Moren tog jo afsted i mandags til USA og det efterlod mig og faren alene med børnene. Ikke noget problem der; sådan har det jo alligevel været de sidste par uger. Dog begynder der at være nogle konsekvenser af hendes fravær, blandt andet børnenes opførsel.
De lytter ikke. Slet, slet, slet ikke. Pigerne er i deres egen verden, den ældste med tusindvis af lektier, som hun ikke er gammel nok til at kunne organisere, og den mellemste med følelsen af, at hvis hun er trodsig og sur konstant, får hun samme mængde opmærksomhed som hendes søskende. Så når Malene siger: "Vær sød at dække bord", får hun enten svaret: "Jeg laver lektier", eller "Nej."
Det er nu værst med den mellemste for hun er utroligt negativ indstillet overfor mig. Hvis jeg beder hende om at gå i seng, eller lignende får jeg altid svaret: "Mais c'est bon!!" i et vredt tonelege - det kan ikke rigtigt oversættes, men det udtrykker at hun afviser mig, og fortsætter med at læse, se tv eller hvad hun nu hellere vil.
Det er lidt irriterende hele tiden at lytte på - især når hun så får skældud af hendes far, for ikke at have taget det bad jeg bad hende om at tage en time tidligere.
Den mindste er begyndt at savne sine forældre, hvilket betyder, at i denne uge er det kun er far der dur. Lige fra morgenen af, hvor jeg klæder ham på, nægter han; han skriger, stritter imod og lytter slet ikke. Når han så skal spise skriger han, at han vil have sin far. Når jeg henter ham om aftenen vil han ikke med, han græder og siger at han vil blive. Når han skal skal spise aftensmad hyler han, og siger det er for varmt - selvom han ikke har smagt på det, og at det er koldt. Stort set så græder han konstant. Efter et stykke tid, hvor jeg har fået ham kølet lidt ned, er han dejlig og sød og han kan endda muntre mig op hvis jeg har haft en dårlig dag. Idag da jeg skulle hente ham ved dagplejemoren var det hendes søn der åbnede og da den lille begyndte at hyle og skrige spurgte han forbløffet: "Gør han det hver aften?" - "Kun i denne uge..." svarede jeg, og sagde farvel og fik et pænt: "Held og lykke!" med på vejen. Som jeg bar ham ud mod bilen (normalvist går han, men som han ikke ville bar jeg ham) kom han dog i bedre humør, og til sidst var han helt rolig og kær. Jeg tror ikke det er nemt for en to-årig ikke at have forældre der arbejder på den måde. Her til morges skulle faren til Paris, hvilket betød at nu smuttede han jo også. Den lille græd og sagde: "Jamen du må ikke forlade mig!" - selvom han er lille og ikke helt ved hvordan han skal udtrykke sig endnu, så forstår han mere end man lige tror.
Jeg ser virkeligt konsekvenserne af de sidste par ugers tid; det gør lidt ondt at se børnene sådan, og jeg håber at de virkeligt tager beslutningen om, at flytte til Paris til næste år. De har længe overvejet det, da morens arbejde er i Paris, og hans delvist også er der.
Nok om det triste, for jeg skal på ski hele weekenden sammen med Nina og en af hendes veninder! Vi tager afsted i morgen klokken tidlig morgen til Verbier, Schweiz, og kommer hjem engang søndag. Kan jo ikke blive andet end fedt! Så det vil sige, at der nok kommer et bette indlæg på søndag om det. Indtil da, slutter jeg af med en lille tegning fra idag:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar