Det er sjovt, hvordan det pludseligt er svært at være alene. Jeg plejer at kunne lide det, og egentligt ikke have noget imod det, for jeg nyder bare freden.
Dog er det som om, at det er forkert når man er her. Det er et slags pres på én om, at man skal være aktiv og få et netværk af aupairs der bor i området. Det går også fint for mig; synes jeg, men familien er lidt bekymrede for mig, tror jeg. Den aupair jeg akut skulle afløse, var nemlig altid inde på værelset, og de er derfor konstant bange for, at jeg ikke har det godt.
Det skal lige siges, at det har jeg virkeligt! - jeg er bare en anden type pige end deres tidligere aupairs har været.
Jeg er nemlig ikke typen der kan lide at "have mange venner" og hele tiden tage kontakt til folk, for jeg kan ikke rigtigt se grunden til det. Jeg har det fint med at have få venner, men gode venner, ligesom hjemme i Danmark.
Situationen minder mig lidt om da jeg var lille og jeg ringede hver weekend rundt til alle pigerne fra min klasse, desperat efter at få en legeaftale. Jeg tror bare, at jeg er kommet over den fase med "legeaftaler" konstant; sådan er det.
Jeg er bare mig, på godt og ondt, og hvis det betyder at jeg ikke har lyst til at fise frem og tilbage fra Geneve, så er det sådan det er! - jeg kan godt se, at det er forkert bare at sidde inde på værelset, men jeg kan gå en tur. Jeg kan tage ud at shoppe. Jeg kan, hvis jeg vil, ringe til en af de utallige aupairs i området og lave en aftale. Selvfølgeligt, men i mit tempo, når jeg har lyst.
Sådan er det, og sådan er jeg, men derfor behøver det ikke at være nemt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar