Opdateringer

Jeg vil dedikere dette indlæg til at opdatere på emner og situationer jeg har nævnt i tidligere indlæg.

Så jeg begynder med hvad var noget af det første jeg skrev om, maden. Jeg har vænnet mig til det efterhånden og nu er det lidt mere op til mig, hvad vi skal spise om aftenen. Nogle gange går det meget godt, andre gange er det lidt som om de tænker: hvad laver hun?! - eller det er hvad børnene siger, og så må man selv gætte sig til, hvad forældrene synes. En ting jeg ved jeg er god til at lave er at stege hakkebøffer. Troede jeg. Idag kom det frem, hvordan faren egentligt kan lide sin hakkebøf: rå. Da den blev serveret for mig, kiggede jeg på den og smed den øjeblikkeligt på panden igen, og sagde den var rå. "Ja, men normalt steger du dem for meget," fik jeg at vide. Nu er det sådan, at jeg har steget bøffer rigtigt mange gange til os efterhånden, og hver eneste gang har altså ikke været som faren foretrak det - og han har ikke sagt en lyd. Så lærte man det; næste gang giver jeg den ét minut på hver side, og så må vi se hvad der sker.
Men han gør det jo sikkert fordi han ikke vil være uhøflig og kritisere madlavningen.
- og angående racletten, så fik vi det (igen) igår aftes og denne gang gik det bedre med det; jeg forstår det lidt bedre nu. Desuden nytter det ikke noget, hvis jeg laver noget andet til mig selv hver gang de får det, for det er rigtig vinterspise her.

Børnene går det bedre og bedre med synes jeg; det med at strikke fik virkeligt pigerne på min side. Desuden er den mellemste også begyndt at ville strikke fordi hendes søster gør det, så nu er der to der råber: "Malene, kom og se, der er noget galt!!" - men der er et kys på kinden til mig hver eneste gang jeg lader dem få en garnrest, så det går lige. Den anden dag i bilen sagde den ældste endda til mig, at hun var glad for at at jeg er deres aupair. Det varmede meget - og vi fik en snak om alle de andre aupairs de havde haft, sådan rigtig pigesladder.
Den mindste er blevet mere rolig, Lille Peter Edderkop virker stadig, han elsker det med fingrene. Jeg håber at han er kommet over skrige perioden her i weekenden, så den kommende uge bliver mere rolig.

Dog er weekenderne lidt svære, for når man er i huset, hvad skal man gøre og hvad skal man ikke gøre. Jeg har valgt, at jeg selvfølgeligt gerne vil lave ting med børnene og familien, men kun hvis de spørger. Jeg laver ikke mad, men hjælper efter vi har spist med at rydde op. Altså laver jeg ikke mere praktisk end hvad normalt er i et hjem. Det er weekend, jeg har fri; men det er ikke lige nemt at finde balancen altid.
Derudover bliver weekenderne også fyldt op med ture med de andre aupairpiger.

Nina, min veninde fra Danmark, er jeg sammen med fra tid til anden, shopping, byture eller underlige ture i bjerne om aftenen, for at se bylysene i de nærmeste store byer og spise is. Der er også tre andre aupairpiger fra min franskklasse, som jeg også laver ting med i weekenderne. Vi tager på ture til større byer, tager på pub eller på café. Stille og roligt, ikke noget stort, men det er rigtigt hyggeligt - og med pigerne fra franskklassen taler jeg kun fransk med.

Generelt går det bedre med det franske, især når man snakker det mere og mere med alle man er sammen med. Der er smuttere som nævnt i sidste indlæg, men det går jo nok; og nu når pigerne strikker, har jeg lært nogle nye strikkerelaterede ord, smart! Jeg kan efterhånden mærke, hvor hurtigt jeg bliver bedre til fransk; igår aftes så vi film, og jeg forstod mange pointer og kunne stort set følge med i filmen, hvilket er stort fremskidt. Udover det, kan jeg mærke, hvordan jeg overhaler nogle af de andre aupairpiger en smule. Der er en østrigsk pige, der er aupair ved en østrigsk familie, og derfor kun snakker fransk i skolen og når hun spiller i et lokalt orkester. Hun har været her i tre måneder og hende er jeg ved at overhale; hvilket ikke er så imponerende, men det giver alligevel et lille løft.

Det er sådan cirka det, hvad angår til sammenhængende opdateringer. Der er jo også lige lidt nyt med hensyn til bilen og reaktionerne derpå; dagen efter faren havde sagt, at det nok skulle gå, fik jeg en mindre skideballe af moren, der fortalte hvor vigtigt det var for dem, at jeg ikke ødelagde bilen. Jeg sagde selvfølgeligt, at jeg ville være mere opmærksom fremover, men tænkte ved mig selv, at jeg ville ønske, at de var enige om tingene. Alligevel må man jo også tænke på, at det er en mor; hun er selvfølgeligt opmærksom på andre ting end faren. Jeg tror, at hun er nervøs for, om børnene vil være bange for at køre med mig, hvis jeg hele tiden laver buler. Forståeligt nok.

Jeg tror det var, hvad det kunne blive til for nu, tror jeg vil komme videre i teksten!