Ja her sker der noget hele tiden, så nu vil jeg lige lave endnu et indlæg.
Idag og igår har der været varmt. Ikke hedeslagsvarmt, men sådan omkring de 32 grader hele tiden. Det gør selvfølgeligt, at der kommer nogle komplikationer.
For eksempel har den lille fået solstik, så i nat og idag har han været helt nede med flaget - da han kom hjem idag fik han noget imod feberen, så nu sover han stille og roligt. Pigerne derimod er der intet galt med - selvom den ældste da godt nok er lidt af en håndfuld.
Hun har nemlig allerede ferie, men hun kan ikke finde ud af at planlægge ting med sine venner, så hun render rundt og plager mig. Idag ville hun i biografen, men eftersom det var alt for godt vejr, syntes jeg at det var ret dumt, så vi endte med at tage på stranden.
Hvilken strandtur. Vi hyggede os, det var slet ikke det, men ind i mellem var der godt nok mange episoder som ikke er til at holde ud når det er så varmt. Først syntes hun at det var sjovt at smide en død fisk lige i ansigtet på mig. Dernæst, da vi fint lå og solbadede fandt hun en mariehøne og puttede den i min navle. Da det blev kedeligt gik hun igang med at "fjerne" mine modersmærker, da hun syntes at det da måtte kunne lade sig gøre når de stak sådan ud. Det kan ikke lade sig gøre skal jeg lige hilse og sige.
Desuden kunne hun heller ikke finde ud af at sige stop når jeg bakkede, så jeg bakkede (heldigvis ikke for hårdt til at der kom noget synligt) ind i bilen bagved - det var lidt for at undgå det at hun stod der. Så i bund og grund har jeg det som om, at det der skulle have være en afslappende strandtur, lidt havde modsatte effekt, jeg er i hvert fald meget træt nu.
Jeg ved godt, at hun bare kedede sig, men hun er elleve år, og der ved man godt at det ikke er okay at smide med døde fisk - der må være en grænse.
Andre hyggelige facts er, at jeg glæder mig til, at det bliver regnvejr imorgen, jeg tæller stadigvæk ned til mine forældre kommer (en uge, fire dage) og jeg er allerede begyndt at tænke på dansk, da jeg nu ikke længere kan finde ud af at tale fransk - jeps, jeg har sagt idag at det ville græde imorgen (verdens dummeste fejl på fransk).
Hver eneste gang jeg får skrevet her, skriver jeg ikke halvdelen af, hvad jeg går og tænker på at der skal skrives ned, så der kommer nok snart et nyt indlæg.
tirsdag den 28. juni 2011
mandag den 27. juni 2011
Europa rundt
Jeg synes efterhånden, at jeg ofte begynder et indlæg med: "Hvilken dag!" eller "Hvilken uge!", men det er bare fordi alting er helt til ekstremerne hernede en gang i mellem, så der er ikke anden at gør end at sige: "Hvilken weekend!"
Fredag brød der lidt af et helvede ud, da moren var hjemme, og hun skulle da bare have sat mig igang med alt og intet. Problemet var bare, at hun først gjorde mig opmærksom på alle opgaverne omkring middagstid, og jeg havde en "farvel"-aftale med en aupair klokken tre. Så jeg lavede frokost, handlede ind, bagte to kager og gjorde klar til at kunne lave lasagne. Da jeg stod og kæmpede med min kage til børnefødselsdagen næste dag, stod hun endda og aflyste festen, som jeg stod midt i æbler og med kagedej på albuerne. Desuden spiste de ikke engang den æbletærte jeg havde lavet til deres gæster om aftenen.
En grund mere til, at det var lidt træls, at jeg skulle lave alt det mad var, at jeg ikke engang var der til at spise det med dem.
Fredagaften var der gæster - dagplejemoren, hendes mand og deres søn, og eftersom Nina hentede mig omkring klokken ni, nåede jeg ikke at spise med. Lørdag var nemlig en meget speciel dag for vi skulle på danskertur til Europa.
Det vil sige Europa-Park i Tyskland. Jeg sov omme ved Nina, da vi skulle op klokken halv seks for at køre klokken seks. På vejen hentede vi en anden dansk aupair, der hedder Pia, som jeg endnu ikke havde mødt. Køreturen op igennem Schweiz tog de der tre timer, hvor vi til sidst befandt os i Tyskland og dér var det vi fandt hele Europa, samlet på ét sted.
Det var ikke engang løgn. Som man gik igennem forlystelsesparken var der forskellige lande, hvor Tyskland sjovt nok var det eneste der ikke var fyldt af klichéer, men tværtimod den fedeste Mercedes-Benz rutschebane, der virkeligt tog pusten fra en.
Skandinavien var også repræsenteret, men mest under Norge, og der var fiskerestauranter over det hele, hvor tjenerne bar noget der mindede om norske nationaldrager - ret sjovt, for de var ret grimme. Selvfølgeligt spiste vi da frokost på sådan en restaurant og fik fiskefrikadeller og pomfritter.
Der var utroligt mange mennesker, så køerne var utroligt lange - hver gang vi skulle op i noget var det omkring tre kvarters ventetid, men det var altså også ventetiden værd. Vores næste problem var, at vi jo var tre personer, så derfor måtte vi skiftes til at sidde alene - hvilket jeg var meget, meget glad for, da vi kom ned fra vandrutchebanen, hvor jeg var næsten helt tør, imens Nina og Pia der sad foran mig, var totalt gennemblødte. Det morede mig ret meget, ligesom dengang det var Pias tur til at sidde alene og vi var kommet til en bobslæde lignende forlystelse, hvor man skulle sidde to og to, den ene imellem benene på den anden - Pia var klar til at hoppe ud af køen, hvis hun ikke kunne sidde helt alene.
Landetemaet var nu en ret god idé, for da vi var allermest trætte kom vi forbi Spanien, hvor der tilfældigvis var fiesta, så vi stod der, klokken tre om eftermiddagen og fik os en iskold cocktail - ikke dårligt.
Desuden var Nina ret betaget af Schweiz - ikke at det er noget nyt, for det er hun sådan set konstant - men i mini-klichée form var det bare ikke til at stå for for Nina.
Efter en intens jagt på candyfloss, vores bobslæde-tur og en sidste tur i Mercedes-Benz forlystelsen tog vi tre trætte danskere så hjem.
Søndag var jeg så meget træt, og valgte bare at gå en tur, og derefter tage i biografen, da der i denne uge er noget der hedder la Fête du Cinema, hvor man får et kort efter at have købt en normal billet, hvorefter man kan gå i biografen for tre euro, hver dag indtil fredag - så det skal nok blive en god uge!
Den ældste har ferie nu, og hun forstår ikke rigtigt, at jeg ikke har ferie, så igår slæbte hun mig med ud og spille bold i en time fra klokken ni til ti, og hun var bare ikke til at få med hjem igen - også selvom jeg tydeligt udtrykte, at jeg skulle op klokken syv idag.
Idag fortsætter hun med ikke at forstå, at jeg altså også har nogle ting jeg gerne vil have, og skal have lavet - så det har nu taget mig en halv time ekstra om at skrive det her - og jeg har lige smidt hende ud af mit værelse, da hun stod og ventede på at jeg blev færdig, samtiddigt med, at hun brokkede sig over at hun er sulten - jeg kan ikke lave mad før jeg er færdig her, så nu skal jeg op og lave mad.
Fredag brød der lidt af et helvede ud, da moren var hjemme, og hun skulle da bare have sat mig igang med alt og intet. Problemet var bare, at hun først gjorde mig opmærksom på alle opgaverne omkring middagstid, og jeg havde en "farvel"-aftale med en aupair klokken tre. Så jeg lavede frokost, handlede ind, bagte to kager og gjorde klar til at kunne lave lasagne. Da jeg stod og kæmpede med min kage til børnefødselsdagen næste dag, stod hun endda og aflyste festen, som jeg stod midt i æbler og med kagedej på albuerne. Desuden spiste de ikke engang den æbletærte jeg havde lavet til deres gæster om aftenen.
En grund mere til, at det var lidt træls, at jeg skulle lave alt det mad var, at jeg ikke engang var der til at spise det med dem.
Fredagaften var der gæster - dagplejemoren, hendes mand og deres søn, og eftersom Nina hentede mig omkring klokken ni, nåede jeg ikke at spise med. Lørdag var nemlig en meget speciel dag for vi skulle på danskertur til Europa.
Det vil sige Europa-Park i Tyskland. Jeg sov omme ved Nina, da vi skulle op klokken halv seks for at køre klokken seks. På vejen hentede vi en anden dansk aupair, der hedder Pia, som jeg endnu ikke havde mødt. Køreturen op igennem Schweiz tog de der tre timer, hvor vi til sidst befandt os i Tyskland og dér var det vi fandt hele Europa, samlet på ét sted.
Det var ikke engang løgn. Som man gik igennem forlystelsesparken var der forskellige lande, hvor Tyskland sjovt nok var det eneste der ikke var fyldt af klichéer, men tværtimod den fedeste Mercedes-Benz rutschebane, der virkeligt tog pusten fra en.
Skandinavien var også repræsenteret, men mest under Norge, og der var fiskerestauranter over det hele, hvor tjenerne bar noget der mindede om norske nationaldrager - ret sjovt, for de var ret grimme. Selvfølgeligt spiste vi da frokost på sådan en restaurant og fik fiskefrikadeller og pomfritter.
Der var utroligt mange mennesker, så køerne var utroligt lange - hver gang vi skulle op i noget var det omkring tre kvarters ventetid, men det var altså også ventetiden værd. Vores næste problem var, at vi jo var tre personer, så derfor måtte vi skiftes til at sidde alene - hvilket jeg var meget, meget glad for, da vi kom ned fra vandrutchebanen, hvor jeg var næsten helt tør, imens Nina og Pia der sad foran mig, var totalt gennemblødte. Det morede mig ret meget, ligesom dengang det var Pias tur til at sidde alene og vi var kommet til en bobslæde lignende forlystelse, hvor man skulle sidde to og to, den ene imellem benene på den anden - Pia var klar til at hoppe ud af køen, hvis hun ikke kunne sidde helt alene.
Landetemaet var nu en ret god idé, for da vi var allermest trætte kom vi forbi Spanien, hvor der tilfældigvis var fiesta, så vi stod der, klokken tre om eftermiddagen og fik os en iskold cocktail - ikke dårligt.
Desuden var Nina ret betaget af Schweiz - ikke at det er noget nyt, for det er hun sådan set konstant - men i mini-klichée form var det bare ikke til at stå for for Nina.
Efter en intens jagt på candyfloss, vores bobslæde-tur og en sidste tur i Mercedes-Benz forlystelsen tog vi tre trætte danskere så hjem.
Søndag var jeg så meget træt, og valgte bare at gå en tur, og derefter tage i biografen, da der i denne uge er noget der hedder la Fête du Cinema, hvor man får et kort efter at have købt en normal billet, hvorefter man kan gå i biografen for tre euro, hver dag indtil fredag - så det skal nok blive en god uge!
Den ældste har ferie nu, og hun forstår ikke rigtigt, at jeg ikke har ferie, så igår slæbte hun mig med ud og spille bold i en time fra klokken ni til ti, og hun var bare ikke til at få med hjem igen - også selvom jeg tydeligt udtrykte, at jeg skulle op klokken syv idag.
Idag fortsætter hun med ikke at forstå, at jeg altså også har nogle ting jeg gerne vil have, og skal have lavet - så det har nu taget mig en halv time ekstra om at skrive det her - og jeg har lige smidt hende ud af mit værelse, da hun stod og ventede på at jeg blev færdig, samtiddigt med, at hun brokkede sig over at hun er sulten - jeg kan ikke lave mad før jeg er færdig her, så nu skal jeg op og lave mad.
torsdag den 23. juni 2011
Meget irritation på kort tid
Hvilken dejlig dag, der skulle ødelægges af en træls aften - hvordan kan én mand irritere mig så meget på to timer, uden selv at være opmærksom på det?
Jeg tog om til Nina hele eftermiddagen, hvor vi solede os, slappede af og var meget, meget stille for ikke at vække den lille pige der sov i klapvognen. Senere handlede jeg ind og kørte den ældste til gymnastik.
Da jeg så kom hjem. Da jeg så kom hjem havde der været nogle at se på huset, så faren havde haft gang i støvsugeren og det hele, hvilket jeg var ret imponeret over. Desuden havde han gemt vasketøjet væk udenfor - fair nok tænkte jeg, og tog en løbetur inden jeg skulle hente børn igen.
Idag var den lille i børnehaven, som han nu er hver torsdag, og fra det øjeblik jeg gik ind ad døren sagde sekretæren, at hun havde forsøgt at få fat i os, da han havde tisset i bukserne. Det er ikke mit nummer der står på listen, så det er enten morens eller farens, og siden moren er i Paris, har hun nok haft rigeligt at se til. Så der stod jeg med et barn i lånte underbukser, og skulle hjem og skifte inden vi skulle hente den mellemste. Selvfølgeligt kunne faren ikke have den mindste siddende og se en dvd, så jeg ikke skulle tvinge ham ud i bilen igen, så jeg kørte afsted med en skrigende lille dreng og musikken godt skruet op.
Efter vi havde hentet den mellemste ville jeg lige tage vasketøjet ind, da jeg opdagede at der var et stativ der manglede. Faren havde, helt uden grund, valgt at flytte alt tøjet fra det største af stativerne over på den udendørs tørresnor, så jeg skulle nu også til at tage tøjet ned derfra og hænge det op indenfor igen. Selvfølgeligt er det ikke så slemt, men med en skrigende unge og allerede lidt for lidt tid til det, var det ikke sjovt. Den mindste ville heller ikke i bad, så der blev han bare placeret, og heldigvis begyndte han at synge sin skønsang - som sædvanligvis - efter kort tid.
I midlertidigt var jeg begyndt at forberede aftensmaden, og det tog sin tid for jeg var stadigvæk midt i det da den lille skulle spise. Da han spiste valgte han at hyle så meget, at faren kom op for at se hvad der skete.
Det han kom op til, var Malene der stod med sandwich og smør og hylende barn, hvor da han gik ind i køkkenet spurgte: "Malene, du er ikke begyndt at forberede maden endnu vel....", hvor jeg udmærket godt vidste hvad han ville sige. Selvfølgeligt tager han da pigerne med ud at spise pizza, så jeg står nu med otte croque monsieurs, og føler mig lidt irriteret over den dårlige timing - som altid.
Det er meget typisk for faren at være sådan liiidt uopmærksom på de fleste ting - selvom han kan være meget betænksom, når han altså vil...
Nå, men nu vil jeg gå op og spise to af croque monsieurs'erne, og ellers få det bedste ud af, at jeg er lidt alene her til aften - selvom jeg har lavet en masse unødvendigt arbejde her til aften.
Jeg tog om til Nina hele eftermiddagen, hvor vi solede os, slappede af og var meget, meget stille for ikke at vække den lille pige der sov i klapvognen. Senere handlede jeg ind og kørte den ældste til gymnastik.
Da jeg så kom hjem. Da jeg så kom hjem havde der været nogle at se på huset, så faren havde haft gang i støvsugeren og det hele, hvilket jeg var ret imponeret over. Desuden havde han gemt vasketøjet væk udenfor - fair nok tænkte jeg, og tog en løbetur inden jeg skulle hente børn igen.
Idag var den lille i børnehaven, som han nu er hver torsdag, og fra det øjeblik jeg gik ind ad døren sagde sekretæren, at hun havde forsøgt at få fat i os, da han havde tisset i bukserne. Det er ikke mit nummer der står på listen, så det er enten morens eller farens, og siden moren er i Paris, har hun nok haft rigeligt at se til. Så der stod jeg med et barn i lånte underbukser, og skulle hjem og skifte inden vi skulle hente den mellemste. Selvfølgeligt kunne faren ikke have den mindste siddende og se en dvd, så jeg ikke skulle tvinge ham ud i bilen igen, så jeg kørte afsted med en skrigende lille dreng og musikken godt skruet op.
Efter vi havde hentet den mellemste ville jeg lige tage vasketøjet ind, da jeg opdagede at der var et stativ der manglede. Faren havde, helt uden grund, valgt at flytte alt tøjet fra det største af stativerne over på den udendørs tørresnor, så jeg skulle nu også til at tage tøjet ned derfra og hænge det op indenfor igen. Selvfølgeligt er det ikke så slemt, men med en skrigende unge og allerede lidt for lidt tid til det, var det ikke sjovt. Den mindste ville heller ikke i bad, så der blev han bare placeret, og heldigvis begyndte han at synge sin skønsang - som sædvanligvis - efter kort tid.
I midlertidigt var jeg begyndt at forberede aftensmaden, og det tog sin tid for jeg var stadigvæk midt i det da den lille skulle spise. Da han spiste valgte han at hyle så meget, at faren kom op for at se hvad der skete.
Det han kom op til, var Malene der stod med sandwich og smør og hylende barn, hvor da han gik ind i køkkenet spurgte: "Malene, du er ikke begyndt at forberede maden endnu vel....", hvor jeg udmærket godt vidste hvad han ville sige. Selvfølgeligt tager han da pigerne med ud at spise pizza, så jeg står nu med otte croque monsieurs, og føler mig lidt irriteret over den dårlige timing - som altid.
Det er meget typisk for faren at være sådan liiidt uopmærksom på de fleste ting - selvom han kan være meget betænksom, når han altså vil...
Nå, men nu vil jeg gå op og spise to af croque monsieurs'erne, og ellers få det bedste ud af, at jeg er lidt alene her til aften - selvom jeg har lavet en masse unødvendigt arbejde her til aften.
tirsdag den 21. juni 2011
Fest og sladder
Så kunne jeg få mig taget sammen til at få skrevet efter weekenden - som har været lidt af en mundfuld.
Lørdag var der mega afskedsfest for pigerne, så de havde inviteret utroligt mange børn, der så hærgede huset hele dagen. Planen var, at de skulle være udenfor, for med så mange børn, ville der blive ret beskidt indenfor, så det var sådan det blev. Selvom det regnede stort set hele dagen - børnene klagede ikke, der var nok af slik.
Jeg skulle selvfølgeligt hjælpe, så jeg stod tidligt op, gik i bad, og som jeg stod der i badet og vågnede, hamrede den ældste på min dør og råbte: "Du ved godt hvad klokken er ikke?!?!", "Den er halv ni...", "JA, vi sagde klokken OTTE!", "Slap af, det er weekend!", "Men der er også fest!", "Ja, og jeg hjælper selvom det er weekend....!!". Så sagde hun ikke mere og jeg gjorde mig færdig, fik spist morgenmad og i den tid havde de andre ikke engang begyndt, så så meget stress på var der vist heller ikke.
Da de mange børn først var ankommet, var min opgave egentligt bare at sørge for at vide, hvor den lille var, for imellem alle de børn kan en lille tre-årig meget nemt blive væk. Så jeg ledte efter barn, samlede papir og slik op fra jorden, kom med nye forfriskninger og blev skudt ned et par gange af alt fra tennisbolde til fodbolde. Så jeg skulle bare ud af huset da det så blev aften, for efter en dag med omkring fyrre-halvtreds børn overalt, så gider man ikke mere. Derfor tog jeg om til en veninde, med en hel masse rester fra festen af, for børn gider åbenbart ikke at spise rissalat når der er pølser, chips og slik - så jeg stod for maden, og hun stod for et børnefrit miljø den aften.
Hun kunne dog fortælle noget spændende sladder den aften, som I da også lige skal have med:
En af de andre aupairpiger fra tyskland mødte i sidste uge en fyr på en café. Hun havde været sammen med sin kæreste i Tyskland igennem tre år, men nu, én uge efter hun mødte ham den anden, er hun smaskforelsket, har droppet sin kæreste i Tyskland og planlægger at tage sine studier i Frankrig så hun kan bo sammen med ham. Én uge kan gøre forskellen åbenbart. Hun skal desuden hjem om en uge.
Bare en lille, sjov, sladderhistorie om, hvor hurtigt tingene kan ændre sig. Selv synes jeg at tingene har ændret sig meget for mig på et år - for præcist ét år siden idag satte min far nemlig studenterhuen på mit hoved, efter religionseksamen om buddhisme - jeg har glemt stort set alt om religionen, men den efterfølgende uge står nu meget klart, selvom detaljerne er lidt slørede.
torsdag den 16. juni 2011
Front-opdatering
Lige en opdatering på børnefronten her: alt er nu ikke så omvendt mere, jeg fik næsten slag da jeg vækkede den mellemste i morges, så nu kan jeg bedre genkende hende. Den lille er blevet lidt nemmere, selvom han selvfølgeligt stadigvæk er farsyg - de første ord han sagde i morges var: "Er far her?", hvor jeg måtte skuffe ham og sige nej. Lidt værre var det dog for ham at indse, at vi var helt alene hjemme igår aftes. Da jeg forklarede ham det i bilen da vi kom hjem, fik han helt store øjne og jeg blev nødt til at hjælpe ham ud af bilen, hvor han til sidst bare gik op på sit værelse og lagde sig på gulvtæppet. Jeg lod ham være lidt alene, indtil han tog min hånd og bad mig om at læse en bog for ham. Vi havde dog en hyggelig aften, hvor vi spiste pasta og så Find Nemo - igen igen.
Dog forstår jeg godt, hvorfor han er blevet så farsyg, for hele sidste uge har været rent faktisk opført sig som, ja en far. Han afleverede den mindste på cykel, han tog pigerne med ud at spise og han spurgte sågar mig, om det ville gøre det nemmere for mig at hente en af børnene, og hvem. Det er en meget stor forskel i forhold til hans sædvanlige arrangement i sine børn, så jeg var meget imponeret - på trods af bivirkningen med farsygen.
Når det kommer til opdateringen på Malenefronten, så er jeg begyndt at tage mig selv i at vente. Det er ikke nogen god idé, for jeg venter på at komme hjem, jeg venter på at få svar fra Kolding og jeg venter på at kunne komme videre i mit liv - hvilket ikke er noget jeg kan fremskynde specielt meget.
Det gør jo så desværre, at jeg glemmer at nyde tiden hernede så det nu mest bare føles som et stand-by, som jeg venter på at få afsluttet.
Selvfølgeligt gør jeg ikke det med vilje, men det er meget nemt at falde i den fælde, når man har siddet på sit værelse en hel dag og bare er træt af det - og alligevel ikke kan tage sig sammen til så bare at gå ud.
Igår var det rigtigt slemt, så idag tog jeg mig heldigvis sammen, hvor jeg har været på stranden med Nina, indtil det gik fra at være solrigt med 28 grader, til sommeruvejr med lyn og torden. Så ud af huset kom jeg da idag - og det er faktisk en overvejende god dag må jeg sige.
Jeg har ikke så meget mere at fortælle - der sker åbenbart mindre end man lige skulle tro hernede!
Dog forstår jeg godt, hvorfor han er blevet så farsyg, for hele sidste uge har været rent faktisk opført sig som, ja en far. Han afleverede den mindste på cykel, han tog pigerne med ud at spise og han spurgte sågar mig, om det ville gøre det nemmere for mig at hente en af børnene, og hvem. Det er en meget stor forskel i forhold til hans sædvanlige arrangement i sine børn, så jeg var meget imponeret - på trods af bivirkningen med farsygen.
Når det kommer til opdateringen på Malenefronten, så er jeg begyndt at tage mig selv i at vente. Det er ikke nogen god idé, for jeg venter på at komme hjem, jeg venter på at få svar fra Kolding og jeg venter på at kunne komme videre i mit liv - hvilket ikke er noget jeg kan fremskynde specielt meget.
Det gør jo så desværre, at jeg glemmer at nyde tiden hernede så det nu mest bare føles som et stand-by, som jeg venter på at få afsluttet.
Selvfølgeligt gør jeg ikke det med vilje, men det er meget nemt at falde i den fælde, når man har siddet på sit værelse en hel dag og bare er træt af det - og alligevel ikke kan tage sig sammen til så bare at gå ud.
Igår var det rigtigt slemt, så idag tog jeg mig heldigvis sammen, hvor jeg har været på stranden med Nina, indtil det gik fra at være solrigt med 28 grader, til sommeruvejr med lyn og torden. Så ud af huset kom jeg da idag - og det er faktisk en overvejende god dag må jeg sige.
Jeg har ikke så meget mere at fortælle - der sker åbenbart mindre end man lige skulle tro hernede!
tirsdag den 14. juni 2011
Pinseweekend
Så fik jeg mig taget sammen til at skrive lidt, for den her weekend har været lang, og jeg kan slet ikke få ind i hovedet, at det allerede er hverdag igen. For mig gik weekenden nemlig igang klokken kvart over otte fredag aften.
Jeg hoppede nemlig på en bus imod lufthavnen, hvorfra der ville gå en bus imod Annecy. Problemet opstod bare da jeg skulle skifte, og så ikke havde set, at man skulle gå hen til det næste busstoppested. Så der stod Malene, fortvivlet og panikslagen, hvor jeg begyndte at tomle til alle dem, der kørte imod lufthavnen. Til sidst fik jeg stoppet en taxi, sjovt nok, og jeg fik takket ham så mange gange for at have stoppet, at han lige følte, at det var på sin plads at forklare, at jeg altså skulle betale for det. Hyggelig tur. Han satte mig af lige ved siden af min bus, som jeg hoppede glædestrålende ind i.
Det skal lige siges, at grunden til at jeg skulle til Annecy (som ligger 40 km væk) var, at der var en international animationsfilm festival, hvor man så kunne gå rundt i hele byen og se kort film og dets lige. Fredag aften var der animationsfilmen "How to train your dragon" på storskærm under åben himmel, så jeg ankom et kvarter inde i filmen, da jeg lige skulle checke ind på mit hostel inden.
Lørdagformiddag gik jeg så fra sal til sal i byen, (som er en meget smuk by, tag dertil!), og fik set nogle forestillinger - jeg fik kun set to ialt, men når de varer halvanden time, så har man ikke rigtigt tid til så mange flere.
Deriblandt var der tre danske kortfilm - en fra Anders Morgenthaler, og to fra animationsskolen i Viborg (the animation workshop).
Generelt var der bare en rigtig sjov stemning i salen når man sad der og ventede på at forestillingen kunne begynde, og selvom der var nogle meget underlige (og stødende) film ind i mellem, så var det en hammerfed oplevelse.
Om eftermiddagen kom min veninde Nina og sammen gik vi på jagt efter en sal, lidt udenfor byen - vi fandt den aldrig og buschaufføren grinede lidt af os, men vi havde det nu meget sjovt. Den anden ting vi ville have været ude at se, var under åben himmel også lidt længere ude af centrum, men da det ikke blev mørkt nok til at de satte den på, og vi skulle ind og se afslutningen og vinderen af best feature film i centrum, så tog vi også derfra uden at have set noget.
Det gjorde nu ikke så meget, for vi havde det ret sjovt, og vi fik snakket en hel masse i stedet for - og efter jeg havde fortalt hende om nogle af de film jeg havde set, var hun også lidt tilbageholden.
Dog nåede vi frem til åben himmel filmen, som viste sig at være le chat du rabbin, (rabbinerens kat), som går i biograferne nu hernede. Det var ret koldt udenfor, så vi frøs ret meget, men det var en meget sød film, om en kat der ville være jødisk og kunne tale, et russer der var jødisk og generelt skete der en masse underlige ting i Afrika hvor det foregik.
Nina havde en bil, så efter filmen kørte hun så mig hjem, hvilket jeg godt nok var lykkelig for, for ellers skulle jeg have været med en bus klokken syv om aftenen og havde misset filmen om aftenen.
Min søndag gik med at slappe af og lave ingenting hele dagen - meget hyggeligt og god opladning til turen om mandagen.
Igår, mandag, var Nina og jeg nemlig ude at vandre i bjergene. Vi gik helt op til la dôle, hvor der er den helt vilde stigning, og to timer af det. Jeg var i hvert fald godt træt bagefter, og jeg lovede mig selv, at det skulle jeg ikke hive mine forældre igennem når de kommer for at hente mig. Det var egentligt planen, at Nina skulle vise mig en lille tur, som jeg kunne tage mine forældre med på når de kom. Men efter at have brugt næsten fire timer på hele turen, så tror jeg at min konklusion bliver - nej. Dog har jeg en anden i tanke, som måske bliver lidt nemmere for dem.
Det var sådan set min pinse; nu er jeg træt og venter på næste weekend og derefter den næste, og en igen og weekenden efter den kommer mine forældre og henter mig. Tiden går da heldigvis hurtigt.
Jeg hoppede nemlig på en bus imod lufthavnen, hvorfra der ville gå en bus imod Annecy. Problemet opstod bare da jeg skulle skifte, og så ikke havde set, at man skulle gå hen til det næste busstoppested. Så der stod Malene, fortvivlet og panikslagen, hvor jeg begyndte at tomle til alle dem, der kørte imod lufthavnen. Til sidst fik jeg stoppet en taxi, sjovt nok, og jeg fik takket ham så mange gange for at have stoppet, at han lige følte, at det var på sin plads at forklare, at jeg altså skulle betale for det. Hyggelig tur. Han satte mig af lige ved siden af min bus, som jeg hoppede glædestrålende ind i.
Det skal lige siges, at grunden til at jeg skulle til Annecy (som ligger 40 km væk) var, at der var en international animationsfilm festival, hvor man så kunne gå rundt i hele byen og se kort film og dets lige. Fredag aften var der animationsfilmen "How to train your dragon" på storskærm under åben himmel, så jeg ankom et kvarter inde i filmen, da jeg lige skulle checke ind på mit hostel inden.
Lørdagformiddag gik jeg så fra sal til sal i byen, (som er en meget smuk by, tag dertil!), og fik set nogle forestillinger - jeg fik kun set to ialt, men når de varer halvanden time, så har man ikke rigtigt tid til så mange flere.
Deriblandt var der tre danske kortfilm - en fra Anders Morgenthaler, og to fra animationsskolen i Viborg (the animation workshop).
Generelt var der bare en rigtig sjov stemning i salen når man sad der og ventede på at forestillingen kunne begynde, og selvom der var nogle meget underlige (og stødende) film ind i mellem, så var det en hammerfed oplevelse.
Om eftermiddagen kom min veninde Nina og sammen gik vi på jagt efter en sal, lidt udenfor byen - vi fandt den aldrig og buschaufføren grinede lidt af os, men vi havde det nu meget sjovt. Den anden ting vi ville have været ude at se, var under åben himmel også lidt længere ude af centrum, men da det ikke blev mørkt nok til at de satte den på, og vi skulle ind og se afslutningen og vinderen af best feature film i centrum, så tog vi også derfra uden at have set noget.
Det gjorde nu ikke så meget, for vi havde det ret sjovt, og vi fik snakket en hel masse i stedet for - og efter jeg havde fortalt hende om nogle af de film jeg havde set, var hun også lidt tilbageholden.
Dog nåede vi frem til åben himmel filmen, som viste sig at være le chat du rabbin, (rabbinerens kat), som går i biograferne nu hernede. Det var ret koldt udenfor, så vi frøs ret meget, men det var en meget sød film, om en kat der ville være jødisk og kunne tale, et russer der var jødisk og generelt skete der en masse underlige ting i Afrika hvor det foregik.
Nina havde en bil, så efter filmen kørte hun så mig hjem, hvilket jeg godt nok var lykkelig for, for ellers skulle jeg have været med en bus klokken syv om aftenen og havde misset filmen om aftenen.
Min søndag gik med at slappe af og lave ingenting hele dagen - meget hyggeligt og god opladning til turen om mandagen.
Igår, mandag, var Nina og jeg nemlig ude at vandre i bjergene. Vi gik helt op til la dôle, hvor der er den helt vilde stigning, og to timer af det. Jeg var i hvert fald godt træt bagefter, og jeg lovede mig selv, at det skulle jeg ikke hive mine forældre igennem når de kommer for at hente mig. Det var egentligt planen, at Nina skulle vise mig en lille tur, som jeg kunne tage mine forældre med på når de kom. Men efter at have brugt næsten fire timer på hele turen, så tror jeg at min konklusion bliver - nej. Dog har jeg en anden i tanke, som måske bliver lidt nemmere for dem.
Det var sådan set min pinse; nu er jeg træt og venter på næste weekend og derefter den næste, og en igen og weekenden efter den kommer mine forældre og henter mig. Tiden går da heldigvis hurtigt.
onsdag den 8. juni 2011
Omvendt
Denne uge begyndte med at det var rigtigt varmt, men de sidste to dage har det stået ned i stænger, så det føles allerede dér, lidt omvendt og usædvanligt.
Det er dog mere børnene der er omvendte og forvirrende, selvom det ikke kun er skidt. Det begyndte sådan rigtigt igår, efter jeg hentede børnene om aftenen. Det var varmt fra morgenen af, så faren havde afleveret den lille på cykel, så helvede brød løs da det lige pludseligt var Malene der hentede ham om aftenen. Han begyndte at hyle, og han stoppede først for alvor klokken halv elleve om aftenen.
Han er nemlig begyndt at blive irriteret når der er noget der ikke lige går efter hans plan. Når det sker bryder han ud i gråd og hyler (ligesom en brandbil næsten), derudover vil han selvfølgeligt ikke lytte til noget man forklarer ham, og han slår og sparker, eller lægger sig ned på maven og slår i gulvet med knyttede hænder. En hel masse frustrationer løber således igennem min lille dreng, og det bedste middel imod det er, simpelthen at lade ham være.
Det forstår hans søstre bare ikke, så det tager altid en halv time for ham om at slappe af, så vi kan komme videre i programmet.
Så igår aftes, hvor jeg havde fået ham bakset ind i bilen, havde jeg en brandbil siddende på bagsædet, der bestemt ikke ville med ud og hente sin søster i skolen. Så med den faldende lyst til at slæbe en sparkende og hysterisk lille dreng med op i skolen, lod jeg ham for første gang blive i bilen helt alene. Det gik meget hurtigere og vi var tilbage tre minutter efter, hvor han stadigvæk sad og skreg.
Det viser sig så, at den midlertidige diagnose så hans problem er at han er farsyg, for her i morges skulle jeg bestemt ikke drømme om at hjælpe ham med at stå op - der gik brandbilen igang igen, denne gang med livsfarlige spark. Så jeg holdt lav profil.
Jeg ved godt, at det er fordi han er i den alder, hvor de ting der irriterer ham er lidt mere komplicerede, så han ved simpelthen ikke, hvordan han skal forklare eller løse dem, men vi havde lige gjort så meget fremskridt, og haft sådan en god periode sammen, så det ærgrer mig lidt.
Dog er der kommet et sært vendepunkt i den mellemstes opførsel. Igår fortalte hun mig (frivilligt) om hendes dag og hendes kæreste, og at hun havde lært at spille poker. Hun begyndte lige fra da vi gik ud imod bilen fra skolen af, hvor hun fortalte hvordan hun havde smadret en af drengene i poker, og hvor fedt det var; han havde bare satset ALT og så sad hun med spar es. Da vi så sad i bilen fortalte hun, at hendes kæreste (som havde droppet hende et par uger tidligere) havde fortrudt, fordi det bare havde været fordi en af hans venner ville have, at de skulle slå op med deres kærester på samme tid. Så nu er de sammen igen, og det var bare super skønt, og hun smilede over hele femøren da hun fortalte mig det - hvilket jo kun kan gøre en i godt humør!
Om aftenen sad vi sammen til alt for sent, hvor hun lærte mig at spille poker, hvor jeg selvfølgeligt vandt - hvorefter hun så til sidst beskyldte mig for at snyde. Det var faktisk rigtigt hyggeligt og hun var i rigtigt godt humør, hvilket ikke er så tit og når hun er det, er hun faktisk en rigtig sød pige; hun har bare en lettere led side også, som man desværre ikke helt kan komme udenom. Det vil jeg bare lige glemme nu, og så minde mig selv om hende jeg sad og spillede poker med, for vi fik snakket, grinet og jeg glemte helt at det blev så sent - så jeg faldt lidt ud af min sædvanlige rolle som hende der stopper alt sjov og håndhæver reglerne. Så jeg blev vel også helt omvendt kan man sige.
Så det har været lidt omvendt, og jeg glæder mig til at se, om resten af ugen også bliver sådan, for jeg kunne på den ene side godt undvære brandbilen, men hende den søde der spiller poker må gerne blive lidt endnu... Der er ikke andet for end at vente og se!
Det er dog mere børnene der er omvendte og forvirrende, selvom det ikke kun er skidt. Det begyndte sådan rigtigt igår, efter jeg hentede børnene om aftenen. Det var varmt fra morgenen af, så faren havde afleveret den lille på cykel, så helvede brød løs da det lige pludseligt var Malene der hentede ham om aftenen. Han begyndte at hyle, og han stoppede først for alvor klokken halv elleve om aftenen.
Han er nemlig begyndt at blive irriteret når der er noget der ikke lige går efter hans plan. Når det sker bryder han ud i gråd og hyler (ligesom en brandbil næsten), derudover vil han selvfølgeligt ikke lytte til noget man forklarer ham, og han slår og sparker, eller lægger sig ned på maven og slår i gulvet med knyttede hænder. En hel masse frustrationer løber således igennem min lille dreng, og det bedste middel imod det er, simpelthen at lade ham være.
Det forstår hans søstre bare ikke, så det tager altid en halv time for ham om at slappe af, så vi kan komme videre i programmet.
Så igår aftes, hvor jeg havde fået ham bakset ind i bilen, havde jeg en brandbil siddende på bagsædet, der bestemt ikke ville med ud og hente sin søster i skolen. Så med den faldende lyst til at slæbe en sparkende og hysterisk lille dreng med op i skolen, lod jeg ham for første gang blive i bilen helt alene. Det gik meget hurtigere og vi var tilbage tre minutter efter, hvor han stadigvæk sad og skreg.
Det viser sig så, at den midlertidige diagnose så hans problem er at han er farsyg, for her i morges skulle jeg bestemt ikke drømme om at hjælpe ham med at stå op - der gik brandbilen igang igen, denne gang med livsfarlige spark. Så jeg holdt lav profil.
Jeg ved godt, at det er fordi han er i den alder, hvor de ting der irriterer ham er lidt mere komplicerede, så han ved simpelthen ikke, hvordan han skal forklare eller løse dem, men vi havde lige gjort så meget fremskridt, og haft sådan en god periode sammen, så det ærgrer mig lidt.
Dog er der kommet et sært vendepunkt i den mellemstes opførsel. Igår fortalte hun mig (frivilligt) om hendes dag og hendes kæreste, og at hun havde lært at spille poker. Hun begyndte lige fra da vi gik ud imod bilen fra skolen af, hvor hun fortalte hvordan hun havde smadret en af drengene i poker, og hvor fedt det var; han havde bare satset ALT og så sad hun med spar es. Da vi så sad i bilen fortalte hun, at hendes kæreste (som havde droppet hende et par uger tidligere) havde fortrudt, fordi det bare havde været fordi en af hans venner ville have, at de skulle slå op med deres kærester på samme tid. Så nu er de sammen igen, og det var bare super skønt, og hun smilede over hele femøren da hun fortalte mig det - hvilket jo kun kan gøre en i godt humør!
Om aftenen sad vi sammen til alt for sent, hvor hun lærte mig at spille poker, hvor jeg selvfølgeligt vandt - hvorefter hun så til sidst beskyldte mig for at snyde. Det var faktisk rigtigt hyggeligt og hun var i rigtigt godt humør, hvilket ikke er så tit og når hun er det, er hun faktisk en rigtig sød pige; hun har bare en lettere led side også, som man desværre ikke helt kan komme udenom. Det vil jeg bare lige glemme nu, og så minde mig selv om hende jeg sad og spillede poker med, for vi fik snakket, grinet og jeg glemte helt at det blev så sent - så jeg faldt lidt ud af min sædvanlige rolle som hende der stopper alt sjov og håndhæver reglerne. Så jeg blev vel også helt omvendt kan man sige.
Så det har været lidt omvendt, og jeg glæder mig til at se, om resten af ugen også bliver sådan, for jeg kunne på den ene side godt undvære brandbilen, men hende den søde der spiller poker må gerne blive lidt endnu... Der er ikke andet for end at vente og se!
søndag den 5. juni 2011
Turen gik igen til Corrèze
Så hjemvendte jeg igår sen eftermiddag fra turen til Corrèze. Sidst jeg var der var efter en måned i Frankrig, så det var vel passende, at jeg vendte tilbage nu hvor jeg har en måned tilbage hernede. Når vi er i Corrèze besøger vi morens søster og hendes mand og deres to børn på ti og næsten tre år. Denne gang var det i anledning af kusinen på ti års communion.
Køreturen var ligeså lang som sidst, sjovt nok, selvom den lille mente, at han skulle pylre og skrige hele turen. Sent onsdag aften ankom vi så, hvor det første kusinen sagde til mig var: "Jeg kunne slet ikke genkende dig!!" og kiggede mistroisk på mig; piger på ti år kan bare ikke lide når man klipper sig korthåret!
Om torsdagen skulle vi så i kirke, da der var communion for kusinen. Det gik i store træk ud på, at børnene blev ført op til alteret af deres faddere, bærende på lys imens de sang om, hvordan Herren var deres fader og hvordan de vidste at han passer på dem. Børnene var i hvidt, også drengen (der var kun en), igennem hele gudtjenesten var der fokus på, hvordan de nu, for første gang efter deres dåb, bekræftede deres tro. Det gjorde de ved at synge, at læse tekster op fra Biblen og ellers sige trosbekendelsen og alle de ting katolikker nu gør.
Jeg kunne godt mærke, at jeg bestemt ikke er katolik - for jeg kunne ikke engang bevæge fingrede ordentligt fra panden til brystet og til skuldrene - jeg gjorde det vist spejlvendt. Så jeg holdt mig lidt i baggrunden med den lille og faren, hvor vi fik læst "Junglebogen" et par gange, og den lille fik også spurgt hans far midt i stilheden, hvorfor han havde skæg. Vi hyggede os.
Bagefter tog vi hjem til morens søster igen, hvor vi spiste godt hele eftermiddagen - det var mest en fest for de voksne, da børnene skiftede til normalt tøj og løb ud i haven for at lege. Vi var måske højst tyve mennesker, og der var kun to af dem jeg ikke kendte i forvejen, så det var meget sjovt. Desuden forstod jeg nu også hvad de sagde til mig, hvilket var ti gange sjovere. Ældre, franske mænd er dog lidt sjove, for jeg var "mademoiselle", "jolie coeur" og "ma belle" hele dagen, hvortil jeg bare smilede og sagde pænt nej tak til alle de glas vin og dets lige de tilbød mig. Mormoren var til sidst lidt chokeret over alle de ting jeg sagde nej tak til, og da jeg også sagde pænt nej tak til osten spurgte hun: "Jamen, hvad kan du GODT lide?" - hvortil jeg svarede smilende: "Normale ting?", for hvad skal man lige svare til det - hun grinte også, og jeg fik da uddybet, at jeg ikke havde så meget lyst til vinen, og at jeg ikke er den store ostespiser.
Generelt var det en hel del nemmere at kunne forstå hvad der blev sagt, grine med på jokes og kunne svare på mere komplicerede spørgsmål. Dog er jeg stadigvæk ikke helt god til franske ordspil, så de fik sig nogle grin på min bekostning - der blev helt stille, hvor de ventede på at jeg sagde imod, imens jeg slet ikke var med og bare sagde: "d'accord".
Det var faktisk en god tur; jeg nød hvordan jeg kunne lege med børnene uden at have ti andre ting jeg skulle have lavet, og det blev faktisk til mange gode øjeblikke på den måde. Jeg fik læst nogle bøger, med en tre-årig dreng under hver arm. Det var meget sjovt med de to drenge, for fætteren kunne bare ikke lide at låne sine ting ud, så der var mange nærkampe imellem dem. Først var det den røde fluesmækker, dernæst pistolen og til sidst flisbuen. Fætteren blev vred og skreg i et toneleje kun hunde kan høre, og den lille begyndte at tude og se helt ulykkelig ud. Sådan et kønt par! Som jeg sagde, så havde jeg mange gode øjeblikke med børnene, selvom jeg lige kom på et sidespor med deres uenigheder - selvom det nu også var meget sjovt. Jeg har fundet ud af, at når små børn snakker sammen, så er det næsten ligesom to mænd på en bar, ex:
"Neeej, det er ikke godt det der!"
"Jooooo!!!"
"Nej, stop med det!!"
"Lad være!!"
"Giv mig det!!"
Jeg brugte lang tid på bare at observere de to, for det var nu sjovt.
Pigerne legede udenfor, så det var når vi sad stille og roligt i sofaen, at vi alle sad og tegnede sammen, hvor de spurgte om jeg ikke kunne tegne en tegning til dem. Det var rigtigt hyggeligt, og kusinen fik da også sagt, at hvis jeg var hendes aupair, ville hun sætte mig til at tegne de ting hun ville have konstant. Jeg ved det ikke, men jeg tror, at det er meget godt at hun ikke har en aupair!
Nu når vi så er kommet hjem, har jeg taget det stille og roligt idag. Jeg sov længe og satte mig foran computeren, hvorefter den lille kom ind, og ville (som sædvanligt) erobre min bamse og lege i min seng. Først lagde han faktisk stille og roligt, hvor han næsten sov, dernæst hoppede han i sengen, hvorefter han ville tegne, hvor han så dikterede hvad jeg skulle tegne, hvor han så farvede dem. Da det blev kedeligt, hoppede han over på sengen, hvorfra han fortsatte med, at sige hvad jeg skulle tegne. Meget hyggeligt, og udfaldet blev denne tegning, hvor jeg er den lyserøde, og den lille er den røde farve:
- han kan godt lide hajer, som hedder requin på fransk, som han ikke kan finde ud af at udtale, hvilket har gjort, at det først var da vi så "Find Nemo", at jeg fandt ud af, hvad en haj egentligt hed.
Så nu er jeg klar til endnu en uge med mine herlige og besværlige børn, efterfulgt af en kommende weekend i Annecy, som jeg glæder mig rigtigt meget til!
Køreturen var ligeså lang som sidst, sjovt nok, selvom den lille mente, at han skulle pylre og skrige hele turen. Sent onsdag aften ankom vi så, hvor det første kusinen sagde til mig var: "Jeg kunne slet ikke genkende dig!!" og kiggede mistroisk på mig; piger på ti år kan bare ikke lide når man klipper sig korthåret!
Om torsdagen skulle vi så i kirke, da der var communion for kusinen. Det gik i store træk ud på, at børnene blev ført op til alteret af deres faddere, bærende på lys imens de sang om, hvordan Herren var deres fader og hvordan de vidste at han passer på dem. Børnene var i hvidt, også drengen (der var kun en), igennem hele gudtjenesten var der fokus på, hvordan de nu, for første gang efter deres dåb, bekræftede deres tro. Det gjorde de ved at synge, at læse tekster op fra Biblen og ellers sige trosbekendelsen og alle de ting katolikker nu gør.
Jeg kunne godt mærke, at jeg bestemt ikke er katolik - for jeg kunne ikke engang bevæge fingrede ordentligt fra panden til brystet og til skuldrene - jeg gjorde det vist spejlvendt. Så jeg holdt mig lidt i baggrunden med den lille og faren, hvor vi fik læst "Junglebogen" et par gange, og den lille fik også spurgt hans far midt i stilheden, hvorfor han havde skæg. Vi hyggede os.
Bagefter tog vi hjem til morens søster igen, hvor vi spiste godt hele eftermiddagen - det var mest en fest for de voksne, da børnene skiftede til normalt tøj og løb ud i haven for at lege. Vi var måske højst tyve mennesker, og der var kun to af dem jeg ikke kendte i forvejen, så det var meget sjovt. Desuden forstod jeg nu også hvad de sagde til mig, hvilket var ti gange sjovere. Ældre, franske mænd er dog lidt sjove, for jeg var "mademoiselle", "jolie coeur" og "ma belle" hele dagen, hvortil jeg bare smilede og sagde pænt nej tak til alle de glas vin og dets lige de tilbød mig. Mormoren var til sidst lidt chokeret over alle de ting jeg sagde nej tak til, og da jeg også sagde pænt nej tak til osten spurgte hun: "Jamen, hvad kan du GODT lide?" - hvortil jeg svarede smilende: "Normale ting?", for hvad skal man lige svare til det - hun grinte også, og jeg fik da uddybet, at jeg ikke havde så meget lyst til vinen, og at jeg ikke er den store ostespiser.
Generelt var det en hel del nemmere at kunne forstå hvad der blev sagt, grine med på jokes og kunne svare på mere komplicerede spørgsmål. Dog er jeg stadigvæk ikke helt god til franske ordspil, så de fik sig nogle grin på min bekostning - der blev helt stille, hvor de ventede på at jeg sagde imod, imens jeg slet ikke var med og bare sagde: "d'accord".
Det var faktisk en god tur; jeg nød hvordan jeg kunne lege med børnene uden at have ti andre ting jeg skulle have lavet, og det blev faktisk til mange gode øjeblikke på den måde. Jeg fik læst nogle bøger, med en tre-årig dreng under hver arm. Det var meget sjovt med de to drenge, for fætteren kunne bare ikke lide at låne sine ting ud, så der var mange nærkampe imellem dem. Først var det den røde fluesmækker, dernæst pistolen og til sidst flisbuen. Fætteren blev vred og skreg i et toneleje kun hunde kan høre, og den lille begyndte at tude og se helt ulykkelig ud. Sådan et kønt par! Som jeg sagde, så havde jeg mange gode øjeblikke med børnene, selvom jeg lige kom på et sidespor med deres uenigheder - selvom det nu også var meget sjovt. Jeg har fundet ud af, at når små børn snakker sammen, så er det næsten ligesom to mænd på en bar, ex:
"Neeej, det er ikke godt det der!"
"Jooooo!!!"
"Nej, stop med det!!"
"Lad være!!"
"Giv mig det!!"
Jeg brugte lang tid på bare at observere de to, for det var nu sjovt.
Pigerne legede udenfor, så det var når vi sad stille og roligt i sofaen, at vi alle sad og tegnede sammen, hvor de spurgte om jeg ikke kunne tegne en tegning til dem. Det var rigtigt hyggeligt, og kusinen fik da også sagt, at hvis jeg var hendes aupair, ville hun sætte mig til at tegne de ting hun ville have konstant. Jeg ved det ikke, men jeg tror, at det er meget godt at hun ikke har en aupair!
Nu når vi så er kommet hjem, har jeg taget det stille og roligt idag. Jeg sov længe og satte mig foran computeren, hvorefter den lille kom ind, og ville (som sædvanligt) erobre min bamse og lege i min seng. Først lagde han faktisk stille og roligt, hvor han næsten sov, dernæst hoppede han i sengen, hvorefter han ville tegne, hvor han så dikterede hvad jeg skulle tegne, hvor han så farvede dem. Da det blev kedeligt, hoppede han over på sengen, hvorfra han fortsatte med, at sige hvad jeg skulle tegne. Meget hyggeligt, og udfaldet blev denne tegning, hvor jeg er den lyserøde, og den lille er den røde farve:
- han kan godt lide hajer, som hedder requin på fransk, som han ikke kan finde ud af at udtale, hvilket har gjort, at det først var da vi så "Find Nemo", at jeg fandt ud af, hvad en haj egentligt hed.
Så nu er jeg klar til endnu en uge med mine herlige og besværlige børn, efterfulgt af en kommende weekend i Annecy, som jeg glæder mig rigtigt meget til!
onsdag den 1. juni 2011
Dilemmaer
Ja, mine dilemmaer er løst nu, men det var en masse forvirring for mig i hvert fald!
Mandag morgen da jeg gik op i køkkenet lå kalenderen nemlig fremme, og det var dér det første dilemma begyndte. De havde lagt børnefødselsdagen for den mindste d. 11. juni, og afskedsfesteden (de flytter jo til Paris efter sommerferien) for pigerne d. 12. juni. Der gik Malene lidt i panik, for jeg vidste, at moren gerne ville have at jeg skulle hjælpe til børnefødselsdagen - og lige præcist dén weekend er der animationsfilm festival i Annecy. Det er noget jeg har planlagt i flere måneder og som jeg glæder mig rigtigt meget til, så jeg gik sådan og håbede, at der ville ske nogle ændringer.
Senere den formiddag spurgte faren mig, om moren havde sagt, at jeg er velkommen til at tage med dem til Correze fra onsdag (idag) til søndag. Det havde hun ikke, og jeg blev spurgt mandag to dage før afgang. Mit umiddelbare svar var: øøøh, lad mig lige tænke over det! - for jeg havde virkeligt ikke lyst.
Så mandag stod jeg der med de to ting. Min mor rådede mig til at tage med til Correze, selvom jeg virkeligt ikke havde lyst - turen indebærer nemlig kusinens communion (katolsk præ-konfirmation ritual), og en masse børn overalt, for ikke at snakke om over hundrede kindkys til en masse familiemedlemmer. Desuden havde jeg forberedt mig mentalt på nogle rolige dage, alene herhjemme.
Jeg var stadigvæk ikke overbevist, men da jeg så den mail moren havde sendt til mig omkring emnet, fik min dårlige samvittighed og min mors råd overbevist mig om, at det blev jeg nødt til. Moren havde nemlig skrevet, at det kunne være hyggeligt, hvis jeg tog med, og at det jo ikke er så lang tid tilbage. Det er jo sandt, tænkte jeg, og tog en dyb indånding og svarede, at jeg da gerne ville med.
Det andet dilemma løste sig samme aften - mange af den ældstes veninder kunne ikke komme d. 12., så hun snakkede ikke om andet hele aftenen end, at det skulle ændres til weekenden efter. På den måde kan den lilles fødselsdag rykkes til d. 12., hvor festvallen er slut. Så det var jo fint, for jeg skal og må med til den festival!!
Så nu skal jeg så til at pakke min taske, for at tage med til Correze. Den mellemste giver mig stadigvæk konstante problemer, fordi hun nægter at gøre alt hvad jeg siger, og det alene giver mig endnu mindre lyst til at tage afsted på en biltur på 6 timer sammen med dem. Igår sagde hun direkte, til hendes lærer, at jeg alligevel ikke laver noget, så hun behøvede ikke at hjælpe mig. I en situation hvor jeg havde en træt og pylret tre-årig på armen, og havde lige væltet en stol da jeg samlede hendes taske op, da hun ikke selv ville bære den. Desuden spillede hun Nintendo DS hele aftenen, og da klokken var ni, og hun skulle i seng, ville hun til at læse på hendes lektier. Jeg sagde nej, og fik flabede kommentarer. I morges kunne hun ikke stå op, og da klokken var halv otte, gik jeg op for at kigge til hende, for at finde hende liggende i sengen, lysvågen med korslagte arme, hvor hun ikke gad at stå op. Hun lod ikke engang som om hun sov, det var bare fordi hun ville provokere.
Det er ikke altid sjovt med hende den mellemste, og jeg kunne ærligt talt godt trænge til en pause; men på den anden side er der ikke lang tid til, at det hele er slut, så det bedste er jo nok at tage afsted. Hvem ved, måske vil det blive meget hyggeligt trods alt.
Mandag morgen da jeg gik op i køkkenet lå kalenderen nemlig fremme, og det var dér det første dilemma begyndte. De havde lagt børnefødselsdagen for den mindste d. 11. juni, og afskedsfesteden (de flytter jo til Paris efter sommerferien) for pigerne d. 12. juni. Der gik Malene lidt i panik, for jeg vidste, at moren gerne ville have at jeg skulle hjælpe til børnefødselsdagen - og lige præcist dén weekend er der animationsfilm festival i Annecy. Det er noget jeg har planlagt i flere måneder og som jeg glæder mig rigtigt meget til, så jeg gik sådan og håbede, at der ville ske nogle ændringer.
Senere den formiddag spurgte faren mig, om moren havde sagt, at jeg er velkommen til at tage med dem til Correze fra onsdag (idag) til søndag. Det havde hun ikke, og jeg blev spurgt mandag to dage før afgang. Mit umiddelbare svar var: øøøh, lad mig lige tænke over det! - for jeg havde virkeligt ikke lyst.
Så mandag stod jeg der med de to ting. Min mor rådede mig til at tage med til Correze, selvom jeg virkeligt ikke havde lyst - turen indebærer nemlig kusinens communion (katolsk præ-konfirmation ritual), og en masse børn overalt, for ikke at snakke om over hundrede kindkys til en masse familiemedlemmer. Desuden havde jeg forberedt mig mentalt på nogle rolige dage, alene herhjemme.
Jeg var stadigvæk ikke overbevist, men da jeg så den mail moren havde sendt til mig omkring emnet, fik min dårlige samvittighed og min mors råd overbevist mig om, at det blev jeg nødt til. Moren havde nemlig skrevet, at det kunne være hyggeligt, hvis jeg tog med, og at det jo ikke er så lang tid tilbage. Det er jo sandt, tænkte jeg, og tog en dyb indånding og svarede, at jeg da gerne ville med.
Det andet dilemma løste sig samme aften - mange af den ældstes veninder kunne ikke komme d. 12., så hun snakkede ikke om andet hele aftenen end, at det skulle ændres til weekenden efter. På den måde kan den lilles fødselsdag rykkes til d. 12., hvor festvallen er slut. Så det var jo fint, for jeg skal og må med til den festival!!
Så nu skal jeg så til at pakke min taske, for at tage med til Correze. Den mellemste giver mig stadigvæk konstante problemer, fordi hun nægter at gøre alt hvad jeg siger, og det alene giver mig endnu mindre lyst til at tage afsted på en biltur på 6 timer sammen med dem. Igår sagde hun direkte, til hendes lærer, at jeg alligevel ikke laver noget, så hun behøvede ikke at hjælpe mig. I en situation hvor jeg havde en træt og pylret tre-årig på armen, og havde lige væltet en stol da jeg samlede hendes taske op, da hun ikke selv ville bære den. Desuden spillede hun Nintendo DS hele aftenen, og da klokken var ni, og hun skulle i seng, ville hun til at læse på hendes lektier. Jeg sagde nej, og fik flabede kommentarer. I morges kunne hun ikke stå op, og da klokken var halv otte, gik jeg op for at kigge til hende, for at finde hende liggende i sengen, lysvågen med korslagte arme, hvor hun ikke gad at stå op. Hun lod ikke engang som om hun sov, det var bare fordi hun ville provokere.
Det er ikke altid sjovt med hende den mellemste, og jeg kunne ærligt talt godt trænge til en pause; men på den anden side er der ikke lang tid til, at det hele er slut, så det bedste er jo nok at tage afsted. Hvem ved, måske vil det blive meget hyggeligt trods alt.
Abonner på:
Opslag (Atom)