Ja I troede nok at en dansk influenza var slem, men jeg kan bevise, at som altid er den franske version værre; den har endda et helt andet navn - for franskmændene kan ikke nøjes med at have influenza ligesom danskerne, englænderne og tyskerne, nej nej, de har "la Grippe". Grundet la Grippe, har jeg sovet hele weekenden og ville stadigvæk gøre det, hvis det ikke var fordi jeg efterhånden er ved at tro at det er nytteløst.
Alle de andre havde været lidt småsyge hele ugen, men det var værst med faren, der hoster enormt meget og tager utroligt meget medicin.
Fredag morgen valgte han simpelthen ikke at stå op og han blev liggende i sengen hele dagen. Om aften blev jeg rigtigt træt, så klokken halv ti, da jeg havde set "Spirit" med pigerne, hoppede jeg nedenunder på mit værelse og klokken ti var jeg gået ud som et lys.
Lørdag morgen klokken syv vækkede min hovedpine mig - tror ikke jeg har har haft så slem en hovedpine siden jeg havde kyssesyge, så jeg luftede ud, gik ud på badeværelset, drak en halv liter vand og hoppede på hovedet i seng igen. Den rutine fortsatte jeg hele lørdagen, og det blev ikke bedre. Jeg tog en hovedpine/feber pille (medicin er ikke helt til at finde ud af for mig hernede) på morens bekymrede opfordring, der først gjorde det værre, senere bedre, senere kom hovedpinen igen. Om aftenen fandt jeg ud af, at alle i hele huset havde ligget syge, bortset fra moren, der var lidt for energisk til den ynkelige forsamling der sad og spiste aftensmad.
Søndagen forløb på samme måde - dog lidt bedre, selvom jeg var nået til det punkt, hvor jeg ikke længere kunne sove.
Generelt tror jeg aldrig nogensinde jeg har set nogen tage så meget åndssvagt medicin for en influenza. Mine forældre plejer at sige, at der ikke er så meget at gøre, man må bare drikke noget vand og tage det roligt og eventuelt sove det væk, hvis det er muligt. Den går ikke her; hostesaft, hovedpine/feberpiller og et andet middel imod halsen. Jeg har det ligeså slemt som dem, og jeg har ikke taget noget af det, bortset fra den der ene pille der ikke skal gentages. Dog hoster jeg heller ikke, selvom min hals er irriteret.
Her til morges da jeg vågnede var jeg faktisk overvejende positiv, da jeg følte mig rigtigt frisk - det var dog lige indtil jeg kom op og sidde, hvorefter alt bare begyndte at komme tilbage. Hovedpinen er dog ikke så slem, men feberen gør lidt, at mine reaktioner er lidt langsomme og at jeg ikke bør gøre ting der kræver koncentration - hvilket jeg måtte forklare moren, da hun ville have mig til at køre børnene i skole. Sjovt at hun hele tiden siger, at jeg skal passe på med bilen, men at hun ikke har noget imod, at jeg har feber og kører med børnene.
Nu har jeg så sovet i to en halv time her i formiddags, og da det ikke er blevet meget bedre er jeg kommet til konklusionen, at det er spild af tid. Sådan... jeg smutter i seng igen!
Den lille vækkede mig klokken ti igår morges ved at åbne døren, sige: "Godmorgen Malene, sover du? Der er nat herinde, hvor er lyset?" - han har fået en dille med at åbne og især lukke døre og tænde ALLE lysene i de rum han går ind i.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar