Ja de sidste tre dage har været... lange alligevel - også selvom det kun er den lille der er her. Jeg har kedet mig, for der er ikke så meget at lave, når det lige pludseligt regner, og så sidder man dér, indenfor og keder sig uden nogle pligter rigtigt. Ikke at jeg klager - næsten modsat - men jeg savner nu pigerne lidt.
Det skyldes mest, at når den lille er "enebarn" så bliver han til en lille konge, der råber: "Vil ha', vil ha' vil ha'!", hvilket bare er træls. Selvfølgeligt får han ikke de ting han "vil ha'" ved at råbe på den måde, så når jeg siger nej råber han: "Du skal IKKE sige nej!!" og begynder at tude og når jeg så bærer ham ind i køkkenet for at spise eller lignende, så råber han, at det gør ondt, og at jeg skal lade være. Hvilket jo bare lyder som om jeg mishandler ham, så det er så dejligt når faren er hjemme og kommer ind i rummet og spørger hvad der sker - ofte er det dog den lille der får at vide, at han ikke skal råbe ad mig.
Så vi hygger rigtigt herhjemme, og jeg er lykkelig for, at pigerne kommer hjem nu her engang i eftermiddag. Faren er allerede kørt afsted for en times tid siden, hvor det sidste han sagde til mig var: "Vi er ligeglade med konger, Malene!" - mit svar var: "Okay!"
Dertil skal der lige nævnes, at jeg usædvanligvis *hosthost* var blevet royalist for en dag - symptomerne begyndte i fredags, selvom jeg i ugerne op til, egentligt har været ligeglad. I fredags da vi spiste aftensmad, udbrød moren nemlig: "Vi skal da se britisk bryllup på fredag!" som en joke, da hun udmærket godt vidste, hvordan faren ville reagere. Han begyndte nemlig en laaang tale om, hvordan han da var ligeglad med konger, og at franskmændene havde gjort det rigtige i, at have halshugget deres, og sat stop for lortet!" - derved tænkte jeg, hmm, det kunne nu være sjovt at sætte sig ned og se det, og se hvordan han reagerer. Mere tænkte jeg ikke ved det, indtil igår aftes, hvor jeg kedede mig (igen) og kom til at se en dokumentar om dem i TV'et. Nah, det gav heller ikke den store lyst, så jeg slukkede og gik i seng. Dermed er vi så fremme ved idag.
I morges kedede jeg mig nemlig igen, så jeg tænkte, at jeg da lige kunne se, om de danske medier dækkede det. Derved fandt jeg ud af, at man da kunne se det direkte på nettet - sjovt! Men, men, men nettet er elendigt, så jeg fik ikke nogle billeder med, kun brudstykker af Jes Dorph, og det irriterede mig lidt, for jeg var blevet nysgerrig efter, hvordan den der kjole så ud. Så jeg hoppede ovenpå og strøg skjorter og så bryllup - i to timer, handlede ind, og vendte tilbage i tid nok til, at kunne se kysset på Buckingham Palace - så var Malene glad.
Faren kom op for at sige, at han hentede pigerne, lige inden de ankom i kareten til Buckingham Palace, hvortil han nævnte, at det var nogle flotte heste, men spild af penge - hvorefter han gik.
Dog var det egentligt ret meget spild af tid og jeg fik ikke meget ud af, at franskmændene simpelthen ikke kan finde ud af det med undertekster, så de sætter da bare en gut til at tale oversat indover hvad præsten siger, så man da slet ikke forstår noget som helst - skønt. Så nu sidder jeg lidt tilbage med følelsen om, at det eneste jeg er blevet klogere på er, at Alexander McQueen laver smukke brudekjoler, at Prins William allerede som 28 årig er godt på vej til en skaldet plet og at Dronning Elisabeth er 85 år gammel (noget kommentatorerne ivrigt nævnte hver gang hun var i billedet). Desuden fandt jeg ud af, at hvis man råber: "Er der nogen der taler fransk?", ud til en menneskehob, er der altid en der svarer og er klar til at blive interviewet - nej hvor et tilfælde.
Jeg vil prøve på at finde noget mere spændende at give mig til i weekenden...
fredag den 29. april 2011
tirsdag den 26. april 2011
Påsken 2
Ja, jeg må ærligt talt sige, at det var påsken 2 igår - for Malene havde glemt, at der var noget der hed 2. påskedag - så søndagaften fandt jeg ud af, at jeg faktisk kunne sove længe dagen efter; herligt!
Det vil så sige, at jeg rent faktisk havde forlænget weekend uden at vide noget som helst om det, så jeg benyttede mig da vældigt af det. Da jeg stod op til morgenmaden, havde den lille lige spist, og så skulle vi altså lege med biler imens jeg spiste. Så han satte sig ved siden af mig og uddelte de sædvanlige ordre om, hvilke biler der var mine, og hvilke der var hans. Han var meget stolt af, at han som en stor dreng, nu ikke havde bleen på, eller sine sutter i munden OG at han sad på en stor stol. Så da han havde kastet en af sine biler på gulvet kiggede han på den, og bad mig om at samle den op. Jeg sagde, at han da var en stor dreng, det kunne han da selv gøre, hvortil jeg fik tilbage: "Jamen, Malene, du er en stor pige, du kan også gøre det helt selv!" - jeg var flad af grin, for tonefaldet var præcist mit tonefald når jeg sagde det samme - han er ikke helt dum.
Det holdt dog ikke længe med at være en stor dreng, for han glemte at sige, at han skulle på toilettet, og så var der tis overalt på den store stol - men ellers går det fremad med toilettræningen; han fik endda lov til at bruge mit toilet igår inden vi skulle ud og lege - hvilket var ret sejt for ham.
Generelt er han meget mere glad for mig nu, og jeg er også meget mere glad for ham, da han ikke længere slår mig konstant - mit største problem er, at få ham til at holde op med at give krammere, og det har jeg ikke så meget imod.
Pigerne tog med flyet til deres bedsteforældre der har et hus i Normandiet igår eftermiddags, så der er blevet rigtigt stille heromkring - moren tager, som sædvanligvis, til Paris i eftermiddag, så det er bare faren, den lille og mig der bliver tilbage. Så Malene har faktisk en lille smule påskeferie kan man sige, da det er en hel del nemmere når der kun er ét barn at tage sig af.
Dog savner jeg alle dem derhjemme, og selvom jeg ved, at de kommende to måneder vil gå rigtigt hurtigt, så er det ikke altid lige sjovt. Så jeg begynder at arrangere ture sammen med pigerne, og ikke mindst Cecilie fra min gymnasieklasse, der er aupair i Bologna - i den første weekend i maj, tager vi en smut til Milano, der er midt imellem os, så det var da oplagt kan man sige. Desuden er vi igang med at se, om vi kan få en tur til Paris op og køre, men mere om det senere.
Så endnu en lille Påske-opdatering herfra, håber alle har haft en god ferie - med godt vejr i bette Danmark kan jeg forstå!
Det vil så sige, at jeg rent faktisk havde forlænget weekend uden at vide noget som helst om det, så jeg benyttede mig da vældigt af det. Da jeg stod op til morgenmaden, havde den lille lige spist, og så skulle vi altså lege med biler imens jeg spiste. Så han satte sig ved siden af mig og uddelte de sædvanlige ordre om, hvilke biler der var mine, og hvilke der var hans. Han var meget stolt af, at han som en stor dreng, nu ikke havde bleen på, eller sine sutter i munden OG at han sad på en stor stol. Så da han havde kastet en af sine biler på gulvet kiggede han på den, og bad mig om at samle den op. Jeg sagde, at han da var en stor dreng, det kunne han da selv gøre, hvortil jeg fik tilbage: "Jamen, Malene, du er en stor pige, du kan også gøre det helt selv!" - jeg var flad af grin, for tonefaldet var præcist mit tonefald når jeg sagde det samme - han er ikke helt dum.
Det holdt dog ikke længe med at være en stor dreng, for han glemte at sige, at han skulle på toilettet, og så var der tis overalt på den store stol - men ellers går det fremad med toilettræningen; han fik endda lov til at bruge mit toilet igår inden vi skulle ud og lege - hvilket var ret sejt for ham.
Generelt er han meget mere glad for mig nu, og jeg er også meget mere glad for ham, da han ikke længere slår mig konstant - mit største problem er, at få ham til at holde op med at give krammere, og det har jeg ikke så meget imod.
Pigerne tog med flyet til deres bedsteforældre der har et hus i Normandiet igår eftermiddags, så der er blevet rigtigt stille heromkring - moren tager, som sædvanligvis, til Paris i eftermiddag, så det er bare faren, den lille og mig der bliver tilbage. Så Malene har faktisk en lille smule påskeferie kan man sige, da det er en hel del nemmere når der kun er ét barn at tage sig af.
Dog savner jeg alle dem derhjemme, og selvom jeg ved, at de kommende to måneder vil gå rigtigt hurtigt, så er det ikke altid lige sjovt. Så jeg begynder at arrangere ture sammen med pigerne, og ikke mindst Cecilie fra min gymnasieklasse, der er aupair i Bologna - i den første weekend i maj, tager vi en smut til Milano, der er midt imellem os, så det var da oplagt kan man sige. Desuden er vi igang med at se, om vi kan få en tur til Paris op og køre, men mere om det senere.
Så endnu en lille Påske-opdatering herfra, håber alle har haft en god ferie - med godt vejr i bette Danmark kan jeg forstå!
søndag den 24. april 2011
Påsken
Ja, så kom påsken også til Frankrig - eller den kom her til huset. For i de sidste to uger, har butikkerne bugnet med alverdens påskeæg, påskeharer, påskekyllinger og påskekurve - selvfølgeligt alt sammen i chokolade. Man kan sågar købe chokoladeæg fyld med flydende chokoladecrème, så børnene kan spise dem med en ske - som et hårdkogt æg. Dét har vi så slet ikke gjort noget i her i huset, det er bare mig der har gået forundret rundt i Carrefour hver gang jeg har handlet ind. Dog har der været noget påske idag.
Da jeg gik op for at se hvad alt larmen handlede om, fandt jeg hurtigt ud af det; pigerne havde gemt påskeæg i haven, og den lille var igang med at finde dem. Dog kunne pigerne ikke lade være med at hjælpe ham så meget, at det egentligt var dem der fandt æggene, og ikke ham. Det resulterede i, at den mellemste begyndte at skælde hendes søster ud for at hjælpe for meget, selvom hun selv var ligeså slem, hvilket søsteren så påpegede ligeså højlydt. Så det var et herligt øjeblik med en lykkelig lille dreng der fandt chokolade og to piger der råbte af hinanden!
Dog skulle vi så spise kort efter, hvor vi fik lam og bønner, sjov kombination, men meget påskeagtigt alligevel - vi fik i hvert fald spist en masse og grint meget af den lille, der kastede petangkugler afsted, hvortil den mellemste råbte: "EY, du har slået en sommerfugl ihjel, dumme!!" - lyder bedre på fransk, men alligevel!
Denne weekend er dog ikke så sjov generelt - jeg keder mig, og kan ikke tage mig sammen til at lave noget, da jeg ikke har nogen af lave noget sammen med. Alle de andre aupairpiger er nemlig på påskeferie - enten med deres værtsfamilie eller i deres eget land - så jeg er helt alene, og jeg keder mig.
I næste uge er der ferie, så pigerne skal om til deres bedsteforældre, imens den lille bliver hjemme ved mig - dog skal han i dagpleje, så det går nok - så jeg får det da lidt nemmere på den måde! Der sker bare ikke så meget heromkring, så jeg er lidt rastløs.
Så alt er påskeagtigt og fint her i Frankrig, jeg vil til at kede mig med et afsnit af endnu en TV-serie på nettet og tænke over hvad jeg kan finde på at skrive i det kommende indlæg - à bientôt!
Da jeg gik op for at se hvad alt larmen handlede om, fandt jeg hurtigt ud af det; pigerne havde gemt påskeæg i haven, og den lille var igang med at finde dem. Dog kunne pigerne ikke lade være med at hjælpe ham så meget, at det egentligt var dem der fandt æggene, og ikke ham. Det resulterede i, at den mellemste begyndte at skælde hendes søster ud for at hjælpe for meget, selvom hun selv var ligeså slem, hvilket søsteren så påpegede ligeså højlydt. Så det var et herligt øjeblik med en lykkelig lille dreng der fandt chokolade og to piger der råbte af hinanden!
Dog skulle vi så spise kort efter, hvor vi fik lam og bønner, sjov kombination, men meget påskeagtigt alligevel - vi fik i hvert fald spist en masse og grint meget af den lille, der kastede petangkugler afsted, hvortil den mellemste råbte: "EY, du har slået en sommerfugl ihjel, dumme!!" - lyder bedre på fransk, men alligevel!
Denne weekend er dog ikke så sjov generelt - jeg keder mig, og kan ikke tage mig sammen til at lave noget, da jeg ikke har nogen af lave noget sammen med. Alle de andre aupairpiger er nemlig på påskeferie - enten med deres værtsfamilie eller i deres eget land - så jeg er helt alene, og jeg keder mig.
I næste uge er der ferie, så pigerne skal om til deres bedsteforældre, imens den lille bliver hjemme ved mig - dog skal han i dagpleje, så det går nok - så jeg får det da lidt nemmere på den måde! Der sker bare ikke så meget heromkring, så jeg er lidt rastløs.
Så alt er påskeagtigt og fint her i Frankrig, jeg vil til at kede mig med et afsnit af endnu en TV-serie på nettet og tænke over hvad jeg kan finde på at skrive i det kommende indlæg - à bientôt!
tirsdag den 19. april 2011
Forbud
Det er mange forbud som jeg efterhånden skal håndhæve og åbenbart også burde følge, hvis jeg ikke vil at lærere på skolen sender onde blikke efter mig.
Jeg havde nemlig den oplevelse her til aften. Jeg kom ind i klasselokalet, hvor jeg sagde godaften som det første til læreren. Hun sagde godaften, som sædvanligvis, og sendte mig et elevator blik med et stramt udtryk. Jeg tænkte ikke mere over det, da hun generelt er ret ond ifølge pigerne, så da vi kom ud fortalte jeg det til den ældste. Hun svarede, at det måske havde noget at gøre med det jeg havde på. Jeg kiggede ned ad mig selv, hvor min sommerkjole og bare ben ikke virkede underlige - så jeg konstaterede, at det var de lilla strømper der gjorde det. Dertil sagde den ældste så, at det faktisk var forbudt at gå med shorts, nederdele eller kjoler der gik over knæene, og at man i så fald skulle have leggins på. Jeg kiggede måbende på hende, og blev helt forlegen over min korte kjole og mine bare ben. Jeg spurgte forvirret om der så var andre ting man ikke måtte have på?
Dertil remsede hun op:
- stramme overdele
- nedringede overdele
- bare skuldre
- bar ryg
Dog tilføjede hun, at dem i de større klasser tog hvad de ville på, og så havde de en times eftersidning næsten hver onsdag.
Jeg vidste godt, at det er en privatskole de går på, men jeg havde slet ikke tænkt på, at jeg rent faktisk har klædt mig stødende på op til flere gange når jeg tænker over det. Hvilket godt eksempel hende læreren da må mene, at jeg er.
Måske er det mest fordi jeg er vant til at håndhæve forbuddene her i huset - som jeg har nok problemer med. TV'et er allerede forbudt, og computeren blev det også i morges, eftersom faren havde brugt flere timer på at ordne den igen, efter at pigerne havde brugt den i weekenden. Jeg venter bare på at iPad'en også bliver forbudt, så skal jeg nok få masser af timer til at gå med at diskutere det med pigerne. For det er nemt at sige: "Det er forbudt fra nu af!", når man ikke er der - hvilket faren gør i flæng, og så skal jeg ellers håndhæve det. Det er ikke ham der får smidt en fjernbetjening efter sig i ny og næ!!
Ellers går det godt - især med den lille, der til tider spørger om jeg har sovet godt, og nogle gange ønsker mig en god dag - hvilket jeg er den eneste han gør det ved, meget sjovt! Jeg fortalte også den sjove episode med, at han havde kaldt mig "mamman" i lørdags, hvilket vi grinte over, men hun måtte indrømme, at det var godt for mig, men ikke så godt for hende! - jeg er lidt enig, og fortrød lidt at jeg havde fortalt det - så jeg undgik at fortælle at pigerne havde gjort det samme.
På den anden side er den mellemste helt umulig. De sidste to dage hvor jeg har hentet hende, har hun løbet fra, og gemt sig i hækkene bag skolen. Når vi finder hende vil hun ikke hoppe ind i bilen, og den mindste bliver på den måde hysterisk, og vil ikke ind i bilen før hun er hoppet ind. Ergo, hun spreder kaos, uden nogen grund. Hamrende irriterende. Derudover nægter hun at dække bord, og rydde op efter sig når hun har leget, er heller ikke noget hun vil. Det er nogle hyggelige stunder vi har haft her til aften, må man sige!
Men ja, det skal jo ikke være nemt det hele. Nu vil jeg så lære mig selv at klæde mig ordentligt på og dernæst fortsat håndhæve de skønne forbud.
Jeg havde nemlig den oplevelse her til aften. Jeg kom ind i klasselokalet, hvor jeg sagde godaften som det første til læreren. Hun sagde godaften, som sædvanligvis, og sendte mig et elevator blik med et stramt udtryk. Jeg tænkte ikke mere over det, da hun generelt er ret ond ifølge pigerne, så da vi kom ud fortalte jeg det til den ældste. Hun svarede, at det måske havde noget at gøre med det jeg havde på. Jeg kiggede ned ad mig selv, hvor min sommerkjole og bare ben ikke virkede underlige - så jeg konstaterede, at det var de lilla strømper der gjorde det. Dertil sagde den ældste så, at det faktisk var forbudt at gå med shorts, nederdele eller kjoler der gik over knæene, og at man i så fald skulle have leggins på. Jeg kiggede måbende på hende, og blev helt forlegen over min korte kjole og mine bare ben. Jeg spurgte forvirret om der så var andre ting man ikke måtte have på?
Dertil remsede hun op:
- stramme overdele
- nedringede overdele
- bare skuldre
- bar ryg
Dog tilføjede hun, at dem i de større klasser tog hvad de ville på, og så havde de en times eftersidning næsten hver onsdag.
Jeg vidste godt, at det er en privatskole de går på, men jeg havde slet ikke tænkt på, at jeg rent faktisk har klædt mig stødende på op til flere gange når jeg tænker over det. Hvilket godt eksempel hende læreren da må mene, at jeg er.
Måske er det mest fordi jeg er vant til at håndhæve forbuddene her i huset - som jeg har nok problemer med. TV'et er allerede forbudt, og computeren blev det også i morges, eftersom faren havde brugt flere timer på at ordne den igen, efter at pigerne havde brugt den i weekenden. Jeg venter bare på at iPad'en også bliver forbudt, så skal jeg nok få masser af timer til at gå med at diskutere det med pigerne. For det er nemt at sige: "Det er forbudt fra nu af!", når man ikke er der - hvilket faren gør i flæng, og så skal jeg ellers håndhæve det. Det er ikke ham der får smidt en fjernbetjening efter sig i ny og næ!!
Ellers går det godt - især med den lille, der til tider spørger om jeg har sovet godt, og nogle gange ønsker mig en god dag - hvilket jeg er den eneste han gør det ved, meget sjovt! Jeg fortalte også den sjove episode med, at han havde kaldt mig "mamman" i lørdags, hvilket vi grinte over, men hun måtte indrømme, at det var godt for mig, men ikke så godt for hende! - jeg er lidt enig, og fortrød lidt at jeg havde fortalt det - så jeg undgik at fortælle at pigerne havde gjort det samme.
På den anden side er den mellemste helt umulig. De sidste to dage hvor jeg har hentet hende, har hun løbet fra, og gemt sig i hækkene bag skolen. Når vi finder hende vil hun ikke hoppe ind i bilen, og den mindste bliver på den måde hysterisk, og vil ikke ind i bilen før hun er hoppet ind. Ergo, hun spreder kaos, uden nogen grund. Hamrende irriterende. Derudover nægter hun at dække bord, og rydde op efter sig når hun har leget, er heller ikke noget hun vil. Det er nogle hyggelige stunder vi har haft her til aften, må man sige!
Men ja, det skal jo ikke være nemt det hele. Nu vil jeg så lære mig selv at klæde mig ordentligt på og dernæst fortsat håndhæve de skønne forbud.
søndag den 17. april 2011
Endelig...
... begynder tingene at lysne en lille smule! Igår fik jeg nemlig, uventet tidligt, svar fra Designskolen Kolding: jeg er blevet kaldt til adgangsprøve d. 3. maj, kl. 10. Da jeg stod udenfor gymnastikhallen i Montluel og fik SMS'en fra min storebror var jeg godt rundt på gulvet.
I onsdags var den ældste syg, men hun skulle absolut til gymnastik, da der var konkurrence om lørdagen. Hun har ofte spurgt, om jeg ikke ville blive og se hende når jeg afleverede hende, men hver gang har jeg måtte sige nej, da jeg har to andre børn at tage mig af. Denne gang sagde hun så: "Jamen så kommer du vel og ser mig på lørdag, ikke?", den var jeg ikke forberedt på, så det blev: "Øh, joda, hvad tid og hvor lang tid?", det tog hun som et ja, og meddelte mig lykkeligt, at det vi tog afsted klokken otte lørdag morgen, og nok var hjemme engang om eftermiddagen. Hov, efter en lang uge med syge børn er det ikke klokken syv man har lyst til at stå op på en lørdag, men nu var det lovet.
Så efter en fredag med babysitting til klokken kvart i tolv var Malene smadret klokken syv da vækkeuret ringede. Jeg stod op, fik spist og så sad jeg pludseligt i bilen sammen med moren, den ældste og hendes veninde. Da vi ankom skulle pigerne varme op i en hal, så vi var en gruppe forældre til de piger på holdet, der tog en kop kaffe på en café indtil konkurrencen kunne begynde.
Nu har jeg selv gået til gymnastik i Gimsing, så jeg troede jeg vidste hvad det gik ud på... slet ikke. Det var gulvøvelser, trampolin, barre og bom. Som i OL - tænkte jeg. De skulle alle lave de samme øvelser på de forskellige redskaber, bortset fra gulv, hvor hver pige havde deres egen serie. De var delt op i hold af fire-fem piger, og blev bedømt både som hold og som individuel. Jeg var imponeret og meget stolt af min pige, da hendes hold fik bronze og hun blev nummer tolv ud af halvfjerds piger, waow!
Da vi stod udenfor og tog frisk luft imens vi ventede på resultaterne, skrev min bror så den SMS til mig, hvorefter jeg ringede han forvirret op, og spurgte hvad han mente med: "Du er videre...". Jeg var helt rundt på gulvet derefter, og kunne ikke lade være med, egentligt bare at smile og nyde det gode vejr og de glade og stolte gymnastikpiger da vi spiste hotdogs på græsset efter afgørelsen. Det var faktisk rigtigt hyggeligt at være omgivet af franskmænd en hel eftermiddag og jeg fik et nyt indtryk af, hvad den ældste egentligt laver når hun er til gymnastik de der fire timers tid om ugen.
Så det har været en rigtig dejlig weekend - jeg mangler bare at få skrevet til Designskolen og få aftalt at få samtalen, hvilket "adgangsprøven" er, over skype eller telefon.
En lille sjov oplevelse jeg ellers har haft i den sidste uges tid: "Mamman... non Malène!"* - det har alle tre børn sagt i den sidste uges tid - den lille tre gange på ti minutter idag. Så nu er jeg officielt blevet kaldt mor af dem alle sammen - det er ikke sket før og så sker det, for dem alle tre på én uge. Meget hyggeligt, men det skyldes nok, at de ser mig mere end hende efterhånden!
*Mor.... nej Malene!"
I onsdags var den ældste syg, men hun skulle absolut til gymnastik, da der var konkurrence om lørdagen. Hun har ofte spurgt, om jeg ikke ville blive og se hende når jeg afleverede hende, men hver gang har jeg måtte sige nej, da jeg har to andre børn at tage mig af. Denne gang sagde hun så: "Jamen så kommer du vel og ser mig på lørdag, ikke?", den var jeg ikke forberedt på, så det blev: "Øh, joda, hvad tid og hvor lang tid?", det tog hun som et ja, og meddelte mig lykkeligt, at det vi tog afsted klokken otte lørdag morgen, og nok var hjemme engang om eftermiddagen. Hov, efter en lang uge med syge børn er det ikke klokken syv man har lyst til at stå op på en lørdag, men nu var det lovet.
Så efter en fredag med babysitting til klokken kvart i tolv var Malene smadret klokken syv da vækkeuret ringede. Jeg stod op, fik spist og så sad jeg pludseligt i bilen sammen med moren, den ældste og hendes veninde. Da vi ankom skulle pigerne varme op i en hal, så vi var en gruppe forældre til de piger på holdet, der tog en kop kaffe på en café indtil konkurrencen kunne begynde.
Nu har jeg selv gået til gymnastik i Gimsing, så jeg troede jeg vidste hvad det gik ud på... slet ikke. Det var gulvøvelser, trampolin, barre og bom. Som i OL - tænkte jeg. De skulle alle lave de samme øvelser på de forskellige redskaber, bortset fra gulv, hvor hver pige havde deres egen serie. De var delt op i hold af fire-fem piger, og blev bedømt både som hold og som individuel. Jeg var imponeret og meget stolt af min pige, da hendes hold fik bronze og hun blev nummer tolv ud af halvfjerds piger, waow!
Da vi stod udenfor og tog frisk luft imens vi ventede på resultaterne, skrev min bror så den SMS til mig, hvorefter jeg ringede han forvirret op, og spurgte hvad han mente med: "Du er videre...". Jeg var helt rundt på gulvet derefter, og kunne ikke lade være med, egentligt bare at smile og nyde det gode vejr og de glade og stolte gymnastikpiger da vi spiste hotdogs på græsset efter afgørelsen. Det var faktisk rigtigt hyggeligt at være omgivet af franskmænd en hel eftermiddag og jeg fik et nyt indtryk af, hvad den ældste egentligt laver når hun er til gymnastik de der fire timers tid om ugen.
Så det har været en rigtig dejlig weekend - jeg mangler bare at få skrevet til Designskolen og få aftalt at få samtalen, hvilket "adgangsprøven" er, over skype eller telefon.
En lille sjov oplevelse jeg ellers har haft i den sidste uges tid: "Mamman... non Malène!"* - det har alle tre børn sagt i den sidste uges tid - den lille tre gange på ti minutter idag. Så nu er jeg officielt blevet kaldt mor af dem alle sammen - det er ikke sket før og så sker det, for dem alle tre på én uge. Meget hyggeligt, men det skyldes nok, at de ser mig mere end hende efterhånden!
*Mor.... nej Malene!"
torsdag den 14. april 2011
Ondt i maven
"Malène, jeg har ondt i maven!" "Jeg har ondt i maaaaaaven" "Nej jeg kan ikke spise grøntsager, det er ikke godt for maaaaven - jeg vil have pasta!!!", "Jeg har ondt i maaaaaaven!!" "jebaaaaah, maaaaaaveeeen!!!!"
Det er det eneste jeg har hørt på siden i mandags. Gæt, hvor træt jeg er af at børn ikke gider at spise det mad jeg laver til dem. Tænk på hvor træt jeg er efter at have blevet skreget af fire dage i træk. Gæt hvor meget medicin de nu tager, efter af have været ved lægen. Børn elsker at tage medicin.
Ja, den lille og den ældste har haft ondt i maven siden mandag aften, hvilket har betydet, at jeg har brug to af de sidste tre dage på, at holde øje med dem herhjemme. Normalvist er de jo i skole/ved dagplejemor, så jeg har tiden til at lave alle de andre ting som jeg skal lave her i huset. Så nu hvor de har være herhjemme, er huset overvejende beskidt, da jeg ikke kan støvsuge når den lille sover - eller når han er vågen. Udover det, kan man heller ikke regne forud, hvornår de bliver hjemme, så tirsdag, rengøringsdag 1, tænkte jeg: det går nok, jeg ordner lidt hurtigt imorgen, så kan jeg gøre det ordentligt torsdag, rengøringsdag 2. Igår gjorde jeg så lidt rent, da børnene var okay raske til at komme afsted - men da den mindste slet ikke sov i nat, og de havde tid ved lægen, blev den ældste og ham så hjemme idag, på lægens anbefaling. Det er ikke noget der er til at regne med.
Så igår satte jeg mig møgirriteret foran computeren og brokkede mig på skype til mine forældre, der efter et stykke tid spurgte: jamen giver du dem ikke så bare omsorg når de beklager sig. Det tænkte jeg over i to sekunder, og det havde jeg måske ikke gjort så meget i som jeg kunne have gjort, selvom jeg selvfølgeligt havde givet kram, kys og vuggen frem og tilbage. Så idag gik jeg intensivt igang med det.
Da jeg (endeligt), begyndte at holde op med at have ondt af mig selv, fandt jeg ud af, at ved at holde den lille tæt ind til mig i et par minutters tid så han holdt op med at græde, ikke bare gjorde det mere behageligt for ham, men også for mig.
Selvom jeg havde ååååh så ondt i hovedet så legede jeg opmuntrende med den lille så han glemte at han havde ondt, og det samme gjorde jeg. I stedet for at slukke tv'et, da hun ikke har lov til at se det i hverdagene, lod jeg den ældste se i en times tid, da det gjorde hende glad.
Desuden ville jeg ikke overse den mellemste, bare fordi hun ikke var syg, så her til aften sad vi foran iPad'en og spillede, hvorefter jeg puttede hende, og rent faktisk fik et kram for første gang i lang tid. Så man må sige, at det var en dejlig afslutning, på et par elendige dage.
Jeg har længe været i et underligt humør, da jeg ikke ved hvad der vil ske efter sommerferien - dog får jeg svar fra Designskolen på onsdag, så måske giver det lidt mere vished - selvom det kun er svar på, om jeg kommer til samtale eller ej. Så jeg skal virkeligt have hevet op i mig selv, og ikke lade det gå ud over børnene - det er ikke deres skyld at de er syge, og de fortjener bedre, end en Malene, der har ondt af sig selv.
Det er det eneste jeg har hørt på siden i mandags. Gæt, hvor træt jeg er af at børn ikke gider at spise det mad jeg laver til dem. Tænk på hvor træt jeg er efter at have blevet skreget af fire dage i træk. Gæt hvor meget medicin de nu tager, efter af have været ved lægen. Børn elsker at tage medicin.
Ja, den lille og den ældste har haft ondt i maven siden mandag aften, hvilket har betydet, at jeg har brug to af de sidste tre dage på, at holde øje med dem herhjemme. Normalvist er de jo i skole/ved dagplejemor, så jeg har tiden til at lave alle de andre ting som jeg skal lave her i huset. Så nu hvor de har være herhjemme, er huset overvejende beskidt, da jeg ikke kan støvsuge når den lille sover - eller når han er vågen. Udover det, kan man heller ikke regne forud, hvornår de bliver hjemme, så tirsdag, rengøringsdag 1, tænkte jeg: det går nok, jeg ordner lidt hurtigt imorgen, så kan jeg gøre det ordentligt torsdag, rengøringsdag 2. Igår gjorde jeg så lidt rent, da børnene var okay raske til at komme afsted - men da den mindste slet ikke sov i nat, og de havde tid ved lægen, blev den ældste og ham så hjemme idag, på lægens anbefaling. Det er ikke noget der er til at regne med.
Så igår satte jeg mig møgirriteret foran computeren og brokkede mig på skype til mine forældre, der efter et stykke tid spurgte: jamen giver du dem ikke så bare omsorg når de beklager sig. Det tænkte jeg over i to sekunder, og det havde jeg måske ikke gjort så meget i som jeg kunne have gjort, selvom jeg selvfølgeligt havde givet kram, kys og vuggen frem og tilbage. Så idag gik jeg intensivt igang med det.
Da jeg (endeligt), begyndte at holde op med at have ondt af mig selv, fandt jeg ud af, at ved at holde den lille tæt ind til mig i et par minutters tid så han holdt op med at græde, ikke bare gjorde det mere behageligt for ham, men også for mig.
Selvom jeg havde ååååh så ondt i hovedet så legede jeg opmuntrende med den lille så han glemte at han havde ondt, og det samme gjorde jeg. I stedet for at slukke tv'et, da hun ikke har lov til at se det i hverdagene, lod jeg den ældste se i en times tid, da det gjorde hende glad.
Desuden ville jeg ikke overse den mellemste, bare fordi hun ikke var syg, så her til aften sad vi foran iPad'en og spillede, hvorefter jeg puttede hende, og rent faktisk fik et kram for første gang i lang tid. Så man må sige, at det var en dejlig afslutning, på et par elendige dage.
Jeg har længe været i et underligt humør, da jeg ikke ved hvad der vil ske efter sommerferien - dog får jeg svar fra Designskolen på onsdag, så måske giver det lidt mere vished - selvom det kun er svar på, om jeg kommer til samtale eller ej. Så jeg skal virkeligt have hevet op i mig selv, og ikke lade det gå ud over børnene - det er ikke deres skyld at de er syge, og de fortjener bedre, end en Malene, der har ondt af sig selv.
tirsdag den 12. april 2011
Pædagogik
Pædagogik og Malene går ikke altid så godt, selvom jeg vil sige, at jeg udvikler mig på området. Jeg gør virkeligt mit bedste, men fra tid til anden, føler jeg mig egentligt bare dum - og det synes børnene også jeg er, bortset fra den mindste, der virkeligt synes det er sjovt når jeg laver ansigter og siger underlige lyde. Den går bare ikke med pigerne - de er lidt for gamle til det, så jeg er gået over til (bare rolig, jeg har ikke lavet grimasser til ti-elleve årige børn) at være cool. Bare cool.
Det skal nok forklares, for som I ved, så er "cool" ikke min stærke side. Når den ældste, fx, har fået ekstra lektier for i skolen og fortæller mig, at det altså var fordi hun sagde "hold kæft", eller noget andet grimt til sin lærer, så holder jeg mig "cool" omkring det. Jeg siger selvfølgeligt, at det da er hendes egen skyld, at hun så får ekstra lektier for og at hun burde holde op med at tale sådan til andre generelt - men til gengæld bliver det ved det; jeg går ikke til forældrene og sladrer - som den aupairpige jeg afløste gjorde (nok også en af grundene til at pigerne ikke kunne lide hende). Jeg opmuntrer hende ikke til at gøre det igen, men jeg opbygger en tillid imellem os, som gør at hun stoler på mig, og føler at jeg ikke er ligeglad med hende - hvilket jeg heller ikke er.
Faktisk kan jeg bedst lide, når jeg virkeligt føler at børnene har brug for mig; at jeg kan være der for dem. Den lille er ved at træne i ikke at gå med ble længere, men han er virkeligt ikke særligt god til at fortælle, hvornår han vil på toilet, så han står bare og ser på, at han tisser i bukserne. Igår skete det endnu en gang og denne gang løb det fra shortsene ned i skoene, så han begyndte helt ulykkeligt at græde og vidste ikke hvad han skulle gøre. Jeg løb hen til ham, og fortalte ham, at det ikke gjorde noget, at vi bare skulle smide alt det våde tøj til vask, og bagefter tage et dejligt bad. Efter et par minutter, hvor jeg havde siddet med ham i mine arme og givet nys og kram var han mere afslappet, og jeg bar ham op i bad. Det kan godt være, at med en lille gut der havde tis overalt og tudede, lyder det ikke så hyggeligt, men jeg kunne mærke at han havde brug for mig og så kan man ikke forlange mere. Det er de øjeblikke der fortæller mig, hvorfor jeg er aupair.
Den mellemste er dog ikke så nem at komme ind på; hun fortæller ikke meget selv, og hun bliver tit overset, også af mig, fordi hendes søskende tager meget opmærksomhed. Så da jeg igår gik ind for at se til hende om aftenen, da hun lavede lektier, besluttede jeg mig for at tage mig noget tid til hende. Jeg spurgte hvilke lektier hun havde, om hun havde brug for hjælp og hvordan det ellers gik. Hun gav mig en rundvisning i lektierne, og spurgte om jeg ville høre hende i en tekst, hvilket jeg da selvfølgeligt gerne ville. Da hendes far kom ind, og spurgte om hun ikke snart skulle i seng, fortalte hun, at hun havde en stor test til imorgen i biologi, og gerne ville øve sig noget mere. Han sagde straks, at det havde han ikke tid til at hjælpe hende med, men at hun gerne måtte fortsætte lidt endnu.
Det syntes jeg var lidt underligt, da han har brugt uendelige timer sammen med den ældste og hendes lektier før, og til tider ikke lader hende gå i seng, før hun er helt sikker i stoffet. Dog blev jeg siddende og læste biologi med hende, så jeg håber hun klarer det godt idag. Hun sad endda med hæftet i bilen i morges for at læse lidt mere inden skoletid.
Igen kunne jeg der mærke, at der var brug for en eller anden til at se, at hun rent faktisk også havde noget der var vigtigt for hende.
Så selvom jeg fejler med hensyn til smalltalk, jokes og andet sjovt, så håber jeg at jeg ikke har fejlet helt med hensyn til bare at være der for dem. Det er trods alt en af de største opgaver jeg har - jeg er hende der er der konstant - og det er også det bedste ved at være aupair.
Det skal nok forklares, for som I ved, så er "cool" ikke min stærke side. Når den ældste, fx, har fået ekstra lektier for i skolen og fortæller mig, at det altså var fordi hun sagde "hold kæft", eller noget andet grimt til sin lærer, så holder jeg mig "cool" omkring det. Jeg siger selvfølgeligt, at det da er hendes egen skyld, at hun så får ekstra lektier for og at hun burde holde op med at tale sådan til andre generelt - men til gengæld bliver det ved det; jeg går ikke til forældrene og sladrer - som den aupairpige jeg afløste gjorde (nok også en af grundene til at pigerne ikke kunne lide hende). Jeg opmuntrer hende ikke til at gøre det igen, men jeg opbygger en tillid imellem os, som gør at hun stoler på mig, og føler at jeg ikke er ligeglad med hende - hvilket jeg heller ikke er.
Faktisk kan jeg bedst lide, når jeg virkeligt føler at børnene har brug for mig; at jeg kan være der for dem. Den lille er ved at træne i ikke at gå med ble længere, men han er virkeligt ikke særligt god til at fortælle, hvornår han vil på toilet, så han står bare og ser på, at han tisser i bukserne. Igår skete det endnu en gang og denne gang løb det fra shortsene ned i skoene, så han begyndte helt ulykkeligt at græde og vidste ikke hvad han skulle gøre. Jeg løb hen til ham, og fortalte ham, at det ikke gjorde noget, at vi bare skulle smide alt det våde tøj til vask, og bagefter tage et dejligt bad. Efter et par minutter, hvor jeg havde siddet med ham i mine arme og givet nys og kram var han mere afslappet, og jeg bar ham op i bad. Det kan godt være, at med en lille gut der havde tis overalt og tudede, lyder det ikke så hyggeligt, men jeg kunne mærke at han havde brug for mig og så kan man ikke forlange mere. Det er de øjeblikke der fortæller mig, hvorfor jeg er aupair.
Den mellemste er dog ikke så nem at komme ind på; hun fortæller ikke meget selv, og hun bliver tit overset, også af mig, fordi hendes søskende tager meget opmærksomhed. Så da jeg igår gik ind for at se til hende om aftenen, da hun lavede lektier, besluttede jeg mig for at tage mig noget tid til hende. Jeg spurgte hvilke lektier hun havde, om hun havde brug for hjælp og hvordan det ellers gik. Hun gav mig en rundvisning i lektierne, og spurgte om jeg ville høre hende i en tekst, hvilket jeg da selvfølgeligt gerne ville. Da hendes far kom ind, og spurgte om hun ikke snart skulle i seng, fortalte hun, at hun havde en stor test til imorgen i biologi, og gerne ville øve sig noget mere. Han sagde straks, at det havde han ikke tid til at hjælpe hende med, men at hun gerne måtte fortsætte lidt endnu.
Det syntes jeg var lidt underligt, da han har brugt uendelige timer sammen med den ældste og hendes lektier før, og til tider ikke lader hende gå i seng, før hun er helt sikker i stoffet. Dog blev jeg siddende og læste biologi med hende, så jeg håber hun klarer det godt idag. Hun sad endda med hæftet i bilen i morges for at læse lidt mere inden skoletid.
Igen kunne jeg der mærke, at der var brug for en eller anden til at se, at hun rent faktisk også havde noget der var vigtigt for hende.
Så selvom jeg fejler med hensyn til smalltalk, jokes og andet sjovt, så håber jeg at jeg ikke har fejlet helt med hensyn til bare at være der for dem. Det er trods alt en af de største opgaver jeg har - jeg er hende der er der konstant - og det er også det bedste ved at være aupair.
søndag den 10. april 2011
Weekender
Og så kom vi dertil, hvor foråret bare holdt op. Der har været mindst 25 grader hver eneste dag i denne uge, så nu er jeg bare begyndte at lege sommer - med bare ben og arme og det hele!
Jeg tror det er første gang (nogensinde?) at jeg er blevet solbrændt i april, og derudover har jeg haft sådan en kulør siden jeg var tolv år. Det er specielt, må man nok sige og jeg skal virkeligt snart have købt mig en solcreme til mine skuldre og nakke.
Så jeg bruger meget tid udenfor, men mest alene dog - jeg nyder bare at tage væk i weekenden og finde tiden til mig. Når jeg er hjemme i weekenden, bliver jeg nemlig ofte sat til det ene og det andet, og jeg synes også det er akavet, hvis de fx har gæster, så jeg vælger bare at smutte ud i det blå. Dog uden klipklapper på....
Jeg laver også nogle aftaler med de andre aupairpiger, men eftersom kommunikationen imellem os, ikke er så god - da vi aldrig er online på samme tid, og telefoner ikke er noget vi kan finde ud af åbenbart, er det lidt sjældent at det er de store aktiviteter efterhånden. Så jeg tager derud alene.
Der er nok af steder at tage hen til, selvom man ikke kunne forestille sig det, når man bare bor i en lille flække og ikke har bil til rådighed i weekenden. Så jeg går - går hen til skoven, går hen til parken og går hvorhen det nu passer mig. Hvis der er for langt tager jeg selvfølgeligt bussen.
Som I kan se er mine weekender ikke så spændende for tiden - jeg går, for at være alene. Da jeg skulle have lavet opgaven til Designskolen Kolding var jeg udenfor en hel lørdag, hvor jeg malede for mig selv. Det giver en anden koncentration, når der ikke er computer, børn eller andet der kan distrahere en, så det var da fint nok. Nu har jeg bare ikke så meget at lave derude mere, så nu skal der snart til at ske noget andet.
Jeg håber dog snart at vi (de andre aupairpiger og jeg) finder på noget genialt at lave, for på et eller andet tidspunkt må der jo komme en weekend, hvor vejret ikke er godt - og hvad gør man så?
Jeg tror det er første gang (nogensinde?) at jeg er blevet solbrændt i april, og derudover har jeg haft sådan en kulør siden jeg var tolv år. Det er specielt, må man nok sige og jeg skal virkeligt snart have købt mig en solcreme til mine skuldre og nakke.
Så jeg bruger meget tid udenfor, men mest alene dog - jeg nyder bare at tage væk i weekenden og finde tiden til mig. Når jeg er hjemme i weekenden, bliver jeg nemlig ofte sat til det ene og det andet, og jeg synes også det er akavet, hvis de fx har gæster, så jeg vælger bare at smutte ud i det blå. Dog uden klipklapper på....
Jeg laver også nogle aftaler med de andre aupairpiger, men eftersom kommunikationen imellem os, ikke er så god - da vi aldrig er online på samme tid, og telefoner ikke er noget vi kan finde ud af åbenbart, er det lidt sjældent at det er de store aktiviteter efterhånden. Så jeg tager derud alene.
Der er nok af steder at tage hen til, selvom man ikke kunne forestille sig det, når man bare bor i en lille flække og ikke har bil til rådighed i weekenden. Så jeg går - går hen til skoven, går hen til parken og går hvorhen det nu passer mig. Hvis der er for langt tager jeg selvfølgeligt bussen.
Som I kan se er mine weekender ikke så spændende for tiden - jeg går, for at være alene. Da jeg skulle have lavet opgaven til Designskolen Kolding var jeg udenfor en hel lørdag, hvor jeg malede for mig selv. Det giver en anden koncentration, når der ikke er computer, børn eller andet der kan distrahere en, så det var da fint nok. Nu har jeg bare ikke så meget at lave derude mere, så nu skal der snart til at ske noget andet.
Jeg håber dog snart at vi (de andre aupairpiger og jeg) finder på noget genialt at lave, for på et eller andet tidspunkt må der jo komme en weekend, hvor vejret ikke er godt - og hvad gør man så?
onsdag den 6. april 2011
Malene laver ulykker igen
Ja, jeg har ikke skrevet i et stykke tid, hvilket jeg giver hjemmeopgaven skylden for - dog er den færdig og lagt i en fin gul mappe, på vej til at blive sat på hylden.
Dog vil jeg sige at det faktisk er en skam, at jeg ikke har skrevet i den sidste halvanden uge, for hver dag har bragt noget nyt, så jeg undskylder dybt! Jeg har lavet tre ulykker; to tirsdagsulykker og en i fredags!
Sidste tirsdag var jeg rigtig smart, da jeg skulle hente den mellemste sammen med den lille. Parkeringen var proppet, så jeg var tvunget til at lave en fin parallelparkering ved de nedlagte og overvejende rustne togskinner. PFFFT. Jeg vidste godt hvad jeg havde lavet og ganske rigtigt, højre fordæk var punkteret. Hyggeligt. Den mellemste og jeg gik så ivrigt igang med at skifte dækket, imens jeg forsøgte at få fat på forældrene. Som jeg sad forvirret med mine solbriller i panden og baksede med at få bilen hævet, kom der heldigvis en monsieur der med glæde ville hjælpe os. Problemet var bare, at han ikke vidste at man skulle fjerne beskyttelsen omkring boltene på dækket, før man kunne bruge nøglen - så der stod vi, med hvad vi kaldte "den forkerte nøgle". Forældrene var ikke hjemme, så efter en samtale med faren kom vi frem til at vi da skulle tage bussen. Det gik meget godt, men problemet kom så om aftenen, hvor efter faren havde fixet bilen og vi havde hentet den, bragte penge på banen.
Jeg har efterhånden lavet flere skader på bilen og nu mener de, at jeg skal til at betale. Rigtigt fint at låne deres bil ud til en tyve årig pige, så hun kan udføre sit job, men forlange at hun skal betale når hun er så uheldig at lave skader - og især når de ved hvor meget jeg tjener. Nok om det, jeg synes det er et ubehageligt emne, så jeg lader min kære far diskutere det med dem - måske er det uansvarligt, men jeg ved for det første intet om biler og for det andet ikke særligt meget om penge. De kunne fortælle mig alt, og jeg ville hoppe i den og betale uden at vide om det var fair eller ej.
Det var min første lille ulykke. Den næste kom om fredagen, hvor jeg nær havde mistet et barn. Man skulle tro, at det var en dårlig aprilfisk*, men nej.
Fredag morgen råbte faren til mig da jeg var ved at klæde den mindste på, at den ældste skulle til konfirmationsforberedelse om aftenen. Jeg sagde okay, og lod det ligge. Da aftenen så kom, stod jeg og lavede mad med en lille dreng hivende i min trøje for at ville lege, hvor den ældste råbte noget der lød som "Jeg smutter derhen". Jeg sagde okay, og lagde ikke mere i det - hun var hurtigt væk.
Da moren kom hjem efter fem dage i Paris, og spurgte hvor den ældste var, sagde jeg, at hun var smuttet til præst. Hvornår hun kom hjem anede jeg faktisk ikke, og vi kunne ikke finde papirerne hvorpå det stod. Vi tænkte begge, at det nok skulle gå og vi begyndte at spise.
Faren kom hjem da vi sad der, og spurgte også hvor hun var. Han gik dog mere i panik, og spurgte mig hvorfor jeg havde sendt hende afsted helt alene og ikke kørt hende. Det virkede naturligt, svarede jeg og vi begyndte at ringe til kirken, ringe til hende (dog var telefonen herhjemme) og da ingen svarede gik vi endnu mere i panik.
Som vi var mest panikken og jeg ufatteligt meget på røven, kom hun gående ind i rummet i sin pyjamas, og spurgte forvirret, hvorfor vi ikke havde sagt at vi spiste. Det viste sig, at hun havde undladt at sige til mig, at det var klokken seks, og jeg havde hentet den lille på det tidspunkt. Så hun havde pjækket fra præst, og det jeg hørte som: "Jeg smutter derhen", var: "Jeg smutter nedenunder", så hun havde siddet nedenunder ved computeren hele tiden. Hun fik en hel masse skældud, og jeg fik kommentaren: "Aldrig igen Malene!". Desuden fik den ældste kommentaren: "Lad være med at tale så hurtigt til Malene, hun forstår det ikke." hvilket irriterer mig, da jeg ligeså godt kunne have hørt forkert hvis hun havde snakket dansk.
Til sidst har vi tirsdagsulykke nummer to: jeg låste mig selv ude en hel eftermiddag indtil jeg skulle hente børn. Hvis faren havde været i Paris havde jeg haft et seriøst problem, for så kunne jeg ikke komme ind med børnene om aftenen. Det var så dumt; jeg havde lige lukke garagen, hvorefter jeg tjekkede om jeg egentligt havde nøglen dertil. Næh. Flot, jeg havde ikke forberedt aftensmad, lagt tøj sammen eller gjort rent. Desuden kunne faren først være hjemme klokken kvart i syv, hvilket vil sige at den lille ikke fik sit bad, og vi måtte vente i haven i en halv times tid. Værst af alt; jeg kunne ikke arbejde på hjemmeopgaven - da det gik op for mig begyndte jeg at tude i hjælpeløshed, hvorefter jeg tog ud at shoppe. Ingen anden udvej - desværre, sorgerne blev overført i endnu en fin lille sommerkjole til blot ti schweizerfrank.
Så som I kan se, har jeg haft rigeligt at se til udover opgaven, så dér har I da forklaringen på mit lille fravær på bloggen. Hvis det kan hjælpe lidt på det, kan ingen af os rigtigt komme i bad, da der åbenbart ikke er noget varmt vand lige netop på børnenes baddag - så nu har den lille ikke være i bad i to dage i træk, hvor er det hyggeligt!
*Poisson d'Avril = aprilfisk = aprilsnar
Dog vil jeg sige at det faktisk er en skam, at jeg ikke har skrevet i den sidste halvanden uge, for hver dag har bragt noget nyt, så jeg undskylder dybt! Jeg har lavet tre ulykker; to tirsdagsulykker og en i fredags!
Sidste tirsdag var jeg rigtig smart, da jeg skulle hente den mellemste sammen med den lille. Parkeringen var proppet, så jeg var tvunget til at lave en fin parallelparkering ved de nedlagte og overvejende rustne togskinner. PFFFT. Jeg vidste godt hvad jeg havde lavet og ganske rigtigt, højre fordæk var punkteret. Hyggeligt. Den mellemste og jeg gik så ivrigt igang med at skifte dækket, imens jeg forsøgte at få fat på forældrene. Som jeg sad forvirret med mine solbriller i panden og baksede med at få bilen hævet, kom der heldigvis en monsieur der med glæde ville hjælpe os. Problemet var bare, at han ikke vidste at man skulle fjerne beskyttelsen omkring boltene på dækket, før man kunne bruge nøglen - så der stod vi, med hvad vi kaldte "den forkerte nøgle". Forældrene var ikke hjemme, så efter en samtale med faren kom vi frem til at vi da skulle tage bussen. Det gik meget godt, men problemet kom så om aftenen, hvor efter faren havde fixet bilen og vi havde hentet den, bragte penge på banen.
Jeg har efterhånden lavet flere skader på bilen og nu mener de, at jeg skal til at betale. Rigtigt fint at låne deres bil ud til en tyve årig pige, så hun kan udføre sit job, men forlange at hun skal betale når hun er så uheldig at lave skader - og især når de ved hvor meget jeg tjener. Nok om det, jeg synes det er et ubehageligt emne, så jeg lader min kære far diskutere det med dem - måske er det uansvarligt, men jeg ved for det første intet om biler og for det andet ikke særligt meget om penge. De kunne fortælle mig alt, og jeg ville hoppe i den og betale uden at vide om det var fair eller ej.
Det var min første lille ulykke. Den næste kom om fredagen, hvor jeg nær havde mistet et barn. Man skulle tro, at det var en dårlig aprilfisk*, men nej.
Fredag morgen råbte faren til mig da jeg var ved at klæde den mindste på, at den ældste skulle til konfirmationsforberedelse om aftenen. Jeg sagde okay, og lod det ligge. Da aftenen så kom, stod jeg og lavede mad med en lille dreng hivende i min trøje for at ville lege, hvor den ældste råbte noget der lød som "Jeg smutter derhen". Jeg sagde okay, og lagde ikke mere i det - hun var hurtigt væk.
Da moren kom hjem efter fem dage i Paris, og spurgte hvor den ældste var, sagde jeg, at hun var smuttet til præst. Hvornår hun kom hjem anede jeg faktisk ikke, og vi kunne ikke finde papirerne hvorpå det stod. Vi tænkte begge, at det nok skulle gå og vi begyndte at spise.
Faren kom hjem da vi sad der, og spurgte også hvor hun var. Han gik dog mere i panik, og spurgte mig hvorfor jeg havde sendt hende afsted helt alene og ikke kørt hende. Det virkede naturligt, svarede jeg og vi begyndte at ringe til kirken, ringe til hende (dog var telefonen herhjemme) og da ingen svarede gik vi endnu mere i panik.
Som vi var mest panikken og jeg ufatteligt meget på røven, kom hun gående ind i rummet i sin pyjamas, og spurgte forvirret, hvorfor vi ikke havde sagt at vi spiste. Det viste sig, at hun havde undladt at sige til mig, at det var klokken seks, og jeg havde hentet den lille på det tidspunkt. Så hun havde pjækket fra præst, og det jeg hørte som: "Jeg smutter derhen", var: "Jeg smutter nedenunder", så hun havde siddet nedenunder ved computeren hele tiden. Hun fik en hel masse skældud, og jeg fik kommentaren: "Aldrig igen Malene!". Desuden fik den ældste kommentaren: "Lad være med at tale så hurtigt til Malene, hun forstår det ikke." hvilket irriterer mig, da jeg ligeså godt kunne have hørt forkert hvis hun havde snakket dansk.
Til sidst har vi tirsdagsulykke nummer to: jeg låste mig selv ude en hel eftermiddag indtil jeg skulle hente børn. Hvis faren havde været i Paris havde jeg haft et seriøst problem, for så kunne jeg ikke komme ind med børnene om aftenen. Det var så dumt; jeg havde lige lukke garagen, hvorefter jeg tjekkede om jeg egentligt havde nøglen dertil. Næh. Flot, jeg havde ikke forberedt aftensmad, lagt tøj sammen eller gjort rent. Desuden kunne faren først være hjemme klokken kvart i syv, hvilket vil sige at den lille ikke fik sit bad, og vi måtte vente i haven i en halv times tid. Værst af alt; jeg kunne ikke arbejde på hjemmeopgaven - da det gik op for mig begyndte jeg at tude i hjælpeløshed, hvorefter jeg tog ud at shoppe. Ingen anden udvej - desværre, sorgerne blev overført i endnu en fin lille sommerkjole til blot ti schweizerfrank.
Så som I kan se, har jeg haft rigeligt at se til udover opgaven, så dér har I da forklaringen på mit lille fravær på bloggen. Hvis det kan hjælpe lidt på det, kan ingen af os rigtigt komme i bad, da der åbenbart ikke er noget varmt vand lige netop på børnenes baddag - så nu har den lille ikke være i bad i to dage i træk, hvor er det hyggeligt!
*Poisson d'Avril = aprilfisk = aprilsnar
Abonner på:
Opslag (Atom)