jeg nævnte det for min østrigske veninde, og hun havde samme problem med, at hendes familie bebrejdede hende for det samme, så vi gik igang med at undersøge sagen
ALT var optaget. Alle hostels, hoteller, endagstourbusser, alt. Vi opgav langsomt.
Fredag (den lige nu her inden weekenden) til fransk spurgte den østrigske mig så om, hvad jeg skulle lave om lørdagen. Jeg spurgte om vi skulle tage til Geneve, eller hvad vi skulle. "Vi skal til Lyon." siger hun stille og roligt; hun var lidt småsyg, så måden det blev sagt på, var egentligt ikke så glædesstrålende, men hun fik da forklaret, at hun kunne låne bilen, og at vi da kunne tage afsted kl. otte næste morgen. Super duper, så var vi jo afsted - så jeg vidste først at jeg skulle afsted dagen før.

Vi tog jo så afsted; mig, Doris (nu blev jeg træt af at skrive den østrigske pige) og Elisa (den finlandske pige). Det var fantastisk hyggeligt hele dagen, hvor vi shoppede ihærdigt efter julegaver. Det eneste problem var, at ingen af os nogensinde havde været i Lyon, og hvor er det liiiige shoppingområderne er? - kort sagt, så fik vi en lang gåtur ud af det!

Jeg fik købt to julegaver, men kunne godt have købt mange flere, da vi var inde i en fantastisk butikskæde der hedder Fnac. Jeg var overvældet. Tre etager med først elektronik, derefter DVD'er, musik og legetøj/børnebøger, og den sidste etage med kun bøger, bøger og bøger; og hver etage var jo enorm.
Wauw Malene var i himlen; jeg kunne have købt så mange gaver der til den hjemme i Danmark; der var kogebøger hvor der fulgte kageforme og crème brûlée-sæt og... så var det at det gik op for mig, at ingen ville kunne lave opskrifterne, da ingen derhjemme taler fransk, og det ville nok være lidt af en udfordring for min fars gymnasiefransk.
Så Malene forlod, med længsel i øjnene, Fnac med en børnebog til den mindste i julegave, Barbapapa holder altid!

Da aftenen begyndte at falde på, måtte Elisa desværre forlade os, hun skulle babysitte om aftenen, så der var ingen vej udenom - staklen fik altså ikke oplevet lysene.

Lysene var overalt. Hver gade, alle de store bygninger alt. Doris havde fået printet en kort ud, over centrum, hvor alle de store installationer var placeret, så vi gik imellem dem hele aftenen.
Det var den ene store bygning efter den anden, hvor det simpelthen var kunst i form af bevægende billeder af lys, der blev præsenteret. Det var imponerende.

På teatret var der sat en installation op, hvor der blev leget med bygningens perspektiv; dvs at alle linjer på bygningen var tegnet op med lys, og at lysene så skiftede perspektiv, så det gav en illusion af, at det var bygningen der rent faktisk bevægede sig.

I vores søgen på den næste oplevelse, gik vi tilfældigt forbi en dør, hvor der var lys.  Jeg trak Doris med derind, og først da opdagede jeg, at det var en kirke; jeg havde simpelthen ikke set på bygningen inden. Der var mange mennesker derinde og et kor sang julesalmer, hvorimellem en ung troende fra koret stillede sig op og sagde fx: "Gud er iblandt os, lige nu!" og så sang de igen. Meget katolsk; man kunne endda komme ind og få sig en snak med en præst, hvilket da så meget hyggeligt ud; der var "desværre" fuldt optaget, så tog ikke lige chancen!

Da vi, efter at have fået varmen igen, gik ud, opdagede vi, at selve facaden af kirken var en lysinstallation. Så vi fik da mast os igennem mændgen og set det også.
Der var også springvand og statuer, hvor lysene var imponerende! - Der var virkeligt historier der blev fortalt, og det kan ikke helt beskrives, så her lader jeg bare filmen tale for sig selv; jeg kan bare slå fast, at vi stod der og så det igennem i hvert fald to gange for hver, andet kunne man ikke lade være med.

Undskyld, filmen ligger desværre på siden, drej hovederne!

Dagen var skøn; vi var trætte og udmattede på vejen hjem i bilen, og Doris var panikslagen hver gang hun så en refleks eller et blinkende lys i siden af motorvejen, hun ikke var vant til; men nej, man kan ikke vende om midt på en motorvej.

Lys kan egentligt ikke beskrives, har jeg lige erfaret mig. Det er noget så utroligt visuelt, at man ikke kan andet end at måbe og gemme det på nethinden, og håbe at det aldrig forsvinder.
Jeg ved i hvert fald, at jeg vil blive skuffet, hvis jeg nogensinde tager til Lyon igen, på en helt almindelig dag, hvor de imponerende lys, og den glade menneskemængde ikke er der.


PS. Jeg har nu, efter held med at have købt papkasser, fået sendt pakker til Mormor og Morfar og Anne; det blev gjort i fredags. Jeg har ikke ændret i hvad der står i brevene, så ja, håber I alle havde en god dag på diverse fødselsdage! - jeg har nu problemer med at få afsendt mit svar på det dejlige julebrev fra Monica... jeg er på sagen! - der er en postmand i Gex, der sætter en stopper for mig konstant...

Ikke mere sne

Så var den halve meter sne da væk, og vi står tilbage hernede med solskinsdage og op til 10 grader; det er jo næsten blevet forår!

Jeg vil gerne begynde med en masse tillykker:
- Tillykke med fødselsdagen til farfar, jeg håber at I begge ankom godt til Sydney og at I rigtigt får fejret dagen dernedenunder i varmen!
- Tilykke med fødselsdagen til momor imorgen; jeg ville havde sendt et brev i foregårs, men jeg havde en mindre diskussion med manden ved posten; det bliver sendt imorgen - jeg undskylder meget! Hav en dejlig dag!
- Dertil også undskyld til Anne, da jeg på samme dag også mislykkedes at sende din fødselsdagshilsen til på søndag! - bliver også sendt imorgen!

Generelt hernede er jeglidt begyndte at tælle dagene ned til d. 22., og derfor bliver de næste to uger nok ikke helt sjove.
Jeg oplevede et mindre nederlag, da jeg kom hjem fra fransk i tirsdags, hvor moren udenvidere spurgte mig hvorfor jeg var så distræt. Jeg vidste ikke liiige hvad jeg skulle svare til det, for jeg synes nu, at jeg gør alt hvad jeg kan for at være koncentreret og for at gøre tingene så godt jeg kan.
Det førte så til en længere samtale, hvor det gik op for mig, at hun altså havde det indtryk af mig, som værende distræt og ukoncentreret. Dette var baseret på:
- den bule jeg havde lavet i bilen
- den ene gang jeg glemte at hente den ældste ved gymnastik (siden har jeg fundet ud af, at hun foretrækker, at blive hentet den time senere, og det er faktisk det tidspunkt jeg henter hende på nu)
- de gange jeg glemmer at lukke dørene til trappen, hvilket hun og jeg er de eneste der gør i huset.

Personligt, forstår jeg hende da; hun er en mor. Faren siger aldrig noget til mig på den måde; igår og imorges var det et kaos, og han blev stadigvæk ikke sur på mig, men bad i stedet pigerne om, ikke at lade mig gøre det hele. Så det er helt klart fordi hun i sit hoved får blæst tingene ud af proportioner - men det er da ikke ensbetydende med, at de er ligemeget for mig. Jeg vil da gøre mit bedste for, at hun kan se, at jeg gerne vil arbejde med min "distræte adfærd".

Dog bliver jeg nødt til at sige til mig selv, hvordan realiteten er: jeg kører koncentreret sammen med børnene; jeg har ikke glemt nogen siden; og alle laver små fejl, men jeg bliver nødt til at holde mine på et minimum.
Jeg kan ikke gøre det bedre end det.

Selvom det er hårdt at vide, at moren er stresset hver gang jeg kører med børnene, og krydser fingre for, at jeg er koncentreret. Jep, det valgte hun at fortælle mig; nu er jeg slet ikke nervøs for at køre børnene mere.

Det var ikke den nemmeste samtale at have med hende, men jeg tror nu, at det var meget godt at have den - selvom jeg nu endnu mere bare har lyst til at komme hjem og slappe lidt af. Ferie er veltrængt nu - den lille er begyndt at skrige som aldrig før og han kan gøre alt til et slåvåben - selv en DVD-æske. Og hvem er så den onde, når hun tager hans utallige våben fra ham og han skriger som en i helvede? - åh hvor skal der gå lang tid før jeg skal have børn!

Weekend med les copines

Weekenden har været fantastisk hyggelig, da jeg har tilbragt den sammen med de andre aupairpiger. En østrigsk pige havde huset for sig selv, da hendes familie var på ferie, så hun havde fået lov til at invitere os piger på besøg.

Vi begyndte lørdag med at tage til julemarked i Ferney, men da det ikke ligefrem var imponerende (det bestod af et lille telt med ufatteligt få boder) tog vi tidligt om til den østrigske pige, hvor vi begyndte at lave frokost. Vi havde købt ind til at kunne lave noget fra hver vores land, og det var tyskerne der begyndte med frokosten.
Vi var fem, og tre af os var tyskere/østriger(samme kultur, sammen madvaner), så de lavede (hold fast) Käsespätzle med varm kartoffelsalat og tomatsuppe til. Käsespätzle er sådan set bare pasta i små, halvlange dråbeformede klumper, men de smagte rigtigt godt.
Efter vi havde spist begyndte vi at lege en leg, hvor vi skrev en masse ord og vendinger ned på små stykker papir, hvor vi så i hold skulle enten forklare, lave fagter eller tegne ordene; lidt alla tegn og gæt/gæt og grimasser. Det var så sjovt, da vi jo alle sammen ikke taler helt fejlfrit fransk, og derfor var det en god øvelse i sproget også; plus at vi fik nogle gode grin med på vejen da "Paris" er meget svær at forklare med fagter.

Om fredagen havde jeg forberedt brunkagedej efter farmors opskrift, så jeg havde taget en af rullerne med så vi kunne bage lidt brunkager til os allesammen lørdag eftermiddag. Vi var alle som små piger da vi prikkede de små kager ud, lagde dem på pladen og sad foran ovnen i de 8-10 min de bagte. De blev virkeligt gode, jeg glæder mig til at bage resten her i december!

Til aftensmaden gik vi skandinaviser igang; der skulle risengrød på bordet! Vi to der ikke er tysktalende er dansker og finlænder, og jeg fandt ud af, at risengrød spises som morgenmad i Finland i Julen; så vi stod begge salige omkring gryden og rørte konstant med følelsen af jul i maverne.
Risengrøden blev formidabel, og selvom der var til nok syv personer åd vi alle til der ikke var mere.... dvs at jeg og finlænderen spiste dobbelt så meget som de andre. Så blev det rigtigt december!

Om aftenen så vi film og spiste brunkager, og hyggede generelt, til vi gik i seng. Dagen efter fortsatte vi med at spise morgenmad (dog uden landetema) og derefter gik de andre til julemarked i Cessy, da jeg havde hovedpine lagde jeg mig på sofaen i den halvanden times tid de var afsted. Bagefter lavede vi frokost og forholdte os roligt resten af eftermiddagen.

Det var sådan set min weekend; da jeg kom hjem havde pigerne pyntet op til jul i hele huset, og den mindste havde været ude og så på ski med faren, helt selv for første gang - skønt at komme hjem til piger der viser og viser dekorationer og en lille dreng der fortæller om, hvor sjovt det var at stå på ski, selvom han faldt.

Mere og mere sne

Ja, det er sandt; sneen bliver ved med at falde, og jeg mener ikke juleøllen!
Igår var det så slemt, at jeg kan vise før og efter billeder her i bloggen, som igen er taget ud af mit vindue, hhv igår morges og i morges. Det sneede HELE dagen igår.

Selvom det ikke lige ses, så sner det på dette billede!

Dagen inden havde moren sagt, at alt var aflyst: skole, busser, lufthavnen, det hele. Hun havde ret; jeg stod op, kiggede ud af vinduet, hvor sneen faldt. Jeg spiste morgenmad og vækkede børnene, og sneen faldt stadig. Jeg fortsatte hele min dag imens sneen faldt; og ja, hele dagen med børnene i huset, og forældrene arbejdende febrilsk, da de begge skulle have taget flyet til hhv Paris og London. Det var et totalt kaos.

nu kan man ikke lige så godt se, hvor meget der egentligt er, men det er meget
Desuden har vi leget i sneen, så der er fodspor overalt!

Jeg kunne ikke lege med pigerne, for den lille kunne ikke finde ud af, at spille spil, tegne stille og roligt, eller noget som helst. Så pigerne kedede sig, den mindste er småfokølet for tiden, så han skreg konstant (selv når han bad om et stykke legetøj skreg han) og jeg fik hurtigt ondt i hovedet. Så da sneen var faldet så meget, at træerne skulle rystes for, at grenene ikke knækkede, sendte jeg børnene derud for at gøre det, imens jeg selv tog en halv time på øjet.
Efter maden sov den lille og vi andre lavede julestjerner, som pigerne ikke havde tålmodigheden til, selvom det er noget af det nemmeste i verden (når man lige har fået fat i det).
Resten af dagen gik med at hente brød til fods ved bageren i Cessy, prøve på at lave en snemand (men sneen er ikke den rigtige slags og ellers få mere hovedpine af de uendelige klagesskrig fra den lille.

Så Malene var træt efter den dag.

Sneen danner generelt en hel del problemer og uvished her. Forældrene vil ikke have, at jeg kører i sneen. Tror jeg. De har nemlig ikke gidet at fortælle mig det; de siger bare hver morgen: jeg afleverer børnene. Okay, siger Malene og tager alt hendes overtøj af igen.
I morges fik jeg at vide, at jeg skulle varme 307'ern (bilen) op af moren. Dertil faren sagde: "jeg tager Espace'n (den anden bil)". Så sagde moren igen, at jeg skulle varme bilen op. Faren sagde: "jeg afleverer børnene". Moren sagde okay, og jeg udbrød: "Hvilken bil skal jeg varme op?!". Sådan er det lidt hele tiden. Jeg skal gætte mig til meget, for det ligger implicit, hvad jeg skal gøre. Det er ikke altid sjovt, især ikke når man er blevet smittet af den lille (sådan går det når han mener han skal slikke en på kinden), og egentligt er ret træt konstant.

Men december er dejlig, jeg står op til min fantastiske pakkekaldender fra Ida, skraber derefter min skrabejulekalender og så går jeg op og tænder kaldenderlyset imens jeg spiser morgenmad; kan det blive meget bedre?

Et uforståeligt regnestykke

Nu har jeg lige spist og over maden fik jeg en åbenbaring jeg længe har ligget inde med: Jeg foretrækker det danske skolesystem til enhver tid.

I Frankrig er der tre "trin" i skolesystemet: "L'ecole" - skolen for de 3-10 årige, "le Collège" - for de 10 - 14 årige og "le Lycée" - det der svarer til gymnasiet/high school, hvor man ender op med sin bac (= studentereksamen). Det er der sådan set ikke så meget galt med, bortset fra det faktum, at børnene begynder i skolen fra de er tre år, og tilmed er i skole til klokken halv fem om eftermiddagen (dog bortset fra onsdag, hvor de er hjemme). Det vil sige, medmindre de er til "études" - hvilket er halvanden time efter skole, hvor der er tid til at lave lektier eller lege med de andre børn; jeg tror ikke at alle skoler tilbyder dette.

Det vil sige, at jeg henter de to piger, på elleve og ni år, hver dag klokken seks om aftenen. Når de så kommer hjem og spiser aftensmad, bliver de spurgt hvordan det er gået i skolen. Det er der sådan set ikke noget galt i, bortset fra, at de så bliver udspurgt om deres karakterer. Ja, karakterer. Da jeg var elleve år, fik jeg måske en glad smiley, hvis jeg havde lavet et godt stykke arbejde. Her får de, hvis de har lavet hhv. et godt eller dårligt stykke arbejde, et bonus eller et minus i karakterbogen, som så skal skrives under af forældrene. Derudover er der konstant tests, som de får reelle karakterer for.

Her begynder min undren. Her til aften havde den ældste fået sin matematikkarakter, hvor hun var blevet nr. nitten ud af tredive i sin klasse. Det førte til en diskussion på nu over en time (den er ikke afsluttet endnu), hvor faren sagde, at det simpelthen ikke er godt nok. Hun forklarede, at hun kun havde fået tre point færre korrekt end nr. et, og at hun generelt klarer sig godt i matematik. Generelt er åbenbart et vidt begreb, så hun blev sendt op efter alle de matematikkarakterer hun har fået. Nu sidder de stadigvæk inde på kontoret og regner gennemsnittet ud.

Dét forstår jeg simpelthen ikke. Hun er elleve år. Hun er kun et barn; børn skal ikke være under konstant pres fra hverken skolesystemet eller deres forældre, om karakterer. Det er ikke sjovt at lære, hvis der er sådan et pres på en og jeg kunne nemt forestille mig at nogle børn ville reagere negativt på sådan en kraftig vurdering i sådan en ung alder. Jeg har selvfølgeligt hverken tabeller over franske skolebørns kompetencer eller kurver over, hvordan niveauet er i forhold til i Danmark, men det kan bare ikke være rigtigt.

Det er jo heller ikke fordi det kun er den ældste der får karakterer på den måde; nej det gør den mellemste da også. Dog går hun "kun" i Ecole, og "kun" er begrundet med, at i Collège sætter de lektieniveauet væsentligt op. Moren fortalte mig om, hvordan en af hendes veninders døtre, der har en storesøster i Collège simpelthen havde mareridt om natten om, at hun blev smidt ud af hendes forældre fordi hun fik dårlige karakterer - fordi hun havde se,t hvordan hendes søster knoklede med skolearbejdet. Det er ikke helt retfærdigt efter min mening, at en pige der ikke engang er begyndt at få lektiestormen over sig allerede to år inden, er bange for den.

Hvis regeringen, eller nogen kommende regering, i Danmark nogensinde får indført karakterer i de små klasser, så gider jeg ikke engang overveje, ikke fordi jeg gør det, at sætte mine børn i folkeskolen.
Jeg har selv gået på Friskole, der netop er modsætningen til dette franske vanvid; idéen er netop i Friskolen, at børn er forskellige individer, der ikke kan hjælpes ved at blive klistret et tal på.
Vores skoleleder viste os engang en tegning af en masse forskellige dyr der skulle løbe væddeløb op imod hinanden. Alle dyrene havde forskellige egenskaber og derfor var der ingen retfærdighed overfor dem, der ikke havde evnerne til at løbe ligeså hurtigt som de andre. Jeg har aldrig helt forstået tegningen indtil nu.

Der var der lige lidt at tænke over til os danskere; vi har det nu meget godt, selvom vi er gode til at brokke os.

Sne

Det her bliver lige et indlæg om lidt af hvert af sjove små ting fra den foreløbige weekend

Først og fremmest er det at kunne sove længe utroligt dejligt, men ikke så dejligt når man bliver vækket af meget højt Lady Gaga indefra kontoret. Jeg var lidt små forvirret, men prøvede da forgæves at sove videre. Da jeg ti minutter senere stod op og slog skodderne fra, mødte dette syn mig:

Ja det sneede, og det havde det gjort lige siden aftenen før; det kan man da kun blive i godt humør af! - og i endnu bedre humør blev jeg da, da jeg så, at det var faren der sad inde på kontoret, og ikke den ældste af børnene som jeg havde troet. Det viste sig, at han samlede en playliste til den ældstes fødselsdagsfest for pigerne fra hendes klasse, men det var sjovt alligevel.

Jeg var blevet "hyret" idag til at underholde den lille når de fjorten elleveårige piger kom, så jeg hold mig hjemme idag. Dog blev mine opgaver så meget andet synes jeg. Jeg tog billeder løbende og stod klar med kage og diverse hyggeopgaver; det eneste jeg lavede med den lille var at hoppe ud i en times tid i den dejlige sne, sammen med den mellemste også. Vi smed med sne og forsøgte at lave snemænd, selvom sneen ikke var af den rigtige kvalitet til det, og udover det, ødelagde den lille snebolden hver gang vi begyndte at trille den.

Det er sjovt med ham, for han er en rigtig sød og dejlig dreng, men han er bare inde i en utroligt underlig periode; da hans hænder blev kolde (det gør de når man tager sine luffer af) begynde han at hyle og skrige og han ville da slet ikke have lufferne på igen. Fra det ene øjeblik til det andet, går han fra at være glad til at være helt hysterisk. Håber stadigvæk at det snart vender... meget snart.

Ellers går det jo meget godt; i skolen er jeg blevet til en lille joke, fordi jeg har fået en vane, at tegne i mit hæfte når der ikke lige sker noget spændende som jeg skal følge med i (en vane jeg jo aldrig før har haft). Det har nu resulteret i, at læreren fik joket med, at hun da vidste hvornår hun skiftede emne til noget uinteressant; hun skulle bare se efter, hvornår jeg begyndte at tegne. Alle grinte og gav hende ret og jeg grinte også selv lidt forlegent og fik mumlet noget med, at det bare var for at kunne koncentrere mig bedre. Så derefter var det jo lidt svært at begynde at tegne videre på den påbegyndte tegning, for hver gang jeg gjorde det, begyndte de at grine... Vi har det nu meget hyggeligt i de to timer tirsdag og fredag morgen; vi er lidt nogle originaler alle sammen.

I forbindelse med skolen vil jeg også lige give meldingen om, at jeg nu er nået til et nyt niveau med mit franske; jeg kan agere tolk i supermarkedet. I går i køen ved kassen var damen før mig, så uheldig at ødelægge en flaske vin. Kassedamen sagde, at hun kunne gå op og hente en ny, men damen forstod det ikke og spurgte om hun talte engelsk. Som enhver anden franskmand svarede kassedamen ikke engang på det. Der var det jo lige jeg trådte til og fik oversat den, nu-egentligt-ikke-så-komplicerede sætning til damen. Succeshistorie må man da lige sige.

Så man kan jo sige, at alt ligefrem går godt. Lige en lille hilsen til min storebror, der flittigt læser med; nej, familien har ikke opdage google translate (jf. mit sidste indlæg). Jeg skrev det simpelthen fordi jeg havde lyst til at skrive, at familien ikke er så slem som jeg måske får det til at lyde som om. Nu er det på plads.

Nu sidder jeg jo som sagt her i vintervejret, som faktisk kommer tidligt i år siger de, og kommer rigtigt i julestemning; godt jeg skal pakke adventgave op imorgen, og skrabe julekalenderfelt; så bliver det da ikke bedre!

Vinteren nærmer sig

Det er rigtigt begyndt at blive vinter hernede nu; der lå frostsne overalt i morges, og bjergene er blevet langt hvidere end de allerede var. Som alle ved, medfører vinter kulde og kulde medfører en træt lille Malene, som går tidligt i seng og vågner op, ligeså træt som da hun gik i seng.
Selvom jeg har været konstant træt, er denne uge gået rigtigt hurtigt; måske fordi der ikke er sket det store.

Det eneste helt fantastiske der er sket, var natten mellem tirsdag og onsdag, hvor jeg var inde sammen med pigerne og se Harry Potter et les Regliques de Mort, part 1 - langt om længe, alle derhjemme har jo allerede set den (og tak til Ida og Far for at have fortalt om slutningen, det var skønt....)
Det var en SÅ god film,  og selvom den var på fransk forstod jeg det meste der blev sagt; jeg grinte i hvert fald på de rigtige steder (selvom jeg var den eneste der rent faktisk grinte, er jeg stadig overbevist om, at det var de rigtige steder!). Desuden var stemmerne ikke så slemme; det er næsten ligefør jeg foretrækker Emma Watsons (Hermione) franske stemme, den er ikke nær så skinger og hun spiller de triste scener bedre.
De "store" scener, som jeg i de seneste tre år har forestillet mig på en bestemt måde, var super godt lavet; især scenen med medaljonen, hvor Ron skal ødelægge den; "onde" Harry og Hermione er præcist som jeg havde forestillet mig dem! - og jeg skal slet ikke begynde på at fortælle om scenen i Godric's Hollow; vi var to piger der begge vidste, hvad der ville ske. Vi sad og så nervøst på hinanden velvidende, at vi ville skrige når slangen ville angribe; selvom jeg skreg, griner jeg stadig over Harry og stolen han bruger til at beskytte sig med!
Jeg kunne blive ved med at diskutere filmen, men det ville nok blive en ret lang, ligegyldig diskussion med mig selv, så den slipper I for, jeg vil bare sige, at filmen var et FANTASTISK højdepunkt på min uge, og da billetterne er så billige (7,50 euro) skal jeg helt klart se den et par gange igen.

Nu til noget helt andet: det er gået op for mig, at jeg har skrevet lidt for meget negativt om familien hernede på det sidste, hvilket nok ikke er helt fair. Jeg vil bare gøre det klart, at jeg har det godt hernede, de ER søde og jeg kan godt lide at være her. Der er masser af små højdepunkter på en dag, men når man er træt, er det ikke hver dag, man kan se dem så klart. Derfor ender jeg op her og vil skrive hvad jeg oplever, men det er kun hvor besværlige børnene har været og hvor sære forældrene opfører sig - og det er vil jeg gerne undskylde for, da de ikke er meget anderledes end alle andre familier.
Vi er alle kun mennesker, og ja, det er ikke altid nemt her, men det er jo bare en udfordring, ikke en hindring og jeg gør som altid mit bedste for at forholde mig positiv til tingene.

For yderligere at retfærdiggøre det, vil jeg, igen, minde jer om en ting: det er vinter, det er mørkt, det er koldt - jeg håber december vil gøre alt lidt mere hyggeligt.

Fødselsdagsweekend

Ja, nu var det min fødselsdag i fredags og jeg vil først og fremmest sige, at det var en rigtig god dag, med dejlige gaver (mange tusinde gange tak) og tak til alle dem hjemme fra Danmark der fik ønsket mig tillykke!

Det første jeg gjorde fra morgenen af, var at tage et langt bad og hoppe på skype med min familie. Mange tak til Markus, der ret uventet også var dukket op på skærmen klokken halv syv sammen med de gamle. Sammen med dem åbnede jeg så mine gaver, og med mit nye kamera, tog jeg så et fødselsdagsbillede med hele familien; det er bare ikke det samme på den måde!

Dagen den fortsatte rigtigt godt, jeg klædte mig på i rød og hvidt og da det jo også er mig der klæder den mindste på, blev det da også i rødt og hvidt, hvorfor ikke?
Om aftenen spiste jeg sammen med familien, hvor det første faren spurgte om var, om der var foregået en dansk invasion. Jeg kiggede over på det almindelig, fødselsdagsdækkede bord, hvor det først da gik op for mig, at franskmænd virkeligt ikke sætter flag op overalt når der er fødselsdage. Jeg forklarede, at det egentlig var meget normalt, og at danskerne hejser flag ved stort set alle begivenheder.
Vi fik spist og det smagte dejligt; moren havde rent faktisk stået i køkkenet og lavet mad næsten uden min hjælp, så lidt fødselsdagsluksus fik man da. Børnene synes det var sjovt med alle flagene; de tog billeder og den mindste legede med servietterne.
Efter aftensmaden var der kaos, for lysene på min fine brunsviger skulle pustes ud og dokumenteres med utallige billeder. Problemet var jo bare, at den mindste ikke forstod det, så han blev ved med at puste lysene ud før de fik en chance for at tage et billede af det. De lys blev tændt igen, og igen, og igen.
Brunsvigeren var lavet fuldstændigt forkert; lidt for meget kanel og igen et problem med gæren. Dog fik jeg at vide af begge forældre, at de elskede denne forkertlavede brunsviger; børnene var vilde med selve kagen, men snasket ovenpå, det var de ikke vilde med - altså er de ikke rigtige børn! - mine brødre beder mig altid om at putte dobbelt snask på når jeg laver den derhjemme.

D vi havde spiste skulle jeg skynde mig, for jeg skulle mødes i Ferney med pigerne fra fransk på en Irish Pub. Jeg tjekkede desperat bustiderne, men den var allerede kørt. Så tjekkede jeg om de andre piger fra Cessy kom, hvilket jeg fra starten af havde regnet med, men de havde skrevet, at det gjorde de desværre ikke.
Så stod jeg der, et kvarter før mødetidspunktet med et problem. Jeg tog en dyb indånding og gik op og bad moren pænt om den tjeneste at køre mig de seks km til Ferney. Nej det havde hun altså ikke lyst til, brød hun først ud og jeg blev meget chokeret, og sagde undskyld. To sekunder efter sagde hun modvilligt, okay, og hele vejen i bilen fik jeg en opsang om, hvordan jeg skulle organisere det bedre, og at hun aldrig havde skullet gøre det her for nogle af de andre aupairs. Som jeg sad der og blev mindre og mindre, begyndte hun også på en anden opsang der hed: "hvorfor-laver-du-ikke-nogle-ture-med-dine-veninder-du-er-kun-i-frankrig-i-ni-måneder". Der begyndte jeg så at forklare at jeg da ikke lige ved hvortil og hvordan og hvorledes.
Jeg var overvejende lykkelig da vi nåede frem, og hun satte mig af; hun sagde at hun ville tage i biografen lige ved siden af, og se om der kørte en film hun ville se.

Jeg var den første der ankom, typisk, så jeg stod og ventede udenfor på dem. Da den første kom, og jeg var begyndt at forklare mit lille eventyr, kommer moren gående, smilende hen imod os. Hun fortalte, at hun skulle ind og se filmen, og at hun havde fundet noget til mig. Hun rakte mig en biografbillet. Jeg kiggede undrende på den, og læste: "Harry Potter, d. 24. november, 00:05". Jeg kiggede på billetten, på moren, på billetten og måbede; hun sagde at jeg kunne lave en tur ud af det med mine pigerne fra fransk, og at "det godt nok var sent, men det er et eventyr!". Jeg sagde mange gange tak, gav bisous (kindkys) og smilede fra det ene øre til det andet; det var en meget uventet handling fra hendes side, efter hun havde sunget de fine opsange hele vejen i bilen - men det viser vel bare, at det ikke var ondt ment, og måske at hun godt selv kunne se, at det var lidt meget på et kvarter.

Det var en rigtigt hyggelig aften sammen med alle pigerne, og den ene fra Cessy kom senere, så jeg fik et lift med hende hjem. Det blev ikke så sent, efter en arbejdsdag er man en smule træt, og det var nok også meget godt, for vi skulle ud og shoppe i Geneve om lørdagen.

Det var også rigtigt sjovt, den ene af pigerne kørte, og til sidst sad vil alle sammen og skreg: "ALLER, ALLER ALLER! ROOOOUUUGE!" - da hun ikke er vant til at køre i storbyen. En anden ting vi heller ikke var så vant til, var at finde rundt i storbyen, men vi endte da med, efter en omvej på en halv time, at finde en stor shoppinggade. På vejen fandt vi en lille legeplads for børn, hvor vi nitten-tyve årige piger da skulle prøve det hele; fantastisk.
- Efter den dag vil jeg gerne sige tak til Buster, min hund, for den meget fine t-shirt jeg købte for de penge han havde givet mig.

Igår aftes var vi så tre piger der samles ved en fjerde til en filmaften. Vi skulle selvfølgeligt varme op til på tirsdag/onsdag med Harry Potter - et le Prince de Sang-Mêlé. Der var nogle fantastiske åbenbaringer efter den film. Baguette betyder nemlig efterhånden utroligt mange ting; brødet som vi kender det, strikkepind og nu også tryllestav - "Ta baguette 'Arry!". Dertil løb en af pigerne ud i køkkenet og fandt en baguette og truede os med den - fantastiske franske sprog!

Nu er jeg så her, skal til at lave mine lektier til på tirsdag, og derefter skal jeg med og se pigerne til ridekonkurrence i spring, eller hop, eller hvad det hedder. Glæder mig.

Det har været en god weekend og fødselsdag, med mange sjove og underlige oplevelser; jeg glemte egentligt at nævne hvad jeg fik af min franske familie. Det er en bog i tegneserier, jeg har læst en anden en hernede og holder meget af måden at fortælle med billeder. Den hedder "Persepolis" og handler om en sand historie fortalt og skrevet af en iransk-fransk kvinde om hendes barn- og ungdom i Iran under den islamistiske revolution. Tegnet i S/H, simple billeder, simpelt sprog, og jeg glæder mig til at læse den!


Så som jeg var ved at skrive, har det været en fantastisk fødselsdagsweekend, selvom det var underligt ikke at fejre den med alle jer derhjemme.

Pakker

Nu hvor det er tæt på jul og ikke mindst min fødselsdag imorgen, har jeg for første gang, siden jeg ankom, modtaget pakker, og der er næsten intet bedre end det! - derfor er dette indlæg simpelthen skrevet i en pakkeånd og med en glæde som et lille barn.

Det begyndte i tirsdags, hvor den store jule/fødselsdagspakke kom fra familien. Jeg flåede papkassen op, for at finde ud af, hvad der var deri. Resultatet er nu, at der er små dannebrogsflag overalt på mit værelse og at jeg stod, og stadigvæk gør det når jeg keder mig, og sagde: "aaaah, iiiih, uuuuh!!" over alle de små sjove ting der er gemt i pakken. Pakken indeholder:
-  Fødselsdagsbrev fra Mathias
- En lille gave fra Buster, vores hund
- Et brev fra familien til min fødselsdag
- Adventsgaver
- Fødselsdagspynt + en meget flot og værdsat flagranke mor har syet
- Julepynt + julemandstoiletpapir (tak for det mor og far) + juleskrabekalender
- Kageopskrifter og enkelte ingredienser dertil; jeg vil gerne informere min far om, at der findes: kanel og kardemomme i Frankrig.
- Varmedunk + nye hjemmesko

Mange tak familie, lækkert med en smule danskhed i min franske hverdag; børnene vidste ikke engang hvordan dannebrog så ud, før jeg viste dem et af de utallige små flag der er blevet lagt i pakken. Jeg har desuden ikke åbnet nogle af gaverne endnu, og jeg vil gerne takke mor, for at skrive datoen hvorpå hver pakke må åbnes på papiret; nu er jeg i hvert fald ikke i tvivl!

Som jeg stod begravet i min store pakke ankom der en mere; denne gang vidste jeg dog godt hvad det var. Jeg havde selv købt min gave fra forældrene og bedsteforældrene, så da Sony digitalkameraet kom ind ad døren flåede jeg pakken op, undersøgte om alt var som det skulle være, smed batteriet i opladeret, og pakkede kameraet nænsomt ind i det gavepapir julemandstoiletpapiret havde været pakket ind i (der stod, at jeg gerne måtte åbne den!).

Så efter tirsdag var min gavebunke oppe på to pakker og to breve.

Igår havde jeg næsten glemt at tjekke brevkassen, men da den mellemste og jeg havde været ude at gå, kom jeg i tanke om det og fik hurtigt tømt brevkassen. Til bunken er der nu tilføjet:
- Et brev fra mormor og morfar
- En pakke fra amazon, som jeg kunne forestille mig, at Mathias kender noget til; han er den eneste jeg lige umiddelbart kunne forestille mig der ville sende mig noget fra amazon.

Så nu er min gave bunke oppe på tre pakker og tre breve. Der skal informeres om, at de alle selvfølgeligt er blevet gramset, følt, rystet og sat op mod lyset før de blev lagt i bunken. Derudover vil jeg gerne sige mange, mange, mange tak for at I har sendt mig noget helt herned, det varmer og det er meget værdsat, og jeg vil opdatere dette indlæg, hvis jeg modtager flere pakker og breve der skal takkes for; jeg ved, at der er to andre der er på vej, så jeg lover at løbe ud at brevkassen et par gange i løbet af dagen.

Opdatering:
Jeg har ikke modtaget andet end et brev fra banken, der siger at pengene fra mine forældre er kommet ind, hvilket jeg allerede vidste, da jeg har netbank. Det vil altså sige, at der venter mig lidt post imorgen efter fransk (eller senere), bliver hyggeligt! - jeg vil tidligt i seng, skal skype og åbne gaver med min familie kl. halv syv imorgen tidlig - glæder mig!

Opdateringer

Jeg vil dedikere dette indlæg til at opdatere på emner og situationer jeg har nævnt i tidligere indlæg.

Så jeg begynder med hvad var noget af det første jeg skrev om, maden. Jeg har vænnet mig til det efterhånden og nu er det lidt mere op til mig, hvad vi skal spise om aftenen. Nogle gange går det meget godt, andre gange er det lidt som om de tænker: hvad laver hun?! - eller det er hvad børnene siger, og så må man selv gætte sig til, hvad forældrene synes. En ting jeg ved jeg er god til at lave er at stege hakkebøffer. Troede jeg. Idag kom det frem, hvordan faren egentligt kan lide sin hakkebøf: rå. Da den blev serveret for mig, kiggede jeg på den og smed den øjeblikkeligt på panden igen, og sagde den var rå. "Ja, men normalt steger du dem for meget," fik jeg at vide. Nu er det sådan, at jeg har steget bøffer rigtigt mange gange til os efterhånden, og hver eneste gang har altså ikke været som faren foretrak det - og han har ikke sagt en lyd. Så lærte man det; næste gang giver jeg den ét minut på hver side, og så må vi se hvad der sker.
Men han gør det jo sikkert fordi han ikke vil være uhøflig og kritisere madlavningen.
- og angående racletten, så fik vi det (igen) igår aftes og denne gang gik det bedre med det; jeg forstår det lidt bedre nu. Desuden nytter det ikke noget, hvis jeg laver noget andet til mig selv hver gang de får det, for det er rigtig vinterspise her.

Børnene går det bedre og bedre med synes jeg; det med at strikke fik virkeligt pigerne på min side. Desuden er den mellemste også begyndt at ville strikke fordi hendes søster gør det, så nu er der to der råber: "Malene, kom og se, der er noget galt!!" - men der er et kys på kinden til mig hver eneste gang jeg lader dem få en garnrest, så det går lige. Den anden dag i bilen sagde den ældste endda til mig, at hun var glad for at at jeg er deres aupair. Det varmede meget - og vi fik en snak om alle de andre aupairs de havde haft, sådan rigtig pigesladder.
Den mindste er blevet mere rolig, Lille Peter Edderkop virker stadig, han elsker det med fingrene. Jeg håber at han er kommet over skrige perioden her i weekenden, så den kommende uge bliver mere rolig.

Dog er weekenderne lidt svære, for når man er i huset, hvad skal man gøre og hvad skal man ikke gøre. Jeg har valgt, at jeg selvfølgeligt gerne vil lave ting med børnene og familien, men kun hvis de spørger. Jeg laver ikke mad, men hjælper efter vi har spist med at rydde op. Altså laver jeg ikke mere praktisk end hvad normalt er i et hjem. Det er weekend, jeg har fri; men det er ikke lige nemt at finde balancen altid.
Derudover bliver weekenderne også fyldt op med ture med de andre aupairpiger.

Nina, min veninde fra Danmark, er jeg sammen med fra tid til anden, shopping, byture eller underlige ture i bjerne om aftenen, for at se bylysene i de nærmeste store byer og spise is. Der er også tre andre aupairpiger fra min franskklasse, som jeg også laver ting med i weekenderne. Vi tager på ture til større byer, tager på pub eller på café. Stille og roligt, ikke noget stort, men det er rigtigt hyggeligt - og med pigerne fra franskklassen taler jeg kun fransk med.

Generelt går det bedre med det franske, især når man snakker det mere og mere med alle man er sammen med. Der er smuttere som nævnt i sidste indlæg, men det går jo nok; og nu når pigerne strikker, har jeg lært nogle nye strikkerelaterede ord, smart! Jeg kan efterhånden mærke, hvor hurtigt jeg bliver bedre til fransk; igår aftes så vi film, og jeg forstod mange pointer og kunne stort set følge med i filmen, hvilket er stort fremskidt. Udover det, kan jeg mærke, hvordan jeg overhaler nogle af de andre aupairpiger en smule. Der er en østrigsk pige, der er aupair ved en østrigsk familie, og derfor kun snakker fransk i skolen og når hun spiller i et lokalt orkester. Hun har været her i tre måneder og hende er jeg ved at overhale; hvilket ikke er så imponerende, men det giver alligevel et lille løft.

Det er sådan cirka det, hvad angår til sammenhængende opdateringer. Der er jo også lige lidt nyt med hensyn til bilen og reaktionerne derpå; dagen efter faren havde sagt, at det nok skulle gå, fik jeg en mindre skideballe af moren, der fortalte hvor vigtigt det var for dem, at jeg ikke ødelagde bilen. Jeg sagde selvfølgeligt, at jeg ville være mere opmærksom fremover, men tænkte ved mig selv, at jeg ville ønske, at de var enige om tingene. Alligevel må man jo også tænke på, at det er en mor; hun er selvfølgeligt opmærksom på andre ting end faren. Jeg tror, at hun er nervøs for, om børnene vil være bange for at køre med mig, hvis jeg hele tiden laver buler. Forståeligt nok.

Jeg tror det var, hvad det kunne blive til for nu, tror jeg vil komme videre i teksten!

Tænk positivt

Jeg skrev i det sidste indlæg, at jeg forhåbentligt ville kunne skrive mere positive blogs i denne uge end den første. Dog har der ikke været så meget positivt, så jeg er begyndt at gøre de negative situationer positive.

Den lille skriger og hyler stadig konstant, og antallet af mine blå mærker er blevet fordoblet i denne uge. Derved er jeg blevet mere tålmodig, og kan nu smile og bede ham stille og roligt om, ikke at plaske alt vandet ud af badekarret. Desuden når der så er behov for, at jeg skælder ham ud og siger, at man ikke må slå, kan jeg nu skælde langt bedre ud på fransk.

Men når jeg så skælder pigerne ud, fordi de ikke lytter efter når jeg beder dem om at være stille når den lille er blevet lagt i seng (for tiende gang), går det ikke så nemt med det franske. Igår aftes fik jeg sagt til den ældste: "lad være med at brænde så meget på", hvor jeg mente: "lad være med at lave sådan en larm"*, og den mellemste rettede mig, da der blev helt stille. Selvom det var ret pinligt, fik jeg det lært på den hårde måde, og jeg laver aldrig den fejl igen. Desuden var der ingen der grinte, for jeg var ret vred, så det virkede at sige at hun ikke skulle brænde. Børn forstår kropssprog.

Selvom jeg er overbevist om, at børn forstår kropssprog, så virker det ikke altid til det. Den ældste så mine strikkepinde og de garnrester jeg har taget med, og hun ville til at strikke. Hun sagde hun vidste hvordan, og at det var nemt. Jeg har ikke hørt på andet i de sidste to dage, end: "MALÈNE!!! Der er noget galt, kom!". Til sidst begyndte jeg at give klart udtryk for, både mundtligt og fysisk, at hun altså gjorde det alt for stramt, og viste hende mange, mange, mange gange hvordan man strikker løst. Igår morges kom resultatet så af de mange forsøg på at vise hende, hvorfor hun skulle strikke løst. Hun havde knækket strikkepinden i forsøget på at flytte maskerne længere ned på pinden. Hvis hun ikke vil lytte til mig, må hun lære det på den hårde måde. Jeg griner faktisk mest af det, selvom det var min strikkepind, for det er altså umuligt at knække en strikkepind ved at strikke! - Hun har købt mig et nyt par, og så værre er det ikke; og en elleve årig pige har knækket en strikkepind ved at strikke!

Og nu når vi er ved børnene, så prøver pigerne konstant at bilde mig ind, at deres sengetid er klokken ni, og ikke halv ni. Igår endte med, at Malene tvang dem i seng til den rette tid, og at begge piger var vrede på mig. Jeg stormede frustreret ned til faren og bad ham om, at forklare mig reglerne igen; jeg var bange for, at det var mig der havde gjort noget galt. Det var hvad det føltes som. Han gav mig ret i reglerne, og spurgte mig: "Da du var ni-elleve år, ville du så gerne følge reglerne og i seng til tiden?" jeg svarede selvfølgeligt nej, og han sagde at det var helt normalt, at jeg ikke skulle tænke over det, selvom han godt kunne forstå at jeg ville være sikker på det. Det var faktisk hvad jeg havde brug for at høre, så da lyset skulle slukkes ved pigerne klokken kvart i ni, fortalte jeg dem, at det altså var sådan det var - og alt var godt igen. Så nemt var det.

Desuden at snakke om noget andet end børnene, så er der jo stadig det med skolen; jeg har som sagt ikke tiden til at lave lektierne. Mit held vendte dog idag. Vi skulle snakke og læse et uddrag af bogen "l'Amant" af Marguerite Duras. Hermed sendes en tak til Momme, da vi har arbejdet med og set filmen i fransk i 2.g; så jeg scorede et par billige point, og fik "æren" af at give et resumé, og dermed var mine ikke-lavede lektier lidt glemt.

Når man vender alting til noget positivt, bliver alting også mere positivt. Her til morgen var jeg helt alene med børnene, og for første gang i en måned kom vi ud af døren til tiden; den lille skreg ikke så meget som han plejer, han spiste helt selv, pigerne var klart til tiden og jeg nåede at børste tænder.
Tror bare det er hvad der skal til engang i mellem. Positivitet.

*Ordenes lyd minder meget om hinanden, men verbet brûler (at brænde) er ikke det samme som subjektet brûit (støj), og når man skal få udtrykt sig hurtigt, laver man overvejende dumme fejl.

Pludselig træthed

Jeg ved ikke hvorfor, men idag og igår har været utroligt travle, hvilket resulterer i mindre søvn til mig, og mindre tid til de ting jeg rent faktisk gerne vil.

Igår var selve dagen ikke så slem, men om aftenen gik et helvede løs. I den sidste uges tid, har den mindste været fuldstændig umulig; han har skreget, hylet, sagt nej til alt og samtidigt været en smule syg. Igår skulle jeg, som sædvanlig, gøre ham klar til at spise og derefter komme i seng. Han var meget sød i badet, men da han ikke ville op igen, og slet ikke ville tørres, valgte han at slå mig så hårdt han kunne i ansigtet. Jeg skældte ham ud og bad om en undskyldning, hvilket han nægtede hårdnakket. Han blev sat i skammekrog i sin seng, indtil han ville sige undskyld. Da han stadigvæk nægtede at gøre det, blev jeg efter et kvarters tid nødt til at give ham nattøj på, og sætte ham til at spise. Da han langt om længe sagde undskyld, var alt godt, han spiste og han skreg stort set ikke. Da jeg skulle tage ham ud af den høje stol, kildede jeg ham lidt, og han grinte, men meget pludseligt ændrede han humør, og skreg og valgte at bide mig så hårdt han kunne i underarmen.
Jeg blev så vred, at jeg ikke kunne holde vredestårer tilbage, og da faren kom og skældte ham ud, kunne jeg ikke helt få frem, hvad han havde gjort og jeg gik ud på badeværelset, for at få mit temperament under kontrol.
Det var først senere faren fandt ud af, at den lille havde bidt mig og han blev smidt i seng uden sutteflaske.
Efter den oplevelse, var jeg træt og det var svært, at skulle smile og spise roligt sammen med pigerne, men det gik. Jeg var jo ikke ked af at han havde bidt og slået mig, han er en dreng på to år, men det var bare for meget på én time.
Dog havde jeg sagt ja til at hjælpe moren om aftenen med at redigere nogle billeder til hendes søsters bryllup, og det skulle kun vare til klokken ti, for hun skulle tidligt op. Vi sad der til klokken kvart i elleve, og bagefter var den allerede trætte Malene, alt for træt til at lave alle de andre ting hun havde sat sig for den aften. Så ingen lektier, ingen venner.

I morges begyndte det med at jeg havde travlt fordi vi var sent på den, den lille ville ikke spise. Efter at børnene var afleveret skulle jeg til fransk, hvor jeg bare blev mere og mere træt, og ikke havde lavet mine lektier til. Så tænker man nok, at jeg bare kunne tage en lille siesta efter skole, men moren havde valgt at vaske alt tøj i hele huset igår, så det var klar til, at jeg kunne lægge det hele sammen og på plads i dag.

Så nu, efter en hel formiddag med skole og vasketøj og en halv formiddag med at spise og forberede maden til i aften, vil jeg tage min siesta. Måske min pludselige træthed forsvinde, en smule, og jeg vil være klar til at skrive mere positive blogs i denne uge.

Nye uforståelige ting

Det er blevet nemmere alting nu, jeg forstår hvad der bliver sagt til mig, jeg forstår hvad jeg skal gøre i svære situationer og jeg forstår, at jeg nok skal klare mig her. Dog selvom der er mange ting man pludseligt forstår, opstår der nye ting, der er uforståelige. 

Det første overvejer jeg, om jeg bør fortælle, for jeg har en familie (eller nok mest en bror), der vil køre godt i det, men det er nu meget sjovt alligevel. 

Jeg har lavet en bule i Peugeot 307'ern igår aftes. Jeg skulle om til Nina, men var kørt forkert og måtte vende på den meget smalle vej. Der var en hæk på den ene side, som var tættere på end jeg troede, og i min trepunktsvending smadrede jeg ind i den. Jeg fòr i panik ud i mørket for at se, hvad jeg havde lavet. Jeg ledte og ledte, men der var umiddelbart intet at se i mørket, så jeg åndede lettet op og kørte videre. 

Det allerførste faren spurgte mig om i morges var, hvad jeg havde lavet med bilen. Jeg løb ud til den og så, at der altså var en bule, og jeg undskyldte og undskyldte og forventede, at han var godt sur. Men nej. 

Han sagde, at jeg nok bare var uheldig, at sket var sket, at han havde set hvor langsomt og forsigtigt jeg normaltvis kører, at han sikkert godt kunne rette det ud, at det egentligt også var en træls bil at køre i og at aupairen før mig også havde lavet end del buler i den. 

Jeg var i tæt på chok; hvis jeg havde lavet det ved mors Fiat Panda, så havde der været ballade! - men hvad jeg allermest ikke forstår er, at det er en mand der har den mentalitet. Franskmænd og biler.

En helt anden ting jeg ikke forstår er en dag sammen med andre aupairs. En udflugt med to andre piger, hhv fra Ungarn og Østrig, til Annecy* indebærer nemlig alt for meget ukorrekt fransk*. Det er ikke nemt at finde rundt i en by når ingen af os kan udtrykke os som vi vil om, hvor vi gerne vil hen. Desuden er det også lige det med at forstå de diverse accenter de har - en ting jeg da forstår er, hvorfor jeg havde hovedpine, da jeg kom hjem. Det er hårdt at sige: "Je ne comprend pas" tyve gange på en otte timer. 

Og når man så kommer hjem til aftensmad og skal spise noget helt nyt, begynder forvirringen igen. Vi fik raclette. Raclette er, hvis I kan forestille jer en lille varmestation i midten, hvortil alle har en lille pande, som man putter ost på og smelter på varmestationen. Derefter hælder man den smeltede ost over kogte kartofter, pålæg som skinke, salami, generelt røget kødpålæg, og spiser det. 

Jeg sad og kiggede på min tallerken og tænkte: hvad er det her?! - Det er ikke en hovedret, det er ikke en forret, det er ikke et fuldkomment måltid. Enten var det fordi jeg gjorde det forkert, eller også så er det bare for underligt til min smag. 

Det sjove er, at det er meget almindeligt vinterspise i bjergene, og folk betalter dyrt for at få det serveret på restauranter. Det rigtige raclette serveres, hvor der er et meget stort stykke ost i midten og et varmeelement over, hvor man så kan skrabe osten over kartoflerne og kødet; men når man er så få, er det nemmere på den anden måde. 

Igennem hele måltidet sad jeg og kiggede forvirret på min tallerken og forstod ikke mit måltid; desuden turde jeg ikke at drikke noget vand, for jeg fik af vide, at fordi man spiser så meget ost dertil, så danner det bobler og dårlig fordøjelse, hvis man drikker koldt vand til. Hvad er det for noget?! 

Så selvom man forstår en hel masse, er der stadig en hel masse andet der ikke er til at forstå. Så efter blot en halv weekend er jeg forvirret, har hovedpine og er stadigvæk sulten. 

*Annecy er en fransk by syd for Geneve

*Det er piger fra min fransk klasse hernede, så vi taler udelukkende fransk sammen, ligesom i timerne

Turen går til Corrèze

Så hjemvendte jeg også fra min seks dage lange ferie igår sen eftermiddag, og der er da en smule at fortælle.

Jeg troede, at vi skulle sidde tre-fire timer i bil og jeg anede faktisk ikke helt hvortil præcist i Midtfrankrig. Dog endte det med at være seks-syv timers kørsel til Brive, i regionen Corrèze.
Vi boede i en lille landsby ved morens søster, hendes mand og to børn på otte og to år. Så der var altså fem børn at holde øje med lige pludseligt.
Man siger, at man bedst kan lide sine "egne" børn, og det er hundrede procent korrekt, for mit vedkommende. Pigen på otte år spurgte og spurgte om alle mulige og umulige ting, som jeg forstod intet af, da hun talte alt for hurtigt - udover det skabte hun sig, og tudede hver gang hun ikke fik sin vilje. Generelt en sød pige, men med de mest irriterende vaner. Hendes bror på to kunne jeg derimod slet ikke forstå, overhovedet, mest fordi han kun kunne sige: "ja", "nej" og sit navn, hvilket han skreg hele tiden. Så jeg priser mig lykkelig for at min toårige i det mindste han sige en hel masse.

Dagene gik generelt med at slappe af, og bede børnene om ikke at skrige; jeg skulle ikke vække nogen om morgenen, eller sørge for andet end hvad normalt er; hjælpe til hist og her. Derved var det ret afslappende, og det mindede egentligt meget om ferie.

Lørdag aften var vi til banko i den lokale festsal; morens søster var med til at arrangere det, og der var mange flotte priser til de heldige vindere. Selv vandt jeg intet, bortset fra et rigtigt godt kursus i de franske tal, så nu er de da på plads - desuden siger man jo, at hvis man ikke har held i spil, har man held i kærlighed, så det er helt fint med mig.

Søndag var vi på tur til en masse familie, hvor vi tog om til en af de mange tanter, og så alle samledes der. Jeg fik delt omkring firs kindkys ud, på den dag. Hver gang man hilser og tager afsked med nogen* i Frankrig, giver man et kys på hver kind, to i alt, så jeg mødte altså omkring tyve nye mennesker den dag. Efter en eftermiddag, hvor man har siddet og spist kage og crème og ikke har sagt en lyd, i frygt for at glemme at tiltale dem med "De", har man hørt på utroligt meget fransk hyggesnak. Derudover er jeg rigtigt god til at sidde og smile høfligt når jeg sidder der, lidt småalene, så kinderne var godt trætte bagefter, men det var faktisk meget hyggeligt - tro det eller ej. Man får sproget i ørene på en anden måde.

Generelt gik det godt med sproget. Der var ingen der kunne engelsk, og når moren sagde til sin onkel eller tante, at de da måtte til at lære lidt, vrissede de og sagde: "Ah, jeg er franskmand, jeg behøver ikke engelsk!" - rigtig kliché fransk.
Så når jeg skulle hjælpe med at lave mad og jeg skulle spørge, hvordan og hvorledes gik det overvejende gebrokkent med mit usikre fransk, men de forstod mig da. Den sidste aften lavede jeg endda et dansk måltid til os alle sammen, som blev spist med stor velbehag; selvom franskmænd generelt ikke er så åbne overfor andre køkkener end det franske.
Der var bare ét problem; det går altid noget galt når Malene laver mad. Jeg ville lave stuvet hvidkål med frikadeller; meget simpelt, godt, dansk mad. Dog var det umuligt i den lille landsby at finde hvidkål. Malene tænkte: "Det skal nok gå, jeg tager rødkål i stedet for, det smager af det samme."
ALDRIG lav stuvet rødkål. Her er et billede af resultatet, som en advarsel om, aldrig at gøre det. Det var pinligt, og da jeg stod og kiggede i panik ned i gryden og pev over farven, spurgte søsteren om alt var okay med det. Jeg kiggede på hende og sagde: "Har du set farven?!" - smagen var faktisk som den skulle være, men alt andet var bare forkert.
De spiste det - og frikadellerne var da som de skulle være!

En lille sjov oplevelse, som er værd at fortælle var, da jeg på sidste dagen skulle om og hente bestilte varer på en lokal gård, sammen med moren. Vi ankom til den lille gård, og blev budt velkommen indenfor ved en lille, glædestrålende dame der gav kindkys og komplimenter. Vi  skulle hente andepaté og foie gras, som den her lille dame selv lavede i sit lille, gamle landkøkken. Hun fortalte stolt, hvordan hun selv stopper gåsen og anden, som man gør for at fede dyrene op, og så leveren svulmer op, så der er meget at lave gåseleverpostejen af. Jeg smilte og nikkede høfligt, men jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig, at det var små damer som hende der udførte den slags dyremishandling, men der kan man bare se! - jeg har bestilt en lille dåse andepaté med hjem til min familie til Jul, så jeg glæder mig til at spise den sammen med dem der, og tænke på den lille dame der helt selv producerer det i sit lille køkken.

Man må nok sige, at jeg fik Frankrig og fransk ind på en ny måde i denne uge, hvilket var en meget god oplevelse. Mange fordomme blev bekræftet, hvilket jo bare er sjovt, og jeg fik en ny vinkel på det franske familieliv samtidigt. Desuden har turen resulteret i, at jeg stort set ikke taler engelsk med moren herhjemme mere, og fordi jeg kan sige mere til pigerne, er jeg kommet tættere på dem.
Tænk at seks dage kan gøre den forskel - men det var åbenbart det der skulle til.


*Med "nogen" menes der fx familie, venner, nyligt bekendte, eller når man bliver præsenteret for nogen; for mit vedkommende det sidstnævnte.

Lagkage, skammekrogen plus diverse oplevelser

Ja, idag er der sket nok, til at jeg kan skrive endnu en blog - og så er det også lidt fordi jeg smutter på ferie med familien imorgen tidlig uden bærbaren.

Det har været den ældstes elleve års fødselsdag idag, så som tidligere nævnt, skulle Malene lave lagkagebunde helt selv. Det gik jeg i krig med, fandt en opskrift på nettet, og gik igang. Første problem: de ejer ikke en elpisker. Jeg piskede derved æggehvider stive i hånden. Det tog fyrre minutter før jeg gav op og slog mig til tåls med luftige æggehvider og to smadrede arme (og udsigten til at piske flødeskum senere). Andet problem: de tre bunde jeg fik lavet var tre cm høje hver - det resulterede jo så i, at jeg fik lavet en pinligt høj lagkage, der kun smagte af kagebunde - selvom det var nogle gode bunde.
Tredje problem: det tog to timer at lave den her kage, pga. det med håndkraften, hvilket satte mig bagud i min tidsplan.

Da jeg endeligt var færdig med kagen, fik jeg gjort rent, strøget skjorter og spist frokost, hvorefter dagens næste eventyr begyndte.

For Malene fór vild på vej til Val-Thoiry, et shoppingcenter hvor fødselsdagsgaven til fødselaren skulle købes. Til det skal der siges, at i Frankrig får man sine fødselsdagsgaver om aftenen inden eller efter aftensmaden - så jeg var ikke sent på den.
Jeg var kommet for sent ud af døren, igen kagens skyld, og forældrene* forsøgte at forklare mig vejen. Moren tegnede et kort og sagde, at det virkeligt var meget, meget nemt at finde, imens faren stak gps'en i hånden på mig, og sendte mig afsted.
Jeg fulgte frustreret gps'en, jeg var sent på den og havde allerede da knapt nok tid til at købe gaven inden jeg skulle hente pigerne ved ridning kl. fem. Gps'en førte mig midt ind i den lille by Thoiry, og der er der altså ikke noget som helst at komme efter.
Jeg ringede hjem til moren og hun sagde at jeg skulle prøve at køre lidt rundt, for jeg var lige i nærheden.
Jeg kørte rundt i en time.
Der er intet shoppingcenter nogle steder i nærheden af Thoiry. De har fjernet det, jeg er overbevist, for jeg ledte og ledte.
Til sidst gav jeg frustreret op, og hentede pigerne og den lille.

Da vi kom hjem brugte jeg en times tid på at lege med den lille, og han har været humøret de sidste par dage til at råbe, skrige og skælde ud hele til på alt og alle. Så da jeg bad ham, for den tyvende gang, om ikke at ødelægge sin Ice Age dvd og sagde meget alvorligt, at han skulle lytte til mig, råbte han af mig: "Tu est PAS gentille (du er IKKE sød) - tu est punie!" og gik ud af sit værelse og lukkede døren, så jeg sad der helt alene. Jeg forstod ikke den sidste del af sætningen, men hans mor hørte det og bad ham om at opføre sig ordentligt.
Jeg var helt forvirret, og spurgte hvad han havde sagt. Hun fortalte, at han mente jeg skulle straffes, og at han satte mig i skammekrogen. Jeg var helt paf, kiggede ud i luften og tænkte for mig selv: "Jeg er lige blevet sat i skammekrogen af en toårig."

Så da vi skulle spise var Malene helt og aldeles smadret. Faren valgte, på sin egen datters fødselsdag, at arbejde indtil klokken kvart over otte, så vi stod alle og trippede og ventede på ham for at fejre fødselaren sammen. Så puste vi lys ud på kagen, så den lille kunne være med inden han skulle i seng, og hun fik sine gaver - minus min, jeg må finde en løsning på det nu når vi skal på ferie. Derefter spiste vi aftensmad og spiste lagkagen til dessert.
Jeg tror at de godt kunne lide min kage, selvom den bare ikke var optimal, men jeg har også på fornemmelsen, at de først og fremmest spiste den fordi jeg havde brugt to timer på den.

Så nu er jeg verdens trætteste, danske aupairpige i Frankrig - nyder bare at lytte til Den Løse Kanon (podcast af mit yndlings radioprogram på P3) og vente på, at Mathias kommer på. Jeg har en fornemmelse af, at ferien bliver overvejende hård - hvis bare idag var sådan her hvad bringer imorgen så ikke?

*Forældrene arbejder jo hjemmefra

Ferie?

Jeg tror at ferien for børnene hernede burde kaldes overarbejde for deres aupairs, for de sidste tre dage har været ti gange hårdere end den sidste uge.

Ugen begyndte med, at jeg brugte en hel dag med de to piger, da deres aktiviteter først begyndte igår. Når jeg siger aktiviteter er det fordi det de går til laver aktivitetsdage i ferien. Det betød at jeg ikke fik meget tid til mig selv som, jeg først nu værdsætter rigtigt, at jeg har normaltvis. Der var hele tiden en af dem der råbte "Malene! Viens" og Malene løb derop for at opdage, at de ville vise mig de tegninger de havde lavet i stedet for de lektier de skulle have lavet.
Derudover fandt jeg ud af, at den ældstes fødselsdag er d. 28. OKTOBER og ikke d. 28. november, som jeg troede (havde misforstået moren, da hun fortalte mig fødselsdagene). Så jeg skulle til at finde lagkageopskrifter og kagecremeopskrifter på nettet (nej, man jeg ikke købe lagkagebunde eller kagecreme hernede, så det bliver hjemmelavet) - og jeg skal have købt en gave senere idag!

Igår blev ikke bedre af, at den mellemste skulle til sin aktivitet, fordi den ældste er faktisk den mest krævende af de to, og hende brugte jeg så dagen sammen med. Hun skulle repetere til sin eksamen i ridning, som er imorgen, så nu ved jeg utroligt meget om hestens anatomi. Det vil sige, at jeg faktisk har glemt det igen - det er utroligt alt det de skal vide, hun er 11 år (imorgen)!
Dog tog vi om eftermiddagen i biografen i Ferney-Voltaire, og det var rigtigt sjovt, selvom filmen ikke var så god (vi så "Arthur og minimøjserne 3"). Det sjove lå mere i, at snakke og hygge med den ældste, og pjatte lidt til trailerne, rigtig pigehygge.
Freden blev dog afbrudt, da vi skulle hente den mellemste og den ældste valgte at opføre sig som en rigtig storesøster (jeg kan kun sammenligne med min storebror, men det er noget alla det samme) ved at drille og irritere sin søster. Det endte med, at den mellemste var sur, den ældste var sur og at jeg var sur; ingen af dem ville lytte til mig, de grinte bare af mine grammatiske fejl når jeg bad dem om at stoppe.

Apropos grammatiske fejl - generelt har disse dage været hårde mod min franskselvtillid.
Den lille skulle i børnehaven (han har ikke en fast plads i børnehaven, så når der er nogle enkelte dage hvor der er en plads, får han den) igår, og da pædagogen spurgte mig hvornår han stod op, svarede den ældste, som var med, straks at jeg ikke forstår fransk. Nederlag, for jeg forstår jo bedre end jeg taler - men jeg fik svaret "à sept heures et demie" og hun forstod det.
Desuden er jeg begyndt at tale mere fransk i hjemmet, men det er svært at tale med forældrene på fransk, for hvis de ikke forstår hvad man siger lige hurtigt, så tør man næsten ikke gentage sæt nu det er forkert.
Men når man taler mere fransk, er der jo også flere fejl at lave; det er bare ti gange hårdere så - men det er måden at lære det på. Af sine fejl.

Og så her idag, da jeg kom hjem efter en hård morgen (hvor jeg nær havde sendt den lille afsted uden en ren ble på, og måtte indrømme overfor faren at jeg havde glemt det, og derefter måtte gøre det - pinligt), satte jeg mig grædefærdig her, og skrev den første linje af denne blog. Da åbnede den ældste døren, og spurgte hvad vi skulle lave. Jeg foreslog, at vi kunne lave kagecremen til hendes lagkage imorgen, og vi skyndte os op og lavede den sammen.
Lige pludseligt, som vi stod der og varmede mælk og piskede æg sammen, var alt ikke så slemt mere, og jeg tænkte: jeg har det egentligt meget godt, selvom det hele nogle gange føles som et stort kaos, hvor jeg kun kan gøre tingene forkert.

Der er ingen der har lovet mig, at det skulle være nemt altid - og sådan er det.

Testresultater

Jeg har vist nævnt før, at på det sidste har børnene "testet" mig, for at lære mig at kende og for at vide, om de kan stole på mig. Resultaterne af mit arbejde har så småt vist sig her i weekenden.

I formiddags, da jeg gik op til morgenmad, råbte den lille glædestrålende: "MALÈNE!!" - hvilket nok har været første gang, for igår formiddag løb han fx bare ovenpå da han så mig. Derudover, da han gik nedenunder til kontoret (der er lige ved siden af mit værelse) for at se Barbapapa (fransk tegnefilm for de små, han elsker det inderligt), fik han øje på mig, og satte sig på sin pude foran tv'et, rykkede sig til siden og bad mig om at se det sammen med ham. Jeg kunne knapt nok gå på toilettet uden, at han spurgte hvor jeg skulle hen.
- Jeg tror jeg vandt hans gunst, da han fik lov til at ae Bamseline* igår.

Pigerne har også været noget anderledes end de har været her den sidste uge. De har villet læse billedbøger med mig, vist mig nyt tøj og nye smykker, vist mig tegninger, bedt mig om at hjælpe dem med at finde deres kort-tid-efter mistede smykker og meget mere. Det giver lidt et signal om, at jeg nu nok er "okay".
Her til aften har jeg også spillet spil med dem, hvilket er svært, for som søskende jo er, så diskuterede de reglerne hele tiden. Så efter fem minutter med en diskussion om, hvorvidt hesten skulle flyttes foran eller efter forhindringen, var det som om det gik op for mig, hvor lang tid det spil ville tage.
- Men, vi spillede også Twister*, og jeg tabte (overraskende nok) ikke hver eneste gang, selvom jeg var oppe imod langt yngre modstandere, der ikke er nær så stive i leddene som jeg.
Det var faktisk rigtigt hyggeligt her til aften med dem, og jeg tror også at de synes det - de fik i hvert fald lært mig bedre at kende, for da de overfaldt mig og ville kilde mig opdagede de, hvor forfærdeligt kilden jeg er!

Jeg er meget glad for, at jeg er i en familie, hvor jeg ikke er "overflødig" i weekenden. Nogle aupairs ser forholdet til familien som en arbejdsforbindelse, og ikke på et personligt niveau - ofte fordi familien ikke har været åbne omkring det, så aupairen er i tvivl om hvad hun gør i "fritiden". Her har det været klart fra starten af; jeg må gøre lige præcist hvad jeg vil i min fritid, og hvis jeg har lyst til at tage del i familielivet i min fritid, er jeg altid velkommen - og jeg føler mig også velkommen!

Men nu i den kommende uge er der ferie for børnene, så det glæder jeg mig til; og især til på fredag, hvor vi piger (+ dreng) tager på tur til familien. Jeps, jeg tager med på ferie hos deres familie, som deres første aupair nogensinde til at gøre det - jeg tror det bliver godt!


*For jer der ikke kender Bamseline, er det en halvstor bamsebjørn jeg har haft siden... altid, og den er altså med hernede. I min familie er den berygtet, da jeg havde den med overalt, og fik mine bedstemødre til at strikke, hækle og sy uendelige mængder af tøj til den.
*Spillet gælder om at placere hænder og fødder rigtigt på en plastikdug med farvede felter.

En to-årig erstatning?

Generelt bruger jeg meget tid sammen med den lille to-årige dreng, og efter tre uger sammen med ham, begynder man at lægge mærke til de mange små sjove ting. 

Fx lærer han mig nye ord, på måder der er lidt alternative. Ordet "Attrapper" lærte jeg ved at han løb fra mig og ville have at jeg skulle fange ham imens han råbte: "tu m'attrappe!!!" - det tog mig en uge for at forstå meningen med det han sagde, og til sidst gik det op for mig, at "attrapper" betyder "at fange" - og jeg lærte det på den hårde måde, han er hurtig!!!

Selvom han skriger og hyler tit når han skal spise, er han god til at lade sig distrahere og så snart han sidder med "le Zebre Malpoli" glemmer han, at han "ikke kan lide" sin kartoffelmos. 

- og ja, jeg må indrømme at jeg elsker to af hans små bøger: "le Zebre Malpoli" (den uhøflige zebra) og "le Papillion Prétentieux" (den prætinteøse sommerfugl). De handler begge om hvordan man IKKE skal opføre sig, så når han sidder og råber og skriger tager jeg "le Papillion Prétentieux" frem og siger, "se, sommerfuglen er ikke rar, ligesom dig lige nu," - fantastisk bog!

Generelt er han jo sød og dejlig, her den anden dag tog han mig i hånden helt selv, og der var ikke engang nogle biler - det var absolut skønt! I morges var han også super sød da jeg spurgte om jeg måtte få et lille farvel kys på kinden da jeg afleverede ham ved dagplejemoren. Han sagde først nej, men gik alligevel lidt tættere på. Jeg spurgte igen, og han rystede genert på hovedet, men gik tættere på. Til sidst tog han sutten ud af munden og gav mig et kæmpe smækkys på kinden og grinede genert imens han gemte ansigtet bag sin sutteklud (en klud hvor sutterne er bundet fast til). 

Normalvis er han faktisk god nok til at kysse mig godnat og dets lige, men det er dog nødvendigt at tørre kinden af bagefter, for man bliver da godt nok savlet til - og nogle gange putter han bare tungen på kinden af en og slikker i stedet for - lækkert!! 

Den eneste bivirkning ved alt det søde kysseri er, at jeg nu er blevet smittet med hans forkølelse en lille smule, men hvad kan man også gøre ved det, det er vel uundgåeligt. 

MEN, jeg tror ikke heeelt at han er en komplet erstatning for min tyve-årige gut derhjemme; selvom jeg bliver kysset, holdt i hånden og skældt ud af min to-årige også. Jeg foretrækker nu at tilføje de atten år, det er bare ikke helt det samme; ingen kan erstatte Mathias, selv ikke en nuttet lille, to-årig, fransk dreng. 

Strejke, børn og løjer

Jeg har efterhånden fundet ud af, at ingen dage er ens. Specielt var igår en underlig, underlig dag.

For tiden er der strejke her i Frankrig, intet nyt der, men alligevel er det en smule nyt for mig. Jeg er ikke vant til at kunne gå alle steder hen og alligevel høre om strejken; dagplejemoren, skolen og selv i skolen er det det eneste vi snakker om - og det har stået på i næsten en uge nu. Jeg vidste godt, at franskmændene har en vane med at strejke, men ikke at det kunne påvirke selv lille Malene i lille Cessy. 

Igår ved frokost kom faren hjem, han arbejder hjemmefra, efter to timers lang på jagt efter benzin, da han skulle til Marseille idag. Hans humør var ikke ligefrem godt, da han "ganske seriøst" fortalte at han overvejede at hyre hitmen til at få det gjort af med de mennesker der gør det umuligt for den almindelige mand at tage på arbejde. "Folk mister deres job p.g.a. dem! - og dem der strejker gør det samme hvis de bliver ved," sagde han gentagende gange. 

Selvfølgeligt har han ret, det er uretfærdigt, og jeg forstår det faktisk ikke; ikke fordi det interesserer mig, samfundsfag har aldrig været min stærke side, men jeg synes at udsigten til at skulle bruge bilen så lidt som jeg kan, er lidt irriterende - selvom jeg allerede gør det. 

Heldigvis er der ikke strejke her, jeg arbejder "på livet løs" med mit "hårde" rengøring og de "aldrig afprøvende" børn. 

Med "aldrig afprøvende" mener jeg, at de tror de kan løbe om hjørner med mig. Den lille er ikke så slem, han gør ikke noget for at afprøve mig, som på samme måde som sine søstre. Igår aftes troede de ikke at jeg forstod: "À neuf!" da de sagde det til hinanden lige inden de gik i seng klokken halv ni. "À neuf" betyder, stort set, "ses klokken ni", så klokken ni gik Malene ovenpå til værelserne, og hvem stod klar til at hoppe ind i sengen til sin søster og snyde Malene "som ikke forstår fransk"? - ja jeg havde regnet den ud, så som den mellemste stod med dynen om sig i døren kom hun med undskyldningen: "jamen jeg skal bare på toilettet" og hun smuttede derud. 

Jeg sagde til dem, at de ikke skulle gøre det (de lyttede ikke og gjorde det alligevel), men jeg vidste samtidigt, at forældrene ville komme hjem kort tid efter og de ville opdage dem, så jeg ville ikke gøre mere ud af det.

I skolen er der fortiden mange tests og prøver og lignende, så pigerne bliver mere trætte, og derved fjollede og overtrætte om aftenen. Forståeligt nok, men det bliver bare sværere for mig. 

I næste uge er der ferie for børnene, og moren tager de tre børn med til sin familie i midt Frankrig. Faren overvejer ikke at tage med, så i det tilfælde er jeg inviteret. Jeg overvejer at tage med; det kunne være sjovt, og jeg ville forbedre det franske markant; morens søster og mand taler nemlig IKKE engelsk. Nu må vi se hvad der sker. 

Jeg vil smutte ovenpå og gøre rent.

Min anden weekend

Nu er min anden weekend hernede så småt ved at være ved sin ende, og den har bestemt ikke været kedelig.

Fredag tæller næsten ikke som en del af weekenden, for efter en lang dag med arbejde, har man mest lyst til bare at sove. Denne fradag var også noget anderledes end den første, da den ældste skulle til ridning, hvilket hun normalvis ikke skal om fredagen. Jeg er ikke så vant til heste, men da hun spurgte mig om jeg ville med ud i folden og fange ponyen, tænkte jeg: hvorfor ikke give det en chance. Dårlig beslutning. Ponyen var umulig at fange, jeg forstod ikke hvad jeg skulle gøre, og alle andre heste end lige præcis den vi skulle have fat i, flokkedes omkring mig. Heste har aldrig liiiige være min ting, så da fire heste havde omringet mig og puffede til mig med deres gigantiske hoveder og forsøgte at spise mit tøj, må jeg indrømme at jeg var en smule bange - det er virkeligt nogle store dyr!
Så ISÆR efter den oplevelse var der behov for en rolig fredag.

Lørdagen var en helt anden slags dag. Jeg havde ikke planlagt det store til om dagen, så jeg tullede rundt helt alene, da telefonen ringede. Det var en aupair, som jeg har kontakt til da hun er aupair ved en familie der er venner af min familie, og vi fik lavet en aftale om, at tage til Geneve på museum om eftermiddagen.
Det var meget hyggeligt, selvom Musée d'Art et Histoire ikke var specielt imponerende; der var for mange usammenhængende udstillinger til min smag - selvom jeg fandt en sølvske fra 1800-et-eller-andet af Georg Jensen ved sølvtøjsafdelingen, det var nu meget sjovt.
Jeg var hjemme derfra lidt i seks, og Nina hentede mig ved halvsyvtiden. Vi skulle om til hende for at gøre os klar til at tage i byen i Lausanne om aftenen, og jeg var ellevild da jeg kom om til hende* og fik aftensmad bestående af: KØD, kartofler og sovs! - det var noget af en verden til forskel fra dagens franske frokost bestående af: blodpølse, kartoffelmos og stegte æbler (det smagte faktisk godt, selvom det lyder utroligt).
Turen til Lausanne var lang (og dyr), men vi hyggede os nu meget.
Jeg mødte en veninde af Ninas hernede, en aupair fra tjekkiet, og vi tre havde det meget sjovt sammen hele aftenen.

Men så blev det jo søndag, og Nina kørte mig hjem, hjemmefra hende af ved tolvtiden, og derefter begyndte afslapningen hernede på værelset. Det kan altid bruges!

Som altid kunne jeg godt bruge noget mere weekend, men sådan er det jo ikke helt indrettet; jeg må bare vente til om en uge; så får jeg noget tid til mig igen.


*Hun bor ved en dansk familie

NB!: hvis der er nogen der har undret sig over, hvorfor der står at mine indlæg bliver lagt ud fx klokken fire om natten, så er det bloggen der er fuldkommen tosset, ikke mig der sidder oppe midt om natten.

Når man er træt...

... er alt meget sværere! Det er efterhånden en af de vigtigste erfaringer jeg har gjort mig. 

Nu her i begyndelsen, håber det kun er i begyndelsen, er jeg træt konstant p.g.a. alle de nye indtryk der kommer farende hele tiden. Selvom jeg ved det, er det stadigvæk svært at acceptere, når jeg ikke gør det godt nok - og det er sjældent at jeg føler at jeg gør. Det kræver nemlig meget at gøre sit bedste konstant, og når selv det fejler p.g.a. en hvis "træthed", så er det bittert, for jeg kan jo ikke gøre mere end det. 

Dog er det ikke gået virkeligt galt endnu; selvom jeg har formået i denne uge at:

• Slå skår i en skål
• Gøre så den mindste faldt på noget hårdt i græsset så han nu har en rids i ansigtet
• Glemme at hente den ældste til gymnastik; hun ringede næsten en time efter jeg skulle have været der
• Sidde og kigge ud i luften i to timer, hvor jeg virkeligt ikke kunne forstå ret meget af, hvorfor vi snakkede om skraldemænd, kompostbunker og Nobels fredspris i tirsdagens fransktimer. 
• Glemt at slukke radiatorene når jeg luftede ud (er efterhånden sket HVER dag) 
• Og ret meget mere....

Disse ting har nu resulteret i, at moren har skrevet en liste over de ting jeg skal være opmærksom på. De fleste af disse ting er nævnt på listen. Hun er meget god til at gøre mig opmærksom på de ting jeg glemmer, hvilken ikke altid er en dårlig ting!

- Dog gav det mig lige et lille boost, da hun selv havde glemt sit pas her til morgen da vi stod i lufthavnen, jeg havde kørt hende, og hun skulle til Paris. 

Ingen er perfekte, vi kan alle glemme det mest åbenlyse. En gang i mellem.