En julet snedag

Det har været en af de bedste dage længe; næsten overhovedet.

Jeg stod op og var klar klokken syv til at vække den lille. Da jeg så så ud af vinduet på de tyve cm sne der var faldet over natten, gik det op for mig, at det nok kunne være en idé at skovle sne. Faren var ikke hjemme, så det ville med sikkerhed ikke blive gjort, og jeg havde en ekstra halv time, da pigerne allerede har ferie.

Så Malene tog fuld snedragt på, og begav sig udenfor. Efter den halve time i sneen, ville jeg så gerne ind igen. Der var bare ét problem. Jeg havde glemt den elektroniske nøgle til garagen i min normale jakke. Så stod jeg der. Alle andre sov, det var den første dag nogensinde hvor jeg havde glemt at åbne vinduet i mit værelse for at lufte ud, og jeg ville ikke vække hele huset; det var jo ferie.
Så i en halv times tid stod Malene og kastede snebolde på skodderne (eller efter skodderne, for jeg kunne ikke rigtigt ramme tre etager op) og råbte på moren efterfulgt af: "à l'aide...... s'il te plaîs..... il fait froid...."*. Efter tyve minutter blev kaldet mere og mere ynkeligt. Jeg var efterhånden blevet til en levende snemand, så da klokken blev otte valgte jeg at ringe på døren.
Det var den mellemste der lukkede mig ind; hun var helt forvirret, og da alle de andre også blev vækket af det fik jeg det forklaret rigtigt mange gange. Til morgenmaden sad vi alle så og grinte af, hvordan jeg havde formået at låse mig selv ude i sneen i en times tid, hvortil den lille slet ikke havde forstået det og udbrød vred: "Det er ikke noget at grine af!!" - hvortil vi måtte forklare ham at jo, det var det egentlig...

Dagen fortsatte roligt; den mindste blev hjemme, så jeg havde egentligt ryddet bilen for sne uden grund, og jeg kunne ikke komme til fransk pga sneen. Så vi blev indendørs; eller det vil sige børnene gjorde, for jeg havde sat mig for, at lave risengrød. Derfor smuttede Malene atter ud i sneen, efter sødmælk; jeg havde spurgt pigerne inden om de ville med, men jeg fik svaret: "Til fods?!" - så jeg fangede hentydningen til, at det var "nul" og tog selv, succesfuldt, afsted.

Til middag fik vi risengrød, og jeg har aldrig nogensinde lavet en risengrød, hvor jeg har rørt så lidt i den UDEN at den brændte på; absolut magisk, fransk, Ultra High Temperature mælk. Det var også ret sjovt at se franskmændene smide en smørklat i, blande godt for at det smelter sammen med grøden, for derefter at kigge mistænksomt på kanelsukkeret og tilføje salt i stedet. Jeg fik dog overtalt moren og den mellemste til at prøve med kanelsukkeret, og det var faktisk en succesoplevelse for dem - selvom jeg ikke kunne få omvendt den ældste til det.

Da den lille tog sin eftermiddagslur tog den mellemste og jeg ud og handle. Det viste sig ikke at være så let endda, da de er utroligt dårlige til at rydde vejene her i lille Cessy. Dog ankom vi til Carrefour og jeg har aldrig set et barn der greb så mange ting og spurgte: "Kan vi ikke købe det, please Malene?!" - men selvfølgeligt kunne vi da ikke det; det er ikke muligt at leve af slik, chokolade og gummiarmbånd.
Der kom så dog et problem med bilen, da vi skulle køre ind ad indkørslen igen var det helt umuligt; dog kom vi fri, og jeg gav mig til at skovle den så godt jeg nu kunne.

Dog var det ikke til meget nytte. Senere da jeg skulle hente den mellemste til judo sad jeg fast i snebunken lige udenfor indkørslen. Sneploven havde været der og plantet en rande af sne som jeg nu sad fast i. Efter et stykke tid løb jeg ind efter hjælp, men selv ikke moren kunne få den fri. Det endte med, at hun løb over til en af naboerne og spurgte, om det kunne lade sig gøre at få et lift. Det kunne det, og bilen holder stadigvæk derude; helt umulig at flytte.

Til aftensmad lavede vi burgere (med Mathias' mors fantastiske opskrift på burgerboller, som de er helt vilde med), med ris à l'amande til - og ja det er bekræftet, danskerne var fine på den, og valgte at give retten et fornemt fransk navn, som franskmændene aldrig nogensinde har hørt om - selvom de godt kan lide det!

Som alt i alt har jeg haft en masse julehygge idag; det er måske også noget af det, der har gjort det til en fantastisk dag, for generelt er julen ikke det samme hernede. Ja der er et juletræ, ja der er pyntet op med lys i gaderne, men der er ingen juletraditioner for mad som man spiser specielt i december (som risengrød) eller julekaldender i tv'et. Det er lidt trist, men så er det godt, at jeg hver dag får slik og julepynt i min julegavekalder; jeg takker mange gange Ida for det skønne julepynt ugen har budt på: elsker det!

Realitet er, at der ikke er længe til jul, og på onsdag smutter jeg hjem til lille Danmark og fejrer den med jer derhjemme; glæder mig allerede!

*Betyder: "Hjælp.... tak.... det er koldt..."