Fødselsdagsweekend

Ja, nu var det min fødselsdag i fredags og jeg vil først og fremmest sige, at det var en rigtig god dag, med dejlige gaver (mange tusinde gange tak) og tak til alle dem hjemme fra Danmark der fik ønsket mig tillykke!

Det første jeg gjorde fra morgenen af, var at tage et langt bad og hoppe på skype med min familie. Mange tak til Markus, der ret uventet også var dukket op på skærmen klokken halv syv sammen med de gamle. Sammen med dem åbnede jeg så mine gaver, og med mit nye kamera, tog jeg så et fødselsdagsbillede med hele familien; det er bare ikke det samme på den måde!

Dagen den fortsatte rigtigt godt, jeg klædte mig på i rød og hvidt og da det jo også er mig der klæder den mindste på, blev det da også i rødt og hvidt, hvorfor ikke?
Om aftenen spiste jeg sammen med familien, hvor det første faren spurgte om var, om der var foregået en dansk invasion. Jeg kiggede over på det almindelig, fødselsdagsdækkede bord, hvor det først da gik op for mig, at franskmænd virkeligt ikke sætter flag op overalt når der er fødselsdage. Jeg forklarede, at det egentlig var meget normalt, og at danskerne hejser flag ved stort set alle begivenheder.
Vi fik spist og det smagte dejligt; moren havde rent faktisk stået i køkkenet og lavet mad næsten uden min hjælp, så lidt fødselsdagsluksus fik man da. Børnene synes det var sjovt med alle flagene; de tog billeder og den mindste legede med servietterne.
Efter aftensmaden var der kaos, for lysene på min fine brunsviger skulle pustes ud og dokumenteres med utallige billeder. Problemet var jo bare, at den mindste ikke forstod det, så han blev ved med at puste lysene ud før de fik en chance for at tage et billede af det. De lys blev tændt igen, og igen, og igen.
Brunsvigeren var lavet fuldstændigt forkert; lidt for meget kanel og igen et problem med gæren. Dog fik jeg at vide af begge forældre, at de elskede denne forkertlavede brunsviger; børnene var vilde med selve kagen, men snasket ovenpå, det var de ikke vilde med - altså er de ikke rigtige børn! - mine brødre beder mig altid om at putte dobbelt snask på når jeg laver den derhjemme.

D vi havde spiste skulle jeg skynde mig, for jeg skulle mødes i Ferney med pigerne fra fransk på en Irish Pub. Jeg tjekkede desperat bustiderne, men den var allerede kørt. Så tjekkede jeg om de andre piger fra Cessy kom, hvilket jeg fra starten af havde regnet med, men de havde skrevet, at det gjorde de desværre ikke.
Så stod jeg der, et kvarter før mødetidspunktet med et problem. Jeg tog en dyb indånding og gik op og bad moren pænt om den tjeneste at køre mig de seks km til Ferney. Nej det havde hun altså ikke lyst til, brød hun først ud og jeg blev meget chokeret, og sagde undskyld. To sekunder efter sagde hun modvilligt, okay, og hele vejen i bilen fik jeg en opsang om, hvordan jeg skulle organisere det bedre, og at hun aldrig havde skullet gøre det her for nogle af de andre aupairs. Som jeg sad der og blev mindre og mindre, begyndte hun også på en anden opsang der hed: "hvorfor-laver-du-ikke-nogle-ture-med-dine-veninder-du-er-kun-i-frankrig-i-ni-måneder". Der begyndte jeg så at forklare at jeg da ikke lige ved hvortil og hvordan og hvorledes.
Jeg var overvejende lykkelig da vi nåede frem, og hun satte mig af; hun sagde at hun ville tage i biografen lige ved siden af, og se om der kørte en film hun ville se.

Jeg var den første der ankom, typisk, så jeg stod og ventede udenfor på dem. Da den første kom, og jeg var begyndt at forklare mit lille eventyr, kommer moren gående, smilende hen imod os. Hun fortalte, at hun skulle ind og se filmen, og at hun havde fundet noget til mig. Hun rakte mig en biografbillet. Jeg kiggede undrende på den, og læste: "Harry Potter, d. 24. november, 00:05". Jeg kiggede på billetten, på moren, på billetten og måbede; hun sagde at jeg kunne lave en tur ud af det med mine pigerne fra fransk, og at "det godt nok var sent, men det er et eventyr!". Jeg sagde mange gange tak, gav bisous (kindkys) og smilede fra det ene øre til det andet; det var en meget uventet handling fra hendes side, efter hun havde sunget de fine opsange hele vejen i bilen - men det viser vel bare, at det ikke var ondt ment, og måske at hun godt selv kunne se, at det var lidt meget på et kvarter.

Det var en rigtigt hyggelig aften sammen med alle pigerne, og den ene fra Cessy kom senere, så jeg fik et lift med hende hjem. Det blev ikke så sent, efter en arbejdsdag er man en smule træt, og det var nok også meget godt, for vi skulle ud og shoppe i Geneve om lørdagen.

Det var også rigtigt sjovt, den ene af pigerne kørte, og til sidst sad vil alle sammen og skreg: "ALLER, ALLER ALLER! ROOOOUUUGE!" - da hun ikke er vant til at køre i storbyen. En anden ting vi heller ikke var så vant til, var at finde rundt i storbyen, men vi endte da med, efter en omvej på en halv time, at finde en stor shoppinggade. På vejen fandt vi en lille legeplads for børn, hvor vi nitten-tyve årige piger da skulle prøve det hele; fantastisk.
- Efter den dag vil jeg gerne sige tak til Buster, min hund, for den meget fine t-shirt jeg købte for de penge han havde givet mig.

Igår aftes var vi så tre piger der samles ved en fjerde til en filmaften. Vi skulle selvfølgeligt varme op til på tirsdag/onsdag med Harry Potter - et le Prince de Sang-Mêlé. Der var nogle fantastiske åbenbaringer efter den film. Baguette betyder nemlig efterhånden utroligt mange ting; brødet som vi kender det, strikkepind og nu også tryllestav - "Ta baguette 'Arry!". Dertil løb en af pigerne ud i køkkenet og fandt en baguette og truede os med den - fantastiske franske sprog!

Nu er jeg så her, skal til at lave mine lektier til på tirsdag, og derefter skal jeg med og se pigerne til ridekonkurrence i spring, eller hop, eller hvad det hedder. Glæder mig.

Det har været en god weekend og fødselsdag, med mange sjove og underlige oplevelser; jeg glemte egentligt at nævne hvad jeg fik af min franske familie. Det er en bog i tegneserier, jeg har læst en anden en hernede og holder meget af måden at fortælle med billeder. Den hedder "Persepolis" og handler om en sand historie fortalt og skrevet af en iransk-fransk kvinde om hendes barn- og ungdom i Iran under den islamistiske revolution. Tegnet i S/H, simple billeder, simpelt sprog, og jeg glæder mig til at læse den!


Så som jeg var ved at skrive, har det været en fantastisk fødselsdagsweekend, selvom det var underligt ikke at fejre den med alle jer derhjemme.