Lysenes fest

Så har jeg også været på endnu en endagstur til en fransk by. Engang i november var det Annecy, nu tog vi en smut til Lyon i anledning af le Fête des Lumières (Lysenes fest).

Denne tur har lidt historie: den første dag jeg var her, forklarede moren mig de muligheder for oplevelser der var, og som de tidligere aupairpiger havde haft. Hun var meget opsat på, at jeg skulle finde nogle venner og tage til Lyon til Lysenes Fest. Fint, tænkte jeg, jeg har ingen venner, ved intet om det, jeg lader det ligge.
Da jeg så efter en måneds tid havde fået nogle veninder jeg havde lyst til at tage nogle steder hen sammen med, fandt jeg ud af, at de fleste af dem, egentligt allerede havde planer om det, så jeg lod det ligge.
På min fødselsdag, som tidligere nævnt, fik jeg en opsang i bilen om, hvorfor jeg ikke havde planlagt den tur endnu. Jeg nævnte det for min østrigske veninde, og hun havde samme problem med, at hendes familie bebrejdede hende for det samme, så vi gik igang med at undersøge sagen
ALT var optaget. Alle hostels, hoteller, endagstourbusser, alt. Vi opgav langsomt.
Fredag (den lige nu her inden weekenden) til fransk spurgte den østrigske mig så om, hvad jeg skulle lave om lørdagen. Jeg spurgte om vi skulle tage til Geneve, eller hvad vi skulle. "Vi skal til Lyon." siger hun stille og roligt; hun var lidt småsyg, så måden det blev sagt på, var egentligt ikke så glædesstrålende, men hun fik da forklaret, at hun kunne låne bilen, og at vi da kunne tage afsted kl. otte næste morgen. Super duper, så var vi jo afsted - så jeg vidste først at jeg skulle afsted dagen før.

Vi tog jo så afsted; mig, Doris (nu blev jeg træt af at skrive den østrigske pige) og Elisa (den finlandske pige). Det var fantastisk hyggeligt hele dagen, hvor vi shoppede ihærdigt efter julegaver. Det eneste problem var, at ingen af os nogensinde havde været i Lyon, og hvor er det liiiige shoppingområderne er? - kort sagt, så fik vi en lang gåtur ud af det!

Jeg fik købt to julegaver, men kunne godt have købt mange flere, da vi var inde i en fantastisk butikskæde der hedder Fnac. Jeg var overvældet. Tre etager med først elektronik, derefter DVD'er, musik og legetøj/børnebøger, og den sidste etage med kun bøger, bøger og bøger; og hver etage var jo enorm.
Wauw Malene var i himlen; jeg kunne have købt så mange gaver der til den hjemme i Danmark; der var kogebøger hvor der fulgte kageforme og crème brûlée-sæt og... så var det at det gik op for mig, at ingen ville kunne lave opskrifterne, da ingen derhjemme taler fransk, og det ville nok være lidt af en udfordring for min fars gymnasiefransk.
Så Malene forlod, med længsel i øjnene, Fnac med en børnebog til den mindste i julegave, Barbapapa holder altid!

Da aftenen begyndte at falde på, måtte Elisa desværre forlade os, hun skulle babysitte om aftenen, så der var ingen vej udenom - staklen fik altså ikke oplevet lysene.

Lysene var overalt. Hver gade, alle de store bygninger alt. Doris havde fået printet en kort ud, over centrum, hvor alle de store installationer var placeret, så vi gik imellem dem hele aftenen.
Det var den ene store bygning efter den anden, hvor det simpelthen var kunst i form af bevægende billeder af lys, der blev præsenteret. Det var imponerende.

På teatret var der sat en installation op, hvor der blev leget med bygningens perspektiv; dvs at alle linjer på bygningen var tegnet op med lys, og at lysene så skiftede perspektiv, så det gav en illusion af, at det var bygningen der rent faktisk bevægede sig.

I vores søgen på den næste oplevelse, gik vi tilfældigt forbi en dør, hvor der var lys.  Jeg trak Doris med derind, og først da opdagede jeg, at det var en kirke; jeg havde simpelthen ikke set på bygningen inden. Der var mange mennesker derinde og et kor sang julesalmer, hvorimellem en ung troende fra koret stillede sig op og sagde fx: "Gud er iblandt os, lige nu!" og så sang de igen. Meget katolsk; man kunne endda komme ind og få sig en snak med en præst, hvilket da så meget hyggeligt ud; der var "desværre" fuldt optaget, så tog ikke lige chancen!

Da vi, efter at have fået varmen igen, gik ud, opdagede vi, at selve facaden af kirken var en lysinstallation. Så vi fik da mast os igennem mændgen og set det også.
Der var også springvand og statuer, hvor lysene var imponerende! - Der var virkeligt historier der blev fortalt, og det kan ikke helt beskrives, så her lader jeg bare filmen tale for sig selv; jeg kan bare slå fast, at vi stod der og så det igennem i hvert fald to gange for hver, andet kunne man ikke lade være med.

Undskyld, filmen ligger desværre på siden, drej hovederne!

Dagen var skøn; vi var trætte og udmattede på vejen hjem i bilen, og Doris var panikslagen hver gang hun så en refleks eller et blinkende lys i siden af motorvejen, hun ikke var vant til; men nej, man kan ikke vende om midt på en motorvej.

Lys kan egentligt ikke beskrives, har jeg lige erfaret mig. Det er noget så utroligt visuelt, at man ikke kan andet end at måbe og gemme det på nethinden, og håbe at det aldrig forsvinder.
Jeg ved i hvert fald, at jeg vil blive skuffet, hvis jeg nogensinde tager til Lyon igen, på en helt almindelig dag, hvor de imponerende lys, og den glade menneskemængde ikke er der.


PS. Jeg har nu, efter held med at have købt papkasser, fået sendt pakker til Mormor og Morfar og Anne; det blev gjort i fredags. Jeg har ikke ændret i hvad der står i brevene, så ja, håber I alle havde en god dag på diverse fødselsdage! - jeg har nu problemer med at få afsendt mit svar på det dejlige julebrev fra Monica... jeg er på sagen! - der er en postmand i Gex, der sætter en stopper for mig konstant...