En madoplevelse ud over det sædvanlige

Jeg har nu, som tyve-årig, været ude at spise mit første mange-retters måltid på en alt for fin restaurant med udsigt til Mont Blanc - det er et minde og en aften jeg aldrig vil glemme. Det var helt utroligt!

Min østrigske veninde - Doris - havde fået en gave fra hendes værtsfamilie til jul, som var den her middag for hende og en veninde. Hun valgte mig - hvilket jeg var meget overrasket over, og nu utroligt glad for. Doris er meget, meget høflig og ydmyg, og hun gør ikke ofte hvad hun selv har lyst til, men denne gang havde hendes værtsfar sat strenge regler:
- Vi skulle spise mindst fem retter
- Han agerede taxi, så vi skulle have vin til maden
- Vi måtte ikke tænke på prisen
Meget hårde opgaver, for jeg er ikke vant til, at spise for næsten trehundrede euro - der ikke er mine egne! - men jeg fik sørget mange gange for klart at udtrykke, at det var virkeligt pænt af dem.

Så jeg havde fået mit fine tøj på; fin kjole, fine sko og fin håndtaske med tilhørende, fine smykker. Jeg blev hentet klokken halv otte, hvorefter turen gik lidt op ad Juraen bjergside, men alligevel tæt ved byen st. Genis. Der kørte vi ind i et resort område, med hotel og golfklub og high society, chic atmosfæren var der. En tjener i habit åbnede døren for os som vi gik ind, og vi blev vist hen til vores bord, med direkte udsigt til alperne. Før vi satte os ned, blev stolen selvfølgeligt trukket ud og som vi satte os skubbet ind, og vi fik serveret et glas champagne hver, fra en fin vogn. Allerede som vi sad der og skålede med en fornemt "Santé", var vi fulde af små tøsede grin, for vi følte os ret malplacerede og vi var begge bange for, at gøre noget helt forkert.

Som vi skulle til at vælge menu, var vi overvældede af alle valgmulighederne, og valgte så begge to, med hjælp fra hende der tog vores bestilling, en fastlagt menu, hvor der hver gang var to valgmuligheder, så vi kunne bytte imellem os, og derved få smagt flere forskellige ting.

Vi fik først serveret en ærtevélouté, som var en lille mise en bouche til at begynde på.

Dernæst var det den første ret; jeg fik serveret et stykke fisk (fandt aldrig ud af hvilken), på en bund af ratatouille med pesto og en creme fraiche dressing, imens Doris fik serveret oksehale med fennikel, hvor oksekødet var tilberedt på tre forskellige måder.

Derefter fik vi serveret fisk, jeg fik serveret en flot rejetallerken, og Doris fik havtaske, der smagte helt fantastisk.

Dernæst var det hovedretten, hvor jeg fik utroligt mørt kalvekød med kartofler til, og Doris fik kanin med risotto - begge dele helt utroligt.

Så fik vi ost - her var det det samme vi fik - fra pays Gex, som er vores område, sammen med noget lækkert brød og en salat.

Inden desserten fik vi endnu en vélouté, denne gang af passionsfrugt og mango, som lagde op til vores dessert.

Doris fik serveret en pistacie/mandel kage med en flot dekoration af mango og en kugle hjemmelavet jordbær is ved siden af. Jeg fik en lille jordbærtærte, dekorationen var et net af chokolade med hjemmelavet vanilieis på toppen - det var ret imponerende.

Til sidst mente Doris, at vi skulle have en digistif - jeg anede ikke hvad det indebar, så det fik hun ordnet, og så sad vi der med en meget stærk kirsebær snaps af en art og "nød" den som en fin afslutning på vores middag.

Til "forretterne" drak vi to forskellige hvidvine, der var skønne, og en herlig rødvin til kødet. Så vi var ret snaksagelige til sidst.

Det sjoveste ved det hele var tjenerne og atmosfæren - vores tjener startede ud med at folde vores servietter ud foran os, og derefter svinge den elegant over skødet på os inden han begyndte at servere for os. Vi havde selvfølgeligt svært ved at holde masken, og det kunne han heller ikke, så hver gang han fyldte vores vandglas op, eller når han bare gik forbi, grinte han over os, som vi sad der og forsøgte at forstå hvordan man skulle tage hul på herlighederne. En anden tjener præsenterede alle vinene for os, og vi forstod ikke meget andet end det vi kunne læse på flasken, da han snakkede lavt og meget hurtigt, så det lød næsten som en lille sang.
Til sidst, da Doris havde fået lidt for meget vin, gik det op for hende, at hun ikke vidste hvad de ribs der var som pynt på en af desserterne, hed på fransk. Så hun spurgte da en tjener, da jeg havde spist alle bærene, hvad de hed, hvor hun pegede på stilken der lå tilbage. Tjenerens svar var, at han ikke kunne se hvad det havde været for nogle bær, men han ville da spørge. Så han kom fint igen med et stykke papir, hvor han skrev det ned på. På fransk er ribs: "groseilles" - så lærte vi også noget nyt.

Vi var nogle af de første der ankom for at spise, og vi var de sidste der tog afsted igen - til sidst spurgte en af de unge tjenere, om hvor vi kom fra og om vi havde lyst til at tage i byen med dem. Jeg svarede at det kunne vi da godt, men da han var gået, gik det op for mig, at Doris slet ikke havde forstået hvad han havde sagt. Så efter et par minutter hvor jeg fik det forklaret meget klart, gik det op for hende, og vi blev enige om, at det nok var bedst at ringe til vores "taxi" for hvordan skulle vi ellers lige komme hjem, hvis det blev for sent. Derefter skulle vi bare have viklet os ud af "aftalen" igen, hvilket gik meget nemt, vi betalte og så gik vi - med tjeneren der havde foreslået os at tage i byen holdende døren for os. Lidt pinligt, men meget morsomt alligevel.

Det var så svaret på en super hyggelig aften, med tøsefnidder og meget uvant atmosfære - virkeligt et helt fantastisk minde, med helt fantastisk mad og med et ord der blev sagt mange gange: "waow!"