Evigt foranderligt

Det er sjovt hvordan mange nye ting sker, selvom man har været her i ni måneder og burde have prøvet næsten alt af underlige situationer.
I lørdags arbejdede jeg hele dagen - ikke de store problemer der, da jeg jo kun har kort tid tilbage med familien. Til middag havde vi naboerne på besøg og det var faktisk første gang jeg rigtigt har snakket med dem, eller set dem for den sags skyld. Det var ret underligt at skulle præsentere sig og så videre når man jo har været her i ni måneder og alligevel snart tager afsted igen. Dog var det da meget hyggeligt!
Senere var der børnefødselsdag/afskedsfest for den lille, så han fik tre venner på besøg. Det er næsten to måneder siden han havde fødselsdag, så jeg tror faktisk at han troede det var hans fødselsdag igen, men det var nu meget sjovt - jeg grinede i hvert fald meget hele dagen, over hvordan de fire tre-årige kom op og skændes, legede sammen og deres reaktioner da en af dem slog sig. Det var meget kært, og en af mødrene blev også, fordi hende datter var ret morsyg. Moren kunne så fortælle et fint lille citat hendes datter engang havde sagt om den lille: "Han har en Malène, jeg har ikke nogen Malène!" - hvor det var indforstået, at hun simpelthen ikke vidste at "Malène" var et fornavn, men den ting som jeg er (altså aupair). Det har nok også noget at gøre med, at den lille generelt betegner mig som "sin Malène" ("ma Malène, ma Malène), når han er omme ved dagplejemoren.
Så eftermiddagen blev hurtigt til aften, og det havde nu været en lang lørdag, så Nina og jeg tog til Nyon, fik os en fesen øl (øl blandet med sprite - også en førstegangs oplevelse) og gik os en tur i den fine by - ligesom vi gjorde da jeg først var ankommet.

Hele søndagen var jeg alene hjemme, hvor jeg sad udenfor og tegnede i solen hele dagen - det var nu ret lækkert. Dog havde familien glemt, at de havde inviteret en nabo til aftensmad, så da der kom en underlig mand (der begyndte at tale engelsk til mig, hvorfor ved jeg ikke) blev jeg ret forvirret, både pga. sproget og fordi jeg slet ikke vidste at de havde inviteret nogen. Han var bare blevet glemt - ligesom mit engelsk.

Nu er det jo ferie for pigerne inden hele familien tager til Korsika tidlig torsdag morgen, hvilket vil sige at de jo sover længe. Dertil er der den lille, der får lov til at sove ligeså længe han vil, hvorefter jeg afleverer ham ved dagplejemoren. Så jeg står nu op til klokken otte, i stedet for klokken syv, hvilket jeg er godt tilfreds med. Igår vågnede den lille så på samme tid, men det var nu ikke så slemt, bortset fra at han brugte hele morgenen på at nægte at sige undskyld til mig, fordi han havde nægtet at spise og derfor råbt ad mig: "Gå væk, gå ud af rummet!!!", som om jeg var en hund. Det tog forældrene ikke let på, så han blev på sit værelse indtil han ville sige undskyld, hvilket han bare ikke ville. Inderst inde er jeg en lille smule ked af, at her imod enden har han slet ikke lyst til at sidde ved mig, snakke med mig og han taler oveni købet grimt til mig - jeg ville gerne kunne tage afsted og vide, at han vil savne mig (selvom han nok ikke rigtigt kan huske mig om et halvt år).

Ellers var mandag stille og rolig - det var da indtil jeg skulle ud at køre med GPS sammen med den ældste, som var opsat på, at vi skulle til en elektronikforretning i Schweiz, da hun havde en gavekort dertil. Vi fandt stedet uden de store problemer - problemet kom, da GPS'en ikke kunne finde ud af, at føre os hjem. Efter at have blevet ledt ind i fyraftenskø, direkte imod Geneve og ned ad en vej der var spærret for enden, var Malene ret stresset og vred, så GPS'en blev fjernet, og den ældste skulle så guide. Da hun var næsten værre end GPS'en kom vi for sent hen og fik hentet den mindste, og vi skulle være hjemme til når Lola blev sat af hjemme, efter at have været omme ved en veninde - så jeg var godt stresset. Jeg er ikke faret vild siden den første måneds tid jeg var her, så det var nu meget underligt at prøve igen - og ret irriterende, for jeg fik nået ikke købt brød af den grund.

Forældrene var ikke hjemme da vi kom hjem, og da de kom hjem, annoncerede de, at køberne af huset kom forbi til champagne - familien flytter jo til Paris i august. Så alt stod på standby da de kom omkring klokken otte, hvor vi ikke kunne komme til at spise eller noget som helst, så vi ventede tålmodigt med en film. Klokken blev først næsten ti, før moren indså, at de ikke havde tænkt sig at gå - og vi skulle altså spise, så de spiste da med. Børnene fik det serveret foran tv'et, jeg havde ikke lyst til at sidde sammen med børnene, så jeg sad i køkkenet, da forældrene spiste udenfor og lidt senere. Det var første gang jeg følte mig liiiidt som en køkkenpige, eller "ansat", da jeg sad der helt alene, og bagefter ryddede op efter maden og vaskede alt op. Det var ikke planlagt sådan, det ved jeg, da forældrene jo skulle holde gæsterne med selskab, og jeg bare gerne ville i seng - så jeg kan da nu konstatere, at jeg er glad for, at jeg ikke har haft det sådan imens jeg har været her!

Nu er det morgen, den mindste er endnu ikke vågnet, så jeg sidder her og skriver inden jeg hopper op og spiser morgenmad. Man må sige, at der sker hele tiden ting man troede man var blevet vant til i det her job - og ellers bare nye ting, som man ikke havde oplevet, selv efter ni måneder. Det er nok det der gør jobbet så alsidigt og lærerigt - det er familielivet, man kan ikke skemalægge det helt fast; det er evigt foranderligt!

Lille note til Cecilie, som fint kommenterede på facebook, hvad pointen blev efter mit sidste indlæg "At rejse er at leve?" mit svar: "Det var et retorisk spørgsmål?" - eller også glemte jeg det da jeg ville have orden på alle billederne ;)