En madoplevelse ud over det sædvanlige

Jeg har nu, som tyve-årig, været ude at spise mit første mange-retters måltid på en alt for fin restaurant med udsigt til Mont Blanc - det er et minde og en aften jeg aldrig vil glemme. Det var helt utroligt!

Min østrigske veninde - Doris - havde fået en gave fra hendes værtsfamilie til jul, som var den her middag for hende og en veninde. Hun valgte mig - hvilket jeg var meget overrasket over, og nu utroligt glad for. Doris er meget, meget høflig og ydmyg, og hun gør ikke ofte hvad hun selv har lyst til, men denne gang havde hendes værtsfar sat strenge regler:
- Vi skulle spise mindst fem retter
- Han agerede taxi, så vi skulle have vin til maden
- Vi måtte ikke tænke på prisen
Meget hårde opgaver, for jeg er ikke vant til, at spise for næsten trehundrede euro - der ikke er mine egne! - men jeg fik sørget mange gange for klart at udtrykke, at det var virkeligt pænt af dem.

Så jeg havde fået mit fine tøj på; fin kjole, fine sko og fin håndtaske med tilhørende, fine smykker. Jeg blev hentet klokken halv otte, hvorefter turen gik lidt op ad Juraen bjergside, men alligevel tæt ved byen st. Genis. Der kørte vi ind i et resort område, med hotel og golfklub og high society, chic atmosfæren var der. En tjener i habit åbnede døren for os som vi gik ind, og vi blev vist hen til vores bord, med direkte udsigt til alperne. Før vi satte os ned, blev stolen selvfølgeligt trukket ud og som vi satte os skubbet ind, og vi fik serveret et glas champagne hver, fra en fin vogn. Allerede som vi sad der og skålede med en fornemt "Santé", var vi fulde af små tøsede grin, for vi følte os ret malplacerede og vi var begge bange for, at gøre noget helt forkert.

Som vi skulle til at vælge menu, var vi overvældede af alle valgmulighederne, og valgte så begge to, med hjælp fra hende der tog vores bestilling, en fastlagt menu, hvor der hver gang var to valgmuligheder, så vi kunne bytte imellem os, og derved få smagt flere forskellige ting.

Vi fik først serveret en ærtevélouté, som var en lille mise en bouche til at begynde på.

Dernæst var det den første ret; jeg fik serveret et stykke fisk (fandt aldrig ud af hvilken), på en bund af ratatouille med pesto og en creme fraiche dressing, imens Doris fik serveret oksehale med fennikel, hvor oksekødet var tilberedt på tre forskellige måder.

Derefter fik vi serveret fisk, jeg fik serveret en flot rejetallerken, og Doris fik havtaske, der smagte helt fantastisk.

Dernæst var det hovedretten, hvor jeg fik utroligt mørt kalvekød med kartofler til, og Doris fik kanin med risotto - begge dele helt utroligt.

Så fik vi ost - her var det det samme vi fik - fra pays Gex, som er vores område, sammen med noget lækkert brød og en salat.

Inden desserten fik vi endnu en vélouté, denne gang af passionsfrugt og mango, som lagde op til vores dessert.

Doris fik serveret en pistacie/mandel kage med en flot dekoration af mango og en kugle hjemmelavet jordbær is ved siden af. Jeg fik en lille jordbærtærte, dekorationen var et net af chokolade med hjemmelavet vanilieis på toppen - det var ret imponerende.

Til sidst mente Doris, at vi skulle have en digistif - jeg anede ikke hvad det indebar, så det fik hun ordnet, og så sad vi der med en meget stærk kirsebær snaps af en art og "nød" den som en fin afslutning på vores middag.

Til "forretterne" drak vi to forskellige hvidvine, der var skønne, og en herlig rødvin til kødet. Så vi var ret snaksagelige til sidst.

Det sjoveste ved det hele var tjenerne og atmosfæren - vores tjener startede ud med at folde vores servietter ud foran os, og derefter svinge den elegant over skødet på os inden han begyndte at servere for os. Vi havde selvfølgeligt svært ved at holde masken, og det kunne han heller ikke, så hver gang han fyldte vores vandglas op, eller når han bare gik forbi, grinte han over os, som vi sad der og forsøgte at forstå hvordan man skulle tage hul på herlighederne. En anden tjener præsenterede alle vinene for os, og vi forstod ikke meget andet end det vi kunne læse på flasken, da han snakkede lavt og meget hurtigt, så det lød næsten som en lille sang.
Til sidst, da Doris havde fået lidt for meget vin, gik det op for hende, at hun ikke vidste hvad de ribs der var som pynt på en af desserterne, hed på fransk. Så hun spurgte da en tjener, da jeg havde spist alle bærene, hvad de hed, hvor hun pegede på stilken der lå tilbage. Tjenerens svar var, at han ikke kunne se hvad det havde været for nogle bær, men han ville da spørge. Så han kom fint igen med et stykke papir, hvor han skrev det ned på. På fransk er ribs: "groseilles" - så lærte vi også noget nyt.

Vi var nogle af de første der ankom for at spise, og vi var de sidste der tog afsted igen - til sidst spurgte en af de unge tjenere, om hvor vi kom fra og om vi havde lyst til at tage i byen med dem. Jeg svarede at det kunne vi da godt, men da han var gået, gik det op for mig, at Doris slet ikke havde forstået hvad han havde sagt. Så efter et par minutter hvor jeg fik det forklaret meget klart, gik det op for hende, og vi blev enige om, at det nok var bedst at ringe til vores "taxi" for hvordan skulle vi ellers lige komme hjem, hvis det blev for sent. Derefter skulle vi bare have viklet os ud af "aftalen" igen, hvilket gik meget nemt, vi betalte og så gik vi - med tjeneren der havde foreslået os at tage i byen holdende døren for os. Lidt pinligt, men meget morsomt alligevel.

Det var så svaret på en super hyggelig aften, med tøsefnidder og meget uvant atmosfære - virkeligt et helt fantastisk minde, med helt fantastisk mad og med et ord der blev sagt mange gange: "waow!"

Paris, je t'adore!

Ja så fik jeg langt om længe taget mig sammen til at skrive det her indlæg om Pariserweekendens begivenheder! Ventetiden skyldes mest, at tiden er fløjet afsted med regnbuer, vasketøj og kirsebær, så jeg har været helt væk i det hele om man må sige!

Men for en uges tid siden, i fredags, tog jeg så til Paris, om aftenen. Moren ville med glæde køre mig, selvom det var lige i den lilles sengetid (som så skulle med ud og aflevere mig), men det var ikke noget problem. Dog var det et større dilemma for hende, at hente mig søndag aften, mente hun, da det var sent om aftenen - hvilket jeg ikke forstod, for børnene ville være i seng og faren være hjemme. Underlig, men jeg sagde da bare, at jeg kunne tage bussen og komme hjem halvanden time senere, det gjorde da ikke noget.

Efter den ekstra time flyet så var forsinket ankom jeg til Paris, hvor jeg fandt Cecilie ved hostellet klokken kvart over tolv - det var Cecilie der havde bestilt hostel, men sjovt nok var det præcist det samme sted jeg var med franskklassen sidste år! Meget sjovt faktisk. Selvom betjeningen var elendig og tyskerne der boede på vores værelse meget ubetænksomme.
De havde nemlig valgt at tage mit tæppe, selvom de godt vidste at jeg ville ankomme, hvilket jeg ikke havde set, så jeg spurgte om et andet. Receptionisten kiggede dumt på mig og gentog mine ord for mig som om jeg var dum - han var hundrede procent sikker på, at det tæppe var derinde, så han gik derind, tændte alt lyset (klokken et om natten) og pegede på en af tyskerne og sagde, at dér var mit tæppe.
Vi var ret pinligt berørte over situationen, for han havde vækket begge piger og jeg måtte så tage mit tæppe fra hende der lå og frøs. Dog fandt vi da ud af, at det vi gjorde, var intet i forhold til tyskerne næste morgen. Deres vækkeur var sat til klokken seks. Klokken seks! Og så skulle der da tales og tages bad og trækkes gardiner fra... og selvom Cecilie prøvede på, at få dem til at få liiidt dårlig samvittighed ved at undskylde meget for situationen om natten, så kom der ikke nogen åbenbaring til dem.
Så da vi ikke kunne sove længere, endte det med, at vi befandt os foran Eiffeltårnet klokken halv ni om morgenen. Jeg har aldrig set så få mennesker i det område - selvom køen dertil allerede var lang! - vi havde besluttet os for, ikke at tage derop denne gang, og så i stedet tage på Louvre. Set i bakspejlet burde vi nok have hoppet op i tårnet da vi havde tiden, for tiden fløj fra os til sidst!

I stedet tog vi hele den store akse-turen, som jeg så fint kalder den. Turen går fra Défense, og la Grande Arche, til Place Charles de Gaulle, hvor Triumfbuen står, nedad Champs-Élysées, concordepladsen, igennem le Jardin des Tuilerres hvortil man til sidst ender på Louvrepladsen med den fine pyramide. Det er en lang, og meget smuk tur, hvor vi da fik shoppet og spist en sandwich på Champs-Élysées (verdens smukkeste avenue - hvilket er sandt!), fik taget en masse billeder, og jeg fik givet meget forkerte vejvisningsråd, da vi bagefter fandt ud af, at Eiffeltårnet lå i modsatte retning af, hvad jeg havde peget i. Hovsa - måske skyldes det alle de gange vi havde gået op og ned af trapperne for at få fundet ind til midten ved Triumfbuen, hvor vi hver gang, var dukket op på den anden side af vejen - det får åbenbart en til at miste stedsansen lidt!
Dog var det stadigvæk tidligt på dagen, og vi ville også gerne have shoppet lidt, og set Centre Pompidou, som er et museum for moderne kunst. Så det gik vi i gang med - efter vi selvfølgeligt havde fået os en crèpe henholdsvis med nutella og mørk chokolade.
Derefter gik jagten på billig shopping igang, for Cecilies guidebog havde sagt, at det der hedder Killywatch, det var det. Vi havde forventet et mere eller mindre stort center og vi fandt en butik. Med alverdens genbrugstøj. Der ikke var sååå meget billigere men dog havde en enorm underholdningsværdi. Der var farver overalt, underlige temaer i de forskellige afdelinger og man kunne blive helt væk imellem alle hylderne - men til sidst måtte vi gå ud, da vi ikke rigtigt fandt noget, og lugten var også ret stærk.
Vi gik rundt i ret lang tid i det område og fandt andre sjove genbrugsbutikker, selvom ingen af os fandt noget vi ville købe. Til sidst begyndte vi en mere målrettet søgning på Centre Pompidou, som vi fandt til sidst, efter et fantastisk fund af et par runde solbriller til mig - det skal lige siges, at vi også ledte intenst efter de solbriller på vores Milanotur, så det var en stor succes!

Centre Pompidou var gratis for unge under seksogtyve år, så vi fik stukket vores penge tilbage i hånden, og hoppede nysgerrige op for at finde ud af, hvordan katten man kom op på de rulletrapper. Centre Pompidou er kendt for sit sjove bygningsdesign, hvor rulletrapperne er i gennemsigtige plasticrør udenpå bygningen. Hver gang jeg er på pladsen foran museet peger jeg over på trappen til venstre for bygningen og siger: "Dér har jeg spist en sandwich!" - det har været det tætteste jeg har været på at være derinde.
Så vi fik set en masse moderne kunst, det første der mødte os var noget Andy Warhol, og ellers var der masser af Picasso og ellers nogle skulpturer (som jeg fik stødt mine nye solbrille imod, hov!), og installationer. Moderne kunst er meget interessant, men så tror jeg alligevel, at jeg ville have nydt Louvre mere - hvis vi bare havde haft tiden.

Efter en dejlig aftensmad i området var det sent, men vi skulle lige hen til le Palais de Chaillot, som har en fin plads lige foran det oplyste Eiffeltårn. Som vi sad der og blev helt forelskede i synet blev klokken hel, og det vil sige, at tårnet begyndte at blinke - hvilket er en af mine yndlingsting at se på i Paris. Skønt gensyn.

Vi kom selvfølgeligt sent hjem igen, men tyskerne lod os sove indtil vores egen vækkeur vækkede os klokken halv otte. Den dag gik turen direkte hen til Notre Dame kirken, hvor min mor havde anbefalet os at tage til gudstjeneste. Vi kom lidt tidligt, så vi tog os et pain au chocolat på en café ved siden af, hvor en festlig tjener fik os betjent - rigtigt hyggeligt!
I kirken fik vi da virkeligt en oplevelse udover det sædvanlige. Der var røgelse der blev svunget over os, helligt vand der blev strintet, en meget pæn bibel der blev holdt op i strakte arme og alt det foregik i små optog omkring i kirkegangene. Ellers var der også smuk salmesang, og mange gange hvor der skulle stås op. Lige inden nadveren begyndte folk at vende sig om og takke hinanden, ved at give alle omkring dem hånden. Dét var der vi begyndte at overveje ligeså stille at smutte - så da køerne til nadveren begyndte at danne sig, hoppede vi diskret ud til turisterne i siden af kirken.
Vi skulle da selvfølgeligt også op i selve kirken, hvilket tog lang tid, men nu skulle det være! Der var en gøgler der underholdt alle os i køen, der gik med en gammelmands-maske på, hvorefter han enten gik efter folk på gaden eller for eksempel gik hen til kærestepar og holdt kvinden i hånden, indtil hun opdagede at det ikke var hendes kæreste. Meget underholdende. Noget andet der også var underholdende var en dansker, der stod bag os i køen, der snakkede engelsk. Så overvejer I nok, hvordan jeg kan sige at det var en dansker, når han nu snakkede engelsk. Dansk-accent er gennemtrængende - og senere fik vi også det bekræftet da han snakkede dansk.

Deroppe var det meget imponerende - jeg har været i Paris tre gange, men det er første gang jeg har været oppe i Notre Dame, hvor der bare var en skøn udsigt, både af byen og af alle gargoylerne der bare var overalt. Vi gik fra det ene tårn til det andet, op og ned af uendelige mange vindeltrapper, så vi var helt rundtossede da vi kom ned igen. Det var så den formiddag, vi var der helt til klokken et om eftermiddagen. Derefter begyndte tiden bare at flyve fra os. Vi valgte Montmartre over Louvre, og efter vi havde spist smuttede vi helt derover. Montmartre er en bakke og et område, hvor man fra bakken af, kan se ud over hele Paris, så der hoppede vi da op. Det var en helt anden stemning med masser af butikker, mest souvenirbutikker, men det lykkedes os da at finde en sjov lille butik, hvor jeg fik købt mig et par billige sandaler og Cecilie fik købt sig en kjole. Så det var endnu et sidesprig fra vores mål, som var at komme helt op til udsigten og Sacre Coeur kirken på toppen af bakken. Der var utroligt mange mennesker, men det var så også forståeligt med den dejlige udsigt. Vi skulle da også lige ind i kirken, hvor der også var gudstjeneste, dog var det en hel anden stemning, og selvom de gjorde nogle af de samme ting som i Notre Dame, var det bare ikke det samme. Den var meget flot, men vi gik hurtigt ud igen, og så vandrede vi rundt imellem alle caféerne og kiggede på alle de kunstnere der havde placeret sig på pladsen - som de altid gør. Præcist som jeg husker det.
Da klokken blev omkring halv fem vidste vi ikke rigtigt hvad vi skulle lave - mit fly gik kvart i ti, så vi skulle være i god tid for at hente bagagen på hostellet så vi havde måske en eller to timer, hvilket ikke er meget i Paris. Så vi gik ned, på min mors fantastiske anbefaling, og prøvede på at finde Pigalle der lige lå i området. Hvorfor vidste vi ikke helt, fordi min mor havde forklaret mig noget underligt noget om nogle prostituerede i glasskabe, så det gav ingen mening. Da vi kom dertil, var vi forvirrede, og begyndte at lede efter noget vi ikke helt vidste hvordan så ud, men efter vi havde gået i tilstrækkeligt lang tid, fandt vi Moulin Rouge - men så havde vi også fået nok af at se på sex-shops og andre underlige butikker, og vi blev enige om, at det var godt vi ikke havde været der på en sen aften. Så som vi sad, overvejende malplacerede foran Moulin Rouge, og spiste noget slik (som en mand da gik pænt over, og spurgte om han måtte bede om et stykke af, som han da fik), var det lidt slutningen på vores tur.
Vi begav os over imod hostellet, og på vejen kom vi i tanke om, at vi ikke havde fået smagt nogle kager vi ville have smagt, som hedder macarons, hvilket er små, farverige kager der ligner små burgere. Dem fik vi i farten købt og smagt, skøn oplevelse og dessert, og så skulle jeg altså bare afsted - hvis det ikke var fordi jeg havde glemt min jakke inde på værelset. Der skulle da også være en ret lang kø, og en langsom receptionist, som mente at rummet var tomt. Efter noget overtalelse fik jeg han til at låse op, og så skulle jeg afsted.

Turen ud til lufthavnen endte i løb. Jeg stod pludseligt klokken ni - gaten lukkede kvart over - og ventede panikslagent på den lille metro ud til lufthavnen. Ti minutter over ni stod jeg så derude og vidste ikke i hvilken retning jeg skulle løbe, men jeg fandt ud af det og fik skyndet godt på sikkerhedsmændene og så satte jeg ellers i løb ud til gaten, hvor jeg til sidst, fjorten minutter over ni, stod midt i køen, og forstod intet. Ti minutter senere sad jeg i flyet og skrev til moren, at alt gik fint og at flyet ikke var forsinket, så hun kunne forvente mig hjemme den og den tid. Udmattet sad jeg så der, og som vi forlod Paris kiggede jeg udover den mørke by, og så Eiffeltårnet blinke som det sidste glemt af byen - fantastisk.

Som jeg sad der i flyet i den time, gik det op for mig, hvor træt og smadret jeg var - jeg havde være småsyg/noget høfeber af en art, hele weekenden, så nu hvor jeg bare sad, blev det ti gange værre, og tanken om, at jeg skulle løbe ud for at have en chance for at den første bus hjem, var ikke sjov. Derfor udbrød jeg et suk af glæde, da vi landende og jeg tændte min telefon, og så SMS'en fra moren, hvor hun skrev, at hun nok skulle hente mig. En halv time senere lå jeg i min seng - jeg kunne ikke have haft en bedre weekend!

I sammenligning med sidste års Parisertur, må jeg ærligt talt sige, at jeg er overrasket over, hvor godt mit fransk er blevet. Der var mange gange, hvor jeg reagerede på beskeder i højtalerne på de offentlige steder, hvor jeg glemte at oversætte for Cecilie, så hun bare gik efter mig og håbede, at det gav mening at vi gik af metroen et stop for tidligt. Så en klar forbedring, selvom jeg også havde mine smuttere hist og her.

Der kommer nok endnu et opslag om ikke så længe, men jeg har haft en meget underlig uge, med en utrolig træthed, så jeg kan ikke garantere noget - men det er sikkert at der nok skal komme en opdatering på et eller andet tidspunkt!

Skandale, skandale!!

Denne uge begyndte med en kæmpe skandale, selvom jeg ikke helt ved, hvor dramatisk og hvor meget den fylder for jer i Danmark - men jeg blev i hvert fald fyldt godt ind på området af begge forældre.
Det er selvfølgeligt Dominique Strauss-Kahn-sagen jeg snakker om - eller DSK-sagen, som medierne så fint kalder det. Selvom jeg håber at I kender til sagen, så er det jo ham her, den meget vigtige franskmand; direktør for IMF, socialist, udnævnt verdens syvende vigtigste mand, ifølge franske meningsmålinger en sandsynlig kandidat til at slå Sarkozy ved næste præsidentvalg, osv. Så det at han nu, eller d. 14. maj, er blevet beskyldt for sexforbrydelser, optager franskmændene meget.
Der er mange spændende vinkler på det; måske er det et plot imod ham, på den anden sige er han kendt som skørtejæger; er beviserne falske og opsatte for at true hans position? - jeg er fyldt godt ind i sagen, hvor min rolle i samtalen var at sige: wow!

På den mere "rolige" side her i huset, er vi ved at få fastlagt det med bilen. Vi havde været ved garagen og dets lige med bilen igår, og skal det igen imorgen, så en ekspert fra forsikringsselskabet kan se på det, og så var der det med dækkene der skulle fikses.
Dog da jeg pænt spurgte igår aftes inden jeg hoppede i seng, om jeg ikke godt kunne få min løn fra denne uge og sidste uge (som han stadigvæk ikke havde overført) så jeg havde nogle penge til weekenden, fik jeg en længere forklaring, som jeg ikke ved om resulterede i, at jeg får mine penge eller ej. Problemet var i hvert fald bilen - for forsikringsselskabet lader til at være lidt hårdnakkede, og familien har simpelthen ikke råd til det hele, pga. flytningen til Paris her til sommer. Så der stod jeg med alle de tal, og enormt dårlig samvittighed over, at have bedt om de penge, som jeg har tænkt mig at bruge på en dejlig weekend i Paris. Ikke den bedste godnathistorie.

Så det irriterer mig lidt, og jeg venter egentligt bare på, at kunne komme til Paris og glemme lidt de problemer med bilen, og de andre ting der svirvler rundt i mit hoved - indtil da, må jeg hygge med mine skandaler. Dog har denne aften været skøn; jeg tegnede fisk, pirater, spøgelser, kattefamilier og huse sammen med den lille hertil aften, og spillede spil med pigerne inden deres sengetid - og jeg tabte, selvfølgeligt...

Endnu en skandale kan man vel sige er, at da faren (for én gangs skyld) ville til at putte den lille, begyndte han at græde og række ud efter mig i stedet for. Faren puttede ham nu alligevel - men hold da op.

Mission aupair

Ja, jeg har nu arbejdet hele weekenden, og jeg er totalt smadret, og den værste spion nogensinde.

Torsdag aften spurgte moren mig, om jeg havde planlagt noget i weekenden for hende den kommende aupair. Det var der det gik op for mig, at jeg skulle arbejde hele weekenden, for hun var åbenbart mit ansvar - så jeg fik travlt med at finde på... et eller andet!

Fredag eftermiddag skulle den ældste og jeg så hente hende Melanie, den kommende aupair, på banegården i Geneve. Efter en halv time i kø, blev det på umuligt at hente hende til tiden, men vi havde været i god tid, så det var ikke så slemt. Vi fandt hende hurtigt, og hele vejen hjem stillede vi hende spørgsmål, selvom hun godt nok svarede meget kort. Hun talte utroligt godt fransk, men hun var meget, meget genert og det var også svært for hende, at følge med, da den ældste snakker meget (og) hurtigt. 

Generelt var min opgave at lave alt andet end at lege og hygge med børnene, da det var Melanie der var i "centrum". Så jeg har lavet mad, ryddet op, bagt kage, ryddet op, hjulpet hist og her, og ikke mindst skulle jeg komme ind på bestemte emner, som moren havde givet mig, når jeg var alene med Melanie. Det er dog noget, som jeg ikke kan finde ud af. Smalltalk. 

Min version af smalltalk går ud på, at jeg taler lidt om mig selv, hvad jeg kan lide at lave, og så plejer den anden person normalvist at byde ind med sine synspunkter. Så nemt var det bare ikke, for det er åbenbart ikke den måde generte tyskere gør det på. Min opgave var at finde ud af, om hun er motiveret, om hun er en melankolsk eller glad pige og om hun havde et godt forhold til sin familie. Det er meget godt, at jeg har gode analytiske evner, for dem var der hårdt brug for. Hun fortalte nemlig ikke så meget, så det var mere ansigtsudtrykkende og måden hun svarede på, som jeg blev nødsaget til at gå ud fra. Så det lykkedes mig nogenlunde at få missionen gennemført, selvom det ikke var nemt. 

Dog er det lidt ærgerligt, at hun kommer her, for familien flytter til Paris efter ferien, så det er slet ikke det her område hun skal bo i. Så måske var det så meget godt, at det regnede hele weekenden, så vi ikke kunne være udenfor og nyde naturen. I stedet var vi i biografen med den mellemste, vi holdt DVD-aften med to andre aupairpiger igår aftes, og idag hjalp vi moren med at lave kage og frokost. Så det var stille og roligt, og på samme tid ikke, for vi holdt også fødselsdage. Moren og den lille havde fødselsdage d. 1. og 2. maj, så vi fejrede dem idag og igår, da vi endeligt allesammen var samlet. 

Fødselsdage her i familien er noget af et kaos - den lille skriger og vil åbner gaver (også dem der ikke er til ham), pigerne skændes om, hvem der skal tænde lysene på kagen, og faren får lysene tændt op til fire gange, fordi den lille får dem pustet ud før der er blevet taget et godt billede. Quel horreur! Så den side af det hele fik hun også set, kan man roligt sige - men jeg havde allerede fortalt hende, at det er aktive børn hun skal arbejde med, så det burde ikke være nogen overraskelse. 

Generelt var hun meget som mig i begyndelsen - selvom jeg smilede mere og hjalp mere til efter maden (det fik hun dog også hurtigt fat i). Jeg tror de vælger hende, hun er "sympa", som franskmændene siger, og hun virker motiveret, så det kan kun gå godt. 

Hendes besøg fik mig dog til at tænke på: hvis jeg også var sådan i starten, så har jeg virkeligt ændret mig meget! - og jeg tror det er sandt, men det er bare uhyggeligt, når man kan begynde at se det selv.

Mig og den lille der jager ulven - jeg lavede denne tegning til et print på en t-shirt som hans fødselsdagsgave. 

Forandringer og forhindringer

Jeg ved godt at jeg sagde, at jeg ville skrive et ny indlæg igår, men jeg var bare så træt at jeg ikke orkede. Her er en lille forklaring på trætheden: Børnene.

Da jeg kom hjem klokken et, natten til mandag, var der en fin seddel på min dør, hvor moren bad mig om, at stå et kvarter tidligere op, da begge forældre skulle til Paris med toget tidligt. Det gjorde jeg så, og jeg fik hundrede forskellige informationer kastet i min retning på den halve time, forældrene var der.
Den lille har ændret sig meget på den uge jeg har været væk - han er blevet renlig, og nu er det kun om natten han har ble på. Desuden vil jeg vædde med, at han er vokset, og hans stemme er også anderledes end hvad jeg husker - han taler bedre. Dog kalder han mig stadigvæk "ma Malène" - og han var meget glad for at se mig, og jeg havde godt nok også savnet ham.
Så med den lille går alt fint. Det kan man ikke ligefrem sige om den mellemste. Hun har været umulig længe, men nu er det ti gange værre. Mandag aften havde jeg nogle problemer med den ældste, der valgte at lege gemmeleg, hvor gemmestederne var overvejende farlige: i skorstenen, på taget og på en halvmur to meter oppe. Så da jeg endeligt kunne koncentrere mig om, at få den mellemste i seng, ville hun ikke. Da jeg tog bogen hun læste i fra hende, blev hun vred, og ville ikke gå op i seng. Da jeg bar hende op ad trapperne begyndte hun at kalde mig "conne" - hvilket betyder "røv", eller "røvhul". Da jeg blev sur nægtede hun at tage pyjamas på, og sagde at det kun ville ske i mine drømme. Den aften var jeg vred, meget, meget, meget vred, og min konklusion blev: lortebarn. Selvom jeg godt ved, at hun bare har brug for opmærksomhed, men hun stræber desværre kun efter den negative af slagsen. Hun afviser direkte positiv opmærksomhed, hvilket er ærgerligt, for hun er bare gået glip af mange kager vi kunne have bagt sammen, og et par kopper varm kakao har hun også afvist.
Desuden sagde dagplejemoren også til mig, at sådan har hun altid været (pigerne har også gået omme ved hende), og at alle aupairpigerne har haft problemer med hende. Det er selvfølgeligt ikke en grund til at give op på hende, men det giver da en bekræftelse i, at det måske ikke er mig den er galt med. For hun er bare et svært barn.

Hendes opførsel har fortsat sådan hele ugen. Jeg anede ikke hvornår forældrene kom hjem, men jeg fandt da ud af, at faren kom hjem tirsdag aften - så jeg havde været alene med børnene natten til tirsdag, uden at vide det. Lidt irriterende, når man ikke har samme opmærksomhed på børnene, når man ikke ved, at det er nødvendigt. Udover det, har de jo sat deres hus til salg, så der har været en rundvisning hver dag i hele den her uge, hvilket betyder, at jeg har støvsuget hver dag, ryddet pinligt op overalt og skulle være hjemme på underlige tidspunkter for, at lukke dem ind, og passe på nøglerne. Det er lidt stressende, og det stresser også børnene meget.

Men på trods af alt det her, har denne uge også gået meget hurtigt på samme tid. Det er allerede torsdag, og imorgen kommer min efterfølger, deres kommende aupair, den sjette i rækken, og besøger os i weekenden. Spændende, og det er mig der skal underholde hende.

Så nu ved I lidt hvorfor jeg er sådan lidt småtræt - det er ikke nemt med så mange forandringer og forhindringer bare på én uge.

Ulmativ ferie

Ja, som nogle af jer lagde mærke til, så har jeg ikke skrevet i lidt over en uges tid. Der er en meget god forklaring, for jeg har haft ferie. Som nogle af jer måske også lagde mærke til, var en en lille smut i Danmark - da jeg selvfølgeligt ikke havde tænkt mig at tage adgangsprøven ved Designskolen Kolding over skype. Desuden var jeg enormt heldig med, at børnene var på ferie med deres mor, så der var ikke noget problem der.

For at gøre besøget lidt sjovere, havde jeg lagt en lille plan. Jeg sagde det ikke til andre end min familie, så jeg kunne tage på overraskelses besøg rundt, til venner og familie. Så mandag morgen tog jeg afsted.
Det er noget af en tur, med to timer i fly, og fire en halv time i tog, så jeg var hjemme ved sekstiden om aftenen, godt træt og jeg værdsatte hakkedrengen med bløde løg og kartofler meget højt. Efter en større tøjkrise, hvor jeg bland andet fik vækket min mor for at spørge hvad jeg skulle gøre, hoppede jeg i seng.

Kolding var nem nok at finde, selv uden gps'en, der valgte, at den ikke gad at hjælpe mig det mindste. Problemet opstod bare, da jeg kom ind til byen, hvor der gik et kvarter med at lede efter skolen, hvortil jeg til sidst måtte spørge om vej - og fandt ud af, at jeg havde kørt rundt om den et par gange. Jeg måtte parkere ret langt væk, og måtte derfor løbe hen til indgangen i mine fine sko, hvor jeg åbenbart så tilstrækkelig forvirret ud til, at det første nogle studerende spurgte mig om, da jeg gik ind var, om jeg havde brug for hjælp. Med deres hjælp fandt jeg ventesofaen.
Mit største problem ved samtalen var, at den ene af censorene havde en accent, hvilket er noget jeg ikke er så god til - så jeg fik da meget fint svaret underligt på nogle af hans spørgsmål. Det første de spurgte mig om var, om jeg var igang med et tegnekursus - "Nej, jeg er aupair i Frankrig!", fik jeg svaret, hvortil de spurgte om jeg ikke havde taget nogle timer eller lignende. Igen var svaret nej, hvilket i hvert fald han ikke kunne forstå, da han gjorde det klart, at han ikke troede det var muligt at tegne på den måde, uden undervisning, hvilket gjorde ham meget interesseret i, hvordan jeg havde båret mig ad.
Jeg kastede mig ud i en forklaring om tegneforums og stædighed, om Harry Potter tegninger og at jeg havde gået på friskole, hvilket ikke gav så meget mening, da det måske bare har fremmet mine kreative evner. Det var mest omkring det, samtalen drejede sig om. Dernæst var det mine ambitioner med det, hvorfor jeg havde valgt Kolding og vi kom også ind på Animationsskolen, hvortil han sagde, at han mente, at jeg må have været tæt på at blive valgt, grundet mine tegneevner. Så tegnemæssigt, tror jeg at jeg har en chance, jeg er ikke sikker med resten - man ved jo aldrig.

Det var kun femten minutter, så derefter hoppede jeg tilbage i bilen og begyndte på dagens overraskelsesbesøg. Det første gik til min gamle fransklærer fra gymnasiet, Momme, der nu er rektor ved Kolding gymnasium - hvilket var overraskende nemt at finde, på trods af den sære beliggenhed. Så der ventede jeg i et kvarters tid - da rektorer åbenbart kan møde sent - og derefter fik jeg snakket med ham i en halvtimes tid, om gymnasiet, aupair i Frankrig (da han også har været i samme situation) og ellers alt andet omkring. Meget hyggeligt og rart at vide at han er blevet godt installeret dernede.
Så gik turen imod Herning, men inden da, skulle jeg da lige få et vredt opkald fra min bror, der spurgte: "Hvorfor har du ikke sagt at du er i Danmark?!?" - "Jo fordi jeg gerne ville overraske dig imorgen Martin!" - "Jeg gider ikke at lave mad!" - "Så køber vi da bare en pizza eller lign, hvad ved jeg!" - "Okay så.". Dejlig samtale, men derefter gik turen imod Herning.

I Herning bor Anne, en gammel veninde fra efterskolen, med hendes kæreste Bastian, som jeg havde skrevet sammen med, for at få organiseret besøget. Ligesom jeg kørte op til deres lejlighed, kom han gående, og vi fulgtes op til lejligheden. Da han åbnede døren, sagde han: "Se hvem jeg har med!", hvortil jeg så fint fik sagt et "hej", der forsvandt i, hvad Bastian betegner som det højeste skrig han nogensinde har hørt fra Annes side. En kort sagt fantastisk velkomst og en lækker begyndelse på eftermiddagen.
Jeg fandt også ud af, at Bastian havde afsløret, at der var en hemmelighed til hende - hun var straks begyndt at tænke, og hun havde konstateret, at en ny fladskærm, at de skulle ud at spise, billetter til London eller at han i hvert fald havde brugt for mange penge, var mere sandsynligt end, at Malene var i Danmark. Eftermiddagen og aftenen var dejlig, med dejlig, hjemmelavet mad fra Bastians side og generelt var det bare skønt og fantalastisk at se Anne igen og bare hendes udtryk da hun så mig var guld værd - virkeligt noget af det bedste nogensinde!

Om onsdagen tog jeg så til Århus, eller til Testrup Højskole, hvor min kære tegneveninde Ida befinder sig. Om søndagen havde vi skrevet tilfældigt, og vi var begyndt med en joke om, at jeg da skulle om og besøge hende. Vi fik aftalt meget præcist hvor, hvornår og at jeg lige skulle skrive en sms når jeg stod på gårdspladsen - hvad hun ikke vidste var bare, at jeg så rent faktisk gjorde det. Som jeg kørte ind på parkeringspladsen skrev jeg en sms, og steg ud af bilen. Ved et enormt tilfælde, gik Ida fra hovedbygningen ned mod sit hus, ligesom jeg stod der, og jeg fik råbt et fint: "Halløj!", hvortil hun vendte sig, fik udbrudt "Nej, nej det er ikke sandt!!!", hvortil jeg fik et stort kram og så blev jeg vist rundt og præsenteret til alle i hendes husgruppe. Jeg kom lige til frokost, som aftalt, og som vi sad der og spiste lækker frokost med rugbrød, frikadeller og leverpostej, nævnte Ida, at jeg forresten skulle præsenteres for hele skolen, hvilket jeg ikke liiiige var forberedt på, men det var da meget hyggeligt. Generelt mindede højskolelivet mig utroligt meget om efterskolelivet, så jeg følte mig ikke så malplaceret alligevel - og alle også var meget interesseret i hvorfor jeg var i Frankrig og hvorfor jeg var hjemme og dets lige, så det var meget hyggeligt. Ida gav mig dernæst den helt store rundvisning, hvor vi både var ved Verdens Ende og i den lille købmandsbutik. Det er lang tid siden jeg har grint så meget, helt til jeg havde ondt i maven af det. De sidste par timer sad vi og tegnede portrætter af hinanden i kul, hvilket Ida er meget bedre til end mig, og dagen sluttede af med, at vi fandt hendes mistede bagparti til hendes mobil, hun havde ledt efter hele dagen - hvilket også ledte til et godt grin.
Så gik turen til Århus C, hvor min storebror bor, og efter lang tid søgen efter en parkeringsplads, fik vi købt en burger og vendt tilbage til lejligheden, hvor vi fik spist, set noget fodbold og ellers snakket om lidt af hvert - og bare rolig, jeg skal nok lade være med at glemme, at rente er prisen på penge, eller at jeg skylder dig 70 kr.

Torsdag var mere stille og rolig, jeg fik slappet af, snakket med hunden og ellers spist frokost med mor og handlet ind til aftensmaden, hvor mine bedsteforældre var inviteret til. Om eftermiddagen tog jeg om til Mathias, hvor jeg fik hilst på familien og set hans søsters konfirmationskjole (waow den var bare flot!), og så tog Mathias og jeg om til Monica og Matthias i Struer. Igen, rigtig godt overraskelsesbesøg, Det var super skønt at se dem igen - og dejligt at blive opdateret ag kortspil/drukspil til næste fest i omgangskredsen - det eneste der irriterede mig lidt var, at jeg havde så lidt tid deromme, kunne godt have brugt mere, men når der ikke er mere tid end der er, så er det jo det.
Efter et nervøst opkald fra min far om, at nu skulle jeg også til at komme hjem, at jeg skulle jo også have lavet mad, om jeg havde gennemtænkt det hele, at han ikke gad hvis det bare var kartofler og ost, hvad jeg gjorde med desserten og så videre, tog jeg så hjem.
Jeg skulle nemlig have lavet fransk middag til os alle, så det blev en tartiflette (kartofler, bacon, løg og reblechon (ost)) og en tarte au chocolat. Osten havde jeg taget med hjem fra Frankrig af, så jeg var lidt nervøs for, om det kunne lide den, men det faldt da i god jord. Det var også dejligt bare at være hjemme lidt, for dem jeg nærmest følte jeg havde fået set mindst var min familie, hvilket også irriterede mig.
Dog var det næsten værst, at jeg ikke havde fået set Anne Sofie, min værelseskammerat fra efterskolen, men jeg fik ringet til hende, og snakket med hende, hvilket jeg godt ved, ikke var godt nok.

Så kom vi til weekenden, der var en af de bedste weekender nogensinde. Jeg mener det.
Jeg hoppede nemlig på flyet til Milano fredag eftermiddag, tak mor for at køre mig til Billund, og mødtes med min gymnasieveninde Cecilie ved stationen i Milano nogle timer senere. Om eftermiddagen og aftenen fik vi bare snakket og gået rigtigt meget rundt i Milano, der var fantastisk flot - vi fandt et sted med apperitivis - hvis jeg kunne stave - hvor der var 'Appy 'Our, der betød (kunne en dansker der var godt igang ved bufféen fortælle os), at hvis man købte en drink, fik man apperitivis med i købet - sådan. Så vi fik en ordentlig flot drink og så spiste vi os mætte i forskellige brød, pastaretter, oliven, kød det mest bestod af fedt, og andet godt italiensk mad. Super lækkert! Derefter var der selvfølgeligt en is der kaldte, hvor jeg meget fint fik bestilt, hvorefter Cecilie komplimenterede min dejlige franske accent. Derefter førte hun isbestillingerne. Senere samme aften var det i hvert fald rart med hendes italienskkundskaber, da vi fanget i en situation, der ikke kunne være klaret uden. To italienske fyre havde nemlig besluttet sig for, at vi da var to, enormt "sympatiske" piger, og da de ikke talte sååå godt engelsk eller så godt fransk som selv troede, var italiensk super praktisk. Det var dansk også, da vi stod smilende til hinanden og spurgte: "Hvordan kommer vi af med dem?!", hvortil vi til sidst blev enige om, at give dem et forkert nummer, og aftale, at de bare skulle ringe.
Vi fik gået os en god lang tur, og til sidst da klokken var halv ét lagde vi hovederne på puderne på hostellet.

Lørdag vågnede vi tidligt, så vi sad og spiste morgenmad (cappuccino og croissant) da min vækkealarm ringede klokken halv ni. Vi besøgte en borg, som havde et meget fint navn, som jeg har glemt, hvor vi fik set en masse malerier og alt hvad hjertet begærer af gammel kunst. Der var endda en museumsarbejder der igen bekræftede os i, at vi er nogle sympatiske piger, da han bare kom over for at spørge, om vi kunne lide malerierne - det virkede meget oprigtigt, hvilket det også var, bare lidt småunderligt. Derefter smuttede vi ned til en anden bydel, hvor der var kunstnere der havde sat deres malerier op langs kanalen. Der var så mange forskellige teknikker og farvepalletter i brug og hver eneste kunstner havde en ny stil - helt utroligt må man sige. Der ved floden fik vi så delt en lukket pizza og bagefter blev det da selvfølgeligt lige til en bette is. Så begyndte shoppingen ellers, hvor vi fik gået fra den bydel af, helt ind til centrum (der var langt), bare ved at følge alle butikkerne hele vejen. Cecilie fik købt to par sko og en hat, så da jeg endeligt fik købt et headset var hun lykkelig over, at hun ikke var den eneste der brugte penge (selvom det kun var tre euro jeg havde brugt). Da vi nåede ind til centrum var det næsten spisetid, så vi fandt et sted at spise der var ret tomt, da alle menneskene sad indenfor og så fodboldkamp imellem AC Milan og Rom. Sent om aftenen fik vi igen en is, hvor til vi sad og snakkede i lang tid, indtil en underlig larm opstod. Nogle scootere kørte igennem gaden, med passagerere klædt i rødt og sort der lavede en masse larm, viftende med gigantiske AC Milan flag. Det var bare begyndelsen.
På kort tid blev alle gaderne fyldte med biler, scootere, motorcykler der alle havde folk hængende fra, med store AC Milan flag og ALLE dyttede konstant. Vi besluttede os for at gå hele vejen til hostellet, og på hele vejen var der den største fest jeg nogensinde har set. Alle var venner med alle, folk der holdt i deres biler hoppede ud af bilen for at hoppe op og ned og dytte på samme tid. Der var fyrværkeri overalt, flag overalt, folk sag i vinduerne af bilerne og råbte og skreg - politiet koncentrerede sig kun om en bil der var totaltsmadret midt i festen - ikke om alle dem der tog billeder og talte i telefon samtidigt med at de kørte, eller alle dem der hang ud af vinduerne. Til sidst begyndte vi virkeligt at undre os over, hvilken kamp de mon havde vundet, og om det var sådan hver gang AC Milan vandt i fodbold?

Søndag var vi trætte og der var omkring de 27 grader i skyggen, så vi tog det stille og roligt. Vi besøgte domkirken - der virkeligt er flot, hvor vi først måtte få en masse tøj på, så vores bare ben og skuldre ikke fornærmede nogen. Man kunne også komme helt op på taget af kirken, så efter en hæftig omgang trapper, stod vi der, hvor vores kameraer godt nok fik travlt. Det var bare flot, og der var også ret mange mennesker deroppe.
Derefter gik vi bare rundt og gik ind i de små butikker der rent faktisk var åbne på en søndag. Derudover fandt vi også en del bænke og endnu en is blev det da også til, selvom vi var noget skuffede over, at damen ikke fyldte bægeret ordentligt op! Det var nogle meget trætte piger der til sidst fik hentet deres ting ved hostellet og fundet noget at spise nær stationen den aften - og den fire timers lange togtur til Geneve blev også brugt på at sove lidt.

Så ja, en ultimativ fantastisk tur til Danmark og ikke mindst til Milano - vi oplevede på meget i den weekend, at jeg har måttet kiggede billederne igennem, for at huske i hvilken rækkefølge vi gjorde hvad! Nu glæder jeg mig bare til Paris om et par uger - det bliver guld, og så må det nok blive min tur til at få bestilt noget mad og få rystet eventuelle franske gutter af. Cecilie skrev også til mig, at kampen AC Milan havde vundet var finalen i italienmesterskabet, for første gang i syv år - hold da op!

For lige at slutte positivt af, fik jeg en sms fra min far, som jeg sad her og skrev, om at Designskolen Kolding har sendt mig et brev om, at jeg er videre i forløbet - det vil sige, at jeg i slutningen af juli får det endelige svar. Skøn følelse - men nu håber jeg bare at ventetiden ikke føles så lang!
Jeg tror jeg skriver igen i morgen, der sker så meget heromkring, og det her tog alligevel to timer for mig at skrive, så nu må jeg nok hellere stoppe!