Jeg troede, at vi skulle sidde tre-fire timer i bil og jeg anede faktisk ikke helt hvortil præcist i Midtfrankrig. Dog endte det med at være seks-syv timers kørsel til Brive, i regionen Corrèze.
Vi boede i en lille landsby ved morens søster, hendes mand og to børn på otte og to år. Så der var altså fem børn at holde øje med lige pludseligt.
Man siger, at man bedst kan lide sine "egne" børn, og det er hundrede procent korrekt, for mit vedkommende. Pigen på otte år spurgte og spurgte om alle mulige og umulige ting, som jeg forstod intet af, da hun talte alt for hurtigt - udover det skabte hun sig, og tudede hver gang hun ikke fik sin vilje. Generelt en sød pige, men med de mest irriterende vaner. Hendes bror på to kunne jeg derimod slet ikke forstå, overhovedet, mest fordi han kun kunne sige: "ja", "nej" og sit navn, hvilket han skreg hele tiden. Så jeg priser mig lykkelig for at min toårige i det mindste han sige en hel masse.
Dagene gik generelt med at slappe af, og bede børnene om ikke at skrige; jeg skulle ikke vække nogen om morgenen, eller sørge for andet end hvad normalt er; hjælpe til hist og her. Derved var det ret afslappende, og det mindede egentligt meget om ferie.
Lørdag aften var vi til banko i den lokale festsal; morens søster var med til at arrangere det, og der var mange flotte priser til de heldige vindere. Selv vandt jeg intet, bortset fra et rigtigt godt kursus i de franske tal, så nu er de da på plads - desuden siger man jo, at hvis man ikke har held i spil, har man held i kærlighed, så det er helt fint med mig.
Søndag var vi på tur til en masse familie, hvor vi tog om til en af de mange tanter, og så alle samledes der. Jeg fik delt omkring firs kindkys ud, på den dag. Hver gang man hilser og tager afsked med nogen* i Frankrig, giver man et kys på hver kind, to i alt, så jeg mødte altså omkring tyve nye mennesker den dag. Efter en eftermiddag, hvor man har siddet og spist kage og crème og ikke har sagt en lyd, i frygt for at glemme at tiltale dem med "De", har man hørt på utroligt meget fransk hyggesnak. Derudover er jeg rigtigt god til at sidde og smile høfligt når jeg sidder der, lidt småalene, så kinderne var godt trætte bagefter, men det var faktisk meget hyggeligt - tro det eller ej. Man får sproget i ørene på en anden måde.
Generelt gik det godt med sproget. Der var ingen der kunne engelsk, og når moren sagde til sin onkel eller tante, at de da måtte til at lære lidt, vrissede de og sagde: "Ah, jeg er franskmand, jeg behøver ikke engelsk!" - rigtig kliché fransk.
Så når jeg skulle hjælpe med at lave mad og jeg skulle spørge, hvordan og hvorledes gik det overvejende gebrokkent med mit usikre fransk, men de forstod mig da. Den sidste aften lavede jeg endda et dansk måltid til os alle sammen, som blev spist med stor velbehag; selvom franskmænd generelt ikke er så åbne overfor andre køkkener end det franske.
Der var bare ét problem; det går altid noget galt når Malene laver mad. Jeg ville lave stuvet hvidkål med frikadeller; meget simpelt, godt, dansk mad. Dog var det umuligt i den lille landsby at finde hvidkål. Malene tænkte: "Det skal nok gå, jeg tager rødkål i stedet for, det smager af det samme."
ALDRIG lav stuvet rødkål. Her er et billede af resultatet, som en advarsel om, aldrig at gøre det. Det var pinligt, og da jeg stod og kiggede i panik ned i gryden og pev over farven, spurgte søsteren om alt var okay med det. Jeg kiggede på hende og sagde: "Har du set farven?!" - smagen var faktisk som den skulle være, men alt andet var bare forkert.De spiste det - og frikadellerne var da som de skulle være!
En lille sjov oplevelse, som er værd at fortælle var, da jeg på sidste dagen skulle om og hente bestilte varer på en lokal gård, sammen med moren. Vi ankom til den lille gård, og blev budt velkommen indenfor ved en lille, glædestrålende dame der gav kindkys og komplimenter. Vi skulle hente andepaté og foie gras, som den her lille dame selv lavede i sit lille, gamle landkøkken. Hun fortalte stolt, hvordan hun selv stopper gåsen og anden, som man gør for at fede dyrene op, og så leveren svulmer op, så der er meget at lave gåseleverpostejen af. Jeg smilte og nikkede høfligt, men jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig, at det var små damer som hende der udførte den slags dyremishandling, men der kan man bare se! - jeg har bestilt en lille dåse andepaté med hjem til min familie til Jul, så jeg glæder mig til at spise den sammen med dem der, og tænke på den lille dame der helt selv producerer det i sit lille køkken.
Man må nok sige, at jeg fik Frankrig og fransk ind på en ny måde i denne uge, hvilket var en meget god oplevelse. Mange fordomme blev bekræftet, hvilket jo bare er sjovt, og jeg fik en ny vinkel på det franske familieliv samtidigt. Desuden har turen resulteret i, at jeg stort set ikke taler engelsk med moren herhjemme mere, og fordi jeg kan sige mere til pigerne, er jeg kommet tættere på dem.
Tænk at seks dage kan gøre den forskel - men det var åbenbart det der skulle til.
*Med "nogen" menes der fx familie, venner, nyligt bekendte, eller når man bliver præsenteret for nogen; for mit vedkommende det sidstnævnte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar