Børn der ikke lytter

Ja, jeg er rigtigt kommet tilbage til hverdagen. Dagen efter jeg kom hertil igen, begyndte alt som det plejer; børnene skulle i skole og til dagplejemor, hvilket jo betød, at jeg skulle tidligt op igen for første gang i næsten to uger.

Det er hårdt at starte op igen! - det er efterhånden min konklusion, når jeg i de sidste fire dage har formået:
 - at blive syg igen
 - at ræse rundt i Carrefour i halvanden time, fordi der var så meget jeg skulle købe, og så mange mennesker, som også skulle købe ind efter ferien.
 - at stå med en to-årig dreng i skolen, hvor vi hentede pigerne, der ikke ville med igen, fordi han skulle lave stort. Hvilket han valgte at råbe meget højt om.
 - at blive skældt ud for at vinde et Wii spil, hvilket egentligt ikke var med vilje, da jeg bare rystede remoten.
 - at have to piger der ikke vil lave andet end at se tv - selvom de ved, at de ikke må, og derfor vælger at ignorere mig, når jeg beder dem om at slukke tv'et.
 - at opleve to piger kaste med ost, hvorefter den ene af dem bliver så fornærmet, da jeg tager osten fra dem, at hun nægter at gå i seng og slet ikke vil tale til mig.

Jeg kunne blive ved for evigt, så jeg stopper bare nu. Sagen er, at jeg normalvist ikke har problemer med pigerne, men de sidste par dage har de været umulige - ikke mindst overfor hinanden, men også overfor mig.

Den lille gør alle de ting han normalvis gør; skriger, slår, hyler og ellers er sindsygt træls, men sagen er, at jeg forventer det af ham; han er to år, jeg kan i princippet bare bære ham i seng, hvis han nægter.
Det kan jeg derimod ikke med pigerne, der simpelthen ikke har noget som helst respekt for mig mere.

Her til morgen nægtede den mellemste at spise, som hun nægtede at gå i seng i går aftes, nu med den grund, at hendes søster hunsede med hende. Der sagde jeg, at det skulle være løgn, hældte cornflakes op til hende og sagde hårdt, at nu havde hun bare af at sætte sig ned og spise. Dertil var kommentaren fra den ældste til sin søster: "Spis nu, hvis du fortsætter med at opføre dig sådan så ender det med, at Malene ikke har lyst til at være her mere!" - hvilket jo var en sjov ting at sige, når hun jo var med til at pirre hendes søster fra starten af.
Egentligt har hun ret i, at det ikke er spor sjovt for mig at blive ignoreret og manipuleret af to piger på ni og elleve år. Dog ved jeg, at det er børn jeg har med at gøre; de har brug for en der ikke bare skrider når tingene bliver hårde - og det har jeg heller ikke tænkt mig. Selvom jeg kunne finde mange andre, meget bedre steder at være, når jeg står med to piger der er totalt umulige.

Jeg har ikke endnu haft chancen for at tale med forældrene om det. Den helt store hændelse med den mellemste skete i aftes, hvor faren kom sent hjem - dog ringede han midt i det hele, og der fik han et lille uddrag. Han kørte pigerne i skole i morges, hvor han sagde, at han ville snakke lidt alvor med dem.
Moren er i Paris, og kommer hjem i aften, jeg får sikkert snakket med hende engang i morgen.

Jeg håber snart at alt bliver bedre. Jeg gør mit bedste konstant, selvom jeg efterhånden tvivler på, om det er godt nok.