Pinligt

Ja. Det var pinligt. Rigtigt pinligt.

Klokken fem i eftermiddags begyndte "hyggen". Jeg var klar med te og det hele og den ældste af pigerne og jeg sad rigtigt og så håndbold sammen med faren. Jeg var optimistisk;hvilken kamp! Vi skulle nok vinde.... bare vent og se.... fire mål er ingenting i håndbold.... bare vent og se, vi kommer igen. Første halvdel var rolig, god for mit vedkommende, jeg var optimistisk. Resten af kampen. Stakkels børn.
Det begyndte med små udbrud som: "Ej hvad sker der lige der?!" og "Så scor da det der mål!" og endte med: "Skide franskmænd, gå da forhelvede væk, det her gider jeg ikke, jeg tager sgu hjem, NEJ hvor er det pinligt det her!!" - hvortil der sad to piger ved siden af mig med store øjne og så forskrækkede ud.
Da den forlængede spilletid så kom på banen, var jeg kommet til det punkt, hvor jeg sad og svarede på kommentatorernes og farens kommentarer,  på dansk, fx: "Ils sont fatigués maintenant!" "Ja fandme om de er trætte, det er der danskerne skal springe til, og JA!" (dansk mål).

Generelt opførte jeg mig som min mor, hvilket nu ikke er så pinligt, for her er fordelen jo, at jeg kan sige hvad jeg vil, uden at de forstår det. Det pinlige var jo bare at sidde i Frankrig, sammen med franskmænd og se sit land tabe. Det var også rigtigt underligt at se det i Frankrig - kommentatorene holdt jo med det forkerte hold, så når de råbte nej, så råbte jeg ja. Dog var familien da meget flinke omkring det, men alligevel gik jeg i skjul og begyndte at lave aftensmaden så snart fløjten lød. Dårlig taber, ja, efter ti minutter var det sådan set lidt ligemeget, selvom kampen godt nok fik temperamentet i kog.

Pinligheder er jeg sådan set vant til. Jeg var i svømmehallen i onsdags (for første gang hernede), sammen med den mellemste. Det var rigtigt sjovt, vi legede og det hele, men problemet opstod da jeg sagde pænt, at vi skulle op. Svaret var: "nej". Jeg forklarede yderligere, at hvis vi ikke gik op med det samme, så ville vi komme for sent til at hente hendes søster. Pigebarnet svømmede væk fra mig og begyndte at lege videre, og desuden ignorerede hun alt hvad jeg sagde. Efter ti minutter, hvor hun endda var hoppet over i et andet bassin og begyndt at lege der, fik jeg nok, hoppede i vandet og slæbte hende op af det. Foran en hel svømmehal - se det var pinligt, og jeg var så vred.
Senere da jeg spurgte hende, hvorfor hun havde gjort det var svaret: "Fordi jeg havde lyst". Jeg ved godt at en tiårig pige ikke helt forstår at have medlidenhed endnu, men det irriterer mig stadigvæk, at hun kan finde på, at gøre så langt ude mærkelige og umulige ting som det i svømmehallen. Hun er en sød og rolig pige, der slet ikke forstår sig på situationsfornemmelse.

Ellers har det været roligt de sidste par dage; moren har stort set ikke været hjemme de sidste to uger (i hverdagene altså) og i morgen tager hun afsted til Atlanta og kommer hjem på fredag - man tænker lidt, at der da er en grund til, at hun vælger at være sammen med hendes børn i weekenden, for hun ser dem overhovedet ikke ellers. Kunne jeg aldrig nogensinde forestille mig selv at kunne klare. Hvis jeg vælger at få en karriere, med et job hvor jeg skal rejse meget, så vil jeg da slet ikke have tre børn som jeg ikke har tid til.

Man får nogle åbenbaringer som aupair; hvordan man selv vil opdrage sine børn, hvordan man kunne tænke sig at organisere forholdet mellem job og arbejde og hvordan man da slet ikke nogensinde skal se sit land tabe til det land man befinder sig i igen.