Jeg har taget beslutningen, efter at jeg nu går ind i en periode med en væsentligt højere stressfaktor end tidligere.
Mit arbejde med portfolioen går fremad, men for langsomt fremad, hvilket nu betyder, at jeg har besluttet ikke at koncentrere mig om bloggen indtil d. 15. marts, hvor jeg (forhåbentligt) er vel ovre portfolioarbejdet.
Beslutningen er også baseret på, at der i de næste tre ugers tid vil forekomme dejlige oplevelser, der også vil gøre det svært at få tegnet. På fredag kommer Mathias for at besøge mig, hvilket jeg glæder mig meget til, og på lørdag d. 5. marts tager jeg med familien på skiferie i en uge til Val d'Isère. Derefter har jeg tre dage tilbage til at få arbejdet fuldendt.
Så det går mig på og jeg gør mit bedste for at tage mig sammen og være så produktiv som muligt, selvom der er tusinde andre ting at tænke på også.
Tiden går meget hurtigt og dagene her flyver afsted - med skrigende unger, rengøring og tegning. Børnene er bestemt ikke nemme, selvom det hele faktisk var lidt nemmere da de var syge, men da det er ved at få en ende må jeg nok indse, at deres oprindelige energiniveau snart vender tilbage.
Så jeg holder hovedet koldt, prøver at få tegnet så meget som muligt, selvom det går hårdt ud over lektierne til mit franskkursus, og til tider mit humør.
Jeg glæder mig til at skrive og opdatere bloggen igen om en tre ugers tid, hvor der sikkert er masser af dejlige ting at fortælle. Forresten: jeg kom godt over La Grippe, i tirsdags var jeg rask igen... og det var uden at have taget alt deres medicin - det er utroligt hvor meget de franskmænd tager af unødvendigt medicin imod en influenza.
À bientôt!
mandag den 21. februar 2011
mandag den 14. februar 2011
La Grippe
Ja I troede nok at en dansk influenza var slem, men jeg kan bevise, at som altid er den franske version værre; den har endda et helt andet navn - for franskmændene kan ikke nøjes med at have influenza ligesom danskerne, englænderne og tyskerne, nej nej, de har "la Grippe". Grundet la Grippe, har jeg sovet hele weekenden og ville stadigvæk gøre det, hvis det ikke var fordi jeg efterhånden er ved at tro at det er nytteløst.
Alle de andre havde været lidt småsyge hele ugen, men det var værst med faren, der hoster enormt meget og tager utroligt meget medicin.
Fredag morgen valgte han simpelthen ikke at stå op og han blev liggende i sengen hele dagen. Om aften blev jeg rigtigt træt, så klokken halv ti, da jeg havde set "Spirit" med pigerne, hoppede jeg nedenunder på mit værelse og klokken ti var jeg gået ud som et lys.
Lørdag morgen klokken syv vækkede min hovedpine mig - tror ikke jeg har har haft så slem en hovedpine siden jeg havde kyssesyge, så jeg luftede ud, gik ud på badeværelset, drak en halv liter vand og hoppede på hovedet i seng igen. Den rutine fortsatte jeg hele lørdagen, og det blev ikke bedre. Jeg tog en hovedpine/feber pille (medicin er ikke helt til at finde ud af for mig hernede) på morens bekymrede opfordring, der først gjorde det værre, senere bedre, senere kom hovedpinen igen. Om aftenen fandt jeg ud af, at alle i hele huset havde ligget syge, bortset fra moren, der var lidt for energisk til den ynkelige forsamling der sad og spiste aftensmad.
Søndagen forløb på samme måde - dog lidt bedre, selvom jeg var nået til det punkt, hvor jeg ikke længere kunne sove.
Generelt tror jeg aldrig nogensinde jeg har set nogen tage så meget åndssvagt medicin for en influenza. Mine forældre plejer at sige, at der ikke er så meget at gøre, man må bare drikke noget vand og tage det roligt og eventuelt sove det væk, hvis det er muligt. Den går ikke her; hostesaft, hovedpine/feberpiller og et andet middel imod halsen. Jeg har det ligeså slemt som dem, og jeg har ikke taget noget af det, bortset fra den der ene pille der ikke skal gentages. Dog hoster jeg heller ikke, selvom min hals er irriteret.
Her til morges da jeg vågnede var jeg faktisk overvejende positiv, da jeg følte mig rigtigt frisk - det var dog lige indtil jeg kom op og sidde, hvorefter alt bare begyndte at komme tilbage. Hovedpinen er dog ikke så slem, men feberen gør lidt, at mine reaktioner er lidt langsomme og at jeg ikke bør gøre ting der kræver koncentration - hvilket jeg måtte forklare moren, da hun ville have mig til at køre børnene i skole. Sjovt at hun hele tiden siger, at jeg skal passe på med bilen, men at hun ikke har noget imod, at jeg har feber og kører med børnene.
Nu har jeg så sovet i to en halv time her i formiddags, og da det ikke er blevet meget bedre er jeg kommet til konklusionen, at det er spild af tid. Sådan... jeg smutter i seng igen!
Den lille vækkede mig klokken ti igår morges ved at åbne døren, sige: "Godmorgen Malene, sover du? Der er nat herinde, hvor er lyset?" - han har fået en dille med at åbne og især lukke døre og tænde ALLE lysene i de rum han går ind i.
Alle de andre havde været lidt småsyge hele ugen, men det var værst med faren, der hoster enormt meget og tager utroligt meget medicin.
Fredag morgen valgte han simpelthen ikke at stå op og han blev liggende i sengen hele dagen. Om aften blev jeg rigtigt træt, så klokken halv ti, da jeg havde set "Spirit" med pigerne, hoppede jeg nedenunder på mit værelse og klokken ti var jeg gået ud som et lys.
Lørdag morgen klokken syv vækkede min hovedpine mig - tror ikke jeg har har haft så slem en hovedpine siden jeg havde kyssesyge, så jeg luftede ud, gik ud på badeværelset, drak en halv liter vand og hoppede på hovedet i seng igen. Den rutine fortsatte jeg hele lørdagen, og det blev ikke bedre. Jeg tog en hovedpine/feber pille (medicin er ikke helt til at finde ud af for mig hernede) på morens bekymrede opfordring, der først gjorde det værre, senere bedre, senere kom hovedpinen igen. Om aftenen fandt jeg ud af, at alle i hele huset havde ligget syge, bortset fra moren, der var lidt for energisk til den ynkelige forsamling der sad og spiste aftensmad.
Søndagen forløb på samme måde - dog lidt bedre, selvom jeg var nået til det punkt, hvor jeg ikke længere kunne sove.
Generelt tror jeg aldrig nogensinde jeg har set nogen tage så meget åndssvagt medicin for en influenza. Mine forældre plejer at sige, at der ikke er så meget at gøre, man må bare drikke noget vand og tage det roligt og eventuelt sove det væk, hvis det er muligt. Den går ikke her; hostesaft, hovedpine/feberpiller og et andet middel imod halsen. Jeg har det ligeså slemt som dem, og jeg har ikke taget noget af det, bortset fra den der ene pille der ikke skal gentages. Dog hoster jeg heller ikke, selvom min hals er irriteret.
Her til morges da jeg vågnede var jeg faktisk overvejende positiv, da jeg følte mig rigtigt frisk - det var dog lige indtil jeg kom op og sidde, hvorefter alt bare begyndte at komme tilbage. Hovedpinen er dog ikke så slem, men feberen gør lidt, at mine reaktioner er lidt langsomme og at jeg ikke bør gøre ting der kræver koncentration - hvilket jeg måtte forklare moren, da hun ville have mig til at køre børnene i skole. Sjovt at hun hele tiden siger, at jeg skal passe på med bilen, men at hun ikke har noget imod, at jeg har feber og kører med børnene.
Nu har jeg så sovet i to en halv time her i formiddags, og da det ikke er blevet meget bedre er jeg kommet til konklusionen, at det er spild af tid. Sådan... jeg smutter i seng igen!
Den lille vækkede mig klokken ti igår morges ved at åbne døren, sige: "Godmorgen Malene, sover du? Der er nat herinde, hvor er lyset?" - han har fået en dille med at åbne og især lukke døre og tænde ALLE lysene i de rum han går ind i.
tirsdag den 8. februar 2011
Verbier
"Jeg har ondt overalt!" var det første jeg sagde da jeg kom hjem klokken otte søndag aften. Skituren var fyldt med oplevelser, selvom selve skidelen mislykkedes lidt.
Jeg havde lånt morens ski+støvler, og det gik også godt den første halvdel af lørdagen. Efter vi havde spist kunne jeg godt mærke, at støvlerne egentligt ikke sad særligt godt; de sad som de hele tiden havde gjort, men det var først da jeg var blevet opmærksom på det. På den første tur efter den sene frokost nævnte jeg overfor Nina, at jeg ikke helt kunne kontrollere skiene. To minutter senere var vi så uheldige, at hun næsten kørte ind i mig, da hun ikke havde set at jeg var der, så jeg mistede kontrollen komplet og tumlede smertefuldt ud i siden - med begge ski revet af. Så det tog rigtigt lang tid for at få dem på igen og jeg fik sagt til Nina, at hun bare kunne fortsætte. Efter to sekunder kiggede jeg op, og jeg havde mistet hende af syne. Vi skulle mødes ved liften med sæder, så jeg skimmede hurtigt området, og kørte imod den første og bedste. Hvilket også var den forkerte.
Heldigvis fandt jeg de andre igen efter en time, men siden det fald mistede jeg evnen til at kontrollere skiene.
Vi begyndte ellers rigtigt godt. Vi var tre piger, Nina, mig og en tysk pige der hedder Anna. Anna og jeg var ikke så vante til at stå på ski som Nina, så vi stolte på, at hun kunne føre os ud på de gode og sikre pister. Den anden pist vi kom på var en pukkelpist med alt for lidt sne. Anna og jeg sagde: "Der er kun én vej ned!" - imens Nina, den erfarne, var lidt usikker på, om det var en god idé. Det var det ikke - hold da op hvor vi faldt! Det var umuligt at holde øje med puklerne, klipperne og græsset på samme tid. Til sidst formåede jeg, at få begravet min ene ski i noget løst sne, så jeg blev nødt til at grave den fri. Derefter kunne jeg ikke få den på igen, så jeg kurrede på røven et rigtigt langt stykke; men da selvfølgeligt ikke uden at skiene til tider kørte fra mig, eller ikke fulgte med - kort sagt, ikke sjovt. På det sidste stykke fik jeg dem dog på igen, og så mødte Anna og jeg Nina nede for enden, der undskyldte og var imponerede over, at vi stadigvæk var i live - hvilket vi også selv var!
Om aftenen tog vi til noget aprés-skiing på en bar i Verbier by. Der var god musik og mange mennesker, men vi var alt for trætte så vi fandt aldrig den rette fest-ånd. Dog var vi der i halvanden time, hvor vi bare stod og snakkede og dansede til musikken. Der var rigtigt mange mennesker derinde og fra tid til anden kom vi kort i snak med nogle tilfældige personer. Det er bare ikke alle der heeelt ved, hvordan kommunikation foregår. Der var den samme gut, der forskrækkede mig flere gange, ved at råbe i mit øre: "Barbra Streisand!!!"* hvorefter han bare gik igen.
Eftersom jeg på søndagen ikke stod så meget på ski, havde jeg tiden til, lige at tegne situationen.
Så søndagen var stille og rolig, det var rigtigt godt vejr, men fra den første tur af kunne jeg godt mærke, at det bare ikke gik med skiene. Faktisk var det ikke så stort et problem, jeg satte mig på en terrasse og nød vejret, og tegnede en hel del. Det var fantastisk bare at sidde i solen og nyde udsigten!
Vi havde kun taget et halvdags-skipas, så jeg sad jo kun alene i tre timer ialt - og efter vi havde spist, tog jeg en tur på skiene ned til den store lift, selvom det var smertefuldt.
Da vi så skulle hjem tog det dobbelt så lang tid som da vi to derhen, da vi holdte i kø i halvanden time. Alle skulle bare hjem fra weekenden lige præcist klokken fem åbenbart.
På trods af det med skiene var det en dejlig tur - selvom mine sprogevner godt nok blev sat på prøve: Jeg talte dansk med Nina, engelsk med Anna og fransk med offentlige folk ved hotellet og lignende. Desuden blandede det franske sig konstant i mit engelske, hvilket er ret frustrerende - fx kunne jeg ubevidst bare slå over i fransk når jeg talte engelsk. Det viser vel bare hvor meget det efterhånden har sat sig.
Det var så en smule om min weekend, selvom det blev lidt forsinket - undskylder dybt!
*Der er for tiden, hvis I ikke har lagt mærke til det, en technosang der kører overalt, der egentligt bare består af et beat, og navnet der bare bliver sagt - det var fra den sang han havde det fra, selvom den ikke kørte på tidspunktet.
Jeg havde lånt morens ski+støvler, og det gik også godt den første halvdel af lørdagen. Efter vi havde spist kunne jeg godt mærke, at støvlerne egentligt ikke sad særligt godt; de sad som de hele tiden havde gjort, men det var først da jeg var blevet opmærksom på det. På den første tur efter den sene frokost nævnte jeg overfor Nina, at jeg ikke helt kunne kontrollere skiene. To minutter senere var vi så uheldige, at hun næsten kørte ind i mig, da hun ikke havde set at jeg var der, så jeg mistede kontrollen komplet og tumlede smertefuldt ud i siden - med begge ski revet af. Så det tog rigtigt lang tid for at få dem på igen og jeg fik sagt til Nina, at hun bare kunne fortsætte. Efter to sekunder kiggede jeg op, og jeg havde mistet hende af syne. Vi skulle mødes ved liften med sæder, så jeg skimmede hurtigt området, og kørte imod den første og bedste. Hvilket også var den forkerte.
Heldigvis fandt jeg de andre igen efter en time, men siden det fald mistede jeg evnen til at kontrollere skiene.
Vi begyndte ellers rigtigt godt. Vi var tre piger, Nina, mig og en tysk pige der hedder Anna. Anna og jeg var ikke så vante til at stå på ski som Nina, så vi stolte på, at hun kunne føre os ud på de gode og sikre pister. Den anden pist vi kom på var en pukkelpist med alt for lidt sne. Anna og jeg sagde: "Der er kun én vej ned!" - imens Nina, den erfarne, var lidt usikker på, om det var en god idé. Det var det ikke - hold da op hvor vi faldt! Det var umuligt at holde øje med puklerne, klipperne og græsset på samme tid. Til sidst formåede jeg, at få begravet min ene ski i noget løst sne, så jeg blev nødt til at grave den fri. Derefter kunne jeg ikke få den på igen, så jeg kurrede på røven et rigtigt langt stykke; men da selvfølgeligt ikke uden at skiene til tider kørte fra mig, eller ikke fulgte med - kort sagt, ikke sjovt. På det sidste stykke fik jeg dem dog på igen, og så mødte Anna og jeg Nina nede for enden, der undskyldte og var imponerede over, at vi stadigvæk var i live - hvilket vi også selv var!
Om aftenen tog vi til noget aprés-skiing på en bar i Verbier by. Der var god musik og mange mennesker, men vi var alt for trætte så vi fandt aldrig den rette fest-ånd. Dog var vi der i halvanden time, hvor vi bare stod og snakkede og dansede til musikken. Der var rigtigt mange mennesker derinde og fra tid til anden kom vi kort i snak med nogle tilfældige personer. Det er bare ikke alle der heeelt ved, hvordan kommunikation foregår. Der var den samme gut, der forskrækkede mig flere gange, ved at råbe i mit øre: "Barbra Streisand!!!"* hvorefter han bare gik igen.
Eftersom jeg på søndagen ikke stod så meget på ski, havde jeg tiden til, lige at tegne situationen.
Så søndagen var stille og rolig, det var rigtigt godt vejr, men fra den første tur af kunne jeg godt mærke, at det bare ikke gik med skiene. Faktisk var det ikke så stort et problem, jeg satte mig på en terrasse og nød vejret, og tegnede en hel del. Det var fantastisk bare at sidde i solen og nyde udsigten!
Vi havde kun taget et halvdags-skipas, så jeg sad jo kun alene i tre timer ialt - og efter vi havde spist, tog jeg en tur på skiene ned til den store lift, selvom det var smertefuldt.
Da vi så skulle hjem tog det dobbelt så lang tid som da vi to derhen, da vi holdte i kø i halvanden time. Alle skulle bare hjem fra weekenden lige præcist klokken fem åbenbart.
På trods af det med skiene var det en dejlig tur - selvom mine sprogevner godt nok blev sat på prøve: Jeg talte dansk med Nina, engelsk med Anna og fransk med offentlige folk ved hotellet og lignende. Desuden blandede det franske sig konstant i mit engelske, hvilket er ret frustrerende - fx kunne jeg ubevidst bare slå over i fransk når jeg talte engelsk. Det viser vel bare hvor meget det efterhånden har sat sig.
Det var så en smule om min weekend, selvom det blev lidt forsinket - undskylder dybt!
*Der er for tiden, hvis I ikke har lagt mærke til det, en technosang der kører overalt, der egentligt bare består af et beat, og navnet der bare bliver sagt - det var fra den sang han havde det fra, selvom den ikke kørte på tidspunktet.
fredag den 4. februar 2011
Konsekvenser
Så er endnu en weekend lige ved at være i nærheden, efter en uge, der på den ene side er gået meget hurtigt, på den anden, meget langsomt.
Moren tog jo afsted i mandags til USA og det efterlod mig og faren alene med børnene. Ikke noget problem der; sådan har det jo alligevel været de sidste par uger. Dog begynder der at være nogle konsekvenser af hendes fravær, blandt andet børnenes opførsel.
De lytter ikke. Slet, slet, slet ikke. Pigerne er i deres egen verden, den ældste med tusindvis af lektier, som hun ikke er gammel nok til at kunne organisere, og den mellemste med følelsen af, at hvis hun er trodsig og sur konstant, får hun samme mængde opmærksomhed som hendes søskende. Så når Malene siger: "Vær sød at dække bord", får hun enten svaret: "Jeg laver lektier", eller "Nej."
Det er nu værst med den mellemste for hun er utroligt negativ indstillet overfor mig. Hvis jeg beder hende om at gå i seng, eller lignende får jeg altid svaret: "Mais c'est bon!!" i et vredt tonelege - det kan ikke rigtigt oversættes, men det udtrykker at hun afviser mig, og fortsætter med at læse, se tv eller hvad hun nu hellere vil.
Det er lidt irriterende hele tiden at lytte på - især når hun så får skældud af hendes far, for ikke at have taget det bad jeg bad hende om at tage en time tidligere.
Den mindste er begyndt at savne sine forældre, hvilket betyder, at i denne uge er det kun er far der dur. Lige fra morgenen af, hvor jeg klæder ham på, nægter han; han skriger, stritter imod og lytter slet ikke. Når han så skal spise skriger han, at han vil have sin far. Når jeg henter ham om aftenen vil han ikke med, han græder og siger at han vil blive. Når han skal skal spise aftensmad hyler han, og siger det er for varmt - selvom han ikke har smagt på det, og at det er koldt. Stort set så græder han konstant. Efter et stykke tid, hvor jeg har fået ham kølet lidt ned, er han dejlig og sød og han kan endda muntre mig op hvis jeg har haft en dårlig dag. Idag da jeg skulle hente ham ved dagplejemoren var det hendes søn der åbnede og da den lille begyndte at hyle og skrige spurgte han forbløffet: "Gør han det hver aften?" - "Kun i denne uge..." svarede jeg, og sagde farvel og fik et pænt: "Held og lykke!" med på vejen. Som jeg bar ham ud mod bilen (normalvist går han, men som han ikke ville bar jeg ham) kom han dog i bedre humør, og til sidst var han helt rolig og kær. Jeg tror ikke det er nemt for en to-årig ikke at have forældre der arbejder på den måde. Her til morges skulle faren til Paris, hvilket betød at nu smuttede han jo også. Den lille græd og sagde: "Jamen du må ikke forlade mig!" - selvom han er lille og ikke helt ved hvordan han skal udtrykke sig endnu, så forstår han mere end man lige tror.
Jeg ser virkeligt konsekvenserne af de sidste par ugers tid; det gør lidt ondt at se børnene sådan, og jeg håber at de virkeligt tager beslutningen om, at flytte til Paris til næste år. De har længe overvejet det, da morens arbejde er i Paris, og hans delvist også er der.
Nok om det triste, for jeg skal på ski hele weekenden sammen med Nina og en af hendes veninder! Vi tager afsted i morgen klokken tidlig morgen til Verbier, Schweiz, og kommer hjem engang søndag. Kan jo ikke blive andet end fedt! Så det vil sige, at der nok kommer et bette indlæg på søndag om det. Indtil da, slutter jeg af med en lille tegning fra idag:
- "Nej, vi laver ikke et slot, vi rydder op!" - hvorefter han så ødelagde mit fine slot...!
Moren tog jo afsted i mandags til USA og det efterlod mig og faren alene med børnene. Ikke noget problem der; sådan har det jo alligevel været de sidste par uger. Dog begynder der at være nogle konsekvenser af hendes fravær, blandt andet børnenes opførsel.
De lytter ikke. Slet, slet, slet ikke. Pigerne er i deres egen verden, den ældste med tusindvis af lektier, som hun ikke er gammel nok til at kunne organisere, og den mellemste med følelsen af, at hvis hun er trodsig og sur konstant, får hun samme mængde opmærksomhed som hendes søskende. Så når Malene siger: "Vær sød at dække bord", får hun enten svaret: "Jeg laver lektier", eller "Nej."
Det er nu værst med den mellemste for hun er utroligt negativ indstillet overfor mig. Hvis jeg beder hende om at gå i seng, eller lignende får jeg altid svaret: "Mais c'est bon!!" i et vredt tonelege - det kan ikke rigtigt oversættes, men det udtrykker at hun afviser mig, og fortsætter med at læse, se tv eller hvad hun nu hellere vil.
Det er lidt irriterende hele tiden at lytte på - især når hun så får skældud af hendes far, for ikke at have taget det bad jeg bad hende om at tage en time tidligere.
Den mindste er begyndt at savne sine forældre, hvilket betyder, at i denne uge er det kun er far der dur. Lige fra morgenen af, hvor jeg klæder ham på, nægter han; han skriger, stritter imod og lytter slet ikke. Når han så skal spise skriger han, at han vil have sin far. Når jeg henter ham om aftenen vil han ikke med, han græder og siger at han vil blive. Når han skal skal spise aftensmad hyler han, og siger det er for varmt - selvom han ikke har smagt på det, og at det er koldt. Stort set så græder han konstant. Efter et stykke tid, hvor jeg har fået ham kølet lidt ned, er han dejlig og sød og han kan endda muntre mig op hvis jeg har haft en dårlig dag. Idag da jeg skulle hente ham ved dagplejemoren var det hendes søn der åbnede og da den lille begyndte at hyle og skrige spurgte han forbløffet: "Gør han det hver aften?" - "Kun i denne uge..." svarede jeg, og sagde farvel og fik et pænt: "Held og lykke!" med på vejen. Som jeg bar ham ud mod bilen (normalvist går han, men som han ikke ville bar jeg ham) kom han dog i bedre humør, og til sidst var han helt rolig og kær. Jeg tror ikke det er nemt for en to-årig ikke at have forældre der arbejder på den måde. Her til morges skulle faren til Paris, hvilket betød at nu smuttede han jo også. Den lille græd og sagde: "Jamen du må ikke forlade mig!" - selvom han er lille og ikke helt ved hvordan han skal udtrykke sig endnu, så forstår han mere end man lige tror.
Jeg ser virkeligt konsekvenserne af de sidste par ugers tid; det gør lidt ondt at se børnene sådan, og jeg håber at de virkeligt tager beslutningen om, at flytte til Paris til næste år. De har længe overvejet det, da morens arbejde er i Paris, og hans delvist også er der.
Nok om det triste, for jeg skal på ski hele weekenden sammen med Nina og en af hendes veninder! Vi tager afsted i morgen klokken tidlig morgen til Verbier, Schweiz, og kommer hjem engang søndag. Kan jo ikke blive andet end fedt! Så det vil sige, at der nok kommer et bette indlæg på søndag om det. Indtil da, slutter jeg af med en lille tegning fra idag:
Abonner på:
Opslag (Atom)