søndag den 24. oktober 2010

Testresultater

Jeg har vist nævnt før, at på det sidste har børnene "testet" mig, for at lære mig at kende og for at vide, om de kan stole på mig. Resultaterne af mit arbejde har så småt vist sig her i weekenden.

I formiddags, da jeg gik op til morgenmad, råbte den lille glædestrålende: "MALÈNE!!" - hvilket nok har været første gang, for igår formiddag løb han fx bare ovenpå da han så mig. Derudover, da han gik nedenunder til kontoret (der er lige ved siden af mit værelse) for at se Barbapapa (fransk tegnefilm for de små, han elsker det inderligt), fik han øje på mig, og satte sig på sin pude foran tv'et, rykkede sig til siden og bad mig om at se det sammen med ham. Jeg kunne knapt nok gå på toilettet uden, at han spurgte hvor jeg skulle hen.
- Jeg tror jeg vandt hans gunst, da han fik lov til at ae Bamseline* igår.

Pigerne har også været noget anderledes end de har været her den sidste uge. De har villet læse billedbøger med mig, vist mig nyt tøj og nye smykker, vist mig tegninger, bedt mig om at hjælpe dem med at finde deres kort-tid-efter mistede smykker og meget mere. Det giver lidt et signal om, at jeg nu nok er "okay".
Her til aften har jeg også spillet spil med dem, hvilket er svært, for som søskende jo er, så diskuterede de reglerne hele tiden. Så efter fem minutter med en diskussion om, hvorvidt hesten skulle flyttes foran eller efter forhindringen, var det som om det gik op for mig, hvor lang tid det spil ville tage.
- Men, vi spillede også Twister*, og jeg tabte (overraskende nok) ikke hver eneste gang, selvom jeg var oppe imod langt yngre modstandere, der ikke er nær så stive i leddene som jeg.
Det var faktisk rigtigt hyggeligt her til aften med dem, og jeg tror også at de synes det - de fik i hvert fald lært mig bedre at kende, for da de overfaldt mig og ville kilde mig opdagede de, hvor forfærdeligt kilden jeg er!

Jeg er meget glad for, at jeg er i en familie, hvor jeg ikke er "overflødig" i weekenden. Nogle aupairs ser forholdet til familien som en arbejdsforbindelse, og ikke på et personligt niveau - ofte fordi familien ikke har været åbne omkring det, så aupairen er i tvivl om hvad hun gør i "fritiden". Her har det været klart fra starten af; jeg må gøre lige præcist hvad jeg vil i min fritid, og hvis jeg har lyst til at tage del i familielivet i min fritid, er jeg altid velkommen - og jeg føler mig også velkommen!

Men nu i den kommende uge er der ferie for børnene, så det glæder jeg mig til; og især til på fredag, hvor vi piger (+ dreng) tager på tur til familien. Jeps, jeg tager med på ferie hos deres familie, som deres første aupair nogensinde til at gøre det - jeg tror det bliver godt!


*For jer der ikke kender Bamseline, er det en halvstor bamsebjørn jeg har haft siden... altid, og den er altså med hernede. I min familie er den berygtet, da jeg havde den med overalt, og fik mine bedstemødre til at strikke, hækle og sy uendelige mængder af tøj til den.
*Spillet gælder om at placere hænder og fødder rigtigt på en plastikdug med farvede felter.

1 kommentar:

  1. Husker, at jeg i den første måneds tid blev kaldt for "le pire jeune homme au pair que j'ai jamais eu"... men det gik over og efter et halvt år kom han til at kalde mig for Papa:-)
    Kh
    Momme

    SvarSlet