Et uforståeligt regnestykke

Nu har jeg lige spist og over maden fik jeg en åbenbaring jeg længe har ligget inde med: Jeg foretrækker det danske skolesystem til enhver tid.

I Frankrig er der tre "trin" i skolesystemet: "L'ecole" - skolen for de 3-10 årige, "le Collège" - for de 10 - 14 årige og "le Lycée" - det der svarer til gymnasiet/high school, hvor man ender op med sin bac (= studentereksamen). Det er der sådan set ikke så meget galt med, bortset fra det faktum, at børnene begynder i skolen fra de er tre år, og tilmed er i skole til klokken halv fem om eftermiddagen (dog bortset fra onsdag, hvor de er hjemme). Det vil sige, medmindre de er til "études" - hvilket er halvanden time efter skole, hvor der er tid til at lave lektier eller lege med de andre børn; jeg tror ikke at alle skoler tilbyder dette.

Det vil sige, at jeg henter de to piger, på elleve og ni år, hver dag klokken seks om aftenen. Når de så kommer hjem og spiser aftensmad, bliver de spurgt hvordan det er gået i skolen. Det er der sådan set ikke noget galt i, bortset fra, at de så bliver udspurgt om deres karakterer. Ja, karakterer. Da jeg var elleve år, fik jeg måske en glad smiley, hvis jeg havde lavet et godt stykke arbejde. Her får de, hvis de har lavet hhv. et godt eller dårligt stykke arbejde, et bonus eller et minus i karakterbogen, som så skal skrives under af forældrene. Derudover er der konstant tests, som de får reelle karakterer for.

Her begynder min undren. Her til aften havde den ældste fået sin matematikkarakter, hvor hun var blevet nr. nitten ud af tredive i sin klasse. Det førte til en diskussion på nu over en time (den er ikke afsluttet endnu), hvor faren sagde, at det simpelthen ikke er godt nok. Hun forklarede, at hun kun havde fået tre point færre korrekt end nr. et, og at hun generelt klarer sig godt i matematik. Generelt er åbenbart et vidt begreb, så hun blev sendt op efter alle de matematikkarakterer hun har fået. Nu sidder de stadigvæk inde på kontoret og regner gennemsnittet ud.

Dét forstår jeg simpelthen ikke. Hun er elleve år. Hun er kun et barn; børn skal ikke være under konstant pres fra hverken skolesystemet eller deres forældre, om karakterer. Det er ikke sjovt at lære, hvis der er sådan et pres på en og jeg kunne nemt forestille mig at nogle børn ville reagere negativt på sådan en kraftig vurdering i sådan en ung alder. Jeg har selvfølgeligt hverken tabeller over franske skolebørns kompetencer eller kurver over, hvordan niveauet er i forhold til i Danmark, men det kan bare ikke være rigtigt.

Det er jo heller ikke fordi det kun er den ældste der får karakterer på den måde; nej det gør den mellemste da også. Dog går hun "kun" i Ecole, og "kun" er begrundet med, at i Collège sætter de lektieniveauet væsentligt op. Moren fortalte mig om, hvordan en af hendes veninders døtre, der har en storesøster i Collège simpelthen havde mareridt om natten om, at hun blev smidt ud af hendes forældre fordi hun fik dårlige karakterer - fordi hun havde se,t hvordan hendes søster knoklede med skolearbejdet. Det er ikke helt retfærdigt efter min mening, at en pige der ikke engang er begyndt at få lektiestormen over sig allerede to år inden, er bange for den.

Hvis regeringen, eller nogen kommende regering, i Danmark nogensinde får indført karakterer i de små klasser, så gider jeg ikke engang overveje, ikke fordi jeg gør det, at sætte mine børn i folkeskolen.
Jeg har selv gået på Friskole, der netop er modsætningen til dette franske vanvid; idéen er netop i Friskolen, at børn er forskellige individer, der ikke kan hjælpes ved at blive klistret et tal på.
Vores skoleleder viste os engang en tegning af en masse forskellige dyr der skulle løbe væddeløb op imod hinanden. Alle dyrene havde forskellige egenskaber og derfor var der ingen retfærdighed overfor dem, der ikke havde evnerne til at løbe ligeså hurtigt som de andre. Jeg har aldrig helt forstået tegningen indtil nu.

Der var der lige lidt at tænke over til os danskere; vi har det nu meget godt, selvom vi er gode til at brokke os.

Sne

Det her bliver lige et indlæg om lidt af hvert af sjove små ting fra den foreløbige weekend

Først og fremmest er det at kunne sove længe utroligt dejligt, men ikke så dejligt når man bliver vækket af meget højt Lady Gaga indefra kontoret. Jeg var lidt små forvirret, men prøvede da forgæves at sove videre. Da jeg ti minutter senere stod op og slog skodderne fra, mødte dette syn mig:

Ja det sneede, og det havde det gjort lige siden aftenen før; det kan man da kun blive i godt humør af! - og i endnu bedre humør blev jeg da, da jeg så, at det var faren der sad inde på kontoret, og ikke den ældste af børnene som jeg havde troet. Det viste sig, at han samlede en playliste til den ældstes fødselsdagsfest for pigerne fra hendes klasse, men det var sjovt alligevel.

Jeg var blevet "hyret" idag til at underholde den lille når de fjorten elleveårige piger kom, så jeg hold mig hjemme idag. Dog blev mine opgaver så meget andet synes jeg. Jeg tog billeder løbende og stod klar med kage og diverse hyggeopgaver; det eneste jeg lavede med den lille var at hoppe ud i en times tid i den dejlige sne, sammen med den mellemste også. Vi smed med sne og forsøgte at lave snemænd, selvom sneen ikke var af den rigtige kvalitet til det, og udover det, ødelagde den lille snebolden hver gang vi begyndte at trille den.

Det er sjovt med ham, for han er en rigtig sød og dejlig dreng, men han er bare inde i en utroligt underlig periode; da hans hænder blev kolde (det gør de når man tager sine luffer af) begynde han at hyle og skrige og han ville da slet ikke have lufferne på igen. Fra det ene øjeblik til det andet, går han fra at være glad til at være helt hysterisk. Håber stadigvæk at det snart vender... meget snart.

Ellers går det jo meget godt; i skolen er jeg blevet til en lille joke, fordi jeg har fået en vane, at tegne i mit hæfte når der ikke lige sker noget spændende som jeg skal følge med i (en vane jeg jo aldrig før har haft). Det har nu resulteret i, at læreren fik joket med, at hun da vidste hvornår hun skiftede emne til noget uinteressant; hun skulle bare se efter, hvornår jeg begyndte at tegne. Alle grinte og gav hende ret og jeg grinte også selv lidt forlegent og fik mumlet noget med, at det bare var for at kunne koncentrere mig bedre. Så derefter var det jo lidt svært at begynde at tegne videre på den påbegyndte tegning, for hver gang jeg gjorde det, begyndte de at grine... Vi har det nu meget hyggeligt i de to timer tirsdag og fredag morgen; vi er lidt nogle originaler alle sammen.

I forbindelse med skolen vil jeg også lige give meldingen om, at jeg nu er nået til et nyt niveau med mit franske; jeg kan agere tolk i supermarkedet. I går i køen ved kassen var damen før mig, så uheldig at ødelægge en flaske vin. Kassedamen sagde, at hun kunne gå op og hente en ny, men damen forstod det ikke og spurgte om hun talte engelsk. Som enhver anden franskmand svarede kassedamen ikke engang på det. Der var det jo lige jeg trådte til og fik oversat den, nu-egentligt-ikke-så-komplicerede sætning til damen. Succeshistorie må man da lige sige.

Så man kan jo sige, at alt ligefrem går godt. Lige en lille hilsen til min storebror, der flittigt læser med; nej, familien har ikke opdage google translate (jf. mit sidste indlæg). Jeg skrev det simpelthen fordi jeg havde lyst til at skrive, at familien ikke er så slem som jeg måske får det til at lyde som om. Nu er det på plads.

Nu sidder jeg jo som sagt her i vintervejret, som faktisk kommer tidligt i år siger de, og kommer rigtigt i julestemning; godt jeg skal pakke adventgave op imorgen, og skrabe julekalenderfelt; så bliver det da ikke bedre!

Vinteren nærmer sig

Det er rigtigt begyndt at blive vinter hernede nu; der lå frostsne overalt i morges, og bjergene er blevet langt hvidere end de allerede var. Som alle ved, medfører vinter kulde og kulde medfører en træt lille Malene, som går tidligt i seng og vågner op, ligeså træt som da hun gik i seng.
Selvom jeg har været konstant træt, er denne uge gået rigtigt hurtigt; måske fordi der ikke er sket det store.

Det eneste helt fantastiske der er sket, var natten mellem tirsdag og onsdag, hvor jeg var inde sammen med pigerne og se Harry Potter et les Regliques de Mort, part 1 - langt om længe, alle derhjemme har jo allerede set den (og tak til Ida og Far for at have fortalt om slutningen, det var skønt....)
Det var en SÅ god film,  og selvom den var på fransk forstod jeg det meste der blev sagt; jeg grinte i hvert fald på de rigtige steder (selvom jeg var den eneste der rent faktisk grinte, er jeg stadig overbevist om, at det var de rigtige steder!). Desuden var stemmerne ikke så slemme; det er næsten ligefør jeg foretrækker Emma Watsons (Hermione) franske stemme, den er ikke nær så skinger og hun spiller de triste scener bedre.
De "store" scener, som jeg i de seneste tre år har forestillet mig på en bestemt måde, var super godt lavet; især scenen med medaljonen, hvor Ron skal ødelægge den; "onde" Harry og Hermione er præcist som jeg havde forestillet mig dem! - og jeg skal slet ikke begynde på at fortælle om scenen i Godric's Hollow; vi var to piger der begge vidste, hvad der ville ske. Vi sad og så nervøst på hinanden velvidende, at vi ville skrige når slangen ville angribe; selvom jeg skreg, griner jeg stadig over Harry og stolen han bruger til at beskytte sig med!
Jeg kunne blive ved med at diskutere filmen, men det ville nok blive en ret lang, ligegyldig diskussion med mig selv, så den slipper I for, jeg vil bare sige, at filmen var et FANTASTISK højdepunkt på min uge, og da billetterne er så billige (7,50 euro) skal jeg helt klart se den et par gange igen.

Nu til noget helt andet: det er gået op for mig, at jeg har skrevet lidt for meget negativt om familien hernede på det sidste, hvilket nok ikke er helt fair. Jeg vil bare gøre det klart, at jeg har det godt hernede, de ER søde og jeg kan godt lide at være her. Der er masser af små højdepunkter på en dag, men når man er træt, er det ikke hver dag, man kan se dem så klart. Derfor ender jeg op her og vil skrive hvad jeg oplever, men det er kun hvor besværlige børnene har været og hvor sære forældrene opfører sig - og det er vil jeg gerne undskylde for, da de ikke er meget anderledes end alle andre familier.
Vi er alle kun mennesker, og ja, det er ikke altid nemt her, men det er jo bare en udfordring, ikke en hindring og jeg gør som altid mit bedste for at forholde mig positiv til tingene.

For yderligere at retfærdiggøre det, vil jeg, igen, minde jer om en ting: det er vinter, det er mørkt, det er koldt - jeg håber december vil gøre alt lidt mere hyggeligt.

Fødselsdagsweekend

Ja, nu var det min fødselsdag i fredags og jeg vil først og fremmest sige, at det var en rigtig god dag, med dejlige gaver (mange tusinde gange tak) og tak til alle dem hjemme fra Danmark der fik ønsket mig tillykke!

Det første jeg gjorde fra morgenen af, var at tage et langt bad og hoppe på skype med min familie. Mange tak til Markus, der ret uventet også var dukket op på skærmen klokken halv syv sammen med de gamle. Sammen med dem åbnede jeg så mine gaver, og med mit nye kamera, tog jeg så et fødselsdagsbillede med hele familien; det er bare ikke det samme på den måde!

Dagen den fortsatte rigtigt godt, jeg klædte mig på i rød og hvidt og da det jo også er mig der klæder den mindste på, blev det da også i rødt og hvidt, hvorfor ikke?
Om aftenen spiste jeg sammen med familien, hvor det første faren spurgte om var, om der var foregået en dansk invasion. Jeg kiggede over på det almindelig, fødselsdagsdækkede bord, hvor det først da gik op for mig, at franskmænd virkeligt ikke sætter flag op overalt når der er fødselsdage. Jeg forklarede, at det egentlig var meget normalt, og at danskerne hejser flag ved stort set alle begivenheder.
Vi fik spist og det smagte dejligt; moren havde rent faktisk stået i køkkenet og lavet mad næsten uden min hjælp, så lidt fødselsdagsluksus fik man da. Børnene synes det var sjovt med alle flagene; de tog billeder og den mindste legede med servietterne.
Efter aftensmaden var der kaos, for lysene på min fine brunsviger skulle pustes ud og dokumenteres med utallige billeder. Problemet var jo bare, at den mindste ikke forstod det, så han blev ved med at puste lysene ud før de fik en chance for at tage et billede af det. De lys blev tændt igen, og igen, og igen.
Brunsvigeren var lavet fuldstændigt forkert; lidt for meget kanel og igen et problem med gæren. Dog fik jeg at vide af begge forældre, at de elskede denne forkertlavede brunsviger; børnene var vilde med selve kagen, men snasket ovenpå, det var de ikke vilde med - altså er de ikke rigtige børn! - mine brødre beder mig altid om at putte dobbelt snask på når jeg laver den derhjemme.

D vi havde spiste skulle jeg skynde mig, for jeg skulle mødes i Ferney med pigerne fra fransk på en Irish Pub. Jeg tjekkede desperat bustiderne, men den var allerede kørt. Så tjekkede jeg om de andre piger fra Cessy kom, hvilket jeg fra starten af havde regnet med, men de havde skrevet, at det gjorde de desværre ikke.
Så stod jeg der, et kvarter før mødetidspunktet med et problem. Jeg tog en dyb indånding og gik op og bad moren pænt om den tjeneste at køre mig de seks km til Ferney. Nej det havde hun altså ikke lyst til, brød hun først ud og jeg blev meget chokeret, og sagde undskyld. To sekunder efter sagde hun modvilligt, okay, og hele vejen i bilen fik jeg en opsang om, hvordan jeg skulle organisere det bedre, og at hun aldrig havde skullet gøre det her for nogle af de andre aupairs. Som jeg sad der og blev mindre og mindre, begyndte hun også på en anden opsang der hed: "hvorfor-laver-du-ikke-nogle-ture-med-dine-veninder-du-er-kun-i-frankrig-i-ni-måneder". Der begyndte jeg så at forklare at jeg da ikke lige ved hvortil og hvordan og hvorledes.
Jeg var overvejende lykkelig da vi nåede frem, og hun satte mig af; hun sagde at hun ville tage i biografen lige ved siden af, og se om der kørte en film hun ville se.

Jeg var den første der ankom, typisk, så jeg stod og ventede udenfor på dem. Da den første kom, og jeg var begyndt at forklare mit lille eventyr, kommer moren gående, smilende hen imod os. Hun fortalte, at hun skulle ind og se filmen, og at hun havde fundet noget til mig. Hun rakte mig en biografbillet. Jeg kiggede undrende på den, og læste: "Harry Potter, d. 24. november, 00:05". Jeg kiggede på billetten, på moren, på billetten og måbede; hun sagde at jeg kunne lave en tur ud af det med mine pigerne fra fransk, og at "det godt nok var sent, men det er et eventyr!". Jeg sagde mange gange tak, gav bisous (kindkys) og smilede fra det ene øre til det andet; det var en meget uventet handling fra hendes side, efter hun havde sunget de fine opsange hele vejen i bilen - men det viser vel bare, at det ikke var ondt ment, og måske at hun godt selv kunne se, at det var lidt meget på et kvarter.

Det var en rigtigt hyggelig aften sammen med alle pigerne, og den ene fra Cessy kom senere, så jeg fik et lift med hende hjem. Det blev ikke så sent, efter en arbejdsdag er man en smule træt, og det var nok også meget godt, for vi skulle ud og shoppe i Geneve om lørdagen.

Det var også rigtigt sjovt, den ene af pigerne kørte, og til sidst sad vil alle sammen og skreg: "ALLER, ALLER ALLER! ROOOOUUUGE!" - da hun ikke er vant til at køre i storbyen. En anden ting vi heller ikke var så vant til, var at finde rundt i storbyen, men vi endte da med, efter en omvej på en halv time, at finde en stor shoppinggade. På vejen fandt vi en lille legeplads for børn, hvor vi nitten-tyve årige piger da skulle prøve det hele; fantastisk.
- Efter den dag vil jeg gerne sige tak til Buster, min hund, for den meget fine t-shirt jeg købte for de penge han havde givet mig.

Igår aftes var vi så tre piger der samles ved en fjerde til en filmaften. Vi skulle selvfølgeligt varme op til på tirsdag/onsdag med Harry Potter - et le Prince de Sang-Mêlé. Der var nogle fantastiske åbenbaringer efter den film. Baguette betyder nemlig efterhånden utroligt mange ting; brødet som vi kender det, strikkepind og nu også tryllestav - "Ta baguette 'Arry!". Dertil løb en af pigerne ud i køkkenet og fandt en baguette og truede os med den - fantastiske franske sprog!

Nu er jeg så her, skal til at lave mine lektier til på tirsdag, og derefter skal jeg med og se pigerne til ridekonkurrence i spring, eller hop, eller hvad det hedder. Glæder mig.

Det har været en god weekend og fødselsdag, med mange sjove og underlige oplevelser; jeg glemte egentligt at nævne hvad jeg fik af min franske familie. Det er en bog i tegneserier, jeg har læst en anden en hernede og holder meget af måden at fortælle med billeder. Den hedder "Persepolis" og handler om en sand historie fortalt og skrevet af en iransk-fransk kvinde om hendes barn- og ungdom i Iran under den islamistiske revolution. Tegnet i S/H, simple billeder, simpelt sprog, og jeg glæder mig til at læse den!


Så som jeg var ved at skrive, har det været en fantastisk fødselsdagsweekend, selvom det var underligt ikke at fejre den med alle jer derhjemme.

Pakker

Nu hvor det er tæt på jul og ikke mindst min fødselsdag imorgen, har jeg for første gang, siden jeg ankom, modtaget pakker, og der er næsten intet bedre end det! - derfor er dette indlæg simpelthen skrevet i en pakkeånd og med en glæde som et lille barn.

Det begyndte i tirsdags, hvor den store jule/fødselsdagspakke kom fra familien. Jeg flåede papkassen op, for at finde ud af, hvad der var deri. Resultatet er nu, at der er små dannebrogsflag overalt på mit værelse og at jeg stod, og stadigvæk gør det når jeg keder mig, og sagde: "aaaah, iiiih, uuuuh!!" over alle de små sjove ting der er gemt i pakken. Pakken indeholder:
-  Fødselsdagsbrev fra Mathias
- En lille gave fra Buster, vores hund
- Et brev fra familien til min fødselsdag
- Adventsgaver
- Fødselsdagspynt + en meget flot og værdsat flagranke mor har syet
- Julepynt + julemandstoiletpapir (tak for det mor og far) + juleskrabekalender
- Kageopskrifter og enkelte ingredienser dertil; jeg vil gerne informere min far om, at der findes: kanel og kardemomme i Frankrig.
- Varmedunk + nye hjemmesko

Mange tak familie, lækkert med en smule danskhed i min franske hverdag; børnene vidste ikke engang hvordan dannebrog så ud, før jeg viste dem et af de utallige små flag der er blevet lagt i pakken. Jeg har desuden ikke åbnet nogle af gaverne endnu, og jeg vil gerne takke mor, for at skrive datoen hvorpå hver pakke må åbnes på papiret; nu er jeg i hvert fald ikke i tvivl!

Som jeg stod begravet i min store pakke ankom der en mere; denne gang vidste jeg dog godt hvad det var. Jeg havde selv købt min gave fra forældrene og bedsteforældrene, så da Sony digitalkameraet kom ind ad døren flåede jeg pakken op, undersøgte om alt var som det skulle være, smed batteriet i opladeret, og pakkede kameraet nænsomt ind i det gavepapir julemandstoiletpapiret havde været pakket ind i (der stod, at jeg gerne måtte åbne den!).

Så efter tirsdag var min gavebunke oppe på to pakker og to breve.

Igår havde jeg næsten glemt at tjekke brevkassen, men da den mellemste og jeg havde været ude at gå, kom jeg i tanke om det og fik hurtigt tømt brevkassen. Til bunken er der nu tilføjet:
- Et brev fra mormor og morfar
- En pakke fra amazon, som jeg kunne forestille mig, at Mathias kender noget til; han er den eneste jeg lige umiddelbart kunne forestille mig der ville sende mig noget fra amazon.

Så nu er min gave bunke oppe på tre pakker og tre breve. Der skal informeres om, at de alle selvfølgeligt er blevet gramset, følt, rystet og sat op mod lyset før de blev lagt i bunken. Derudover vil jeg gerne sige mange, mange, mange tak for at I har sendt mig noget helt herned, det varmer og det er meget værdsat, og jeg vil opdatere dette indlæg, hvis jeg modtager flere pakker og breve der skal takkes for; jeg ved, at der er to andre der er på vej, så jeg lover at løbe ud at brevkassen et par gange i løbet af dagen.

Opdatering:
Jeg har ikke modtaget andet end et brev fra banken, der siger at pengene fra mine forældre er kommet ind, hvilket jeg allerede vidste, da jeg har netbank. Det vil altså sige, at der venter mig lidt post imorgen efter fransk (eller senere), bliver hyggeligt! - jeg vil tidligt i seng, skal skype og åbne gaver med min familie kl. halv syv imorgen tidlig - glæder mig!

Opdateringer

Jeg vil dedikere dette indlæg til at opdatere på emner og situationer jeg har nævnt i tidligere indlæg.

Så jeg begynder med hvad var noget af det første jeg skrev om, maden. Jeg har vænnet mig til det efterhånden og nu er det lidt mere op til mig, hvad vi skal spise om aftenen. Nogle gange går det meget godt, andre gange er det lidt som om de tænker: hvad laver hun?! - eller det er hvad børnene siger, og så må man selv gætte sig til, hvad forældrene synes. En ting jeg ved jeg er god til at lave er at stege hakkebøffer. Troede jeg. Idag kom det frem, hvordan faren egentligt kan lide sin hakkebøf: rå. Da den blev serveret for mig, kiggede jeg på den og smed den øjeblikkeligt på panden igen, og sagde den var rå. "Ja, men normalt steger du dem for meget," fik jeg at vide. Nu er det sådan, at jeg har steget bøffer rigtigt mange gange til os efterhånden, og hver eneste gang har altså ikke været som faren foretrak det - og han har ikke sagt en lyd. Så lærte man det; næste gang giver jeg den ét minut på hver side, og så må vi se hvad der sker.
Men han gør det jo sikkert fordi han ikke vil være uhøflig og kritisere madlavningen.
- og angående racletten, så fik vi det (igen) igår aftes og denne gang gik det bedre med det; jeg forstår det lidt bedre nu. Desuden nytter det ikke noget, hvis jeg laver noget andet til mig selv hver gang de får det, for det er rigtig vinterspise her.

Børnene går det bedre og bedre med synes jeg; det med at strikke fik virkeligt pigerne på min side. Desuden er den mellemste også begyndt at ville strikke fordi hendes søster gør det, så nu er der to der råber: "Malene, kom og se, der er noget galt!!" - men der er et kys på kinden til mig hver eneste gang jeg lader dem få en garnrest, så det går lige. Den anden dag i bilen sagde den ældste endda til mig, at hun var glad for at at jeg er deres aupair. Det varmede meget - og vi fik en snak om alle de andre aupairs de havde haft, sådan rigtig pigesladder.
Den mindste er blevet mere rolig, Lille Peter Edderkop virker stadig, han elsker det med fingrene. Jeg håber at han er kommet over skrige perioden her i weekenden, så den kommende uge bliver mere rolig.

Dog er weekenderne lidt svære, for når man er i huset, hvad skal man gøre og hvad skal man ikke gøre. Jeg har valgt, at jeg selvfølgeligt gerne vil lave ting med børnene og familien, men kun hvis de spørger. Jeg laver ikke mad, men hjælper efter vi har spist med at rydde op. Altså laver jeg ikke mere praktisk end hvad normalt er i et hjem. Det er weekend, jeg har fri; men det er ikke lige nemt at finde balancen altid.
Derudover bliver weekenderne også fyldt op med ture med de andre aupairpiger.

Nina, min veninde fra Danmark, er jeg sammen med fra tid til anden, shopping, byture eller underlige ture i bjerne om aftenen, for at se bylysene i de nærmeste store byer og spise is. Der er også tre andre aupairpiger fra min franskklasse, som jeg også laver ting med i weekenderne. Vi tager på ture til større byer, tager på pub eller på café. Stille og roligt, ikke noget stort, men det er rigtigt hyggeligt - og med pigerne fra franskklassen taler jeg kun fransk med.

Generelt går det bedre med det franske, især når man snakker det mere og mere med alle man er sammen med. Der er smuttere som nævnt i sidste indlæg, men det går jo nok; og nu når pigerne strikker, har jeg lært nogle nye strikkerelaterede ord, smart! Jeg kan efterhånden mærke, hvor hurtigt jeg bliver bedre til fransk; igår aftes så vi film, og jeg forstod mange pointer og kunne stort set følge med i filmen, hvilket er stort fremskidt. Udover det, kan jeg mærke, hvordan jeg overhaler nogle af de andre aupairpiger en smule. Der er en østrigsk pige, der er aupair ved en østrigsk familie, og derfor kun snakker fransk i skolen og når hun spiller i et lokalt orkester. Hun har været her i tre måneder og hende er jeg ved at overhale; hvilket ikke er så imponerende, men det giver alligevel et lille løft.

Det er sådan cirka det, hvad angår til sammenhængende opdateringer. Der er jo også lige lidt nyt med hensyn til bilen og reaktionerne derpå; dagen efter faren havde sagt, at det nok skulle gå, fik jeg en mindre skideballe af moren, der fortalte hvor vigtigt det var for dem, at jeg ikke ødelagde bilen. Jeg sagde selvfølgeligt, at jeg ville være mere opmærksom fremover, men tænkte ved mig selv, at jeg ville ønske, at de var enige om tingene. Alligevel må man jo også tænke på, at det er en mor; hun er selvfølgeligt opmærksom på andre ting end faren. Jeg tror, at hun er nervøs for, om børnene vil være bange for at køre med mig, hvis jeg hele tiden laver buler. Forståeligt nok.

Jeg tror det var, hvad det kunne blive til for nu, tror jeg vil komme videre i teksten!

Tænk positivt

Jeg skrev i det sidste indlæg, at jeg forhåbentligt ville kunne skrive mere positive blogs i denne uge end den første. Dog har der ikke været så meget positivt, så jeg er begyndt at gøre de negative situationer positive.

Den lille skriger og hyler stadig konstant, og antallet af mine blå mærker er blevet fordoblet i denne uge. Derved er jeg blevet mere tålmodig, og kan nu smile og bede ham stille og roligt om, ikke at plaske alt vandet ud af badekarret. Desuden når der så er behov for, at jeg skælder ham ud og siger, at man ikke må slå, kan jeg nu skælde langt bedre ud på fransk.

Men når jeg så skælder pigerne ud, fordi de ikke lytter efter når jeg beder dem om at være stille når den lille er blevet lagt i seng (for tiende gang), går det ikke så nemt med det franske. Igår aftes fik jeg sagt til den ældste: "lad være med at brænde så meget på", hvor jeg mente: "lad være med at lave sådan en larm"*, og den mellemste rettede mig, da der blev helt stille. Selvom det var ret pinligt, fik jeg det lært på den hårde måde, og jeg laver aldrig den fejl igen. Desuden var der ingen der grinte, for jeg var ret vred, så det virkede at sige at hun ikke skulle brænde. Børn forstår kropssprog.

Selvom jeg er overbevist om, at børn forstår kropssprog, så virker det ikke altid til det. Den ældste så mine strikkepinde og de garnrester jeg har taget med, og hun ville til at strikke. Hun sagde hun vidste hvordan, og at det var nemt. Jeg har ikke hørt på andet i de sidste to dage, end: "MALÈNE!!! Der er noget galt, kom!". Til sidst begyndte jeg at give klart udtryk for, både mundtligt og fysisk, at hun altså gjorde det alt for stramt, og viste hende mange, mange, mange gange hvordan man strikker løst. Igår morges kom resultatet så af de mange forsøg på at vise hende, hvorfor hun skulle strikke løst. Hun havde knækket strikkepinden i forsøget på at flytte maskerne længere ned på pinden. Hvis hun ikke vil lytte til mig, må hun lære det på den hårde måde. Jeg griner faktisk mest af det, selvom det var min strikkepind, for det er altså umuligt at knække en strikkepind ved at strikke! - Hun har købt mig et nyt par, og så værre er det ikke; og en elleve årig pige har knækket en strikkepind ved at strikke!

Og nu når vi er ved børnene, så prøver pigerne konstant at bilde mig ind, at deres sengetid er klokken ni, og ikke halv ni. Igår endte med, at Malene tvang dem i seng til den rette tid, og at begge piger var vrede på mig. Jeg stormede frustreret ned til faren og bad ham om, at forklare mig reglerne igen; jeg var bange for, at det var mig der havde gjort noget galt. Det var hvad det føltes som. Han gav mig ret i reglerne, og spurgte mig: "Da du var ni-elleve år, ville du så gerne følge reglerne og i seng til tiden?" jeg svarede selvfølgeligt nej, og han sagde at det var helt normalt, at jeg ikke skulle tænke over det, selvom han godt kunne forstå at jeg ville være sikker på det. Det var faktisk hvad jeg havde brug for at høre, så da lyset skulle slukkes ved pigerne klokken kvart i ni, fortalte jeg dem, at det altså var sådan det var - og alt var godt igen. Så nemt var det.

Desuden at snakke om noget andet end børnene, så er der jo stadig det med skolen; jeg har som sagt ikke tiden til at lave lektierne. Mit held vendte dog idag. Vi skulle snakke og læse et uddrag af bogen "l'Amant" af Marguerite Duras. Hermed sendes en tak til Momme, da vi har arbejdet med og set filmen i fransk i 2.g; så jeg scorede et par billige point, og fik "æren" af at give et resumé, og dermed var mine ikke-lavede lektier lidt glemt.

Når man vender alting til noget positivt, bliver alting også mere positivt. Her til morgen var jeg helt alene med børnene, og for første gang i en måned kom vi ud af døren til tiden; den lille skreg ikke så meget som han plejer, han spiste helt selv, pigerne var klart til tiden og jeg nåede at børste tænder.
Tror bare det er hvad der skal til engang i mellem. Positivitet.

*Ordenes lyd minder meget om hinanden, men verbet brûler (at brænde) er ikke det samme som subjektet brûit (støj), og når man skal få udtrykt sig hurtigt, laver man overvejende dumme fejl.

Pludselig træthed

Jeg ved ikke hvorfor, men idag og igår har været utroligt travle, hvilket resulterer i mindre søvn til mig, og mindre tid til de ting jeg rent faktisk gerne vil.

Igår var selve dagen ikke så slem, men om aftenen gik et helvede løs. I den sidste uges tid, har den mindste været fuldstændig umulig; han har skreget, hylet, sagt nej til alt og samtidigt været en smule syg. Igår skulle jeg, som sædvanlig, gøre ham klar til at spise og derefter komme i seng. Han var meget sød i badet, men da han ikke ville op igen, og slet ikke ville tørres, valgte han at slå mig så hårdt han kunne i ansigtet. Jeg skældte ham ud og bad om en undskyldning, hvilket han nægtede hårdnakket. Han blev sat i skammekrog i sin seng, indtil han ville sige undskyld. Da han stadigvæk nægtede at gøre det, blev jeg efter et kvarters tid nødt til at give ham nattøj på, og sætte ham til at spise. Da han langt om længe sagde undskyld, var alt godt, han spiste og han skreg stort set ikke. Da jeg skulle tage ham ud af den høje stol, kildede jeg ham lidt, og han grinte, men meget pludseligt ændrede han humør, og skreg og valgte at bide mig så hårdt han kunne i underarmen.
Jeg blev så vred, at jeg ikke kunne holde vredestårer tilbage, og da faren kom og skældte ham ud, kunne jeg ikke helt få frem, hvad han havde gjort og jeg gik ud på badeværelset, for at få mit temperament under kontrol.
Det var først senere faren fandt ud af, at den lille havde bidt mig og han blev smidt i seng uden sutteflaske.
Efter den oplevelse, var jeg træt og det var svært, at skulle smile og spise roligt sammen med pigerne, men det gik. Jeg var jo ikke ked af at han havde bidt og slået mig, han er en dreng på to år, men det var bare for meget på én time.
Dog havde jeg sagt ja til at hjælpe moren om aftenen med at redigere nogle billeder til hendes søsters bryllup, og det skulle kun vare til klokken ti, for hun skulle tidligt op. Vi sad der til klokken kvart i elleve, og bagefter var den allerede trætte Malene, alt for træt til at lave alle de andre ting hun havde sat sig for den aften. Så ingen lektier, ingen venner.

I morges begyndte det med at jeg havde travlt fordi vi var sent på den, den lille ville ikke spise. Efter at børnene var afleveret skulle jeg til fransk, hvor jeg bare blev mere og mere træt, og ikke havde lavet mine lektier til. Så tænker man nok, at jeg bare kunne tage en lille siesta efter skole, men moren havde valgt at vaske alt tøj i hele huset igår, så det var klar til, at jeg kunne lægge det hele sammen og på plads i dag.

Så nu, efter en hel formiddag med skole og vasketøj og en halv formiddag med at spise og forberede maden til i aften, vil jeg tage min siesta. Måske min pludselige træthed forsvinde, en smule, og jeg vil være klar til at skrive mere positive blogs i denne uge.

Nye uforståelige ting

Det er blevet nemmere alting nu, jeg forstår hvad der bliver sagt til mig, jeg forstår hvad jeg skal gøre i svære situationer og jeg forstår, at jeg nok skal klare mig her. Dog selvom der er mange ting man pludseligt forstår, opstår der nye ting, der er uforståelige. 

Det første overvejer jeg, om jeg bør fortælle, for jeg har en familie (eller nok mest en bror), der vil køre godt i det, men det er nu meget sjovt alligevel. 

Jeg har lavet en bule i Peugeot 307'ern igår aftes. Jeg skulle om til Nina, men var kørt forkert og måtte vende på den meget smalle vej. Der var en hæk på den ene side, som var tættere på end jeg troede, og i min trepunktsvending smadrede jeg ind i den. Jeg fòr i panik ud i mørket for at se, hvad jeg havde lavet. Jeg ledte og ledte, men der var umiddelbart intet at se i mørket, så jeg åndede lettet op og kørte videre. 

Det allerførste faren spurgte mig om i morges var, hvad jeg havde lavet med bilen. Jeg løb ud til den og så, at der altså var en bule, og jeg undskyldte og undskyldte og forventede, at han var godt sur. Men nej. 

Han sagde, at jeg nok bare var uheldig, at sket var sket, at han havde set hvor langsomt og forsigtigt jeg normaltvis kører, at han sikkert godt kunne rette det ud, at det egentligt også var en træls bil at køre i og at aupairen før mig også havde lavet end del buler i den. 

Jeg var i tæt på chok; hvis jeg havde lavet det ved mors Fiat Panda, så havde der været ballade! - men hvad jeg allermest ikke forstår er, at det er en mand der har den mentalitet. Franskmænd og biler.

En helt anden ting jeg ikke forstår er en dag sammen med andre aupairs. En udflugt med to andre piger, hhv fra Ungarn og Østrig, til Annecy* indebærer nemlig alt for meget ukorrekt fransk*. Det er ikke nemt at finde rundt i en by når ingen af os kan udtrykke os som vi vil om, hvor vi gerne vil hen. Desuden er det også lige det med at forstå de diverse accenter de har - en ting jeg da forstår er, hvorfor jeg havde hovedpine, da jeg kom hjem. Det er hårdt at sige: "Je ne comprend pas" tyve gange på en otte timer. 

Og når man så kommer hjem til aftensmad og skal spise noget helt nyt, begynder forvirringen igen. Vi fik raclette. Raclette er, hvis I kan forestille jer en lille varmestation i midten, hvortil alle har en lille pande, som man putter ost på og smelter på varmestationen. Derefter hælder man den smeltede ost over kogte kartofter, pålæg som skinke, salami, generelt røget kødpålæg, og spiser det. 

Jeg sad og kiggede på min tallerken og tænkte: hvad er det her?! - Det er ikke en hovedret, det er ikke en forret, det er ikke et fuldkomment måltid. Enten var det fordi jeg gjorde det forkert, eller også så er det bare for underligt til min smag. 

Det sjove er, at det er meget almindeligt vinterspise i bjergene, og folk betalter dyrt for at få det serveret på restauranter. Det rigtige raclette serveres, hvor der er et meget stort stykke ost i midten og et varmeelement over, hvor man så kan skrabe osten over kartoflerne og kødet; men når man er så få, er det nemmere på den anden måde. 

Igennem hele måltidet sad jeg og kiggede forvirret på min tallerken og forstod ikke mit måltid; desuden turde jeg ikke at drikke noget vand, for jeg fik af vide, at fordi man spiser så meget ost dertil, så danner det bobler og dårlig fordøjelse, hvis man drikker koldt vand til. Hvad er det for noget?! 

Så selvom man forstår en hel masse, er der stadig en hel masse andet der ikke er til at forstå. Så efter blot en halv weekend er jeg forvirret, har hovedpine og er stadigvæk sulten. 

*Annecy er en fransk by syd for Geneve

*Det er piger fra min fransk klasse hernede, så vi taler udelukkende fransk sammen, ligesom i timerne

Turen går til Corrèze

Så hjemvendte jeg også fra min seks dage lange ferie igår sen eftermiddag, og der er da en smule at fortælle.

Jeg troede, at vi skulle sidde tre-fire timer i bil og jeg anede faktisk ikke helt hvortil præcist i Midtfrankrig. Dog endte det med at være seks-syv timers kørsel til Brive, i regionen Corrèze.
Vi boede i en lille landsby ved morens søster, hendes mand og to børn på otte og to år. Så der var altså fem børn at holde øje med lige pludseligt.
Man siger, at man bedst kan lide sine "egne" børn, og det er hundrede procent korrekt, for mit vedkommende. Pigen på otte år spurgte og spurgte om alle mulige og umulige ting, som jeg forstod intet af, da hun talte alt for hurtigt - udover det skabte hun sig, og tudede hver gang hun ikke fik sin vilje. Generelt en sød pige, men med de mest irriterende vaner. Hendes bror på to kunne jeg derimod slet ikke forstå, overhovedet, mest fordi han kun kunne sige: "ja", "nej" og sit navn, hvilket han skreg hele tiden. Så jeg priser mig lykkelig for at min toårige i det mindste han sige en hel masse.

Dagene gik generelt med at slappe af, og bede børnene om ikke at skrige; jeg skulle ikke vække nogen om morgenen, eller sørge for andet end hvad normalt er; hjælpe til hist og her. Derved var det ret afslappende, og det mindede egentligt meget om ferie.

Lørdag aften var vi til banko i den lokale festsal; morens søster var med til at arrangere det, og der var mange flotte priser til de heldige vindere. Selv vandt jeg intet, bortset fra et rigtigt godt kursus i de franske tal, så nu er de da på plads - desuden siger man jo, at hvis man ikke har held i spil, har man held i kærlighed, så det er helt fint med mig.

Søndag var vi på tur til en masse familie, hvor vi tog om til en af de mange tanter, og så alle samledes der. Jeg fik delt omkring firs kindkys ud, på den dag. Hver gang man hilser og tager afsked med nogen* i Frankrig, giver man et kys på hver kind, to i alt, så jeg mødte altså omkring tyve nye mennesker den dag. Efter en eftermiddag, hvor man har siddet og spist kage og crème og ikke har sagt en lyd, i frygt for at glemme at tiltale dem med "De", har man hørt på utroligt meget fransk hyggesnak. Derudover er jeg rigtigt god til at sidde og smile høfligt når jeg sidder der, lidt småalene, så kinderne var godt trætte bagefter, men det var faktisk meget hyggeligt - tro det eller ej. Man får sproget i ørene på en anden måde.

Generelt gik det godt med sproget. Der var ingen der kunne engelsk, og når moren sagde til sin onkel eller tante, at de da måtte til at lære lidt, vrissede de og sagde: "Ah, jeg er franskmand, jeg behøver ikke engelsk!" - rigtig kliché fransk.
Så når jeg skulle hjælpe med at lave mad og jeg skulle spørge, hvordan og hvorledes gik det overvejende gebrokkent med mit usikre fransk, men de forstod mig da. Den sidste aften lavede jeg endda et dansk måltid til os alle sammen, som blev spist med stor velbehag; selvom franskmænd generelt ikke er så åbne overfor andre køkkener end det franske.
Der var bare ét problem; det går altid noget galt når Malene laver mad. Jeg ville lave stuvet hvidkål med frikadeller; meget simpelt, godt, dansk mad. Dog var det umuligt i den lille landsby at finde hvidkål. Malene tænkte: "Det skal nok gå, jeg tager rødkål i stedet for, det smager af det samme."
ALDRIG lav stuvet rødkål. Her er et billede af resultatet, som en advarsel om, aldrig at gøre det. Det var pinligt, og da jeg stod og kiggede i panik ned i gryden og pev over farven, spurgte søsteren om alt var okay med det. Jeg kiggede på hende og sagde: "Har du set farven?!" - smagen var faktisk som den skulle være, men alt andet var bare forkert.
De spiste det - og frikadellerne var da som de skulle være!

En lille sjov oplevelse, som er værd at fortælle var, da jeg på sidste dagen skulle om og hente bestilte varer på en lokal gård, sammen med moren. Vi ankom til den lille gård, og blev budt velkommen indenfor ved en lille, glædestrålende dame der gav kindkys og komplimenter. Vi  skulle hente andepaté og foie gras, som den her lille dame selv lavede i sit lille, gamle landkøkken. Hun fortalte stolt, hvordan hun selv stopper gåsen og anden, som man gør for at fede dyrene op, og så leveren svulmer op, så der er meget at lave gåseleverpostejen af. Jeg smilte og nikkede høfligt, men jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig, at det var små damer som hende der udførte den slags dyremishandling, men der kan man bare se! - jeg har bestilt en lille dåse andepaté med hjem til min familie til Jul, så jeg glæder mig til at spise den sammen med dem der, og tænke på den lille dame der helt selv producerer det i sit lille køkken.

Man må nok sige, at jeg fik Frankrig og fransk ind på en ny måde i denne uge, hvilket var en meget god oplevelse. Mange fordomme blev bekræftet, hvilket jo bare er sjovt, og jeg fik en ny vinkel på det franske familieliv samtidigt. Desuden har turen resulteret i, at jeg stort set ikke taler engelsk med moren herhjemme mere, og fordi jeg kan sige mere til pigerne, er jeg kommet tættere på dem.
Tænk at seks dage kan gøre den forskel - men det var åbenbart det der skulle til.


*Med "nogen" menes der fx familie, venner, nyligt bekendte, eller når man bliver præsenteret for nogen; for mit vedkommende det sidstnævnte.