Tegn, Malene, tegn!!

Nu er en ny uge godt og grundigt begyndt - og det er mine skridt imod "fremtiden" også. I de sidste par uger har jeg så småt været begyndt på min portfolio til animationsskolen (Viborg), men som en jeg-gør-alt-i-sidste-øjeblikker, har jeg ikke taget mig rigtigt sammen før nu. Igår gik det nemlig grusomt op for mig: februar har kun 28 dage. Jeg skal være klar d. 15 marts. Jeg har nu, 48 dage - 40 tegninger - 6 stks er klar. Det vil sige, at jeg skal lave én tegning hver dag i de næste 34 dage, hvor der så er nogle dage til finpudsning. Hvor bliver det hyggeligt - jeg har kun én ting at sige: TEGN TEGN TEGN!!!
Dog ved jeg, at det nok skal gå - hvis det er det jeg vil, så får jeg det også lavet.

Ellers går det udmærket med børnene, selvom de stadigvæk ikke ligefrem har lyst til at lytte til noget af det jeg siger. Igår skulle pigerne og jeg hente den mindste ved dagplejemoren, og det endte med at der stod tre børn omme i hendes baghave og hellere ville lege med anden (ja, der er en and), hellere ville løbe skrigende rundt og hellere ville stå og brokke sig over, at de andre to ikke kom. Så som Malene rendte rundt og forsøgte at fange den lille, som blev kørt totalt op af sin søster, som så valgte bare at løbe så hurtigt hun kunne, da jeg bad hende om at tage den lilles taske, da jeg endeligt havde fanget ham. Da vi så kom ud i bilen, sad den mellemste og skreg og hev i sin bror, den ældste blev irriteret og lænede sit sæde, så den mellemste blev kvast, og skreg mere, så den lille skreg højere.
Det er sidste gang, håber jeg, at jeg skal hente den lille sammen med pigerne.

Men ja, det er jo bare børn. Dog kan man da blive overrasket over, at den mellemste, der dagen inden havde været til lægen mod infektion i halsen og tog tonsvis af antibiotika for det, kunne skrige så højt.
Generelt har hende den mellemste en, til tider, underlig måde at få hendes frustrationer ud. En gang i forrige uge da jeg skulle hente hende, og bad hende om, ikke at løbe mere rundt og hoppe ind i bilen, valgte hun (lige ude foran skolen, hvor der var ret mange mennesker), at stå på den anden side af vejen og skrige: "STOOOOP, STOOOP, MALÈNE, STOP!!!" så højt hun kunne, imens jeg bare stod og gloede uforstående på hende. Efter et par minutter, hvor jeg havde bedt hende om selv at holde op, fik jeg hende forklaret, at det altså lød som om jeg torturerede hende. "Jamen jeg skulle bare lige have nogle indre frustrationer ud, nu er jeg meget mere rolig". Det værdsætter jeg da også.... meget højt.

Den mellemste opfører sig i det mindste ikke som sin søster, der er en rigtig storesøster. Hun er begyndt at give mig ordre, belære mig, og komme med kommentaren når hun står, uden selv overhovedet at være klar, og sørger for sin bror: "Jamen det er min bror, jeg kender ham bedst!" - selvom jeg ikke mener at det er op til hende og skælde sin bror ud.
Jeg tror næsten at jeg fik sat en stopper for det med ordrene i sidste uge, hvor hun tre dage i træk, ikke havde taget vanter eller en ordentlig jakke på, og derfor forlangte, at jeg kørte dem op foran skolen, så hun ikke skulle gå. Normalvist sætter jeg dem af bagved skolen, da der er en blokade af biler foran - og på den måde vil de komme for sent, hvis jeg tager den vej. Den første dag sagde jeg nej. Den anden dag bad jeg hende om ikke at give mig ordre, hun kunne bare klæde sig bedre på. Den tredje dag sagde jeg slet ikke noget, og fik kommentaren: "Det er bare slet ikke cool det her Malène!".
I denne uge har hun taget en tykkere jakke på, og hun har endnu ikke givet mig en ordre - håber at det fortsætter.

Til sidst er det jo den lille gut. Han er som han plejer - når han vil får jeg masser af bisous, når han er sur får jeg slag, og når han har det sjovt... så bliver jeg enten plasket til med vand, eller plettet til med yoghurt. Jeg har prøvet alternative metoder. Først lod jeg ham plaske alt hvad han ville. Så fik jeg skældud af moren, da han altså skal lære at opføre sig ordentligt. Med maden forsøgte jeg at tage det roligt, indtil den dag hvor jeg fik besked på, at han altså skulle lære at spise ordentligt. Så nu er jeg hende der beder ham om ikke at plaske for meget, og at spise pænt. Med resultatet af det modsatte, selvom han nu er holdt op med at proppe sit vaskede hår, ned i det beskidte badevand - fremskridt.

Nu smutter jeg igen, men jeg vender grusomt tilbage, snart med nye små oplevelser - og børn der stadigvæk ikke rigtigt lytter!