Pædagogik

Pædagogik og Malene går ikke altid så godt, selvom jeg vil sige, at jeg udvikler mig på området. Jeg gør virkeligt mit bedste, men fra tid til anden, føler jeg mig egentligt bare dum - og det synes børnene også jeg er, bortset fra den mindste, der virkeligt synes det er sjovt når jeg laver ansigter og siger underlige lyde. Den går bare ikke med pigerne - de er lidt for gamle til det, så jeg er gået over til (bare rolig, jeg har ikke lavet grimasser til ti-elleve årige børn) at være cool. Bare cool.
Det skal nok forklares, for som I ved, så er "cool" ikke min stærke side. Når den ældste, fx, har fået ekstra lektier for i skolen og fortæller mig, at det altså var fordi hun sagde "hold kæft", eller noget andet grimt til sin lærer, så holder jeg mig "cool" omkring det. Jeg siger selvfølgeligt, at det da er hendes egen skyld, at hun så får ekstra lektier for og at hun burde holde op med at tale sådan til andre generelt - men til gengæld bliver det ved det; jeg går ikke til forældrene og sladrer - som den aupairpige jeg afløste gjorde (nok også en af grundene til at pigerne ikke kunne lide hende). Jeg opmuntrer hende ikke til at gøre det igen, men jeg opbygger en tillid imellem os, som gør at hun stoler på mig, og føler at jeg ikke er ligeglad med hende - hvilket jeg heller ikke er.

Faktisk kan jeg bedst lide, når jeg virkeligt føler at børnene har brug for mig; at jeg kan være der for dem. Den lille er ved at træne i ikke at gå med ble længere, men han er virkeligt ikke særligt god til at fortælle, hvornår han vil på toilet, så han står bare og ser på, at han tisser i bukserne. Igår skete det endnu en gang og denne gang løb det fra shortsene ned i skoene, så han begyndte helt ulykkeligt at græde og vidste ikke hvad han skulle gøre. Jeg løb hen til ham, og fortalte ham, at det ikke gjorde noget, at vi bare skulle smide alt det våde tøj til vask, og bagefter tage et dejligt bad. Efter et par minutter, hvor jeg havde siddet med ham i mine arme og givet nys og kram var han mere afslappet, og jeg bar ham op i bad. Det kan godt være, at med en lille gut der havde tis overalt og tudede, lyder det ikke så hyggeligt, men jeg kunne mærke at han havde brug for mig og så kan man ikke forlange mere. Det er de øjeblikke der fortæller mig, hvorfor jeg er aupair.

Den mellemste er dog ikke så nem at komme ind på; hun fortæller ikke meget selv, og hun bliver tit overset, også af mig, fordi hendes søskende tager meget opmærksomhed. Så da jeg igår gik ind for at se til hende om aftenen, da hun lavede lektier, besluttede jeg mig for at tage mig noget tid til hende. Jeg spurgte hvilke lektier hun havde, om hun havde brug for hjælp og hvordan det ellers gik. Hun gav mig en rundvisning i lektierne, og  spurgte om jeg ville høre hende i en tekst, hvilket jeg da selvfølgeligt gerne ville. Da hendes far kom ind, og spurgte om hun ikke snart skulle i seng, fortalte hun, at hun havde en stor test til imorgen i biologi, og gerne ville øve sig noget mere. Han sagde straks, at det havde han ikke tid til at hjælpe hende med, men at hun gerne måtte fortsætte lidt endnu.
Det syntes jeg var lidt underligt, da han har brugt uendelige timer sammen med den ældste og hendes lektier før, og til tider ikke lader hende gå i seng, før hun er helt sikker i stoffet. Dog blev jeg siddende og læste biologi med hende, så jeg håber hun klarer det godt idag. Hun sad endda med hæftet i bilen i morges for at læse lidt mere inden skoletid.
Igen kunne jeg der mærke, at der var brug for en eller anden til at se, at hun rent faktisk også havde noget der var vigtigt for hende.

Så selvom jeg fejler med hensyn til smalltalk, jokes og andet sjovt, så håber jeg at jeg ikke har fejlet helt med hensyn til bare at være der for dem. Det er trods alt en af de største opgaver jeg har - jeg er hende der er der konstant - og det er også det bedste ved at være aupair.