Pinligt

Ja. Det var pinligt. Rigtigt pinligt.

Klokken fem i eftermiddags begyndte "hyggen". Jeg var klar med te og det hele og den ældste af pigerne og jeg sad rigtigt og så håndbold sammen med faren. Jeg var optimistisk;hvilken kamp! Vi skulle nok vinde.... bare vent og se.... fire mål er ingenting i håndbold.... bare vent og se, vi kommer igen. Første halvdel var rolig, god for mit vedkommende, jeg var optimistisk. Resten af kampen. Stakkels børn.
Det begyndte med små udbrud som: "Ej hvad sker der lige der?!" og "Så scor da det der mål!" og endte med: "Skide franskmænd, gå da forhelvede væk, det her gider jeg ikke, jeg tager sgu hjem, NEJ hvor er det pinligt det her!!" - hvortil der sad to piger ved siden af mig med store øjne og så forskrækkede ud.
Da den forlængede spilletid så kom på banen, var jeg kommet til det punkt, hvor jeg sad og svarede på kommentatorernes og farens kommentarer,  på dansk, fx: "Ils sont fatigués maintenant!" "Ja fandme om de er trætte, det er der danskerne skal springe til, og JA!" (dansk mål).

Generelt opførte jeg mig som min mor, hvilket nu ikke er så pinligt, for her er fordelen jo, at jeg kan sige hvad jeg vil, uden at de forstår det. Det pinlige var jo bare at sidde i Frankrig, sammen med franskmænd og se sit land tabe. Det var også rigtigt underligt at se det i Frankrig - kommentatorene holdt jo med det forkerte hold, så når de råbte nej, så råbte jeg ja. Dog var familien da meget flinke omkring det, men alligevel gik jeg i skjul og begyndte at lave aftensmaden så snart fløjten lød. Dårlig taber, ja, efter ti minutter var det sådan set lidt ligemeget, selvom kampen godt nok fik temperamentet i kog.

Pinligheder er jeg sådan set vant til. Jeg var i svømmehallen i onsdags (for første gang hernede), sammen med den mellemste. Det var rigtigt sjovt, vi legede og det hele, men problemet opstod da jeg sagde pænt, at vi skulle op. Svaret var: "nej". Jeg forklarede yderligere, at hvis vi ikke gik op med det samme, så ville vi komme for sent til at hente hendes søster. Pigebarnet svømmede væk fra mig og begyndte at lege videre, og desuden ignorerede hun alt hvad jeg sagde. Efter ti minutter, hvor hun endda var hoppet over i et andet bassin og begyndt at lege der, fik jeg nok, hoppede i vandet og slæbte hende op af det. Foran en hel svømmehal - se det var pinligt, og jeg var så vred.
Senere da jeg spurgte hende, hvorfor hun havde gjort det var svaret: "Fordi jeg havde lyst". Jeg ved godt at en tiårig pige ikke helt forstår at have medlidenhed endnu, men det irriterer mig stadigvæk, at hun kan finde på, at gøre så langt ude mærkelige og umulige ting som det i svømmehallen. Hun er en sød og rolig pige, der slet ikke forstår sig på situationsfornemmelse.

Ellers har det været roligt de sidste par dage; moren har stort set ikke været hjemme de sidste to uger (i hverdagene altså) og i morgen tager hun afsted til Atlanta og kommer hjem på fredag - man tænker lidt, at der da er en grund til, at hun vælger at være sammen med hendes børn i weekenden, for hun ser dem overhovedet ikke ellers. Kunne jeg aldrig nogensinde forestille mig selv at kunne klare. Hvis jeg vælger at få en karriere, med et job hvor jeg skal rejse meget, så vil jeg da slet ikke have tre børn som jeg ikke har tid til.

Man får nogle åbenbaringer som aupair; hvordan man selv vil opdrage sine børn, hvordan man kunne tænke sig at organisere forholdet mellem job og arbejde og hvordan man da slet ikke nogensinde skal se sit land tabe til det land man befinder sig i igen.

Tegn, Malene, tegn!!

Nu er en ny uge godt og grundigt begyndt - og det er mine skridt imod "fremtiden" også. I de sidste par uger har jeg så småt været begyndt på min portfolio til animationsskolen (Viborg), men som en jeg-gør-alt-i-sidste-øjeblikker, har jeg ikke taget mig rigtigt sammen før nu. Igår gik det nemlig grusomt op for mig: februar har kun 28 dage. Jeg skal være klar d. 15 marts. Jeg har nu, 48 dage - 40 tegninger - 6 stks er klar. Det vil sige, at jeg skal lave én tegning hver dag i de næste 34 dage, hvor der så er nogle dage til finpudsning. Hvor bliver det hyggeligt - jeg har kun én ting at sige: TEGN TEGN TEGN!!!
Dog ved jeg, at det nok skal gå - hvis det er det jeg vil, så får jeg det også lavet.

Ellers går det udmærket med børnene, selvom de stadigvæk ikke ligefrem har lyst til at lytte til noget af det jeg siger. Igår skulle pigerne og jeg hente den mindste ved dagplejemoren, og det endte med at der stod tre børn omme i hendes baghave og hellere ville lege med anden (ja, der er en and), hellere ville løbe skrigende rundt og hellere ville stå og brokke sig over, at de andre to ikke kom. Så som Malene rendte rundt og forsøgte at fange den lille, som blev kørt totalt op af sin søster, som så valgte bare at løbe så hurtigt hun kunne, da jeg bad hende om at tage den lilles taske, da jeg endeligt havde fanget ham. Da vi så kom ud i bilen, sad den mellemste og skreg og hev i sin bror, den ældste blev irriteret og lænede sit sæde, så den mellemste blev kvast, og skreg mere, så den lille skreg højere.
Det er sidste gang, håber jeg, at jeg skal hente den lille sammen med pigerne.

Men ja, det er jo bare børn. Dog kan man da blive overrasket over, at den mellemste, der dagen inden havde været til lægen mod infektion i halsen og tog tonsvis af antibiotika for det, kunne skrige så højt.
Generelt har hende den mellemste en, til tider, underlig måde at få hendes frustrationer ud. En gang i forrige uge da jeg skulle hente hende, og bad hende om, ikke at løbe mere rundt og hoppe ind i bilen, valgte hun (lige ude foran skolen, hvor der var ret mange mennesker), at stå på den anden side af vejen og skrige: "STOOOOP, STOOOP, MALÈNE, STOP!!!" så højt hun kunne, imens jeg bare stod og gloede uforstående på hende. Efter et par minutter, hvor jeg havde bedt hende om selv at holde op, fik jeg hende forklaret, at det altså lød som om jeg torturerede hende. "Jamen jeg skulle bare lige have nogle indre frustrationer ud, nu er jeg meget mere rolig". Det værdsætter jeg da også.... meget højt.

Den mellemste opfører sig i det mindste ikke som sin søster, der er en rigtig storesøster. Hun er begyndt at give mig ordre, belære mig, og komme med kommentaren når hun står, uden selv overhovedet at være klar, og sørger for sin bror: "Jamen det er min bror, jeg kender ham bedst!" - selvom jeg ikke mener at det er op til hende og skælde sin bror ud.
Jeg tror næsten at jeg fik sat en stopper for det med ordrene i sidste uge, hvor hun tre dage i træk, ikke havde taget vanter eller en ordentlig jakke på, og derfor forlangte, at jeg kørte dem op foran skolen, så hun ikke skulle gå. Normalvist sætter jeg dem af bagved skolen, da der er en blokade af biler foran - og på den måde vil de komme for sent, hvis jeg tager den vej. Den første dag sagde jeg nej. Den anden dag bad jeg hende om ikke at give mig ordre, hun kunne bare klæde sig bedre på. Den tredje dag sagde jeg slet ikke noget, og fik kommentaren: "Det er bare slet ikke cool det her Malène!".
I denne uge har hun taget en tykkere jakke på, og hun har endnu ikke givet mig en ordre - håber at det fortsætter.

Til sidst er det jo den lille gut. Han er som han plejer - når han vil får jeg masser af bisous, når han er sur får jeg slag, og når han har det sjovt... så bliver jeg enten plasket til med vand, eller plettet til med yoghurt. Jeg har prøvet alternative metoder. Først lod jeg ham plaske alt hvad han ville. Så fik jeg skældud af moren, da han altså skal lære at opføre sig ordentligt. Med maden forsøgte jeg at tage det roligt, indtil den dag hvor jeg fik besked på, at han altså skulle lære at spise ordentligt. Så nu er jeg hende der beder ham om ikke at plaske for meget, og at spise pænt. Med resultatet af det modsatte, selvom han nu er holdt op med at proppe sit vaskede hår, ned i det beskidte badevand - fremskridt.

Nu smutter jeg igen, men jeg vender grusomt tilbage, snart med nye små oplevelser - og børn der stadigvæk ikke rigtigt lytter!

Fem fald

Ski. Jeg har stået på ski. Idag. For første gang siden skituren med efterskolen, for første gang i fire år. Det. Var. Det-bedste-nogensinde!!!!

Doris hentede mig klokken halv otte imorges - derefter hentede vi en anden pige, der hedder Silke, og så var vi på vej til Contamines - Rhône-alperne. Vi ankom, jeg hoppede, dansede imens jeg sang: "Yay, skiii!! On va faire du skiiiiii!" - hvorefter de andre gik lidt væk, og lod som om de ikke kendte mig - men lige meget. Vi smuttede ind og lejede ski, 21 euro - lige til at overkomme. Jeg havde godt nok glemt hvor ondt skistøvler gør, når man ikke ligefrem er vant til dem!
Imens Doris fixede skipas, og Silke var på toilet, stod jeg alene og passede på skiene. Som jeg stod der, fulgte jeg ihærdig med i to gutters samtale - da de var danskere (de brokkede sig egentligt bare over at bussen ikke var kommet). Ved et uheld fik jeg skubbet til vores ski, så de lavede en kædereaktion og væltede danskernes ski også, og jeg udbrød: "Undskyld, undskyld - går det?" - så jeg var lidt afsløret i, at bare have stået og lyttet.

Da de andre kom tilbage tog vi liften op, og da vi nåede til toppen kom det spændende øjeblik: havde jeg glemt, hvordan man gjorde? Slet, slet, slet ikke! Det er fire år siden jeg sidst har gjort det, og jeg kørte dobbelt så hurtigt som Silke, der sidst havde gjort det for to år siden. Doris bor i østrig i en skistationsby, jeg behøver vist ikke sige mere. Så Doris og jeg brugte meget tid på at vente på Silke, men det var nu også meget rart med nogle pauser en gang i mellem.

Jeg faldt ialt fem gange:
- Første gang, på den første tur fordi jeg ventede og ikke kunne finde ud af at stå stille.
- Anden gang, fordi vi skulle krydse et stykke der ikke var kørt til, så mine ski faldt igennem sneskorpen og jeg på bagen.
- Tredje gang. Tredje gang er resultatet af det største blå mærke jeg nogensinde har haft.
Det var sent på dagen efterhånden - Silke var blevet træt, og havde sat sig på en café, imens vi andre tog nogle lidt svære røde pister. Det var gået godt, og vi ville da lige tage en, der så rigtig godt lang ud. Fra liften af, havde jeg godt set, at der var et stykke der så rimeligt stejlt ud for en rød piste, men jeg tænkte: det går jo nok. Det gik også rigtigt godt, indtil vi så kom til det stykke. På stykket før havde jeg fået alt for meget fart på, og så gik det lige pludseligt bare nedad. I mit forsøg på at bremse faldt jeg, og kurrede hele vejen ned i en enormt fart med skiene først, så det gav en sky af sne. Lige som jeg troede at det stoppede, fik jeg mig vendt, så jeg kurrede videre, nu med ryggen først. Da jeg endeligt stoppede, en anelse forslået, nåede Doris bekymret hen til mig og udbrød: "Malene!! Er du okay?! - Jeg så bare lige pludseligt en snesky, der så var dig!!" - hvortil jeg grinte, rejste mig og sagde: "Bah, men det går, kommer du?" - og kørte videre imens jeg grinte over mit alt for komiske fald.

- Fjerde fald blev så endnu mere komisk. Jeg ville så gerne prøve den lift hvor man bliver trukket op ad pisten af et sæde man holder imellem benene - det var lang tid siden, og jeg huskede det som sjovt. Dog var det ikke gået op for mig, hvor træt jeg var blevet efter det forrige fald, så da jeg så skulle på liften, kunne jeg ikke styre skiene, og jeg faldt. Jeg faldt af liften, tabte min ene ski, og måtte hurtigt af vejen inden den næste kom kørende bag mig. Jeg fik bugseret mig ned for enden af liften, med mange blikke fra de andre der rent faktisk kunne finde ud af at bruge den. Dog endte alt godt, og jeg kom sikkert hele vejen til toppen på den "sjove" lift.
-Femte og sidste fald var træthed. Træthed på den allersidste, blå piste, der førte os hen til den store lift. På det sidste stykke rystede mine ben, jeg kunne knapt nok styre skiene, så det var en træt Malene der satte sig ind i liften sammen med de andre, for at kunne sætte sig ind i en bil, og slappe af.

Men, jeg skulle da ikke lige snydes for at overhøre en stor gruppe danske skibumser der lige var ankommet - hvortil jeg kunne brokke mig, på fransk, over deres sjællandske accent - det bliver da ikke bedre end det!

Så nu er Malene træt, rigtigt træt, men rigtigt glad, da det virkeligt har været en fantastisk dag ude i sneen og med masser af frisk luft - jeg er stadigvæk helt vild med at stå på ski! - nu venter jeg bare på, at der kommer sne på Juraen igen.

Små, langsomme forbedringer

Jeg er nu fire dage inde i mit forløb om at forbedre min mentalitet, så lad mig da lige opdatere, hvordan det så går. Ikke nemt. Slet ikke nemt.

Igår var det allerførste jeg tænkte fra morgenen af: "Jeg skal helt klart ind og sove igen senere". Heldigvis var der ikke tiden til det, da tøjet skulle ordnes og pigerne skulle hentes til frokost - og det var jeg også meget tilfreds med.
Dog havde jeg ingen forhindringer i at hoppe på hovedet i seng igen i morges. Efter en morgen med en dreng der skreg og snakkede babysprog når han svarede mig (han snakker normalvist meget godt og forståeligt) og to piger der da slet ikke ville lytte til Malene, var der ikke meget motivation til at fortsætte med at være vågen.
Vi havde travlt fra morgenen af, så køkkenet var et kaos, der var masser af tøj der skulle lægges sammen og rengøringen var også nødvendig. Malene hoppede i seng og sagde til sig selv: "faren kommer hjem i aften, jeg har tid til at gøre det senere".
Klokken halv tolv kom faren hjem, typisk, og jeg sprang ud af fjerene med en øjeblikkelig dårlig samvittighed. Han nævnte noget om at køkkenet lignede jeg-ved-ikke-hvad, men at jeg kunne gøre det når jeg havde tid - jeg løb op og gjorde det øjeblikkeligt; og for at overkompensere blev skjorterne strøget og alt vasketøjet lagt sammen - inden for en time.
Så man kan sige, at jeg faldt lidt i fælden, med resultatet af dårlig samvittighed. Men jeg fik gjort alt det der skulle gøres, om eftermiddagen gjorde jeg rent og lavede mad, så det var da positivt; det vil desuden også sige, at jeg har en dag imorgen, hvor jeg kun skal handle ind. Det var to positive ting for idag - og her kommer den tredje:
Da den lille og jeg hentede pigerne i skole, ventede vi på, at de gjorde jeg klar. Normalvis løber han rundt på gangene og laver en masse larm, men idag skete dette:

Han er blevet rigtigt god til at give mig bisous* på det sidste, men det er mest når han siger farvel, og på kinden, så det kom virkeligt som en overraskelse - også fordi han aldrig nogensinde plejer at ville bæres. Vi stod der og grinede og pjattede i et lille stykke tid. Det var virkeligt et dejligt, opmuntrende øjeblik, hvor jeg glemte totalt, hvor træls han havde været fra morgenen af.

Så jeg har rent faktisk formået at finde tre positive ting, for første gang siden jeg satte mig målet. Jeg vil gerne indrømme, at jeg ikke er hammergod til at hive op i mig selv, men jeg kan jo kun glæde mig over når jeg så gør det - og så nyde den lille succes!

Desuden har det været dejligt at få opmuntrende reaktioner på den seneste blog - det værdsætter jeg meget, så mange gange tak!


*Det er vel kys, men bisous er alligevel med lidt mindre betydning, da franskmændene hele tiden giver dem; når de mødes, når de skilles osv.

Januar "hive-op-i-sig-selv-terapi"

Efter to slappe uger er jeg nu nået dertil, hvor januar ikke længere skal bestemme hvilket humør jeg har; jeg er begyndt på selvterapi! - med hjælp fra mor.

Måske er selvterapi lidt voldsomt et ord, men jeg har i hvert fald taget beslutningen om, at der skal laves nogle mentale ændringer for, at jeg ikke bliver viklet helt ind i negativitet der ødelægger mit ophold hernede. Det gik efterhånden op for mig, at det var nødvendigt, efter en lang snak med min mor, hvor jeg mest brugte tiden på at brokke mig. Da hun til sidst sagde:
"Ved du hvad, jeg kan meget nemt sidde her og sige 'nej hvor er det synd for dig', men det nytter ikke noget. Prøv at fortæl mig tre positive ting der er sket i denne uge!"
Det kunne jeg ikke. Det blev til:
- Vejret har været godt.... men det betyder også at jeg ikke kan stå på ski...
- Jeg har været udenfor her i weekenden... fordi vejret var godt...
- Øh...
Som man roligt kan sige så fejlede jeg grusomt, hvilket var lidt af en øjenåbner. Så vi snakkede videre, og efter samtalen fik jeg skrevet nogle mål ned:

- Læg dig ikke i seng igen efter du er stået op
- Gå en tur
- Tag et bad (efterhånden en sjældenhed, da det er nemmere bare at sove fra morgenen af)
- Hvis træt: gå endnu en tur - og lad være med, bare at spise et mellemmåltid
- Klæd dig lidt pænere på - gør noget ud af dig selv
- Tegn
- Find hver dag tre positive ting


Meget basale ting, som jeg ikke har haft lyst eller energi til i de sidste to uger - mest fordi jeg bare har været træt, hvorefter jeg har hoppet i seng igen, hvorefter jeg blev mere træt, hvor jeg så spiste lidt for at få energi, som jeg ikke fik, så jeg som lidt mere, spiste lidt mere - en ond cirkel.

Igår prøvede jeg på at gøre nogle af de ting jeg havde sat mig for, og resultatet blev:
- To gåture, en fra morgenen af, en om eftermiddagen
- En anden påklædning - jeg droppede min sædvanlige fleecetrøje
- Jeg tegnede i omkring tre timer i løbet af dagen
- Jeg holdt mig vågen

Det resulterede i en meget træt Malene, der om aftenen gjorde status med sin mor. Jeg havde ikke formået at finde de tre positive ting - så de blev igen til "vejret", og ellers at jeg havde holdt mig ude af sengen.
Dog er jeg tilfreds, det er jo svært i begyndelsen at vænne sig af med de dårlige vaner man har fået opbygget, og man kan ikke forvente, at alt er perfekt efter én dag. Så længe jeg føler, at jeg gør fremskridt hver eneste dag, så kan jeg ikke være andet end tilfreds. Selvom det er hårdt at indse, at alt tager tid.

Her til sidst vil jeg præsentere en lille idé min far kom med i søndags:
En lille stribe eller tegning over en sjov, trist, træls eller mærkelig hændelse.

Dette skete igår - det er ikke altid lige nemt, at spænde den mindste fast i sit sæde i bilen, men så længe han har det sjovt da...
"arrête", betyder "stop"

Stille og roligt

Som det har været en stille og rolig uge uden de store hændelser, har der heller ikke været meget at skrive om.

Generelt går det langsomt med rigtigt at komme godt igang igen; selve dagene føles lange og uoverskuelige, imens ugerne går hurtigt. Jeg er træt og sløv, og kan ikke komme helt på toppen igen efter ferien, selvom det nu er to uger siden, at jeg vendte tilbage.

I tirsdags sov jeg for første gang over mig, da min alarm på telefonen simpelthen ikke ringede - nu har jeg sat tre ekstra alarmer til, hvis det sker igen. Det var uheldigvis på en af de dage, hvor moren på forhånd havde sagt til mig, at hun ikke havde tid fra morgenen af, til at hjælpe til. Det hjalp ikke på samvittigheden at tænke på det; dog kom vi ud af døren til tiden, men kun fordi moren gik i selvsving og gjorde alle de ting der skulle gøres stort set.

Her i weekenden har jeg brugt tid udendørs med de andre aupairpiger, da der var høj solskin og femten grader både igår og idag - så kan man ikke være andet bekendt end at lave en picnic og nyde vejret. Selvom jeg synes det er fantastisk med det gode vejr, kan det dog godt ærgre mig lidt, at der dermed ikke er noget sne på bjergene til at stå på ski på. Hvis man vil stå på ski, skal man om på den anden side af Geneve søen, og finde et sted der i alperne - det vil sige en køretur på mindst en times tid. Jeg håber snart at det bliver bare lidt koldere.

Som i kan læse er der ikke det store at fortælle, men jeg håber da, at der kommer noget mere spændende i den kommende uge! Her til slut vil jeg gerne ønske min morfar tillykke med fødselsdagen i torsdags - jeg håber at Markus fik sendt den besked jeg bad ham om, og at du havde en dejlig dag!

La Galette des Rois

Ja nu begynder alle højtiderne, og allerede ved den første rigtige nu her, forstår jeg ikke helt traditionen, men har ikke det mindste imod den. Den indeholder nemlig kage.

Kagen hedder en "Galette", som er lavet på noget mandelbund af en art, svært af forklare. Højtiden er "l'Epiphanie", eller bare Helligetrekonger, som vi jo kalder den, og er hvert år den sjette januar. Traditionen går på, at man samler familien omkring "galetten", hvori der er gemt en lille plasticfigur. Man deler den op, så der er et stykke til alle ved bordet, hvorefter den yngste kravler under bordet. Til ham/hende spørger man så, uden personen kan se stykket, hvem dette stykke er til, og hun/han siger et navn - og sådan bliver stykkerne delt ud.
Den heldige der får figuren er festens konge eller dronning, og får en papirskrone på hovedet. Derefter skal kongen/dronningen så vælge sin konge/dronning. Det siges, at den heldige der får figuren får held i det kommende år.
Traditionen er jo tydeligvis bygget omkring de hellige tre konger der kom, for at besøge Jesusbarnet, men jeg har aldrig hørt at der skulle være en kage indblandet... ingen protest herfra!
Meget sød lille tradition - men jeg havde aldrig hørt om den før.

I onsdags fra morgenen af, udbrød den ældste henrykt, at der var "galette" på skolen - det var hvad jeg forstod, så jeg svarede da bare, at det da var super! Da hun så kom hjem, havde hun en kage med, og jeg spurgte hvad det var. Hun blev noget irriteret, for det havde hun allerede fortalt mig; jeg sagde bare "nååååårh ja, det er da også rigtigt" - selvom jeg troede at hun havde ment, at der var galla eller noget lignende, hvor de så fik uddelt en partner eller ja... jeg havde i hvert fald slet ikke fået fat i det med kagen.

Fredag var jeg til fransk, og det var dér jeg blev oplyst om mysteriet med kagen; vi læste nemlig en lille tekst omkring højtiden. Så derefter var jeg fuldkomment med på, hvad det gik ud på.... troede jeg.

Igår, familien havde ikke tid på selve dagen, spiste vi nemlig galetten sammen med nogle af familiens venner der også har en aupair. Vi aupair piger gjorde klar til kagen, da vi sad med alle børnene (fem ialt) og spiste den. Først var der meget besvær med at få dem til bords, da det åbenbart var sjovere at spille Wii. Derefter forstod den lille ikke princippet med at sætte sig under bordet, så han begyndte at skrige, så det var den mellemste der gjorde det i stedet.
Stykkerne blev delt ud, skilt ad for at se om man havde figuren, spist en smule og når figuren så var fundet var det ligemeget, og så smuttede børnene fra bordet og spillede Wii igen. Det tog ti minutter, og der var massakreret kage overalt. Men det var en rigtig god kage!

Så med denne lille, sjove tradition, sluttede den første uge efter ferien - som ellers havde været rigtigt hård. Dog kan jeg allerede nu mærke, at den lille er mere rolig (han spiste helt selv her i morges), at jeg håndterer min forkølelse bedre og at alt nok skal blive bedre i denne uge.

Børn der ikke lytter

Ja, jeg er rigtigt kommet tilbage til hverdagen. Dagen efter jeg kom hertil igen, begyndte alt som det plejer; børnene skulle i skole og til dagplejemor, hvilket jo betød, at jeg skulle tidligt op igen for første gang i næsten to uger.

Det er hårdt at starte op igen! - det er efterhånden min konklusion, når jeg i de sidste fire dage har formået:
 - at blive syg igen
 - at ræse rundt i Carrefour i halvanden time, fordi der var så meget jeg skulle købe, og så mange mennesker, som også skulle købe ind efter ferien.
 - at stå med en to-årig dreng i skolen, hvor vi hentede pigerne, der ikke ville med igen, fordi han skulle lave stort. Hvilket han valgte at råbe meget højt om.
 - at blive skældt ud for at vinde et Wii spil, hvilket egentligt ikke var med vilje, da jeg bare rystede remoten.
 - at have to piger der ikke vil lave andet end at se tv - selvom de ved, at de ikke må, og derfor vælger at ignorere mig, når jeg beder dem om at slukke tv'et.
 - at opleve to piger kaste med ost, hvorefter den ene af dem bliver så fornærmet, da jeg tager osten fra dem, at hun nægter at gå i seng og slet ikke vil tale til mig.

Jeg kunne blive ved for evigt, så jeg stopper bare nu. Sagen er, at jeg normalvist ikke har problemer med pigerne, men de sidste par dage har de været umulige - ikke mindst overfor hinanden, men også overfor mig.

Den lille gør alle de ting han normalvis gør; skriger, slår, hyler og ellers er sindsygt træls, men sagen er, at jeg forventer det af ham; han er to år, jeg kan i princippet bare bære ham i seng, hvis han nægter.
Det kan jeg derimod ikke med pigerne, der simpelthen ikke har noget som helst respekt for mig mere.

Her til morgen nægtede den mellemste at spise, som hun nægtede at gå i seng i går aftes, nu med den grund, at hendes søster hunsede med hende. Der sagde jeg, at det skulle være løgn, hældte cornflakes op til hende og sagde hårdt, at nu havde hun bare af at sætte sig ned og spise. Dertil var kommentaren fra den ældste til sin søster: "Spis nu, hvis du fortsætter med at opføre dig sådan så ender det med, at Malene ikke har lyst til at være her mere!" - hvilket jo var en sjov ting at sige, når hun jo var med til at pirre hendes søster fra starten af.
Egentligt har hun ret i, at det ikke er spor sjovt for mig at blive ignoreret og manipuleret af to piger på ni og elleve år. Dog ved jeg, at det er børn jeg har med at gøre; de har brug for en der ikke bare skrider når tingene bliver hårde - og det har jeg heller ikke tænkt mig. Selvom jeg kunne finde mange andre, meget bedre steder at være, når jeg står med to piger der er totalt umulige.

Jeg har ikke endnu haft chancen for at tale med forældrene om det. Den helt store hændelse med den mellemste skete i aftes, hvor faren kom sent hjem - dog ringede han midt i det hele, og der fik han et lille uddrag. Han kørte pigerne i skole i morges, hvor han sagde, at han ville snakke lidt alvor med dem.
Moren er i Paris, og kommer hjem i aften, jeg får sikkert snakket med hende engang i morgen.

Jeg håber snart at alt bliver bedre. Jeg gør mit bedste konstant, selvom jeg efterhånden tvivler på, om det er godt nok.

Så vendte man tilbage

Nu er jeg så, efter en lang dag og en dejlig ferie, endt i Frankrig igen - selvom det ikke var sjovt at efterlade Mathias for anden gang for at tage herned; det kunne jeg godt have undværet.

Mine forældre og Mathias satte mig på toget klokken tyve over seks i morges, og så gik turen ellers med at sove hele vejen til København H, hvor jeg skiftede tog imod lufthavnen. Jeg landede i Geneve kvart i tre, og skulle selv tage toget og bussen til Cessy. Troede jeg. Som jeg sad og ventede på bussen, blev jeg ringet op af den ældste, der forklarede, at moren havde ventet på mig i lufthavnen. Jeg forstod intet; jeg troede først de kom hjem engang i aften, faren havde intet sagt, og jeg var slet ikke blevet ringet op eller kontaktet - men jeg blev da hentet ved busstoppestedet i Cessy.

Mine frustrationer blev dog glemt, da jeg blev hentet og den ældste og den lille sad på bagsædet og råbte glædestrålende "Godt Nytår Malene!!" - det var bare så dejligt. Den lille var endda vokset, synes jeg, i de elleve dage jeg har været væk, og han var utrolig ivrig efter at få leget med alle sine nye biler sammen med mig.

Pigerne gik også i fuld gang med at fortælle mig, hvad de havde fået i julegave, og de blev henrykte, da jeg, blandt andet, gav dem flere armbånd til deres samling i julegave - det er nogle silikone armbånd, der når man ikke har dem på, har form efter fx et dyr eller en ting, utrolig stor dille!

Aftenen forløb som altid, næsten som hvis jeg aldrig nogensinde havde været væk - hvilket er rart, så har man lidt faste rammer igen til at skylle alle de indtryk fra ferien ned med. Desuden begynder hverdagen igen imorgen.

Sidst, men ikke mindst, mange gange tak til alle jer der gjorde min ferie i Danmark så fantastisk; det var skønt at se jer alle igen, og jeg glæder mig til at få nogle besøg i løbet af foråret - og til at se jer alle sammen helt igen til juli. Indtil da må I nøjes med at følge mig her, og jeg glæder mig til at skrive meget mere om mine oplevelser her i Frankrig!