tirsdag den 19. april 2011

Forbud

Det er mange forbud som jeg efterhånden skal håndhæve og åbenbart også burde følge, hvis jeg ikke vil at lærere på skolen sender onde blikke efter mig.

Jeg havde nemlig den oplevelse her til aften. Jeg kom ind i klasselokalet, hvor jeg sagde godaften som det første til læreren. Hun sagde godaften, som sædvanligvis, og sendte mig et elevator blik med et stramt udtryk. Jeg tænkte ikke mere over det, da hun generelt er ret ond ifølge pigerne, så da vi kom ud fortalte jeg det til den ældste. Hun svarede, at det måske havde noget at gøre med det jeg havde på. Jeg kiggede ned ad mig selv, hvor min sommerkjole og bare ben ikke virkede underlige - så jeg konstaterede, at det var de lilla strømper der gjorde det. Dertil sagde den ældste så, at det faktisk var forbudt at gå med shorts, nederdele eller kjoler der gik over knæene, og at man i så fald skulle have leggins på. Jeg kiggede måbende på hende, og blev helt forlegen over min korte kjole og mine bare ben. Jeg spurgte forvirret om der så var andre ting man ikke måtte have på?
Dertil remsede hun op:
- stramme overdele
- nedringede overdele
- bare skuldre
- bar ryg

Dog tilføjede hun, at dem i de større klasser tog hvad de ville på, og så havde de en times eftersidning næsten hver onsdag.
Jeg vidste godt, at det er en privatskole de går på, men jeg havde slet ikke tænkt på, at jeg rent faktisk har klædt mig stødende på op til flere gange når jeg tænker over det. Hvilket godt eksempel hende læreren da må mene, at jeg er.

Måske er det mest fordi jeg er vant til at håndhæve forbuddene her i huset - som jeg har nok problemer med. TV'et er allerede forbudt, og computeren blev det også i morges, eftersom faren havde brugt flere timer på at ordne den igen, efter at pigerne havde brugt den i weekenden. Jeg venter bare på at iPad'en også bliver forbudt, så skal jeg nok få masser af timer til at gå med at diskutere det med pigerne. For det er nemt at sige: "Det er forbudt fra nu af!", når man ikke er der - hvilket faren gør i flæng, og så skal jeg ellers håndhæve det. Det er ikke ham der får smidt en fjernbetjening efter sig i ny og næ!!

Ellers går det godt - især med den lille, der til tider spørger om jeg har sovet godt, og nogle gange ønsker mig en god dag - hvilket jeg er den eneste han gør det ved, meget sjovt! Jeg fortalte også den sjove episode med, at han havde kaldt mig "mamman" i lørdags, hvilket vi grinte over, men hun måtte indrømme, at det var godt for mig, men ikke så godt for hende! - jeg er lidt enig, og fortrød lidt at jeg havde fortalt det - så jeg undgik at fortælle at pigerne havde gjort det samme.

På den anden side er den mellemste helt umulig. De sidste to dage hvor jeg har hentet hende, har hun løbet fra, og gemt sig i hækkene bag skolen. Når vi finder hende vil hun ikke hoppe ind i bilen, og den mindste bliver på den måde hysterisk, og vil ikke ind i bilen før hun er hoppet ind. Ergo, hun spreder kaos, uden nogen grund. Hamrende irriterende. Derudover nægter hun at dække bord, og rydde op efter sig når hun har leget, er heller ikke noget hun vil. Det er nogle hyggelige stunder vi har haft her til aften, må man sige!

Men ja, det skal jo ikke være nemt det hele. Nu vil jeg så lære mig selv at klæde mig ordentligt på og dernæst fortsat håndhæve de skønne forbud.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar