Et uforståeligt regnestykke

Nu har jeg lige spist og over maden fik jeg en åbenbaring jeg længe har ligget inde med: Jeg foretrækker det danske skolesystem til enhver tid.

I Frankrig er der tre "trin" i skolesystemet: "L'ecole" - skolen for de 3-10 årige, "le Collège" - for de 10 - 14 årige og "le Lycée" - det der svarer til gymnasiet/high school, hvor man ender op med sin bac (= studentereksamen). Det er der sådan set ikke så meget galt med, bortset fra det faktum, at børnene begynder i skolen fra de er tre år, og tilmed er i skole til klokken halv fem om eftermiddagen (dog bortset fra onsdag, hvor de er hjemme). Det vil sige, medmindre de er til "études" - hvilket er halvanden time efter skole, hvor der er tid til at lave lektier eller lege med de andre børn; jeg tror ikke at alle skoler tilbyder dette.

Det vil sige, at jeg henter de to piger, på elleve og ni år, hver dag klokken seks om aftenen. Når de så kommer hjem og spiser aftensmad, bliver de spurgt hvordan det er gået i skolen. Det er der sådan set ikke noget galt i, bortset fra, at de så bliver udspurgt om deres karakterer. Ja, karakterer. Da jeg var elleve år, fik jeg måske en glad smiley, hvis jeg havde lavet et godt stykke arbejde. Her får de, hvis de har lavet hhv. et godt eller dårligt stykke arbejde, et bonus eller et minus i karakterbogen, som så skal skrives under af forældrene. Derudover er der konstant tests, som de får reelle karakterer for.

Her begynder min undren. Her til aften havde den ældste fået sin matematikkarakter, hvor hun var blevet nr. nitten ud af tredive i sin klasse. Det førte til en diskussion på nu over en time (den er ikke afsluttet endnu), hvor faren sagde, at det simpelthen ikke er godt nok. Hun forklarede, at hun kun havde fået tre point færre korrekt end nr. et, og at hun generelt klarer sig godt i matematik. Generelt er åbenbart et vidt begreb, så hun blev sendt op efter alle de matematikkarakterer hun har fået. Nu sidder de stadigvæk inde på kontoret og regner gennemsnittet ud.

Dét forstår jeg simpelthen ikke. Hun er elleve år. Hun er kun et barn; børn skal ikke være under konstant pres fra hverken skolesystemet eller deres forældre, om karakterer. Det er ikke sjovt at lære, hvis der er sådan et pres på en og jeg kunne nemt forestille mig at nogle børn ville reagere negativt på sådan en kraftig vurdering i sådan en ung alder. Jeg har selvfølgeligt hverken tabeller over franske skolebørns kompetencer eller kurver over, hvordan niveauet er i forhold til i Danmark, men det kan bare ikke være rigtigt.

Det er jo heller ikke fordi det kun er den ældste der får karakterer på den måde; nej det gør den mellemste da også. Dog går hun "kun" i Ecole, og "kun" er begrundet med, at i Collège sætter de lektieniveauet væsentligt op. Moren fortalte mig om, hvordan en af hendes veninders døtre, der har en storesøster i Collège simpelthen havde mareridt om natten om, at hun blev smidt ud af hendes forældre fordi hun fik dårlige karakterer - fordi hun havde se,t hvordan hendes søster knoklede med skolearbejdet. Det er ikke helt retfærdigt efter min mening, at en pige der ikke engang er begyndt at få lektiestormen over sig allerede to år inden, er bange for den.

Hvis regeringen, eller nogen kommende regering, i Danmark nogensinde får indført karakterer i de små klasser, så gider jeg ikke engang overveje, ikke fordi jeg gør det, at sætte mine børn i folkeskolen.
Jeg har selv gået på Friskole, der netop er modsætningen til dette franske vanvid; idéen er netop i Friskolen, at børn er forskellige individer, der ikke kan hjælpes ved at blive klistret et tal på.
Vores skoleleder viste os engang en tegning af en masse forskellige dyr der skulle løbe væddeløb op imod hinanden. Alle dyrene havde forskellige egenskaber og derfor var der ingen retfærdighed overfor dem, der ikke havde evnerne til at løbe ligeså hurtigt som de andre. Jeg har aldrig helt forstået tegningen indtil nu.

Der var der lige lidt at tænke over til os danskere; vi har det nu meget godt, selvom vi er gode til at brokke os.