En julet snedag

Det har været en af de bedste dage længe; næsten overhovedet.

Jeg stod op og var klar klokken syv til at vække den lille. Da jeg så så ud af vinduet på de tyve cm sne der var faldet over natten, gik det op for mig, at det nok kunne være en idé at skovle sne. Faren var ikke hjemme, så det ville med sikkerhed ikke blive gjort, og jeg havde en ekstra halv time, da pigerne allerede har ferie.

Så Malene tog fuld snedragt på, og begav sig udenfor. Efter den halve time i sneen, ville jeg så gerne ind igen. Der var bare ét problem. Jeg havde glemt den elektroniske nøgle til garagen i min normale jakke. Så stod jeg der. Alle andre sov, det var den første dag nogensinde hvor jeg havde glemt at åbne vinduet i mit værelse for at lufte ud, og jeg ville ikke vække hele huset; det var jo ferie.
Så i en halv times tid stod Malene og kastede snebolde på skodderne (eller efter skodderne, for jeg kunne ikke rigtigt ramme tre etager op) og råbte på moren efterfulgt af: "à l'aide...... s'il te plaîs..... il fait froid...."*. Efter tyve minutter blev kaldet mere og mere ynkeligt. Jeg var efterhånden blevet til en levende snemand, så da klokken blev otte valgte jeg at ringe på døren.
Det var den mellemste der lukkede mig ind; hun var helt forvirret, og da alle de andre også blev vækket af det fik jeg det forklaret rigtigt mange gange. Til morgenmaden sad vi alle så og grinte af, hvordan jeg havde formået at låse mig selv ude i sneen i en times tid, hvortil den lille slet ikke havde forstået det og udbrød vred: "Det er ikke noget at grine af!!" - hvortil vi måtte forklare ham at jo, det var det egentlig...

Dagen fortsatte roligt; den mindste blev hjemme, så jeg havde egentligt ryddet bilen for sne uden grund, og jeg kunne ikke komme til fransk pga sneen. Så vi blev indendørs; eller det vil sige børnene gjorde, for jeg havde sat mig for, at lave risengrød. Derfor smuttede Malene atter ud i sneen, efter sødmælk; jeg havde spurgt pigerne inden om de ville med, men jeg fik svaret: "Til fods?!" - så jeg fangede hentydningen til, at det var "nul" og tog selv, succesfuldt, afsted.

Til middag fik vi risengrød, og jeg har aldrig nogensinde lavet en risengrød, hvor jeg har rørt så lidt i den UDEN at den brændte på; absolut magisk, fransk, Ultra High Temperature mælk. Det var også ret sjovt at se franskmændene smide en smørklat i, blande godt for at det smelter sammen med grøden, for derefter at kigge mistænksomt på kanelsukkeret og tilføje salt i stedet. Jeg fik dog overtalt moren og den mellemste til at prøve med kanelsukkeret, og det var faktisk en succesoplevelse for dem - selvom jeg ikke kunne få omvendt den ældste til det.

Da den lille tog sin eftermiddagslur tog den mellemste og jeg ud og handle. Det viste sig ikke at være så let endda, da de er utroligt dårlige til at rydde vejene her i lille Cessy. Dog ankom vi til Carrefour og jeg har aldrig set et barn der greb så mange ting og spurgte: "Kan vi ikke købe det, please Malene?!" - men selvfølgeligt kunne vi da ikke det; det er ikke muligt at leve af slik, chokolade og gummiarmbånd.
Der kom så dog et problem med bilen, da vi skulle køre ind ad indkørslen igen var det helt umuligt; dog kom vi fri, og jeg gav mig til at skovle den så godt jeg nu kunne.

Dog var det ikke til meget nytte. Senere da jeg skulle hente den mellemste til judo sad jeg fast i snebunken lige udenfor indkørslen. Sneploven havde været der og plantet en rande af sne som jeg nu sad fast i. Efter et stykke tid løb jeg ind efter hjælp, men selv ikke moren kunne få den fri. Det endte med, at hun løb over til en af naboerne og spurgte, om det kunne lade sig gøre at få et lift. Det kunne det, og bilen holder stadigvæk derude; helt umulig at flytte.

Til aftensmad lavede vi burgere (med Mathias' mors fantastiske opskrift på burgerboller, som de er helt vilde med), med ris à l'amande til - og ja det er bekræftet, danskerne var fine på den, og valgte at give retten et fornemt fransk navn, som franskmændene aldrig nogensinde har hørt om - selvom de godt kan lide det!

Som alt i alt har jeg haft en masse julehygge idag; det er måske også noget af det, der har gjort det til en fantastisk dag, for generelt er julen ikke det samme hernede. Ja der er et juletræ, ja der er pyntet op med lys i gaderne, men der er ingen juletraditioner for mad som man spiser specielt i december (som risengrød) eller julekaldender i tv'et. Det er lidt trist, men så er det godt, at jeg hver dag får slik og julepynt i min julegavekalder; jeg takker mange gange Ida for det skønne julepynt ugen har budt på: elsker det!

Realitet er, at der ikke er længe til jul, og på onsdag smutter jeg hjem til lille Danmark og fejrer den med jer derhjemme; glæder mig allerede!

*Betyder: "Hjælp.... tak.... det er koldt..."

Sutter, DS og tête de linotte

Der er nogle ting, jeg bare aldrig har tænkt over, at jeg kunne hade så meget. 

Fx sutter. Mine børn skal aldrig bruge sut. Den mindste er to et halvt år, og dybt afhængig af sutter. Mit had for sutterne begyndte egentligt ført nu her, hvor han er begyndt at skrige konstant - for så skriger han konstant efter de sutter, og hvis der ikke er mindst tre, ja så har man et problem. 

Dagplejemoren har siden i fredags fjernet hans sutter omme hos hende, da han var ved at blive kvalt i den samme sut to gange på en dag. Når man er så stor, at man kan proppe en hel sut ind i munden, få den til at sidde fast og ikke kan skrige om hjælp, så er man for stor til sutter. Bare efter min mening. Ikke efter forældrenes, for selvom jeg fortalte det og dagplejemoren fortalte det, er sutterne der stadigvæk. Dagplejemoren har dog slet ingen problemer med det; den lille accepterer bare, at sutterne altså ikke er der. 

En anden ting jeg heller ikke forstår er Nintendo DS. Børn bliver jo afhængige af skidtet, for at være helt ærlig. Pigerne kan sidde i flere timer og spille det kedeligste manga* spil, der går ud på, at man er en pige, der går i skole og til dans og andre aktiviteter, som hun får point for, som hun kan få nye sæt tøj for. Hvad er det for noget?! - plus at jeg nu har haft den konstante temamelodi på hjernen siden i onsdags. 

Jeg vil gerne undskylde for de gange jeg selv har spillet gameboy som lille, stakkels, stakkels mine forældre. 

Men jeg var vel ikke meget bedre selv som barn, og hvis det var mine egne børn, så ville jeg nok også have et andet forhold til tingene. Jeg venter på den dag sutter og videospil ikke irriterer mig med at få børn. 

Dog vil jeg lige, i dette ikke så positive indlæg sige, at synes at det går langt bedre med sproget nu. Jeg er begyndt at lære forskellige begreber og talemåder, mest de samme, for man lærer jo dem ved at høre dem. 

Jeg har længe undret mig over, hvad det betød når den mellemste kaldte hendes søster for "menteuse" - hvilket er ofte. Da jeg begyndte at forstå mere, lagde jeg mærke til, at hun rettede hendes søster efter at have kaldt hende det. Så gik det en smule op for Malene, at "menteuse" betyder løgner... det var på den samme måde jeg fandt ud af, hvordan man siger "hold mund" og andre hyggelige ord. 

I sidste uge fortalte jeg hvordan moren fik kaldt mig distræt; det var med det franske begreb: "tête en l'air". Igår aftes spurgte faren mig, om jeg vidste hvad "tête de linotte" betød. Jeg gættede på noget med et hoved (tête) men ellers vidste jeg det ikke. Han var i tvivl om, hvordan han skulle forklare det, men kom frem til det engelske ord "daydreamer" - altså dagdrømmer... eller distræt. Dette var en udtalelse helt uafhængig af morens, så jeg må nok se i øjnene, at der måske er et eller andet om det - og jeg troede at jeg bare var dårlig til at lukke skabslåger!

Det er ikke helt nemt hele tiden, men den lille skriger faktisk ikke så meget mere, og han beder også frivilligt om et kram nu, så det går dejligt fremad. Pigerne har ikke rigtigt lyst til at gøre som jeg siger; idag smed jeg den mellemste ind på sit værelse, fordi hun ikke ville tage sin efterbehandling for den behandling for lus hun havde fået i sidste uge - pigen nægtede det direkte. Det gad hun bare ikke og Malene kunne ikke tvinge en ni-årig pige til at vaske sit hår. Hun gjorde det dog selv efter en halv times tid.

Jeg holder meget af børnene, hvilket også er grunden til, at jeg kan stå op og smile en hel dag, selvom der bliver smidt nej, nej og nej i hovedet på mig konstant. Man må jo bare finde sine metoder, så går det jo nok - håber jeg finder metoden til at få smidt sutterne ud uden et gigantisk opgør... må tiden vise sig.

*Japansk tegnestil.

Lysenes fest

Så har jeg også været på endnu en endagstur til en fransk by. Engang i november var det Annecy, nu tog vi en smut til Lyon i anledning af le Fête des Lumières (Lysenes fest).

Denne tur har lidt historie: den første dag jeg var her, forklarede moren mig de muligheder for oplevelser der var, og som de tidligere aupairpiger havde haft. Hun var meget opsat på, at jeg skulle finde nogle venner og tage til Lyon til Lysenes Fest. Fint, tænkte jeg, jeg har ingen venner, ved intet om det, jeg lader det ligge.
Da jeg så efter en måneds tid havde fået nogle veninder jeg havde lyst til at tage nogle steder hen sammen med, fandt jeg ud af, at de fleste af dem, egentligt allerede havde planer om det, så jeg lod det ligge.
På min fødselsdag, som tidligere nævnt, fik jeg en opsang i bilen om, hvorfor jeg ikke havde planlagt den tur endnu. Jeg nævnte det for min østrigske veninde, og hun havde samme problem med, at hendes familie bebrejdede hende for det samme, så vi gik igang med at undersøge sagen
ALT var optaget. Alle hostels, hoteller, endagstourbusser, alt. Vi opgav langsomt.
Fredag (den lige nu her inden weekenden) til fransk spurgte den østrigske mig så om, hvad jeg skulle lave om lørdagen. Jeg spurgte om vi skulle tage til Geneve, eller hvad vi skulle. "Vi skal til Lyon." siger hun stille og roligt; hun var lidt småsyg, så måden det blev sagt på, var egentligt ikke så glædesstrålende, men hun fik da forklaret, at hun kunne låne bilen, og at vi da kunne tage afsted kl. otte næste morgen. Super duper, så var vi jo afsted - så jeg vidste først at jeg skulle afsted dagen før.

Vi tog jo så afsted; mig, Doris (nu blev jeg træt af at skrive den østrigske pige) og Elisa (den finlandske pige). Det var fantastisk hyggeligt hele dagen, hvor vi shoppede ihærdigt efter julegaver. Det eneste problem var, at ingen af os nogensinde havde været i Lyon, og hvor er det liiiige shoppingområderne er? - kort sagt, så fik vi en lang gåtur ud af det!

Jeg fik købt to julegaver, men kunne godt have købt mange flere, da vi var inde i en fantastisk butikskæde der hedder Fnac. Jeg var overvældet. Tre etager med først elektronik, derefter DVD'er, musik og legetøj/børnebøger, og den sidste etage med kun bøger, bøger og bøger; og hver etage var jo enorm.
Wauw Malene var i himlen; jeg kunne have købt så mange gaver der til den hjemme i Danmark; der var kogebøger hvor der fulgte kageforme og crème brûlée-sæt og... så var det at det gik op for mig, at ingen ville kunne lave opskrifterne, da ingen derhjemme taler fransk, og det ville nok være lidt af en udfordring for min fars gymnasiefransk.
Så Malene forlod, med længsel i øjnene, Fnac med en børnebog til den mindste i julegave, Barbapapa holder altid!

Da aftenen begyndte at falde på, måtte Elisa desværre forlade os, hun skulle babysitte om aftenen, så der var ingen vej udenom - staklen fik altså ikke oplevet lysene.

Lysene var overalt. Hver gade, alle de store bygninger alt. Doris havde fået printet en kort ud, over centrum, hvor alle de store installationer var placeret, så vi gik imellem dem hele aftenen.
Det var den ene store bygning efter den anden, hvor det simpelthen var kunst i form af bevægende billeder af lys, der blev præsenteret. Det var imponerende.

På teatret var der sat en installation op, hvor der blev leget med bygningens perspektiv; dvs at alle linjer på bygningen var tegnet op med lys, og at lysene så skiftede perspektiv, så det gav en illusion af, at det var bygningen der rent faktisk bevægede sig.

I vores søgen på den næste oplevelse, gik vi tilfældigt forbi en dør, hvor der var lys.  Jeg trak Doris med derind, og først da opdagede jeg, at det var en kirke; jeg havde simpelthen ikke set på bygningen inden. Der var mange mennesker derinde og et kor sang julesalmer, hvorimellem en ung troende fra koret stillede sig op og sagde fx: "Gud er iblandt os, lige nu!" og så sang de igen. Meget katolsk; man kunne endda komme ind og få sig en snak med en præst, hvilket da så meget hyggeligt ud; der var "desværre" fuldt optaget, så tog ikke lige chancen!

Da vi, efter at have fået varmen igen, gik ud, opdagede vi, at selve facaden af kirken var en lysinstallation. Så vi fik da mast os igennem mændgen og set det også.
Der var også springvand og statuer, hvor lysene var imponerende! - Der var virkeligt historier der blev fortalt, og det kan ikke helt beskrives, så her lader jeg bare filmen tale for sig selv; jeg kan bare slå fast, at vi stod der og så det igennem i hvert fald to gange for hver, andet kunne man ikke lade være med.

Undskyld, filmen ligger desværre på siden, drej hovederne!

Dagen var skøn; vi var trætte og udmattede på vejen hjem i bilen, og Doris var panikslagen hver gang hun så en refleks eller et blinkende lys i siden af motorvejen, hun ikke var vant til; men nej, man kan ikke vende om midt på en motorvej.

Lys kan egentligt ikke beskrives, har jeg lige erfaret mig. Det er noget så utroligt visuelt, at man ikke kan andet end at måbe og gemme det på nethinden, og håbe at det aldrig forsvinder.
Jeg ved i hvert fald, at jeg vil blive skuffet, hvis jeg nogensinde tager til Lyon igen, på en helt almindelig dag, hvor de imponerende lys, og den glade menneskemængde ikke er der.


PS. Jeg har nu, efter held med at have købt papkasser, fået sendt pakker til Mormor og Morfar og Anne; det blev gjort i fredags. Jeg har ikke ændret i hvad der står i brevene, så ja, håber I alle havde en god dag på diverse fødselsdage! - jeg har nu problemer med at få afsendt mit svar på det dejlige julebrev fra Monica... jeg er på sagen! - der er en postmand i Gex, der sætter en stopper for mig konstant...

Ikke mere sne

Så var den halve meter sne da væk, og vi står tilbage hernede med solskinsdage og op til 10 grader; det er jo næsten blevet forår!

Jeg vil gerne begynde med en masse tillykker:
- Tillykke med fødselsdagen til farfar, jeg håber at I begge ankom godt til Sydney og at I rigtigt får fejret dagen dernedenunder i varmen!
- Tilykke med fødselsdagen til momor imorgen; jeg ville havde sendt et brev i foregårs, men jeg havde en mindre diskussion med manden ved posten; det bliver sendt imorgen - jeg undskylder meget! Hav en dejlig dag!
- Dertil også undskyld til Anne, da jeg på samme dag også mislykkedes at sende din fødselsdagshilsen til på søndag! - bliver også sendt imorgen!

Generelt hernede er jeglidt begyndte at tælle dagene ned til d. 22., og derfor bliver de næste to uger nok ikke helt sjove.
Jeg oplevede et mindre nederlag, da jeg kom hjem fra fransk i tirsdags, hvor moren udenvidere spurgte mig hvorfor jeg var så distræt. Jeg vidste ikke liiige hvad jeg skulle svare til det, for jeg synes nu, at jeg gør alt hvad jeg kan for at være koncentreret og for at gøre tingene så godt jeg kan.
Det førte så til en længere samtale, hvor det gik op for mig, at hun altså havde det indtryk af mig, som værende distræt og ukoncentreret. Dette var baseret på:
- den bule jeg havde lavet i bilen
- den ene gang jeg glemte at hente den ældste ved gymnastik (siden har jeg fundet ud af, at hun foretrækker, at blive hentet den time senere, og det er faktisk det tidspunkt jeg henter hende på nu)
- de gange jeg glemmer at lukke dørene til trappen, hvilket hun og jeg er de eneste der gør i huset.

Personligt, forstår jeg hende da; hun er en mor. Faren siger aldrig noget til mig på den måde; igår og imorges var det et kaos, og han blev stadigvæk ikke sur på mig, men bad i stedet pigerne om, ikke at lade mig gøre det hele. Så det er helt klart fordi hun i sit hoved får blæst tingene ud af proportioner - men det er da ikke ensbetydende med, at de er ligemeget for mig. Jeg vil da gøre mit bedste for, at hun kan se, at jeg gerne vil arbejde med min "distræte adfærd".

Dog bliver jeg nødt til at sige til mig selv, hvordan realiteten er: jeg kører koncentreret sammen med børnene; jeg har ikke glemt nogen siden; og alle laver små fejl, men jeg bliver nødt til at holde mine på et minimum.
Jeg kan ikke gøre det bedre end det.

Selvom det er hårdt at vide, at moren er stresset hver gang jeg kører med børnene, og krydser fingre for, at jeg er koncentreret. Jep, det valgte hun at fortælle mig; nu er jeg slet ikke nervøs for at køre børnene mere.

Det var ikke den nemmeste samtale at have med hende, men jeg tror nu, at det var meget godt at have den - selvom jeg nu endnu mere bare har lyst til at komme hjem og slappe lidt af. Ferie er veltrængt nu - den lille er begyndt at skrige som aldrig før og han kan gøre alt til et slåvåben - selv en DVD-æske. Og hvem er så den onde, når hun tager hans utallige våben fra ham og han skriger som en i helvede? - åh hvor skal der gå lang tid før jeg skal have børn!

Weekend med les copines

Weekenden har været fantastisk hyggelig, da jeg har tilbragt den sammen med de andre aupairpiger. En østrigsk pige havde huset for sig selv, da hendes familie var på ferie, så hun havde fået lov til at invitere os piger på besøg.

Vi begyndte lørdag med at tage til julemarked i Ferney, men da det ikke ligefrem var imponerende (det bestod af et lille telt med ufatteligt få boder) tog vi tidligt om til den østrigske pige, hvor vi begyndte at lave frokost. Vi havde købt ind til at kunne lave noget fra hver vores land, og det var tyskerne der begyndte med frokosten.
Vi var fem, og tre af os var tyskere/østriger(samme kultur, sammen madvaner), så de lavede (hold fast) Käsespätzle med varm kartoffelsalat og tomatsuppe til. Käsespätzle er sådan set bare pasta i små, halvlange dråbeformede klumper, men de smagte rigtigt godt.
Efter vi havde spist begyndte vi at lege en leg, hvor vi skrev en masse ord og vendinger ned på små stykker papir, hvor vi så i hold skulle enten forklare, lave fagter eller tegne ordene; lidt alla tegn og gæt/gæt og grimasser. Det var så sjovt, da vi jo alle sammen ikke taler helt fejlfrit fransk, og derfor var det en god øvelse i sproget også; plus at vi fik nogle gode grin med på vejen da "Paris" er meget svær at forklare med fagter.

Om fredagen havde jeg forberedt brunkagedej efter farmors opskrift, så jeg havde taget en af rullerne med så vi kunne bage lidt brunkager til os allesammen lørdag eftermiddag. Vi var alle som små piger da vi prikkede de små kager ud, lagde dem på pladen og sad foran ovnen i de 8-10 min de bagte. De blev virkeligt gode, jeg glæder mig til at bage resten her i december!

Til aftensmaden gik vi skandinaviser igang; der skulle risengrød på bordet! Vi to der ikke er tysktalende er dansker og finlænder, og jeg fandt ud af, at risengrød spises som morgenmad i Finland i Julen; så vi stod begge salige omkring gryden og rørte konstant med følelsen af jul i maverne.
Risengrøden blev formidabel, og selvom der var til nok syv personer åd vi alle til der ikke var mere.... dvs at jeg og finlænderen spiste dobbelt så meget som de andre. Så blev det rigtigt december!

Om aftenen så vi film og spiste brunkager, og hyggede generelt, til vi gik i seng. Dagen efter fortsatte vi med at spise morgenmad (dog uden landetema) og derefter gik de andre til julemarked i Cessy, da jeg havde hovedpine lagde jeg mig på sofaen i den halvanden times tid de var afsted. Bagefter lavede vi frokost og forholdte os roligt resten af eftermiddagen.

Det var sådan set min weekend; da jeg kom hjem havde pigerne pyntet op til jul i hele huset, og den mindste havde været ude og så på ski med faren, helt selv for første gang - skønt at komme hjem til piger der viser og viser dekorationer og en lille dreng der fortæller om, hvor sjovt det var at stå på ski, selvom han faldt.

Mere og mere sne

Ja, det er sandt; sneen bliver ved med at falde, og jeg mener ikke juleøllen!
Igår var det så slemt, at jeg kan vise før og efter billeder her i bloggen, som igen er taget ud af mit vindue, hhv igår morges og i morges. Det sneede HELE dagen igår.

Selvom det ikke lige ses, så sner det på dette billede!

Dagen inden havde moren sagt, at alt var aflyst: skole, busser, lufthavnen, det hele. Hun havde ret; jeg stod op, kiggede ud af vinduet, hvor sneen faldt. Jeg spiste morgenmad og vækkede børnene, og sneen faldt stadig. Jeg fortsatte hele min dag imens sneen faldt; og ja, hele dagen med børnene i huset, og forældrene arbejdende febrilsk, da de begge skulle have taget flyet til hhv Paris og London. Det var et totalt kaos.

nu kan man ikke lige så godt se, hvor meget der egentligt er, men det er meget
Desuden har vi leget i sneen, så der er fodspor overalt!

Jeg kunne ikke lege med pigerne, for den lille kunne ikke finde ud af, at spille spil, tegne stille og roligt, eller noget som helst. Så pigerne kedede sig, den mindste er småfokølet for tiden, så han skreg konstant (selv når han bad om et stykke legetøj skreg han) og jeg fik hurtigt ondt i hovedet. Så da sneen var faldet så meget, at træerne skulle rystes for, at grenene ikke knækkede, sendte jeg børnene derud for at gøre det, imens jeg selv tog en halv time på øjet.
Efter maden sov den lille og vi andre lavede julestjerner, som pigerne ikke havde tålmodigheden til, selvom det er noget af det nemmeste i verden (når man lige har fået fat i det).
Resten af dagen gik med at hente brød til fods ved bageren i Cessy, prøve på at lave en snemand (men sneen er ikke den rigtige slags og ellers få mere hovedpine af de uendelige klagesskrig fra den lille.

Så Malene var træt efter den dag.

Sneen danner generelt en hel del problemer og uvished her. Forældrene vil ikke have, at jeg kører i sneen. Tror jeg. De har nemlig ikke gidet at fortælle mig det; de siger bare hver morgen: jeg afleverer børnene. Okay, siger Malene og tager alt hendes overtøj af igen.
I morges fik jeg at vide, at jeg skulle varme 307'ern (bilen) op af moren. Dertil faren sagde: "jeg tager Espace'n (den anden bil)". Så sagde moren igen, at jeg skulle varme bilen op. Faren sagde: "jeg afleverer børnene". Moren sagde okay, og jeg udbrød: "Hvilken bil skal jeg varme op?!". Sådan er det lidt hele tiden. Jeg skal gætte mig til meget, for det ligger implicit, hvad jeg skal gøre. Det er ikke altid sjovt, især ikke når man er blevet smittet af den lille (sådan går det når han mener han skal slikke en på kinden), og egentligt er ret træt konstant.

Men december er dejlig, jeg står op til min fantastiske pakkekaldender fra Ida, skraber derefter min skrabejulekalender og så går jeg op og tænder kaldenderlyset imens jeg spiser morgenmad; kan det blive meget bedre?