Endelig...

... begynder tingene at lysne en lille smule! Igår fik jeg nemlig, uventet tidligt, svar fra Designskolen Kolding: jeg er blevet kaldt til adgangsprøve d. 3. maj, kl. 10. Da jeg stod udenfor gymnastikhallen i Montluel og fik SMS'en fra min storebror var jeg godt rundt på gulvet.

I onsdags var den ældste syg, men hun skulle absolut til gymnastik, da der var konkurrence om lørdagen. Hun har ofte spurgt, om jeg ikke ville blive og se hende når jeg afleverede hende, men hver gang har jeg måtte sige nej, da jeg har to andre børn at tage mig af. Denne gang sagde hun så: "Jamen så kommer du vel og ser mig på lørdag, ikke?", den var jeg ikke forberedt på, så det blev: "Øh, joda, hvad tid og hvor lang tid?", det tog hun som et ja, og meddelte mig lykkeligt, at det vi tog afsted klokken otte lørdag morgen, og nok var hjemme engang om eftermiddagen. Hov, efter en lang uge med syge børn er det ikke klokken syv man har lyst til at stå op på en lørdag, men nu var det lovet.

Så efter en fredag med babysitting til klokken kvart i tolv var Malene smadret klokken syv da vækkeuret ringede. Jeg stod op, fik spist og så sad jeg pludseligt i bilen sammen med moren, den ældste og hendes veninde. Da vi ankom skulle pigerne varme op i en hal, så vi var en gruppe forældre til de piger på holdet, der tog en kop kaffe på en café indtil konkurrencen kunne begynde.

Nu har jeg selv gået til gymnastik i Gimsing, så jeg troede jeg vidste hvad det gik ud på... slet ikke. Det var gulvøvelser, trampolin, barre og bom. Som i OL - tænkte jeg. De skulle alle lave de samme øvelser på de forskellige redskaber, bortset fra gulv, hvor hver pige havde deres egen serie. De var delt op i hold af fire-fem piger, og blev bedømt både som hold og som individuel. Jeg var imponeret og meget stolt af min pige, da hendes hold fik bronze og hun blev nummer tolv ud af halvfjerds piger, waow!

Da vi stod udenfor og tog frisk luft imens vi ventede på resultaterne, skrev min bror så den SMS til mig, hvorefter jeg ringede han forvirret op, og spurgte hvad han mente med: "Du er videre...". Jeg var helt rundt på gulvet derefter, og kunne ikke lade være med, egentligt bare at smile og nyde det gode vejr og de glade og stolte gymnastikpiger da vi spiste hotdogs på græsset efter afgørelsen. Det var faktisk rigtigt hyggeligt at være omgivet af franskmænd en hel eftermiddag og jeg fik et nyt indtryk af, hvad den ældste egentligt laver når hun er til gymnastik de der fire timers tid om ugen.

Så det har været en rigtig dejlig weekend - jeg mangler bare at få skrevet til Designskolen og få aftalt at få samtalen, hvilket "adgangsprøven" er, over skype eller telefon.

En lille sjov oplevelse jeg ellers har haft i den sidste uges tid: "Mamman... non Malène!"* - det har alle tre børn sagt i den sidste uges tid - den lille tre gange på ti minutter idag. Så nu er jeg officielt blevet kaldt mor af dem alle sammen - det er ikke sket før og så sker det, for dem alle tre på én uge. Meget hyggeligt, men det skyldes nok, at de ser mig mere end hende efterhånden!



*Mor.... nej Malene!"