Ulmativ ferie

Ja, som nogle af jer lagde mærke til, så har jeg ikke skrevet i lidt over en uges tid. Der er en meget god forklaring, for jeg har haft ferie. Som nogle af jer måske også lagde mærke til, var en en lille smut i Danmark - da jeg selvfølgeligt ikke havde tænkt mig at tage adgangsprøven ved Designskolen Kolding over skype. Desuden var jeg enormt heldig med, at børnene var på ferie med deres mor, så der var ikke noget problem der.

For at gøre besøget lidt sjovere, havde jeg lagt en lille plan. Jeg sagde det ikke til andre end min familie, så jeg kunne tage på overraskelses besøg rundt, til venner og familie. Så mandag morgen tog jeg afsted.
Det er noget af en tur, med to timer i fly, og fire en halv time i tog, så jeg var hjemme ved sekstiden om aftenen, godt træt og jeg værdsatte hakkedrengen med bløde løg og kartofler meget højt. Efter en større tøjkrise, hvor jeg bland andet fik vækket min mor for at spørge hvad jeg skulle gøre, hoppede jeg i seng.

Kolding var nem nok at finde, selv uden gps'en, der valgte, at den ikke gad at hjælpe mig det mindste. Problemet opstod bare, da jeg kom ind til byen, hvor der gik et kvarter med at lede efter skolen, hvortil jeg til sidst måtte spørge om vej - og fandt ud af, at jeg havde kørt rundt om den et par gange. Jeg måtte parkere ret langt væk, og måtte derfor løbe hen til indgangen i mine fine sko, hvor jeg åbenbart så tilstrækkelig forvirret ud til, at det første nogle studerende spurgte mig om, da jeg gik ind var, om jeg havde brug for hjælp. Med deres hjælp fandt jeg ventesofaen.
Mit største problem ved samtalen var, at den ene af censorene havde en accent, hvilket er noget jeg ikke er så god til - så jeg fik da meget fint svaret underligt på nogle af hans spørgsmål. Det første de spurgte mig om var, om jeg var igang med et tegnekursus - "Nej, jeg er aupair i Frankrig!", fik jeg svaret, hvortil de spurgte om jeg ikke havde taget nogle timer eller lignende. Igen var svaret nej, hvilket i hvert fald han ikke kunne forstå, da han gjorde det klart, at han ikke troede det var muligt at tegne på den måde, uden undervisning, hvilket gjorde ham meget interesseret i, hvordan jeg havde båret mig ad.
Jeg kastede mig ud i en forklaring om tegneforums og stædighed, om Harry Potter tegninger og at jeg havde gået på friskole, hvilket ikke gav så meget mening, da det måske bare har fremmet mine kreative evner. Det var mest omkring det, samtalen drejede sig om. Dernæst var det mine ambitioner med det, hvorfor jeg havde valgt Kolding og vi kom også ind på Animationsskolen, hvortil han sagde, at han mente, at jeg må have været tæt på at blive valgt, grundet mine tegneevner. Så tegnemæssigt, tror jeg at jeg har en chance, jeg er ikke sikker med resten - man ved jo aldrig.

Det var kun femten minutter, så derefter hoppede jeg tilbage i bilen og begyndte på dagens overraskelsesbesøg. Det første gik til min gamle fransklærer fra gymnasiet, Momme, der nu er rektor ved Kolding gymnasium - hvilket var overraskende nemt at finde, på trods af den sære beliggenhed. Så der ventede jeg i et kvarters tid - da rektorer åbenbart kan møde sent - og derefter fik jeg snakket med ham i en halvtimes tid, om gymnasiet, aupair i Frankrig (da han også har været i samme situation) og ellers alt andet omkring. Meget hyggeligt og rart at vide at han er blevet godt installeret dernede.
Så gik turen imod Herning, men inden da, skulle jeg da lige få et vredt opkald fra min bror, der spurgte: "Hvorfor har du ikke sagt at du er i Danmark?!?" - "Jo fordi jeg gerne ville overraske dig imorgen Martin!" - "Jeg gider ikke at lave mad!" - "Så køber vi da bare en pizza eller lign, hvad ved jeg!" - "Okay så.". Dejlig samtale, men derefter gik turen imod Herning.

I Herning bor Anne, en gammel veninde fra efterskolen, med hendes kæreste Bastian, som jeg havde skrevet sammen med, for at få organiseret besøget. Ligesom jeg kørte op til deres lejlighed, kom han gående, og vi fulgtes op til lejligheden. Da han åbnede døren, sagde han: "Se hvem jeg har med!", hvortil jeg så fint fik sagt et "hej", der forsvandt i, hvad Bastian betegner som det højeste skrig han nogensinde har hørt fra Annes side. En kort sagt fantastisk velkomst og en lækker begyndelse på eftermiddagen.
Jeg fandt også ud af, at Bastian havde afsløret, at der var en hemmelighed til hende - hun var straks begyndt at tænke, og hun havde konstateret, at en ny fladskærm, at de skulle ud at spise, billetter til London eller at han i hvert fald havde brugt for mange penge, var mere sandsynligt end, at Malene var i Danmark. Eftermiddagen og aftenen var dejlig, med dejlig, hjemmelavet mad fra Bastians side og generelt var det bare skønt og fantalastisk at se Anne igen og bare hendes udtryk da hun så mig var guld værd - virkeligt noget af det bedste nogensinde!

Om onsdagen tog jeg så til Århus, eller til Testrup Højskole, hvor min kære tegneveninde Ida befinder sig. Om søndagen havde vi skrevet tilfældigt, og vi var begyndt med en joke om, at jeg da skulle om og besøge hende. Vi fik aftalt meget præcist hvor, hvornår og at jeg lige skulle skrive en sms når jeg stod på gårdspladsen - hvad hun ikke vidste var bare, at jeg så rent faktisk gjorde det. Som jeg kørte ind på parkeringspladsen skrev jeg en sms, og steg ud af bilen. Ved et enormt tilfælde, gik Ida fra hovedbygningen ned mod sit hus, ligesom jeg stod der, og jeg fik råbt et fint: "Halløj!", hvortil hun vendte sig, fik udbrudt "Nej, nej det er ikke sandt!!!", hvortil jeg fik et stort kram og så blev jeg vist rundt og præsenteret til alle i hendes husgruppe. Jeg kom lige til frokost, som aftalt, og som vi sad der og spiste lækker frokost med rugbrød, frikadeller og leverpostej, nævnte Ida, at jeg forresten skulle præsenteres for hele skolen, hvilket jeg ikke liiiige var forberedt på, men det var da meget hyggeligt. Generelt mindede højskolelivet mig utroligt meget om efterskolelivet, så jeg følte mig ikke så malplaceret alligevel - og alle også var meget interesseret i hvorfor jeg var i Frankrig og hvorfor jeg var hjemme og dets lige, så det var meget hyggeligt. Ida gav mig dernæst den helt store rundvisning, hvor vi både var ved Verdens Ende og i den lille købmandsbutik. Det er lang tid siden jeg har grint så meget, helt til jeg havde ondt i maven af det. De sidste par timer sad vi og tegnede portrætter af hinanden i kul, hvilket Ida er meget bedre til end mig, og dagen sluttede af med, at vi fandt hendes mistede bagparti til hendes mobil, hun havde ledt efter hele dagen - hvilket også ledte til et godt grin.
Så gik turen til Århus C, hvor min storebror bor, og efter lang tid søgen efter en parkeringsplads, fik vi købt en burger og vendt tilbage til lejligheden, hvor vi fik spist, set noget fodbold og ellers snakket om lidt af hvert - og bare rolig, jeg skal nok lade være med at glemme, at rente er prisen på penge, eller at jeg skylder dig 70 kr.

Torsdag var mere stille og rolig, jeg fik slappet af, snakket med hunden og ellers spist frokost med mor og handlet ind til aftensmaden, hvor mine bedsteforældre var inviteret til. Om eftermiddagen tog jeg om til Mathias, hvor jeg fik hilst på familien og set hans søsters konfirmationskjole (waow den var bare flot!), og så tog Mathias og jeg om til Monica og Matthias i Struer. Igen, rigtig godt overraskelsesbesøg, Det var super skønt at se dem igen - og dejligt at blive opdateret ag kortspil/drukspil til næste fest i omgangskredsen - det eneste der irriterede mig lidt var, at jeg havde så lidt tid deromme, kunne godt have brugt mere, men når der ikke er mere tid end der er, så er det jo det.
Efter et nervøst opkald fra min far om, at nu skulle jeg også til at komme hjem, at jeg skulle jo også have lavet mad, om jeg havde gennemtænkt det hele, at han ikke gad hvis det bare var kartofler og ost, hvad jeg gjorde med desserten og så videre, tog jeg så hjem.
Jeg skulle nemlig have lavet fransk middag til os alle, så det blev en tartiflette (kartofler, bacon, løg og reblechon (ost)) og en tarte au chocolat. Osten havde jeg taget med hjem fra Frankrig af, så jeg var lidt nervøs for, om det kunne lide den, men det faldt da i god jord. Det var også dejligt bare at være hjemme lidt, for dem jeg nærmest følte jeg havde fået set mindst var min familie, hvilket også irriterede mig.
Dog var det næsten værst, at jeg ikke havde fået set Anne Sofie, min værelseskammerat fra efterskolen, men jeg fik ringet til hende, og snakket med hende, hvilket jeg godt ved, ikke var godt nok.

Så kom vi til weekenden, der var en af de bedste weekender nogensinde. Jeg mener det.
Jeg hoppede nemlig på flyet til Milano fredag eftermiddag, tak mor for at køre mig til Billund, og mødtes med min gymnasieveninde Cecilie ved stationen i Milano nogle timer senere. Om eftermiddagen og aftenen fik vi bare snakket og gået rigtigt meget rundt i Milano, der var fantastisk flot - vi fandt et sted med apperitivis - hvis jeg kunne stave - hvor der var 'Appy 'Our, der betød (kunne en dansker der var godt igang ved bufféen fortælle os), at hvis man købte en drink, fik man apperitivis med i købet - sådan. Så vi fik en ordentlig flot drink og så spiste vi os mætte i forskellige brød, pastaretter, oliven, kød det mest bestod af fedt, og andet godt italiensk mad. Super lækkert! Derefter var der selvfølgeligt en is der kaldte, hvor jeg meget fint fik bestilt, hvorefter Cecilie komplimenterede min dejlige franske accent. Derefter førte hun isbestillingerne. Senere samme aften var det i hvert fald rart med hendes italienskkundskaber, da vi fanget i en situation, der ikke kunne være klaret uden. To italienske fyre havde nemlig besluttet sig for, at vi da var to, enormt "sympatiske" piger, og da de ikke talte sååå godt engelsk eller så godt fransk som selv troede, var italiensk super praktisk. Det var dansk også, da vi stod smilende til hinanden og spurgte: "Hvordan kommer vi af med dem?!", hvortil vi til sidst blev enige om, at give dem et forkert nummer, og aftale, at de bare skulle ringe.
Vi fik gået os en god lang tur, og til sidst da klokken var halv ét lagde vi hovederne på puderne på hostellet.

Lørdag vågnede vi tidligt, så vi sad og spiste morgenmad (cappuccino og croissant) da min vækkealarm ringede klokken halv ni. Vi besøgte en borg, som havde et meget fint navn, som jeg har glemt, hvor vi fik set en masse malerier og alt hvad hjertet begærer af gammel kunst. Der var endda en museumsarbejder der igen bekræftede os i, at vi er nogle sympatiske piger, da han bare kom over for at spørge, om vi kunne lide malerierne - det virkede meget oprigtigt, hvilket det også var, bare lidt småunderligt. Derefter smuttede vi ned til en anden bydel, hvor der var kunstnere der havde sat deres malerier op langs kanalen. Der var så mange forskellige teknikker og farvepalletter i brug og hver eneste kunstner havde en ny stil - helt utroligt må man sige. Der ved floden fik vi så delt en lukket pizza og bagefter blev det da selvfølgeligt lige til en bette is. Så begyndte shoppingen ellers, hvor vi fik gået fra den bydel af, helt ind til centrum (der var langt), bare ved at følge alle butikkerne hele vejen. Cecilie fik købt to par sko og en hat, så da jeg endeligt fik købt et headset var hun lykkelig over, at hun ikke var den eneste der brugte penge (selvom det kun var tre euro jeg havde brugt). Da vi nåede ind til centrum var det næsten spisetid, så vi fandt et sted at spise der var ret tomt, da alle menneskene sad indenfor og så fodboldkamp imellem AC Milan og Rom. Sent om aftenen fik vi igen en is, hvor til vi sad og snakkede i lang tid, indtil en underlig larm opstod. Nogle scootere kørte igennem gaden, med passagerere klædt i rødt og sort der lavede en masse larm, viftende med gigantiske AC Milan flag. Det var bare begyndelsen.
På kort tid blev alle gaderne fyldte med biler, scootere, motorcykler der alle havde folk hængende fra, med store AC Milan flag og ALLE dyttede konstant. Vi besluttede os for at gå hele vejen til hostellet, og på hele vejen var der den største fest jeg nogensinde har set. Alle var venner med alle, folk der holdt i deres biler hoppede ud af bilen for at hoppe op og ned og dytte på samme tid. Der var fyrværkeri overalt, flag overalt, folk sag i vinduerne af bilerne og råbte og skreg - politiet koncentrerede sig kun om en bil der var totaltsmadret midt i festen - ikke om alle dem der tog billeder og talte i telefon samtidigt med at de kørte, eller alle dem der hang ud af vinduerne. Til sidst begyndte vi virkeligt at undre os over, hvilken kamp de mon havde vundet, og om det var sådan hver gang AC Milan vandt i fodbold?

Søndag var vi trætte og der var omkring de 27 grader i skyggen, så vi tog det stille og roligt. Vi besøgte domkirken - der virkeligt er flot, hvor vi først måtte få en masse tøj på, så vores bare ben og skuldre ikke fornærmede nogen. Man kunne også komme helt op på taget af kirken, så efter en hæftig omgang trapper, stod vi der, hvor vores kameraer godt nok fik travlt. Det var bare flot, og der var også ret mange mennesker deroppe.
Derefter gik vi bare rundt og gik ind i de små butikker der rent faktisk var åbne på en søndag. Derudover fandt vi også en del bænke og endnu en is blev det da også til, selvom vi var noget skuffede over, at damen ikke fyldte bægeret ordentligt op! Det var nogle meget trætte piger der til sidst fik hentet deres ting ved hostellet og fundet noget at spise nær stationen den aften - og den fire timers lange togtur til Geneve blev også brugt på at sove lidt.

Så ja, en ultimativ fantastisk tur til Danmark og ikke mindst til Milano - vi oplevede på meget i den weekend, at jeg har måttet kiggede billederne igennem, for at huske i hvilken rækkefølge vi gjorde hvad! Nu glæder jeg mig bare til Paris om et par uger - det bliver guld, og så må det nok blive min tur til at få bestilt noget mad og få rystet eventuelle franske gutter af. Cecilie skrev også til mig, at kampen AC Milan havde vundet var finalen i italienmesterskabet, for første gang i syv år - hold da op!

For lige at slutte positivt af, fik jeg en sms fra min far, som jeg sad her og skrev, om at Designskolen Kolding har sendt mig et brev om, at jeg er videre i forløbet - det vil sige, at jeg i slutningen af juli får det endelige svar. Skøn følelse - men nu håber jeg bare at ventetiden ikke føles så lang!
Jeg tror jeg skriver igen i morgen, der sker så meget heromkring, og det her tog alligevel to timer for mig at skrive, så nu må jeg nok hellere stoppe!