Forandringer og forhindringer

Jeg ved godt at jeg sagde, at jeg ville skrive et ny indlæg igår, men jeg var bare så træt at jeg ikke orkede. Her er en lille forklaring på trætheden: Børnene.

Da jeg kom hjem klokken et, natten til mandag, var der en fin seddel på min dør, hvor moren bad mig om, at stå et kvarter tidligere op, da begge forældre skulle til Paris med toget tidligt. Det gjorde jeg så, og jeg fik hundrede forskellige informationer kastet i min retning på den halve time, forældrene var der.
Den lille har ændret sig meget på den uge jeg har været væk - han er blevet renlig, og nu er det kun om natten han har ble på. Desuden vil jeg vædde med, at han er vokset, og hans stemme er også anderledes end hvad jeg husker - han taler bedre. Dog kalder han mig stadigvæk "ma Malène" - og han var meget glad for at se mig, og jeg havde godt nok også savnet ham.
Så med den lille går alt fint. Det kan man ikke ligefrem sige om den mellemste. Hun har været umulig længe, men nu er det ti gange værre. Mandag aften havde jeg nogle problemer med den ældste, der valgte at lege gemmeleg, hvor gemmestederne var overvejende farlige: i skorstenen, på taget og på en halvmur to meter oppe. Så da jeg endeligt kunne koncentrere mig om, at få den mellemste i seng, ville hun ikke. Da jeg tog bogen hun læste i fra hende, blev hun vred, og ville ikke gå op i seng. Da jeg bar hende op ad trapperne begyndte hun at kalde mig "conne" - hvilket betyder "røv", eller "røvhul". Da jeg blev sur nægtede hun at tage pyjamas på, og sagde at det kun ville ske i mine drømme. Den aften var jeg vred, meget, meget, meget vred, og min konklusion blev: lortebarn. Selvom jeg godt ved, at hun bare har brug for opmærksomhed, men hun stræber desværre kun efter den negative af slagsen. Hun afviser direkte positiv opmærksomhed, hvilket er ærgerligt, for hun er bare gået glip af mange kager vi kunne have bagt sammen, og et par kopper varm kakao har hun også afvist.
Desuden sagde dagplejemoren også til mig, at sådan har hun altid været (pigerne har også gået omme ved hende), og at alle aupairpigerne har haft problemer med hende. Det er selvfølgeligt ikke en grund til at give op på hende, men det giver da en bekræftelse i, at det måske ikke er mig den er galt med. For hun er bare et svært barn.

Hendes opførsel har fortsat sådan hele ugen. Jeg anede ikke hvornår forældrene kom hjem, men jeg fandt da ud af, at faren kom hjem tirsdag aften - så jeg havde været alene med børnene natten til tirsdag, uden at vide det. Lidt irriterende, når man ikke har samme opmærksomhed på børnene, når man ikke ved, at det er nødvendigt. Udover det, har de jo sat deres hus til salg, så der har været en rundvisning hver dag i hele den her uge, hvilket betyder, at jeg har støvsuget hver dag, ryddet pinligt op overalt og skulle være hjemme på underlige tidspunkter for, at lukke dem ind, og passe på nøglerne. Det er lidt stressende, og det stresser også børnene meget.

Men på trods af alt det her, har denne uge også gået meget hurtigt på samme tid. Det er allerede torsdag, og imorgen kommer min efterfølger, deres kommende aupair, den sjette i rækken, og besøger os i weekenden. Spændende, og det er mig der skal underholde hende.

Så nu ved I lidt hvorfor jeg er sådan lidt småtræt - det er ikke nemt med så mange forandringer og forhindringer bare på én uge.