C'est la vie

Det er efterhånden en vending jeg bruger ofte synes jeg.

Når børnene brokker sig (den mellemste brokker sig især over, at hendes lillebror får lov til at spise pasta når hun bare skal spise pizza eller kylling til aftensmad), når de ikke vil lytte og når der opstår andre trælse situationer, så er der ikke så meget andet at sige til det, end "sådan er livet" eller oftere "Sådan er det".
Jeg talte med moren den anden dag, om at de jo nu begyndte at søge en aupair til næste år. Jeg spurgte om de så søgte udelukkende tyskere (alle deres tidligere aupairs har jo været tyskere/tysktalende) eller om der var åbnet en mulighed for danskere. Hun svarede, at der ikke er nogen forskel på, om man har en tysk eller dansk aupair, men at det er nemmere at finde en tysker, da der er så utroligt mange der gerne vil være aupair, hvilket jo også er grunden til, at alle de andre aupairs jeg møder hernede er tyskere. Pointen var dog, at hun så sagde, at hun godt vidste, at det ikke havde været så nemt for mig her i år - pigerne er kommet i en svær alder, der er meget tvivl i familien, og mange diskussioner indbyrdes. Jeg svarede bare, at jeg ved hvor svært det er til tider i en familie og alle de svære ting der er, gør at jeg vokser med opgaven; og at jeg er rigtigt glad for at være her - selvom pigerne er trælse og selvom alt ikke er lige godt organiseret altid. "C'est la vie".
Jeg har ikke så tit muligheden for at snakke med moren, da hun arbejder som en gal, og befinder sig halvdelen af ugen i Paris, men når det er, er det rigtigt rart og vi får altid en god samtale ud af det.

Andre ting der så ikke er helt så nemme at acceptere og komme over, er når livet bare er bittert. Igår fik jeg brev fra animationsskolen, hvor der stod at jeg ikke er inviteret til optagelsesprøve, det vil sige at jeg ikke er blevet optaget. Det var så bittert at måtte sluge den information, og derefter gå og lave frokost.
Fra morgenen af havde Mathias modtaget sit brev, med den gode nyhed om, at han var blevet inviteret til optagelsesprøven - så jeg vidste at derhjemme lå mit brev, med mit svar, som jeg ikke kunne få fat i. Så jeg ventede til klokken halv et, hvor mor var kommet hjem, og så fik jeg så nyheden over skype. Det var så surt, og jeg fik øjeblikkeligt følelsen af, at de tre måneders arbejde med portfolioen, bare slet ikke havde været det værd. Dog ved jeg jo godt, at det ikke nødvendigvis er fordi jeg tegner dårligt, men fordi der er mange andre der tegner bedre - men selvom man også på forhånd har forberedt sig mentalt på, at der er en stor chance for, at man ikke bliver kaldt til prøven, er man stadigvæk skuffet.
Dog hjælper det, underligt nok, at sige det. Jeg klarede den ikke. Sådan er det. Da jeg fortalte pigerne det, udbrød de vredt: "HVAD?! Jamen det er ikke muligt!! - Du tegner hele tiden - du er så god til at tegne!!!", hvilket var rart og sødt at høre, hvor jeg så forklarede dem, hvorfor jeg troede at det ikke gik, og at det var sådan det var. Senere skrev jeg det også det moren i en mail (også fordi jeg skulle spørge om telefonnummeret til frisøren som hun havde glemt at give mig), der lige har svaret med en lang og rigtig sød besked om, at de er idioter, og at jeg ikke må miste modet, da jeg er en sand kunstner - og at for at muntre mig op, vil hun give mig klippet hos frisøren. Sådan! - Jeg havde ikke regnet med den reaktion, men det varmede rigtigt meget, og jeg skyndte mig at ringe og få lavet en aftale ved frisøren.
Den sidste reaktion var fra faren der sagde at det da var træls og spurgte, hvad jeg så ville gøre nu.

Min anden prioritet på KOT-skemaet er Illustration på Designskolen Kolding, hvortil man også skal lave en hjemmeopgave. Opgaven bliver offentliggjort imorgen, hvorefter jeg har til d. 8. april for at løse den. De tidligere opgaver (man kan se eksempler på skolens hjemmeside) har været brede emner, hvor man så skal komme op med et selvstændigt design til. Jeg glæder mig rigtigt meget til at komme igang med det, jeg tror at det nok skal blive rigtigt godt og sjovt at lave.

Så status er lidt nu, at jeg prøver på at komme videre og sige til mig selv, at sådan er det; det er ikke værd at spilde for meget energi på, jeg kendte til vilkårene fra begyndelsen af. Nu koncentrerer jeg mig om hjemmeopgave til skolen i Kolding, hvis jeg gør mit bedste, kan jeg ikke gøre det meget bedre end det.

Igen vil jeg sige: "C'est la vie" og komme igang med at hænge vasketøjet op udenfor i det dejlige solskinsvejr.