Strømpestrikning

Jeg er faktisk nået langt med strømpen, er lige kommet over hælen, og det ser faktisk ikke helt dumt ud - selvom jeg måtte lave kilen om et par gange. Jeg har aldrig nogensinde strikket strømper, men på trods af det, går det nu meget godt, og sådan er det også med mange andre ting her.

Familien sætter mig ofte i situationer jeg generelt synes er ubehagelige - selvom det er ganske almindelige ting, som at gå ind i en butik og spørge om noget. Det er sådan nogle dumme ting, jeg altid har syntes var akavede og trælse, fordi jeg ikke kan planlægge hvad de vil sige, og hvad der vil ske. Så nu bliver jeg kastet ud i situationerne og jeg kan ikke undgå dem.

Før ferien bad faren mig en morgen om, at tage bilen hen til automekanikeren, så han kunne se skaderne på bilen og bedømme et beløb på reparationerne. Det skulle helst gøres tidligt, da mekanikeren havde tralvt, hvilket satte panik i mig - jeg skal tage mod til mig og overveje vel hvad jeg skal sige og så videre, inden jeg tør gøre sådan nogle ting, og nu havde jeg mindre end en time til det. Da det så var tid, tog jeg en kæmpe omvej derhen, kørte forbi stedet med vilje, for at holde hjemme i indkørslen i ti min for at tage mig sammen (det ligger lige ved siden af hvor vi bor). Til sidst tog jeg mig så sammen og tog derhen.
Mekanikeren så mig, spurgte: "Peugeot der er helt smadret?", jeg sagde ja, og han tog et kig, sagde: "Okay, jeg ringer til jer senere!" og så var han væk. Det tog to minutter, maximum.
Det er det jeg mener, jeg har ikke grund til at være bange eller nervøs over dumme ting som der skal gøres, og selvom jeg ved det, irriterer det mig hver gang.

For eksempel skulle den lille til lægen her i tirsdags, da han hoster rigtigt meget, og faren anede ikke hvad han skulle give ham. Det ville så sige, at det var mig, der skulle tage ham til lægen om eftermiddagen, og jeg vidste hverken hvor det var, eller hvordan man lige gør. Så jeg satte en masse tanker i hovedet, om hvad jeg skulle sige og hvordan det ville gå, hvortil det egentligt var ti gange mere simpelt end hvad jeg havde forestillet mig. Der var ingen receptionist man skulle snakke med først, bare en venteværelse, hvor vi så til gengæld ventede i tre kvarter. Lægen var flink, han kiggede i mund og hals og ører og alt hvad læger nu gør, og så satte vi os, hvor han skrev fire fem medikamenter op, og forklarede, hvad der skulle gives hvornår og hvorfor og at den lille har en "otite" i venstre øre. Jeg havde ingen idé om hvad det var, men antibiotika var vigtigt og øredråber også. Så jeg skulle hente medicin på apoteket, hvilket heller ikke er sjovt, når man ikke aner hvordan det foregår, men det gik (igen) helt fint, og nu giver jeg den lille en hel masse medicin hver morgen og aften, hvilket også er nyt. Dog skal det siges, at min ordbog var så venlig at fortælle mig, at det er ørebetændelse han har, så nu ved jeg også hvad jeg giver medicin for. Desuden giver jeg ham også hostesaft for hosten, så der er meget der skal huskes.

På den måde er der hele tiden nogle nye situationer, som jeg skal tage mig sammen hver eneste gang for at gøre, men pointen er, at for et halv års tid siden ville jeg bare have udsat det eller undgået at gøre det hvis muligt. Så jeg synes at det giver en anden form for selvtillid at vide, at selvom det er svært, træls og på fransk så kan jeg godt gøre det, og verden går ikke under. Det skal dog siges, at jeg da stadigvæk kan være nervøs i nogle situationer, men det går frem ad; jeg er for eksempel ikke længere nervøs når jeg skal til skrædderen for at hente eller aflevere tøj. Det er blevet "normalt" kan man sige.

Men nu håber jeg bare at jeg også kan finde ud af at afslutte strømpen, og få lavet dens partner, så jeg ikke ser fuldkomment dumt ud med kun én strømpe når jeg bliver udsat for dumme situationer.