Ja, jeg har ikke skrevet i et stykke tid, hvilket jeg giver hjemmeopgaven skylden for - dog er den færdig og lagt i en fin gul mappe, på vej til at blive sat på hylden.
Dog vil jeg sige at det faktisk er en skam, at jeg ikke har skrevet i den sidste halvanden uge, for hver dag har bragt noget nyt, så jeg undskylder dybt! Jeg har lavet tre ulykker; to tirsdagsulykker og en i fredags!
Sidste tirsdag var jeg rigtig smart, da jeg skulle hente den mellemste sammen med den lille. Parkeringen var proppet, så jeg var tvunget til at lave en fin parallelparkering ved de nedlagte og overvejende rustne togskinner. PFFFT. Jeg vidste godt hvad jeg havde lavet og ganske rigtigt, højre fordæk var punkteret. Hyggeligt. Den mellemste og jeg gik så ivrigt igang med at skifte dækket, imens jeg forsøgte at få fat på forældrene. Som jeg sad forvirret med mine solbriller i panden og baksede med at få bilen hævet, kom der heldigvis en monsieur der med glæde ville hjælpe os. Problemet var bare, at han ikke vidste at man skulle fjerne beskyttelsen omkring boltene på dækket, før man kunne bruge nøglen - så der stod vi, med hvad vi kaldte "den forkerte nøgle". Forældrene var ikke hjemme, så efter en samtale med faren kom vi frem til at vi da skulle tage bussen. Det gik meget godt, men problemet kom så om aftenen, hvor efter faren havde fixet bilen og vi havde hentet den, bragte penge på banen.
Jeg har efterhånden lavet flere skader på bilen og nu mener de, at jeg skal til at betale. Rigtigt fint at låne deres bil ud til en tyve årig pige, så hun kan udføre sit job, men forlange at hun skal betale når hun er så uheldig at lave skader - og især når de ved hvor meget jeg tjener. Nok om det, jeg synes det er et ubehageligt emne, så jeg lader min kære far diskutere det med dem - måske er det uansvarligt, men jeg ved for det første intet om biler og for det andet ikke særligt meget om penge. De kunne fortælle mig alt, og jeg ville hoppe i den og betale uden at vide om det var fair eller ej.
Det var min første lille ulykke. Den næste kom om fredagen, hvor jeg nær havde mistet et barn. Man skulle tro, at det var en dårlig aprilfisk*, men nej.
Fredag morgen råbte faren til mig da jeg var ved at klæde den mindste på, at den ældste skulle til konfirmationsforberedelse om aftenen. Jeg sagde okay, og lod det ligge. Da aftenen så kom, stod jeg og lavede mad med en lille dreng hivende i min trøje for at ville lege, hvor den ældste råbte noget der lød som "Jeg smutter derhen". Jeg sagde okay, og lagde ikke mere i det - hun var hurtigt væk.
Da moren kom hjem efter fem dage i Paris, og spurgte hvor den ældste var, sagde jeg, at hun var smuttet til præst. Hvornår hun kom hjem anede jeg faktisk ikke, og vi kunne ikke finde papirerne hvorpå det stod. Vi tænkte begge, at det nok skulle gå og vi begyndte at spise.
Faren kom hjem da vi sad der, og spurgte også hvor hun var. Han gik dog mere i panik, og spurgte mig hvorfor jeg havde sendt hende afsted helt alene og ikke kørt hende. Det virkede naturligt, svarede jeg og vi begyndte at ringe til kirken, ringe til hende (dog var telefonen herhjemme) og da ingen svarede gik vi endnu mere i panik.
Som vi var mest panikken og jeg ufatteligt meget på røven, kom hun gående ind i rummet i sin pyjamas, og spurgte forvirret, hvorfor vi ikke havde sagt at vi spiste. Det viste sig, at hun havde undladt at sige til mig, at det var klokken seks, og jeg havde hentet den lille på det tidspunkt. Så hun havde pjækket fra præst, og det jeg hørte som: "Jeg smutter derhen", var: "Jeg smutter nedenunder", så hun havde siddet nedenunder ved computeren hele tiden. Hun fik en hel masse skældud, og jeg fik kommentaren: "Aldrig igen Malene!". Desuden fik den ældste kommentaren: "Lad være med at tale så hurtigt til Malene, hun forstår det ikke." hvilket irriterer mig, da jeg ligeså godt kunne have hørt forkert hvis hun havde snakket dansk.
Til sidst har vi tirsdagsulykke nummer to: jeg låste mig selv ude en hel eftermiddag indtil jeg skulle hente børn. Hvis faren havde været i Paris havde jeg haft et seriøst problem, for så kunne jeg ikke komme ind med børnene om aftenen. Det var så dumt; jeg havde lige lukke garagen, hvorefter jeg tjekkede om jeg egentligt havde nøglen dertil. Næh. Flot, jeg havde ikke forberedt aftensmad, lagt tøj sammen eller gjort rent. Desuden kunne faren først være hjemme klokken kvart i syv, hvilket vil sige at den lille ikke fik sit bad, og vi måtte vente i haven i en halv times tid. Værst af alt; jeg kunne ikke arbejde på hjemmeopgaven - da det gik op for mig begyndte jeg at tude i hjælpeløshed, hvorefter jeg tog ud at shoppe. Ingen anden udvej - desværre, sorgerne blev overført i endnu en fin lille sommerkjole til blot ti schweizerfrank.
Så som I kan se, har jeg haft rigeligt at se til udover opgaven, så dér har I da forklaringen på mit lille fravær på bloggen. Hvis det kan hjælpe lidt på det, kan ingen af os rigtigt komme i bad, da der åbenbart ikke er noget varmt vand lige netop på børnenes baddag - så nu har den lille ikke være i bad i to dage i træk, hvor er det hyggeligt!
*Poisson d'Avril = aprilfisk = aprilsnar
Ingen kommentarer:
Send en kommentar