Ondt i maven

"Malène, jeg har ondt i maven!" "Jeg har ondt i maaaaaaven" "Nej jeg kan ikke spise grøntsager, det er ikke godt for maaaaven - jeg vil have pasta!!!", "Jeg har ondt i maaaaaaven!!" "jebaaaaah, maaaaaaveeeen!!!!"

Det er det eneste jeg har hørt på siden i mandags. Gæt, hvor træt jeg er af at børn ikke gider at spise det mad jeg laver til dem. Tænk på hvor træt jeg er efter at have blevet skreget af fire dage i træk. Gæt hvor meget medicin de nu tager, efter af have været ved lægen. Børn elsker at tage medicin.

Ja, den lille og den ældste har haft ondt i maven siden mandag aften, hvilket har betydet, at jeg har brug to af de sidste tre dage på, at holde øje med dem herhjemme. Normalvist er de jo i skole/ved dagplejemor, så jeg har tiden til at lave alle de andre ting som jeg skal lave her i huset. Så nu hvor de har være herhjemme, er huset overvejende beskidt, da jeg ikke kan støvsuge når den lille sover - eller når han er vågen. Udover det, kan man heller ikke regne forud, hvornår de bliver hjemme, så tirsdag, rengøringsdag 1, tænkte jeg: det går nok, jeg ordner lidt hurtigt imorgen, så kan jeg gøre det ordentligt torsdag, rengøringsdag 2. Igår gjorde jeg så lidt rent, da børnene var okay raske til at komme afsted - men da den mindste slet ikke sov i nat, og de havde tid ved lægen, blev den ældste og ham så hjemme idag, på lægens anbefaling. Det er ikke noget der er til at regne med.

Så igår satte jeg mig møgirriteret foran computeren og brokkede mig på skype til mine forældre, der efter et stykke tid spurgte: jamen giver du dem ikke så bare omsorg når de beklager sig. Det tænkte jeg over i to sekunder, og det havde jeg måske ikke gjort så meget i som jeg kunne have gjort, selvom jeg selvfølgeligt havde givet kram, kys og vuggen frem og tilbage. Så idag gik jeg intensivt igang med det.
Da jeg (endeligt), begyndte at holde op med at have ondt af mig selv, fandt jeg ud af, at ved at holde den lille tæt ind til mig i et par minutters tid så han holdt op med at græde, ikke bare gjorde det mere behageligt for ham, men også for mig.
Selvom jeg havde ååååh så ondt i hovedet så legede jeg opmuntrende med den lille så han glemte at han havde ondt, og det samme gjorde jeg. I stedet for at slukke tv'et, da hun ikke har lov til at se det i hverdagene, lod jeg den ældste se i en times tid, da det gjorde hende glad.
Desuden ville jeg ikke overse den mellemste, bare fordi hun ikke var syg, så her til aften sad vi foran iPad'en og spillede, hvorefter jeg puttede hende, og rent faktisk fik et kram for første gang i lang tid. Så man må sige, at det var en dejlig afslutning, på et par elendige dage.

Jeg har længe været i et underligt humør, da jeg ikke ved hvad der vil ske efter sommerferien - dog får jeg svar fra Designskolen på onsdag, så måske giver det lidt mere vished - selvom det kun er svar på, om jeg kommer til samtale eller ej. Så jeg skal virkeligt have hevet op i mig selv, og ikke lade det gå ud over børnene - det er ikke deres skyld at de er syge, og de fortjener bedre, end en Malene, der har ondt af sig selv.