Vand

Jeg har fået vand på hjernen - eller i hvert fald for næste de otte dages tid, og jeg nyder det.

Når jeg siger at jeg har fået vand på hjernen, er det fordi hjemmeopgaven fra Designskolen Kolding blev offentliggjort igår, og temaet er ja, vand. Jeg er meget positivt overrasket og allerede nu har jeg en konkret idé til, hvad mit produkt skal være. Dog er forberedelserne og processen ligeså interessant - man skal også vedlægge alt sit forarbejde (der rent faktisk skal fylde mere end selve produktet; som med matematik!), for at vise hvordan man arbejder med opgaven og udvikler sine idéer. Det betyder for mig, at jeg ikke har følelsen af, at jeg laver det samme hele tiden, hvilket bare er fantastisk inspirerende. Jeg er tæt på at sige, at processen inspirerer mig ligeså meget som idéen - hvilket gør arbejdet en leg.

Igår arbejdede jeg med det udenfor i et par timer. Jeg siger jer, jeg sad i bagende sol, 20 graders varme i læ fra den kølige forårsvind - det var fantastisk at kunne sidde med bare ben og arme og overveje om man burde smide t-shirten så man kunne sidde i top og lege sommer. Så jeg har allerede fået årets første kulør på armene især er der en lidt anden glød - skønt! Så idag, efter jeg har været til frisøren, vil jeg sætte mig derud igen og arbejde videre - da der skulle komme regn imorgen.

Generelt er alt meget positivt for tiden - hvis man lige ser bort fra skuffelsen fra i onsdags - da solen giver en helt anden energi. Jeg nyder at gå ture jeg aldrig nogensinde har fået taget mig sammen til at gå (turen rundt om søen i Divonne er absolut fantastisk!) og jeg føler mig "cool" når jeg henter pigerne i den æblegrønne Peugeot 307 iført store solbriller og med Lady Gaga CD'en højt spillende - det skal lige siges, at det er den ældstes CD, som afløste min* John Lennon CD der kørte i bilen i fire måneder (indtil moren tvang os til at skifte...).

Solen påvirker mig også på andre måder - jeg vågede klokken kvart over syv i morges. Jeg lagde mig selvfølgeligt til at sove igen, og vågnede efter hvad der føltes som i hvert fald halvanden time. Hvilket så var en halv time. Klokken otte gav jeg kampen op og stod op. Det skal lige siges at det er LØRDAG og jeg ikke kan huske en lørdag, hvor jeg har været helt frisk og klar til dagen klokken otte.

Så nu er jeg klar til weekenden og til at alle mine underlige idéer kommer ned på papiret.

*Eller min lillebrors John Lennon CD...

C'est la vie

Det er efterhånden en vending jeg bruger ofte synes jeg.

Når børnene brokker sig (den mellemste brokker sig især over, at hendes lillebror får lov til at spise pasta når hun bare skal spise pizza eller kylling til aftensmad), når de ikke vil lytte og når der opstår andre trælse situationer, så er der ikke så meget andet at sige til det, end "sådan er livet" eller oftere "Sådan er det".
Jeg talte med moren den anden dag, om at de jo nu begyndte at søge en aupair til næste år. Jeg spurgte om de så søgte udelukkende tyskere (alle deres tidligere aupairs har jo været tyskere/tysktalende) eller om der var åbnet en mulighed for danskere. Hun svarede, at der ikke er nogen forskel på, om man har en tysk eller dansk aupair, men at det er nemmere at finde en tysker, da der er så utroligt mange der gerne vil være aupair, hvilket jo også er grunden til, at alle de andre aupairs jeg møder hernede er tyskere. Pointen var dog, at hun så sagde, at hun godt vidste, at det ikke havde været så nemt for mig her i år - pigerne er kommet i en svær alder, der er meget tvivl i familien, og mange diskussioner indbyrdes. Jeg svarede bare, at jeg ved hvor svært det er til tider i en familie og alle de svære ting der er, gør at jeg vokser med opgaven; og at jeg er rigtigt glad for at være her - selvom pigerne er trælse og selvom alt ikke er lige godt organiseret altid. "C'est la vie".
Jeg har ikke så tit muligheden for at snakke med moren, da hun arbejder som en gal, og befinder sig halvdelen af ugen i Paris, men når det er, er det rigtigt rart og vi får altid en god samtale ud af det.

Andre ting der så ikke er helt så nemme at acceptere og komme over, er når livet bare er bittert. Igår fik jeg brev fra animationsskolen, hvor der stod at jeg ikke er inviteret til optagelsesprøve, det vil sige at jeg ikke er blevet optaget. Det var så bittert at måtte sluge den information, og derefter gå og lave frokost.
Fra morgenen af havde Mathias modtaget sit brev, med den gode nyhed om, at han var blevet inviteret til optagelsesprøven - så jeg vidste at derhjemme lå mit brev, med mit svar, som jeg ikke kunne få fat i. Så jeg ventede til klokken halv et, hvor mor var kommet hjem, og så fik jeg så nyheden over skype. Det var så surt, og jeg fik øjeblikkeligt følelsen af, at de tre måneders arbejde med portfolioen, bare slet ikke havde været det værd. Dog ved jeg jo godt, at det ikke nødvendigvis er fordi jeg tegner dårligt, men fordi der er mange andre der tegner bedre - men selvom man også på forhånd har forberedt sig mentalt på, at der er en stor chance for, at man ikke bliver kaldt til prøven, er man stadigvæk skuffet.
Dog hjælper det, underligt nok, at sige det. Jeg klarede den ikke. Sådan er det. Da jeg fortalte pigerne det, udbrød de vredt: "HVAD?! Jamen det er ikke muligt!! - Du tegner hele tiden - du er så god til at tegne!!!", hvilket var rart og sødt at høre, hvor jeg så forklarede dem, hvorfor jeg troede at det ikke gik, og at det var sådan det var. Senere skrev jeg det også det moren i en mail (også fordi jeg skulle spørge om telefonnummeret til frisøren som hun havde glemt at give mig), der lige har svaret med en lang og rigtig sød besked om, at de er idioter, og at jeg ikke må miste modet, da jeg er en sand kunstner - og at for at muntre mig op, vil hun give mig klippet hos frisøren. Sådan! - Jeg havde ikke regnet med den reaktion, men det varmede rigtigt meget, og jeg skyndte mig at ringe og få lavet en aftale ved frisøren.
Den sidste reaktion var fra faren der sagde at det da var træls og spurgte, hvad jeg så ville gøre nu.

Min anden prioritet på KOT-skemaet er Illustration på Designskolen Kolding, hvortil man også skal lave en hjemmeopgave. Opgaven bliver offentliggjort imorgen, hvorefter jeg har til d. 8. april for at løse den. De tidligere opgaver (man kan se eksempler på skolens hjemmeside) har været brede emner, hvor man så skal komme op med et selvstændigt design til. Jeg glæder mig rigtigt meget til at komme igang med det, jeg tror at det nok skal blive rigtigt godt og sjovt at lave.

Så status er lidt nu, at jeg prøver på at komme videre og sige til mig selv, at sådan er det; det er ikke værd at spilde for meget energi på, jeg kendte til vilkårene fra begyndelsen af. Nu koncentrerer jeg mig om hjemmeopgave til skolen i Kolding, hvis jeg gør mit bedste, kan jeg ikke gøre det meget bedre end det.

Igen vil jeg sige: "C'est la vie" og komme igang med at hænge vasketøjet op udenfor i det dejlige solskinsvejr.

Dinoer og kærlighed

Da jeg var de der ti elleve år, som pigerne er nu, der var jeg lidt en anden type end dem. Personligt var jeg hende de nok ville referere til som "nul!" der klarede sig godt i skolen, og ikke havde mange venner, som man skal have i følge den ældste. 

Hver aften, når deres forældre ikke spiser med, sidder pigerne indbyrdes og diskuterer hvem der kender hvem, om de er fra de højere klasser, og om hvem der er kærester med hvem. Den ældste er især god til at virke nedladende overfor sin søster, der efter hendes mening, ikke kender nogle der er værd at kende. Helt langt ude, når man tænker på, at de er ti og elleve år gamle. Rent faktisk var det typen som den ældste er, der fik mig til at gå sjette klasse om, men dog har jeg idéen om, at hun ikke er helt ligesådan - håber jeg da. 

Jeg har i hvert fald talt hende fra, at tage mascara på, og jeg fortæller hende hvor nedern det er at have højhælede sko på, hver gang hun siger: "Alle dem i 9. klasse går med højhælede i skole!" - så jeg gør da hvad jeg kan.

Noget der faktisk er helt normalt for den alder er, at have en "kæreste", og rigtigt interessere sig for drenge, der ikke længere er ulækre og klamme. Det vil så sige, at i denne uge har de begge fået sig en kæreste. I onsdags kom den ældste hjem, og hendes søster spurgte: "Nå?" hvortil svaret var: "Ja", og søsteren udbrød: "Hun har kysset en dreng!!!" - det skete efter et par dages sms'er frem og tilbage, som ivrigt blev vist frem i bilen på vej hjem fra skole. Dagen efter satte den mellemste sig så lykkeligt ind i bilen da jeg hentede hende, da det viste sig, at hun var forelsket i en dreng, hun skal til fødselsdagsfest/pyjamasparty hos i aften. Hun storsmilede hele dagen, men hun blev så til gengæld vred, da hendes søster ikke udviste samme begejstring. 

Hvilket da også var rigtigt, den ældste var direkte muggen og tvær - jeg kunne forestille mig, at hun var irriteret over, at hendes søster tog "fokus" væk fra hende. 

Alt dette fortæller jeg, fordi jeg egentligt ikke er en del af det - jeg observerer bare, for jeg har ikke en søster, og jeg har aldrig haft nogen at rivalisere med på den måde, eller at leve op til med at være sej, eller lignende, så jeg kan slet ikke relatere til det. Det er jeg overvejende glad for nu - det virker til at være belastende at skulle leve op til en storesøster, der er åh så populær, og have en lillesøster der gør det samme som en selv, og måske bedre. 

Til gengæld tager jeg mig jo også mest af den lille, som overrasker mig hver dag. Igår da jeg hentede ham, sagde han, at han ville vise mig dinosaurerne han havde set med dagplejemoren tidligere. Jeg tænkte: "okay, jeg har også set alle plakaterne, der hænger overalt for dinosaur-showet, det tager ingen tid!" - og jeg fulgte med ham. Da den første plakat kom, og jeg sagde: "neeej, dinosaurer!", kiggede han underligt på mig og sagde, at det ikke var der. Det viste sig, at hundrede meter længere henne stod lastbilerne fra showet parkeret, hvorpå der var malet store dinosaurer og der stod endda en stor model frit, hamret fast på en vogn. Så vi fik rigtigt aede dinosaurer, både den "rigtige" og dem på lastbilerne op til flere gange - de var rigtigt farlige og onde - men nogle af dem var søde! 

Jeg var helt overrasket over, at der rent faktisk var dinosaurer, og den lille var så glad - det var rigtigt sjovt, og bagefter aede vi også et par geder der stod tøjret på en mark ved siden af. Jeg havde helt glemt hvor meget små børn elsker dyr - jeg var faktisk lidt bange for gederne, så det var ham der sagde: "Se, der sker slet ikke noget!" 

Så man kan roligt sige, at det går godt med børnene, de er som de plejer, men den lille er blevet lidt gladere for mig, og pigerne er vel som de hele tiden har været - søde, men til tider stride, som piger i den alder jo er. 

Jeg har i hvert fald noget at se til, hvilket da er godt nok!

Strømpestrikning

Jeg er faktisk nået langt med strømpen, er lige kommet over hælen, og det ser faktisk ikke helt dumt ud - selvom jeg måtte lave kilen om et par gange. Jeg har aldrig nogensinde strikket strømper, men på trods af det, går det nu meget godt, og sådan er det også med mange andre ting her.

Familien sætter mig ofte i situationer jeg generelt synes er ubehagelige - selvom det er ganske almindelige ting, som at gå ind i en butik og spørge om noget. Det er sådan nogle dumme ting, jeg altid har syntes var akavede og trælse, fordi jeg ikke kan planlægge hvad de vil sige, og hvad der vil ske. Så nu bliver jeg kastet ud i situationerne og jeg kan ikke undgå dem.

Før ferien bad faren mig en morgen om, at tage bilen hen til automekanikeren, så han kunne se skaderne på bilen og bedømme et beløb på reparationerne. Det skulle helst gøres tidligt, da mekanikeren havde tralvt, hvilket satte panik i mig - jeg skal tage mod til mig og overveje vel hvad jeg skal sige og så videre, inden jeg tør gøre sådan nogle ting, og nu havde jeg mindre end en time til det. Da det så var tid, tog jeg en kæmpe omvej derhen, kørte forbi stedet med vilje, for at holde hjemme i indkørslen i ti min for at tage mig sammen (det ligger lige ved siden af hvor vi bor). Til sidst tog jeg mig så sammen og tog derhen.
Mekanikeren så mig, spurgte: "Peugeot der er helt smadret?", jeg sagde ja, og han tog et kig, sagde: "Okay, jeg ringer til jer senere!" og så var han væk. Det tog to minutter, maximum.
Det er det jeg mener, jeg har ikke grund til at være bange eller nervøs over dumme ting som der skal gøres, og selvom jeg ved det, irriterer det mig hver gang.

For eksempel skulle den lille til lægen her i tirsdags, da han hoster rigtigt meget, og faren anede ikke hvad han skulle give ham. Det ville så sige, at det var mig, der skulle tage ham til lægen om eftermiddagen, og jeg vidste hverken hvor det var, eller hvordan man lige gør. Så jeg satte en masse tanker i hovedet, om hvad jeg skulle sige og hvordan det ville gå, hvortil det egentligt var ti gange mere simpelt end hvad jeg havde forestillet mig. Der var ingen receptionist man skulle snakke med først, bare en venteværelse, hvor vi så til gengæld ventede i tre kvarter. Lægen var flink, han kiggede i mund og hals og ører og alt hvad læger nu gør, og så satte vi os, hvor han skrev fire fem medikamenter op, og forklarede, hvad der skulle gives hvornår og hvorfor og at den lille har en "otite" i venstre øre. Jeg havde ingen idé om hvad det var, men antibiotika var vigtigt og øredråber også. Så jeg skulle hente medicin på apoteket, hvilket heller ikke er sjovt, når man ikke aner hvordan det foregår, men det gik (igen) helt fint, og nu giver jeg den lille en hel masse medicin hver morgen og aften, hvilket også er nyt. Dog skal det siges, at min ordbog var så venlig at fortælle mig, at det er ørebetændelse han har, så nu ved jeg også hvad jeg giver medicin for. Desuden giver jeg ham også hostesaft for hosten, så der er meget der skal huskes.

På den måde er der hele tiden nogle nye situationer, som jeg skal tage mig sammen hver eneste gang for at gøre, men pointen er, at for et halv års tid siden ville jeg bare have udsat det eller undgået at gøre det hvis muligt. Så jeg synes at det giver en anden form for selvtillid at vide, at selvom det er svært, træls og på fransk så kan jeg godt gøre det, og verden går ikke under. Det skal dog siges, at jeg da stadigvæk kan være nervøs i nogle situationer, men det går frem ad; jeg er for eksempel ikke længere nervøs når jeg skal til skrædderen for at hente eller aflevere tøj. Det er blevet "normalt" kan man sige.

Men nu håber jeg bare at jeg også kan finde ud af at afslutte strømpen, og få lavet dens partner, så jeg ikke ser fuldkomment dumt ud med kun én strømpe når jeg bliver udsat for dumme situationer.

Efter et stykke tid

Så vendte jeg frygteligt tilbage på bloggen! - jeg er færdig med portfolioen (www.mmhportfolio.blogspot.com) og jeg har da en smule at fortælle siden sidst.

Nu er hverdagen begyndt efter skolernes to uger lange vinterferie, hvor pigerne i den første uge var på ferie ved deres familie. Det betød at Mathias da lige kunne aflægge mig et bette besøg på fem dage. Det var rigtigt dejligt at se ham igen og selvom vi faktisk ikke lavede det store, så hyggede vi os og nød hinandens selskab. Det var bare rigtigt underligt at sætte ham af i lufthavnen, da vi ikke har planlagt om han skal herned igen inden juli. Der må vi jo vente og se hvad der sker.

I dagene op til lørdagen (d. 5. marts), tegnede jeg som en gal, udfyldte KOT-ansøgninger (koordineret tilmelding) og planlagde hvad jeg skulle have tegnet på skiferien. Jeg var helt enormt stresset; jeg formåede at brænde maden på, hente den mindste for sent og ellers bare være totalt forvirret midt i forældrenes stress over pakningen til ferien.

Da lørdagen så kom, fik jeg sendt ansøgningerne til mine forældre (så de kunne sende dem i rette tid) og så var det afsted på skiferie med en proppet bil. Heldigvis er det en syv-sæders bil, så den ene af pigerne sad omme bagi. Med fødderne hvilende på store tasker og siddende fast i kø i seks timer, nåede vi frem til Val d'Isère. Dog var turen op ad bjergene ikke uden problemer - mindre end fem km inden vi havde nået distinationen formåede de to mindste at brække sig - og det værste var, at den mindste ikke vidste hvordan, så han forsøgte at sluge det i stedet for at spytte det ud. Det skabte lidt kaos, men det er hvad der sker, når man ser film imens man kører i bjergene.

Val d'Isère har ry for at være en af de dyreste skisportssteder i alperne, og med god grund. Det er vanvittigt flot overalt, det er virkeligt klasse - selvom vi havde en lille bitte lejlighed så var bare udsigten over byen og pisterne fantastisk; og efter at have gået 500 meter, var man på pisten. Desuden kalder man også Val d'Isère for "l'Espace Killy" - Killy-området, da tidligere verdensmester i skiløb, Jean-Claude Killy, var opvokset i området.

Mine dage gik med at tegne, forberede middagen og rydde op om formiddagen, hvor den lille stod på ski med sine forældre, og eftermiddagen på klokken halv tre at følge den lille i børnehave hvorefter jeg kunne stå en smule på ski - nogle dage mere end andre. Det passede mig rigtigt godt - jeg manglede tolv tegninger til portfolioen da jeg tog afsted, og efter fem af dagene var de lavede.

Det var faktisk rart at der ikke var noget til at distrahere - ingen computer, ingen venner på mobilen og ikke noget der var værd at se i tv'et - på den måde fik jeg tegnet koncentreret, uden diverse overspringshandlinger.

Generelt var det en rigtig lækkert ski/tegneferie; jeg var afslappet, og omgivelserne var helt utroligt smukke. Bare det at gå ned og handle om morgenen i den lokale Spar, var imponerende, da selve butikken var dekoreret så det passede ind i byens bjergtema, hvis man kan sige det.

Nu er jeg så vendt tilbage og tilbage til hverdagen, som ser ud til at blive en lille smule lysere - der er i hvert fald dejligt lyst om morgenen, hvilket jeg fortalte glædestrålende børnene da jeg vækkede dem igår - de virkede nu ikke så glade for det, da det betød at de skulle op OG havde solen i øjnene. Jeg er dog rigtig positiv, alt virker lidt nemmere når portfolioarbejdet ikke længere hænger over hovedet på mig, og jeg er gået igang med at strikke strømper af det garn jeg fik i adventsgave dengang for lang tid siden i julen.

Man har virkeligt brug for at lave noget andet efter så lang tid med en blyant klistret fast til hånden - dog forhindrer det mig stadigvæk ikke i at tegne i fransktimerne i stedet for at følge med.