Ikke mere sne

Så var den halve meter sne da væk, og vi står tilbage hernede med solskinsdage og op til 10 grader; det er jo næsten blevet forår!

Jeg vil gerne begynde med en masse tillykker:
- Tillykke med fødselsdagen til farfar, jeg håber at I begge ankom godt til Sydney og at I rigtigt får fejret dagen dernedenunder i varmen!
- Tilykke med fødselsdagen til momor imorgen; jeg ville havde sendt et brev i foregårs, men jeg havde en mindre diskussion med manden ved posten; det bliver sendt imorgen - jeg undskylder meget! Hav en dejlig dag!
- Dertil også undskyld til Anne, da jeg på samme dag også mislykkedes at sende din fødselsdagshilsen til på søndag! - bliver også sendt imorgen!

Generelt hernede er jeglidt begyndte at tælle dagene ned til d. 22., og derfor bliver de næste to uger nok ikke helt sjove.
Jeg oplevede et mindre nederlag, da jeg kom hjem fra fransk i tirsdags, hvor moren udenvidere spurgte mig hvorfor jeg var så distræt. Jeg vidste ikke liiige hvad jeg skulle svare til det, for jeg synes nu, at jeg gør alt hvad jeg kan for at være koncentreret og for at gøre tingene så godt jeg kan.
Det førte så til en længere samtale, hvor det gik op for mig, at hun altså havde det indtryk af mig, som værende distræt og ukoncentreret. Dette var baseret på:
- den bule jeg havde lavet i bilen
- den ene gang jeg glemte at hente den ældste ved gymnastik (siden har jeg fundet ud af, at hun foretrækker, at blive hentet den time senere, og det er faktisk det tidspunkt jeg henter hende på nu)
- de gange jeg glemmer at lukke dørene til trappen, hvilket hun og jeg er de eneste der gør i huset.

Personligt, forstår jeg hende da; hun er en mor. Faren siger aldrig noget til mig på den måde; igår og imorges var det et kaos, og han blev stadigvæk ikke sur på mig, men bad i stedet pigerne om, ikke at lade mig gøre det hele. Så det er helt klart fordi hun i sit hoved får blæst tingene ud af proportioner - men det er da ikke ensbetydende med, at de er ligemeget for mig. Jeg vil da gøre mit bedste for, at hun kan se, at jeg gerne vil arbejde med min "distræte adfærd".

Dog bliver jeg nødt til at sige til mig selv, hvordan realiteten er: jeg kører koncentreret sammen med børnene; jeg har ikke glemt nogen siden; og alle laver små fejl, men jeg bliver nødt til at holde mine på et minimum.
Jeg kan ikke gøre det bedre end det.

Selvom det er hårdt at vide, at moren er stresset hver gang jeg kører med børnene, og krydser fingre for, at jeg er koncentreret. Jep, det valgte hun at fortælle mig; nu er jeg slet ikke nervøs for at køre børnene mere.

Det var ikke den nemmeste samtale at have med hende, men jeg tror nu, at det var meget godt at have den - selvom jeg nu endnu mere bare har lyst til at komme hjem og slappe lidt af. Ferie er veltrængt nu - den lille er begyndt at skrige som aldrig før og han kan gøre alt til et slåvåben - selv en DVD-æske. Og hvem er så den onde, når hun tager hans utallige våben fra ham og han skriger som en i helvede? - åh hvor skal der gå lang tid før jeg skal have børn!