Tænk positivt

Jeg skrev i det sidste indlæg, at jeg forhåbentligt ville kunne skrive mere positive blogs i denne uge end den første. Dog har der ikke været så meget positivt, så jeg er begyndt at gøre de negative situationer positive.

Den lille skriger og hyler stadig konstant, og antallet af mine blå mærker er blevet fordoblet i denne uge. Derved er jeg blevet mere tålmodig, og kan nu smile og bede ham stille og roligt om, ikke at plaske alt vandet ud af badekarret. Desuden når der så er behov for, at jeg skælder ham ud og siger, at man ikke må slå, kan jeg nu skælde langt bedre ud på fransk.

Men når jeg så skælder pigerne ud, fordi de ikke lytter efter når jeg beder dem om at være stille når den lille er blevet lagt i seng (for tiende gang), går det ikke så nemt med det franske. Igår aftes fik jeg sagt til den ældste: "lad være med at brænde så meget på", hvor jeg mente: "lad være med at lave sådan en larm"*, og den mellemste rettede mig, da der blev helt stille. Selvom det var ret pinligt, fik jeg det lært på den hårde måde, og jeg laver aldrig den fejl igen. Desuden var der ingen der grinte, for jeg var ret vred, så det virkede at sige at hun ikke skulle brænde. Børn forstår kropssprog.

Selvom jeg er overbevist om, at børn forstår kropssprog, så virker det ikke altid til det. Den ældste så mine strikkepinde og de garnrester jeg har taget med, og hun ville til at strikke. Hun sagde hun vidste hvordan, og at det var nemt. Jeg har ikke hørt på andet i de sidste to dage, end: "MALÈNE!!! Der er noget galt, kom!". Til sidst begyndte jeg at give klart udtryk for, både mundtligt og fysisk, at hun altså gjorde det alt for stramt, og viste hende mange, mange, mange gange hvordan man strikker løst. Igår morges kom resultatet så af de mange forsøg på at vise hende, hvorfor hun skulle strikke løst. Hun havde knækket strikkepinden i forsøget på at flytte maskerne længere ned på pinden. Hvis hun ikke vil lytte til mig, må hun lære det på den hårde måde. Jeg griner faktisk mest af det, selvom det var min strikkepind, for det er altså umuligt at knække en strikkepind ved at strikke! - Hun har købt mig et nyt par, og så værre er det ikke; og en elleve årig pige har knækket en strikkepind ved at strikke!

Og nu når vi er ved børnene, så prøver pigerne konstant at bilde mig ind, at deres sengetid er klokken ni, og ikke halv ni. Igår endte med, at Malene tvang dem i seng til den rette tid, og at begge piger var vrede på mig. Jeg stormede frustreret ned til faren og bad ham om, at forklare mig reglerne igen; jeg var bange for, at det var mig der havde gjort noget galt. Det var hvad det føltes som. Han gav mig ret i reglerne, og spurgte mig: "Da du var ni-elleve år, ville du så gerne følge reglerne og i seng til tiden?" jeg svarede selvfølgeligt nej, og han sagde at det var helt normalt, at jeg ikke skulle tænke over det, selvom han godt kunne forstå at jeg ville være sikker på det. Det var faktisk hvad jeg havde brug for at høre, så da lyset skulle slukkes ved pigerne klokken kvart i ni, fortalte jeg dem, at det altså var sådan det var - og alt var godt igen. Så nemt var det.

Desuden at snakke om noget andet end børnene, så er der jo stadig det med skolen; jeg har som sagt ikke tiden til at lave lektierne. Mit held vendte dog idag. Vi skulle snakke og læse et uddrag af bogen "l'Amant" af Marguerite Duras. Hermed sendes en tak til Momme, da vi har arbejdet med og set filmen i fransk i 2.g; så jeg scorede et par billige point, og fik "æren" af at give et resumé, og dermed var mine ikke-lavede lektier lidt glemt.

Når man vender alting til noget positivt, bliver alting også mere positivt. Her til morgen var jeg helt alene med børnene, og for første gang i en måned kom vi ud af døren til tiden; den lille skreg ikke så meget som han plejer, han spiste helt selv, pigerne var klart til tiden og jeg nåede at børste tænder.
Tror bare det er hvad der skal til engang i mellem. Positivitet.

*Ordenes lyd minder meget om hinanden, men verbet brûler (at brænde) er ikke det samme som subjektet brûit (støj), og når man skal få udtrykt sig hurtigt, laver man overvejende dumme fejl.